Motivation kontra perfektion

Jeg har en blog med en brevtjeneste. En fremmed skriver til mig og beder om et brev om motivation. Jeg har ikke skrevet til hende endnu, for jeg tænker stadig. Hvad er motivation? Hvad motiverer mig? Hvad motiverer dig? Burde vi egentlig ikke have totalt tjek på, hvad der motiverer os. Og hvorfor har vi det så ikke?

Da jeg beslutter at denne klumme skal handle om motivation ligger jeg i en hængekøje og lunes af septembersol. Egentlig tænker jeg mere på, at jeg skal til Cypern en uge end på at skrive klumme. Jeg er mildest talt ikke motiveret. Og lige der i hængekøjen går det op for mig, hvor vigtigt det er at have styr på sin motivation. Ellers er det alt for nemt bare at gøre ingenting. Eller som vi plejer. Desuden er jeg mester i overspringshandlinger, så hvis jeg ikke snart ser at blive knivskarp på, hvad der motiverer mig, så bliver jeg i den her hængekøje. For evigt småslumrende.

motivation-kontra-perfektion
Publiceret i Aarhus Onsdag Nord, september 2016

En deadline har imidlertid altid været så herligt motiverende, og sådan en er lige om hjørnet. Eftersom min hjerne er rimeligt tavs, begynder jeg at brainstorme på motivation. Men så sker der noget sært. Jeg er gået på Instagram for at blive inspireret, men i stedet for at søge billeder frem som brugerne har tagget motivation, søger jeg på perfektion. Det var jo ikke det jeg skulle?

Jeg ser billeder af buketter og horisonter. Af sixpacks og Justin Bieber. Et hjørne af stuen som ejeren er specielt stolt af, hovedsageligt holdt i hvidt, og der går ikke lang tid før det går op for mig, at billederne keder mig. Det er for glat, for pænt, for perfekt.

Det er meget sigende, at jeg egentlig sætter mig for at skrive en klumme om motivation og ender i research om perfektion. For ønsket om perfektion kan om noget kvæle motivationen. Motivation har virkelig hårde kår, hvis det vi ønsker at frembringe skal være perfekt lige fra starten. Men hvis nu vi HAR et ønske om perfektion. Kan vi måske blødgøre det lidt, så vi ikke spænder ben for os selv, ved at have et mål der hedder, at vi vil gøre ’det perfekte forsøg’?

Når jeg ser på mit liv, fortryder jeg ikke de gange, noget ikke lykkedes for mig. Det er de gange jeg ikke rigtig forsøgte, der nager. Og en uvilje mod at være begynder har afholdt mig fra en del forsøg.

Men det uperfekte kan jo være helt perfekt. Hvis du ser på de mennesker, du holder af. Er de perfekte helt objektivt set? Sikkert ikke. Vi har alle sammen hæmninger, steder vi er direkte rigide, vi braser frem eller holdes passive af vores respektive temperamenter. Men en andens uperfekthed kan matche dit modtageapperat, og på den måde ender det uperfekte alligevel med at være helt som det skal være. Vi ved det ikke, før vi prøver.

Og måske er det den største motivation. At vi bliver nødt til at undersøge tingene, prøve dem af, lære dem at kende ellers opdager vi aldrig, om det er lige præcis det her, der får os til at synge i badet. Til at se en overskyet dag som en pragtfuld begyndelse. Se på livet som en skattejagt.

Jeg vil starte med at lede efter skatte på Cypern.

 

Når naboens græs bare ér grønnere

Klumme fra Aarhus Onsdag Nord, uge 30

I ni dage har jeg været hundesitter for Liva. I ni dage har jeg også passet bil. Stor, sort smækker bil, der ligesom bare passer til mig. Jeg har modstræbende måttet aflevere begge dele tilbage til ejerne. Men nu ved jeg, hvad jeg virkelig, virkelig ønsker mig

Jeg kan godt lide biler. Store biler, veteranbiler, sportsvogne og sjovt udsmykkede biler. Min virkelighed består i at sætte mig ind i en ældre Skoda, model helt almindelig, og satse på at den holder nogle år endnu. Det plejer at være fint nok. Jeg har en regel om ikke at kigge for langt efter ting, jeg alligevel ikke kan få.

Men så er det jeg skal passe verdens dejligste hund og med hunden følger familiens BMW.

Jeg kører en del på Grenåvej og har bemærket, at en vis type biler ser ud til at komme noget hurtigere fra start i lyskryds end andre. Mens jeg har tøffet bagefter i noget mere adstadigt tempo, har jeg funderet en del over, hvordan det ville være at køre sådan én, og om jeg mon også ville få problemer med at styre tyngden på højre fod, hvis det var mig bag rattet.

I det øjeblik jeg sidder i BMW’en, og utroligt komfortabelt må jeg lige tilføje, føler jeg mig hjemme. Det tager to sekunder at vænne sig til automatgear, lyden er lav og ualmindeligt behagelig, farten er angivet i røde tal mod forruden, så du behøver ikke kigge ned på instrumentbrættet for at se, om foden hviler for tungt på speederen. Eftersom du ikke kan høre hvor hurtigt du kører – som man kan i min Skoda – faktisk kan man nærmest mærke det i min Skoda – er det enormt smart med tælleren i ruden.

Nu er det sådan med en god del ting her i livet, at vi ikke ved hvordan vi vil reagere på noget, før vi står midt i det. Jeg elsker at køre bil. Jeg elsker friheden ved en bil. Jeg klapper jævnligt Skodaen og takker fordi den kører (endnu). Men man kan godt være tilfreds med det man har og så alligevel pludselig opdage, at græsset virkelig ér grønnere ovre på den anden side. Det er fuldstændigt fjollet at en bil har en feature, hvor dørene selv lukker helt, hvis du ikke har fået lukket dem ordentligt, og det er nok heller ikke lige det, der står øverst på listen over uundværlige ting, når man er offentligt ansat, alenemor på deltid. Men jeg kunne godt leve med den her acceleration til daglig. Hildemænd. Alle de her kræfter til min rådighed. Ikke noget med at ligge i overhalingsbanen med gaspedalen helt, absolut helt, i bund mens en stor familieford nærmest kysser bagsmækken af utålmodighed. Nix. I kan bare komme an kan I. Alle sammen.

I ni dage havde jeg hund og BMW. Jeg snøftede, da jeg afleverede Liva, men det var jo fair nok, det var ikke min hund. Til gengæld er jeg stadig sikker på, at ingen kan sætte så stor pris på den bil, som jeg gjorde. Et øjeblik overvejer jeg rent faktisk, om det praktisk kan lade sig gøre at flytte i campingvogn med ungerne, så vi kan få råd til en ordentlig syg bil.

Vi ville jo alligevel ikke være så meget hjemme, hvis vi havde BMW. Vi ville altid være ude på tur.

 

Menneskemøder

Menneskemødet
Publiceret i Aarhus Onsdag Nord uge 14 2016

Forrige lørdag var jeg ude at gå tur med en fremmed langs Skæring strand. Gåturen var arrangeret gennem den aarhusianske afdeling af gruppen Menneskemødet, som er en gruppe for nysgerrige mennesker, der har lyst til at udvide deres horisont. Det var en lærerig oplevelse. Helt uventet lærte jeg, at mennesker har rytmer.

Og fra tid til anden får vi lov at prøve underet – at gå en tur i takt.

 

I februar falder jeg over en annonce på Facebook. Forfatteren Bo Østlund reklamerer for noget, han kalder ’Menneskemødet’.

Menneskemødet er helt kort to fremmede, der mødes til et par timers gåtur og en snak. Det er ikke en date. Det er som udgangspunkt ikke meningen, man skal ses igen. Man mødes, ser hvor samtalen vil hen, går og taler sig til varmen og skilles så igen.

Selv har Østlund i årevis hængt sedler op i sin brugs og efterlyst folk til teater- og gåture, samkørsel m.m. Nu udbreder han ideen om gåture med fremmede via sytten grupper på Facebook, så andre kan få glæde af den.

Jeg har gået flere og flere ture de seneste år. Det er nok sådan en voksen dame ting. Jeg har opdaget, hvor perfekte gåture er til at få luftet godt ud i tankevrimlen. Fra tid til anden bliver der så plads til nye tanker, og så vil jeg gerne have én at følges med. Da jeg læste om Menneskemødet, var det som en gave til mig, og jeg lagde straks planer for at slå en gåtur op, som en fremmed forhåbentlig havde lyst til at dele med mig.

Det var der heldigvis en, der gerne ville.

Vi aftalte tid og sted, mødtes og skridtede så ud langs vandet.

Jeg havde forestillet mig en gåtur med højtflyvende filosofiske samtaler om livet og verden og meningen med det hele. DET HELE simpelthen. Eventuelt et møde med et menneske, der politisk var himmelvidt fra mig, så vi kunne få os en ordentlig diskussion, og skilles lige så uenige som vi mødtes.

I stedet finder jeg os grundlæggende enige om det væsentlige og med jordnære samtaler om ham og mig i verden.

Jeg kommer hjem luftet og tilfreds med at have prøvet noget nyt. Så begynder det langsomt at arbejde i mig. Hvad jeg lige har oplevet.

Det kan være besværligt at gå tur med andre. Nogen afpasser man konstant skridt med, og det føles mest af alt som en akavet polka, hvor vi tilsyneladende ikke hører samme musik. Nogen trækker op foran, andre falder bagud. Samtaler kan hakke, først lidt, så meget, for så at gå helt i stå. Andre gange skøjter de hen over enhver mulighed for fordybelse, som havde vi noget væsentligere, vi skulle nå.

At gå denne tur er en lise. Vores skridt passer. Jeg behøver kun trække en anelse til venstre, så drejer han af. Vi skiftes uden tøven til at gå forrest, når stien bliver smal.

Mere end noget andet lærer mit Menneskemøde mig, at en gåtur kan vise rigtig meget om det menneske du går med.

Min gåmakker og jeg havde en grundlæggende livsindstilling til fælles. Vi insisterer begge på det gode, på at der skal være plads til alle og på at være glade i livet, som det ser ud lige nu, inklusive sorte huller, fejlskud og misforståelser.

Og jeg tror det var derfor vi gik så godt sammen.

Find gruppen Menneskemødet i Aarhus på Facebook.

Menneskemøder landet over her.

 

Giv lidt opmærksomhed – skriv et brev

Giv lidt opmærksomhd - skriv et brev
Klummen er publiceret i Aarhus Onsdag Nord, uge 5

Jeg kan godt lide breve. Den gammeldags slags. Med papir og kuvert og porto. Jeg kan lide fornemmelsen af et i hånden, at åbne et, at skrive et. Brevet der ligger på stuebordet gør mig glad helt forfra hver gang jeg kigger på det, og jeg går og arbejder på et svar, selv når jeg ikke skriver. Jeg kan lide at have været i nogens tanker længe nok til at hun har sat ord sammen – til mig. Jeg kan lide den måde, jeg selv fokuserer, når jeg er i gang med at skrive. Jeg kan lide at breve har været undervejs. At det skal i en kuvert, at du skal på med halstørklædet og op til postkassen for at få det af sted. At det kræver lidt ekstra.

Da jeg var teenager skrev jeg masser af breve. Jeg gik i klasse med min veninde Sussi, og vi udvekslede en enorm mængde breve i farverige kuverter med et utal af hjerteindrammede drenge- og bandnavne. Side efter side med dagbogslignende referater af hvad der var sket i vores teenagehjerner siden sidst vi sås (klokken 14 dagen før)..

Jeg skrev også med min kusine ovre på Sjælland. Det var vildt spændende at få brev fra hende, grænsende til det angstprovokerende. Jeg syntes selv, jeg var rimelig forsigtig. Det ord anede hun ikke hvad betød. Hendes breve var et eksotisk indblik i en tilgang til sit teenageliv, der var så forskellig fra min, at vi lige så godt kunne have tilhørt forskellige generationer på forskellige kontinenter. Det gibbede helt bogstaveligt i mig, når jeg læste hendes liv, som jeg helt sikkert ikke ville fortælle mine forældre om, eller hendes for den sags skyld. Slet ikke hendes faktisk.

Så gik der mange, mange år, hvor jeg sjældent skrev breve. Sidste år fik jeg så lyst til at skrive et, men til hvem? Hvem kendte jeg, der ville sætte pris på et brev? I en opdatering på Facebook spurgte jeg om nogen eventuelt var interesserede i at modtage et. Jeg spurgte fordi jeg er nysgerrig, og fordi jeg ikke gad sende et brev til en der synes, det er spild af tid, ord og penge at sende snailmail. Der var mange, der gerne ville have et brev. Flere end jeg kunne skrive til, hvis det stadig skulle være lystbetonet.

Nu har jeg en blog, hvor jeg har oprettet en brevtjeneste. Man kan simpelthen bede om et brev, hvis man synes, man går og mangler et.

For mig er et brev en gave. Det er ikke bare ordene, det er alle tankerne omkring ordene. Man bliver meget opmærksom på, hvad man bruger sin stemme til, når man har eneret på taletiden.

Måske er det at skrive breve et lille oprør mod en verden der synes at leve af korte tekster og hurtige overskrifter. Alt skal koges ned til at kunne fyres af lige nu, der vinkles skarpt og vi når knap at tænke os om, før vi svarer – lige så skarpt. En lille kamp mod overfladiskheden, en kamp for at give sig tid?

Den 9. februar har vi kærlighedsbrevs workshop på Risskov Bibliotek. Vi valgte den dag, fordi Valentines dag er lige om hjørnet, men intentionen er ikke bare at prøve at motivere folk til at skrive kærestebreve. Et kærlighedsbrev kan være til en ven, til dit barn, til din moster måske, eller til én du tabte. Jeg tænker et brev med hengivenhed rammer modtageren på flere fronter. At nogen har givet sig tid til at skrive et brev til dig er i sig selv er en kærlig handling. Hvis brevet så oven i købet er fuld af ord om hvor meget afsenderen sætter pris på dig, jamen tænk hvordan landet kunne blive fyldt af glade suk, måske et gys og tilfreds brummen.

(Og du har råd til portoen. Jow du har.)

 

Om det almindelige liv og Hjortshøj

Klumme fra Aarhus Onsdag Nord, uge 51

Jeg ved ikke om alle der bor i en landsby har det med deres landsby, som jeg har det med Hjortshøj. Jeg ved ikke hvor meget af det, jeg holder af ved stedet her, der er specielt Hjortshøjsk, og hvor meget der er helt normalt. Det gør heller ikke så meget. Det er bare enormt heldigt at være glad for at bo der, hvor det nu engang er mest praktisk at bo.

For nylig var der støttekoncert med det lokale band Rygtesprederne i forsamlingshuset til fordel for den hal, byen gerne vil have. Multihuset i folkemunde. Min aftale går til i migræne, og for første gang i mit liv trasker jeg alene i byen. ’Byen og byen’, tænker du måske, men jeg er ikke helt glad ved det. Med krydsede fingre håber jeg inderligt nogen gider snakke, måske endda danse, med mig.

Ved indgangen bliver jeg budt velkommen ved navn. To skridt længere inde har jeg hilst på de første tyve, og resten af aftenen er jeg kun alene, når jeg går ud for at være det. Jeg kan godt lide det på denne måde. At tingene er overskuelige. At vi som udgangspunkt opfører os ordentligt, for de fleste af os skal se hinanden i øjnene på skolen mandag eller over bland-selv-slikket på fredag. Jeg kan godt lide, at jeg kan GÅ hjem gennem en stille by, når jeg ikke kan mere.

Bandet Rygtesprederne består af fire lokale mænd, der skriver sange om det absolut almindelige liv omkring de fyrre. Teksterne er almengyldige og humoristiske, med stærkt lokalt tilsnit. De behandler selvironisk og uhøjtideligt det, der lige pludseligt er gået hen og blevet livet; at lægge lån om, at det IKKE er pinligt at spise aftensmad i Ikea, og den om hvor enormt large og rummelig man er, lige indtil nogen lugter af skyllemiddel.

Mens vi står der og griner af det nærmest besk genkendelige, bliver jeg ramt af et ønske om at høre noget, der matcher mit eget liv. For selvom jeg er set spise i Ikea, har jeg lagt fælles låneomlægninger bag mig. Jeg kunne sagtens forestille mig lignende sange om at være enlig forælder. For eksempel kunne der være sangen om at vænne sig til at være helt alene. Pludselig er man akut opmærksom på lyden af indkommende beskeder på mobilen. Man smider madlavning, bog eller trøstechokolade og flår telefonen til sig i håb om – ja et eller andet – bare for at opdage, at det er en praktisk besked fra ens ex eller en er-du-okay-sms fra mor. Igen.

Eller sangen om at du i lige uger er toptunet forældermaskine, hvor du smører madpakker, sørger for at alle kommer rene af sted til tiden hver morgen, har bløde barnearme om halsen, generelt er nødt til at agere navigationsmester og hører musik du ikke selv har valgt at sætte på. For så ugen efter at komme hjem til et tomt hus, og al den lettelse du har følt hele dagen på arbejdet over at sOm det almindelige liv og Hjortshøjkulle hjem til ro, fordamper i det sekund du rammes af – well, ingenting – i entreen.

Men også sangen om den helt absurde glæde ved at bestemme selv. Andet vers skulle så handle om, hvor afsindig træt man er af at bestemme alting selv, i tredje vers er det alligevel bedre og så fremdeles.

Jeg er glad for, at der findes nogen derude som Rygtesprederne. Nogen der stiller sig frem og italesætter det almindelige liv. Stiller sig frem som klassiske eksempler uden at pege fingre. At vi så følte os ramt til højre og venstre er en anden sag :). Og jeg er meget glad for at bo i en lille østjysk landsby, som alligevel er stor nok til koncerter (og måske en dag en hal).

 

Viljen til at være glad i låget

[Klumme publiceret i Aarhus Onsdag afdeling Nord]

Vi render alle sammen rundt med hver vores lykkebarometer. Et lykkebarometer fortæller noget om et menneskes anlæg for at være glad, sådan rigtig glad eller måske ligefrem lykkelig. En god del af vores evne til at være lykkelige bunder i vores vilje til at være det.

Et efterår gik jeg til mandagsforelæsninger om Positiv psykologi på Åbent Universitet. To timer hver uge øste kloge mennesker et koncentrat af deres viden ud over tilhørerne. Ingen lektier. Kun sugen til sig. What’s not to like?

En af lektionerne gav mig et gevaldigt skub i forhold til hvordan jeg ser på livet.

Jeg var fuldstændig uforberedt, da foredragsholderen sagde, at 50 % af vores evne til glæde og lykke afhænger af vores gener.

Panikslagen bladrede jeg i tankerne gennem et stort familiebagkatalog, befolket af en lang række gedigne brokhoveder. Jeg så mit eget barometer for mig og nåede ret hurtigt et stadie af akut åndenød. Genetisk set var mit udgangspunkt sandsynligvis nede og rode i minusenden..

Op af bakke ville det blive med den lykke.

Forelæseren talte videre. Dine omstændigheder har i længden kun 10 % indflydelse på, hvor lykkelig du er: Det sted du bor, dit arbejde eller resultatet af at bilen lige så stille triller ind i en velholdt motorcykel, hvis ejer er to meter over skulderen, og ikke har ret meget han virkelig elsker i den her verden, ud over den motorcykel du lige har væltet..

DE RESTERENDE 40 % af dit humør kan du styre med din vilje. Det der batter i forhold til hvor glad du helt overordnet er, kommer an på hvordan du vælger at se på tingene.

Det forklarer hvordan mennesker, der har været udsat for rædselsfulde ting, kan blive ved med at se positivt på livet. Måske har de et godt udgangspunkt genetisk set, men grundlæggende må vi gå ud fra, at de har en meget stærk vilje til at fokusere på det der fungerer.

Livet udsætter nogen af os for helt latterligt hårde ting. Nogen af os er mere følsomme end andre. Nogen har ikke så stærk en modstandskraft og knækker let.

Hvis vi render rundt og brokker os. Over naboen, over livet, over vores fortid, så tror hjernen, at alting er noget rigtig skidt – og så får vi det dårligt. Vi har dermed endnu mere grund til at brokke os.

Men vi kan beslutte os for at se det elendige glas som halvfyldt. Inkarnerede brokrøve kan få kvalme af den øvelse, men på et eller andet tidspunkt slutter man fred med alt det der lyserøde glædesheis.

Når jeg kan mærke at jeg ser lidt for mørkt på alting, så går jeg i træningslejr. Øver mig i at glæde mig over de små ting. Flagspætten og egernet i haven. At jeg har mulighed for at tage et brusebad hver morgen. At jeg stadig står på benene, og at jeg faktisk er ret glad for de ben.

Jamen jeg har alle mulige grunde til at brokke mig / være vred / trist siger du så modstræbende. Det har du sikkert. Det har de fleste. Spørgsmålet er ikke om du har grunde nok til at være ærgerlig.

Spørgsmålet er vel, hvor længe endnu du vil lade ærgerlig være overskriften på dit liv.

 

Ulidelige utålmodighed

KontaktannoncerFor nogle uger siden blev jeg ramt af et anfald af utålmodighed. Det var så voldsomt at det satte sig fysisk. Jeg kunne ikke sove. Mit hoved var ved at eksplodere. Kroppen blev stiv og umedgørlig. Jeg drak mængder af vand svarende til små indsøer, fordi det før har kureret hovedpine. Prøvede at tale mig selv til rette, men det var svært, for jeg måtte opgive at finde ud af, hvad jeg egentlig kunne gøre for at dulme uroen.

Jeg hørte så, at når man er tæt på at opnå noget, kan det pludselig blive helt ulideligt at skulle vente længere. Det tog det værste. Jeg havde vel brug for lidt trøst. Eller et fix. Alt efter perspektiv.

Så sent som i formiddags slog jeg ud med hænderne og sagde at tingene bare syntes at stå stille. Ingen fremdrift. Det føltes utåleligt at skulle opfinde alting selv bare et minut mere.

Men måske er det rigtigt, at utålmodigheden er størst, når en opsparing er tæt på at blive udbetalt? For i dag har jeg min første klumme i lokalsprøjten. Det er noget nyt. Det er sjovt – og udfordrende, fordi det ligesom er mig ud over det hele. Og så er det faktisk beviset på, at jeg ikke skal sætte alt i gang selv (tak Helle H).

Vi er nogen der får Aarhus Onsdag om tirsdagen. Ellers kan min første klumme om Kontaktannoncer læses her.

 

Adgangsbilletten

Jeg har fået en af den slags mails som man hvinende af fryd knap når at læse til ende før man stormer hen til telefonen for at dele det glade budskab. Eller.. jeg ved ikke om det er sådan alle andre gør…?
Anyways – jeg blev tilbudt en klumme i en lokalavis.
Det første der afholdt mig fra bare at svare ja for fanden, det vil jeg sindssygt gerne, var den der uh åh, skal jeg godt nok til at udbrede mig i en avis også. Endnu flere mennesker der ikke har bedt om min mening vil få den alligevel.
45.000 af mine nærmeste naboer såmænd. HA HA HA host aaargh.
Endnu en ting jeg SKAL.

 

Det var sådan set meget godt at jeg lige afholdt mig selv fra det indledende svar og brugte lidt tid på at tænke.
Jeg vil gerne lege. Vel vil jeg så. Men jeg har også lige overstået Hjortshøj Festival, hvor jeg er med til at arrangere litteraturen. Jeg har mit dagjob. Jeg har en nyanlagt blog at passe. Og så lige en hjemmeside der skal flyttes og åbnes. Og de der to menneskebørn. Noget er sjovt. Noget er bare arbejde. Det meste af tiden er det en blanding.

 

Og da jeg gik og tænkte over, hvad jeg egentlig ville arbejde for endte jeg efter *en kjole + en gang massage* ved en eneste ting.

 

Glæde.

 

Livet er lige nu så fyldt af forpligtelser, at hvis noget nyt skal have plads, må glæde simpelthen være adgangsbilletten.

 

Glæde.

 

Så jeg siger ja, og så må vi se om lønnen er tilfredsstillende.