Mirakel- & glædessamler

Så jeg er indehaver af et noget flyvsk sind. Det rækker ud og samler indtryk og stemninger op til højre og venstre og kan være rent ud udmattende at være sammen med. For mig altså. Måske også for dig ;).

Til sådan et sind hører også en masse idéer, som flejner rundt i hovedet som fluer i en glasklokke. Jeg prøver så vidt muligt at sortere og organisere og vælge ud, så de ikke blokerer for reel handling. Denne her idé arbejder jeg med nu. Denne her holder ikke. Denne her virker god: skrive ned til senere, så du ikke glemmer den i sværmen af nyere indfald.

Forleden tænkte jeg, at jeg ville lede efter mirakler og glæde hver dag. Være bevidst. Hver dag. Ud i verden eller ind i min egen, med pandelampe og arkæologisk afdækningssæt ved hånden.

Det er en god øvelse.

Kom med

Dag 1

Lørdagsvagt på biblioteket. Orkester holder øveweekend i salen. Jeg skal over med nogle kopper, der hører til salens køkken. Tre mænd holder pause på trappen. Jeg siger hej, men indgår ellers ikke i samtale. Noterer mig at to står med kaffe. Den tredje sender kopperne i min hånd et blik og siger, åh, der håbede man ellers lige. Jeg stiller kopperne på plads. Går tilbage til biblioteket. Hælder kaffe op i det største krus jeg kan finde og trasker tilbage til mændene.

”Var det dig, der var fuld af håb?”, siger jeg til nummer tre og rækker krus med offentlig, men varm, kaffe til ham.
Han bliver så glad.
Det gør mig glad.

 

Dag 2

Duften af nylavet kaffe på mit stuebord rammer mig som ren lykke.

 

Dag 3

Spotify foreslår ny sang med Morrissey. Det ved jeg da egentlig ikke, om jeg er klar til, men ok, jeg lytter. Og så er jeg bare mega glad.

’and I recommend you stop watching the news / because the news contrives to frighten you / there’s nothing wrong with being good to yourself’

Ørehængeralarm for dem, der (også) kan lide pop

 

Dag 4

Eftermiddag i Hjortshøj. Går op af trappen og beder min søn slukke for PS4’eren og komme nedenunder. Jeg skal lige snakke med dem. Siger at han heller ikke kommer tilbage lige med det samme. Begge børn storøjede sætter sig uden bøvl ved bordet. Bagefter siger sønnen, at han troede det handlede om en af to ting. Enten at jeg havde fået en kæreste (og det tager vi åbenbart alle sammen helt vildt alvorligt, men nej) eller at vi ALDRIG skulle have en hund, hvilket begge unger ellers har arbejdet på et stykke tid.

Men jeg har været ude og lede efter noget til os, som jeg ved bringer glæde. Sådan helt åndssvagt megen glæde.. og forpligtelse, men i mine øjne hører det sammen anyway, forpligtelse, glæde, kærlighed.

Vi tog til Rønde for at prøveklappe Sally. Hun er seks og skal have en ny familie, og det ser grangiveligt ud til, at hun kommer til at trækkes med os. I næste uge henter jeg hende hjem. Vi skal hænge ud alene et par dage, og så kommer børnene over. Jeg har aftalt med Sallys nuværende menneske, at hvis det går godt, så beholder vi hende, men vi skal alle sammen være sikre. Det hele foregår så ordentligt og i roligt tempo med øje for, at når en hund skal have en ny familie, så skal det helst være den rigtige.

Jeg trækker et tarotkort, inden vi skal af sted. Fordi jeg er så herre nervøs og alt bobler i mig. Det føles som om jeg skal op til en eksamen, der bare vil fortsætte fra nu. Ace of Cups falder ud. Cups (eller bægrer) står for det følelsesmæssige. Esser står for en ny begyndelse, der har mulighed for at blive noget helt fantastisk.

Sådan er det.

Sally har langt hår, og der vil skulle støvsuges altid. Men så støvsuger vi. Hun lugter kun en lille smule af hund. Jeg ved det, for jeg stak snuden i maven på hende. Da vi satte os ud i bilen igen, havde jeg det, som om hun var med os. Igen her til formiddag – en følelse af, at hun allerede er her. Det er meget mærkeligt og enormt rart.

Ting kan stadig gå i vasken. Men lige nu er vi tre, der ikke kunne falde i søvn i går aftes og stadig er elektriske her til morgen.

Indtil videre har min mirakel- og glædesindsamling egentlig bekræftet, hvad jeg godt ved.

Vi skaber selv glæden.

Og ligesom med glæden er miraklerne overalt. I en kop kaffe. Et keyboard. I en blød pels.

Men vi er nødt til at åbne øjnene og hjertet.
 

Whenever you’re ready…

November… hvorfor skal det altid være sådan med os to?

Forleden har jeg en aftale med min tandplejer. Jeg kan virkelig ikke lide, når hun pudser fire specifikke tænder. Det føles som om hun sliber direkte på nerverne. Men hver gang smiler jeg alligevel pænt til hende, lægger troligt hænderne på min mave, husker mig selv på at trække vejret og tænker,

jeg kan klare det her..

Men denne gang har jeg ikke lyst.

’Jeg har ikke lyst til at være tapper i dag’, siger jeg til hende, ’har du ikke et eller andet, du kan give mig, så jeg ikke mærker noget’?

Så jeg får tryllecreme på gummerne. Lige som børnene.

Det er en lille bitte ting i det store verdensbillede. At nægte at være tapper hos tandplejeren. Men der er et eller andet, der rykker på plads i mig, da jeg

1) erkender at jeg synes, det er voldsomt ubehageligt at få slebet tænder

2) den eneste grund jeg har til at bide ubehaget i mig er en gammel ufokuseret fornemmelse af, at de voksne synes, det er bedst, hvis jeg er tapper

3) fuck tapper

Jeg kan love dig for, at jeg aldrig mere er tapper hos tandplejeren. Hvis hun har stoffer, så skal jeg have de stoffer. Og måske er jeg også ved at være færdig med at være tapper i alle mulige andre sammenhænge.

Jeg er træt for pokker.

Sidste uge var en underlig uge. Den helt store følelsesmæssige rutsjebane med loop og skarpe sving og det hele. Det tog mig lige lidt tid at opdage, at det nok bare er november, der har fået ram på mig.

Igen.

Da jeg sandsynligvis ikke er den eneste, der bliver påvirket på denne årstid, er hermed et udvalg af, hvad der indtil videre har løftet mit hektisk svingende novemberhumør.

På Instagram har jeg fundet nordmanden @espenpalervaag, der kan få mig til at prustegrine (ugetjek på den). Husk at læse teksten med.

 

Her til aften er datteren min kommet hjem efter to uger i Thailand med sin far. Ikke et øjeblik for tidligt, I might add.

Hjertet der begynder at pumpe hurtigere, mens jeg først går så halvløber langs togstammen og stirrer ind i fremmede ansigter bag ruderne i eftersøgningen af det ene elskede.

Og så er hun der. Lysende og rundkindet og berejst med ’MOR’ ud over det hele og snart et døgn uden søvn i bagagen. Det er så vildt med den kærlighed. Når det eneste jeg kan er at suge hendes ansigt ind med øjnene og så hele hendes krop i min favn.

Nu sover hun. Hun nåede lige at blive irriteret over, at vi ikke skulle have en snak om den post-it der hænger på døren om en aftale med universet og at se efter tegn 😀

Men der skal også være historier til i morgen. Desuden viste den historie sig højst at være god nok til et udkast til en historie, jeg vil acceptere. Eller et indledende kapitel.

Men der skal som sagt også være historier til i morgen.

Det næstbedste ved andre folks rejser (det bedste er, når de kommer hjem til mig igen) er gaverne. Jeg var hviiinende glad over denne her. Ægte overnuttet plasticskrammel. Elsker den

 

 

Ellers har selv vandet har haft svært ved at vende stemningen. Men jeg har alligevel givet det en chance

 

Til sidst to af de numre jeg skamhørte i sidste uge. Klasse videoer til begge to 🙂

 

 

Tips mod novemberblues modtages hjertens gerne i kommentarfelt, per mail, sms, FB, ‘live’ (også kaldet IRL), snap, Insta whatever.

Og ellers bare pøj pøj med efteråret derude.

 

Gem

Gem

Kærlighedserklæring til lige her

Søndag den 1. oktober lakker mod enden. Jeg kommer aldrig til at flytte under varmere himmel. Jeg elsker alt dette her forvirrende og dog så velkendte skiften i farver, i vindstyrke, i temperatur.

I dag fandt jeg mig et stykke med træer og bæk, brune pløjede marker og unge tyre. Lydene. Knirkende, rullende æbler under fødderne. Vand i fuld fart over forhindringer. Rovfugleskrig. Den voldsomme lyd af duer der panikslagent vælter sig ud fra trætoppene. Og den knasende, bragende lyd da en hjort beslutter, at nu opdager jeg nok dens skjulested og pisker ud under busken to meter fra mig og væk langs træerne.

Jeg har stået med nakken tilbage og set musvågen glide over markerne efter mad. Kravlet ind under træer og balanceret på kanten af bækken for at optage lyden til senere, til hjertet. Helt stille på hug under grenene der bukker ind over vandet, ser jeg spurvene komme tættere og tættere på. Min uldfrakke må gå i et med alt det brune og grønne. Eller også bemærker småfugle bare ikke store stille ting.

Ligesom tyrekalvene. Jeg tror de hører mig knække gennem skoven, selvom de ikke kan se mig, for de begynder at larme helt vildt. Sjove, mørke, let knækkende brøl. Måske er deres stemmer gået i overgang. Jeg passerer dem én gang. To gange. Så trisser jeg nærmere for at se, om de vil gå med til lidt håndspålæggelse. En af dem har krøller i panden. Og en fæl tunge. Men ok. Jeg oplever med håndflade og fingerspidser. Den oplever vel sagtens med tungen.

Det er svampetid. Bærtid. Gliden hen over vådt græs og mudder tid. Stykket med skov er ikke så stort, og jeg er først lige begyndt at gå, så jeg fortsætter op langs markerne.

På min væg hænger et af min fars malerier. Det er en skøn sensommergul bakke med et par træer på toppen. En kvinde forelskede sig engang i det billede og fortalte min far, at hun ikke kunne se en bakke uden at hun skulle op på den. Hun måtte se, hvad der lå bag. Jeg forstår, hvad hun mener, men sådan har jeg det ikke. Nogle bakker skal jeg op på, men i dag er jeg tilfreds med bakken i sig selv. Der ligger den. Også i morgen, også til vinter. Til sommer er det nok ikke så godt jeg går her, men jeg har i hvert fald et halvt år at skifte kurs i og traske op på lige den bakke. Når jeg får lyst. I dag er der godt at være i dalene. I de lave områder med vand og læ. Mens jeg går her er det tydeligt, at selvom jeg ikke betragter et enkelt sted som hjemme, så hører jeg hjemme blandt bakker. Jeg går totalt i lykkerus gennem bakket landskab.

Jeg er taknemmelig helt ud i fingerspidserne. For oktober på denne måde. For at få lov at traske rundt i ro og bare være til. For min ven der anbefalede mig præcis dette sted på kloden. For dem der holder stien, så man kan komme frem og dem, der har givet den gas med at lave hyggelige broer på kryds og tværs af bækken.

Jeg kommer aldrig til at flytte under varmere himmel.

Jeg elsker min breddegrad for meget. Nattevarslet om at oktober er her. Ikke nok til at samle kraven tættere om halsen, bare en gysende antydning af kulden undervejs. Som en duft opfanget med hele dit væsen. Suget ind af kroppen lige nu til alle de forgangne oktobre, lagret i din sjæl.

 

Men jeg skriver os glade

Vi bor i hver sin by med hver vores sæt delebørn, og sådan vil det være i lang tid fremover, med mindre vi kan få os selv til at gøre fire børn ulykkelige ved at hive dem op med rode – igen.

Så vi er på skema ham og mig, ligesom ungerne er det. Alting skal planlægges.

Jeg håndterer det stadig dårligere.

’Du er et hud og hår menneske’, siger min veninde til mig, og det er jeg.

Jeg kan ikke nøjes med 10 dejlige dage om måneden de næste mange år. Jeg vil hellere have 30 halvsløje. Jeg vil have det hele: fødselsdage, grå og blå dage, solskinsdage, feriedage, morgensure dage og sygedage. Jeg vil have fællesvask og fælles venner, fælles glæde over et gedigent tordenvejr, lægge puslespil sammen fordi vi ikke kan finde på andet lige nu, og fordi vi har masser af tid. Jeg vil kramme og knappes op, når jeg er fuld af glæde over et nyt job. Og jeg vil være der til at hente øl og nikke, når kollegaerne har været nogle fjolser.

Hver. Skide. Dag.

Jeg kan ikke bære tanken om to hjem de næste mange år. Hele tiden være på farten. Hele tiden være ude af sync. Til sidst ved jeg ikke, hvor jeg er, når jeg vågner, eller hvor mange børn der eventuelt er i huset. Finder sjældent ro længe nok til turde sætte mig med mit. Vi er på tid. Hele tiden på tid.

Det flår mig fra hinanden og overskygger glæden ved os.

**

Det passer med, at jeg skal starte på en ny notesbog, lige da vores forhold slutter. Det er da planlægning, der vil noget.

Tak univers.

Godt, kan jeg høre dig sige: ny notesbog – nyt fokus. Hvor smart.

Ja okay, jeg vælger så at starte min nye notesbog med at skrive alle de gode ting jeg kan komme i tanke om ved ham og mig sammen.

Fordi jeg ved, vi glemmer. Fordi jeg ved, der kommer dage, hvor jeg ikke kan huske andet end alt det latterlige. De gange jeg blev ked af det. De gange jeg gjorde ham ked af det.

De dage hvor det er de dumme tanker, der holder én oppe: At man fandeme heller ikke ville have det.

Men det har vi ikke fortjent.

Når vi var gode sammen, var vi sindssygt gode sammen.

**

Og når så alt det er skrevet og det hele måske bliver lidt hen af knuget, så er der altid musikken. Denne her er til dig og mig. Hvis du ikke kan finde noget at holde af i denne video er dit hjerte forstenet, og så skal du se at komme op af stolen og danse fjollet i en fart og med følelse, til du bliver hel blødt grinende af al den silliness.

Prinsen på den hvide hest

Egentlig tror jeg på historien om prinsen på den hvide hest.

Lige fra jeg var ganske ung regnede jeg rent faktisk med at han ville komme flyvende ind fra højre. Totalt klar, kemifyrværkeri, vi kunne virkelig SE hinanden. Han ville hive mig op foran sig på hesten og så travede vi ellers ud på resten af historien – sammen.

Prøv lige og hør. Det skete for Tornerose. Det skete for Snehvide. Den ene sov. Den anden var ikke engang i live og ALLIGEVEL blev de begge fundet af kronetoppet læderklædt hestebetvinger, der nedkæmpede tornekrat og glaskister for at nå frem til (tavs) (øh rimelig passiv) (aka sovende/død) prinsesse.

??

.. rimeligt syge kærlighedshistorier vi fodres med som børn egentlig…

Nå, men tilbage til den rigtige historie, som er at

Jo mere jeg taler med folk om dating, jo mere tydeligt bliver det, at vi bare gerne vil findes. Ligesom i eventyrene. Det gælder både mænd og kvinder. Vi vil bare gerne findes, blive set og elsket.

Min underliggende kærligheds theme song kunne godt have været Owner of a lonely heart (much better than a owner of af broken heart) af Yes. Jeg skulle simpelthen ikke have klinket noget med den kærlighed. Og jeg ville langt hellere gå og dagdrømme om mere eller mindre selvopfundet mandevæsen end gå ordentligt i lag med en virkelig én af slagsen. Man kan jo brække negle og det der er langt værre på sådan nogen.

Efter et par år som mest mor, ikke så meget kvinde opdager jeg alligevel en dag, at dørene til fortiden er smækket i. Der er kun fremad tilbage. Lige dér, en forstadsmorgen i rækkehus, ved jeg, at lige meget hvordan jeg tidligere har følt for det med hjertesager, at det var bedst med sikkerhedsbriller og ditto skridsikre sko, høreværn og faldunderlag, så står jeg nu her og har grangiveligt skiftet mening.

Jeg vil hellere tage chancen, slippe grebet om hjertet og risikere at finde mig selv sorgfuld på stuegulvet på grund af tabt kærlighed end at blive ved med at leve sikkert og gråt.

At leve forsigtigt, hele tiden passe på sit hjerte, er en slags stille vedholdende sorg i mig. Jeg ønsker ikke mere af den slags. Hvis det skal være, så giv mig rivende floder, styrtende højhuse, skovbrande i tørketider. Og jeg agter at gå smæk midt ind i al den potentielle ballade for at se, om der ikke kunne være et sted i midten, hvor vi har lyst til at lytte til hinanden og måske endda blive hængende.

 

 

Vi ved jo ikke hvilke kampe der er tabt på forhånd?

Jeg har lige gentaget mig selv. Lod mig lokke ind i noget, jeg ellers havde prøvet af.

Eftersom resultatet tidligere var et gevaldigt rap over fingrene, skulle man tro, at jeg var blevet klogere.

Oooog nej.

Vidt åbne øjne. Lige ind i ilden.

mistakes

Og et øjeblik dér tænker jeg, om jeg mon er dum? (når faktisk at tænke himmelråbende naiv før jeg får stoppet mig selv).

Men den vej gider jeg faktisk ikke gå af, for med Jacks ord:

 

2016-02-19 22.48.52

 

Fordi engang..

.. taber jeg en ven, jeg elsker højt. Hun går og lader mig klare mit livs værste bølgegang alene. Lader mig slås alene med min vrede, sorg og tvivl, om jeg overhovedet kan elske – og elskes, ikke mindst.

Jeg har lange samtaler med min tabte veninde for at prøve at forstå. – Jeg ved godt, jeg ikke er fejlfri og det er du sateme heller ikke, siger jeg til den tomme stol. Men jeg kunne godt leve med de ting, jeg ikke synes er super fede ved dig. For jeg elsker dig. Jeg har besluttet at tage hele pakken. Hvorfor kan du ikke gøre det samme?

Men stille og roligt, gennem vreden og sorgen, sniger det sig ind på mig. Forståelsen af hvad kærlighed er. Hvad den indebærer. Jeg elsker hende lige meget hvad. Hun er gået, der er ikke så meget, jeg kan gøre ved det. Jeg elsker alligevel. Kærligheden er ikke afhængig af noget. Den ér bare.

Og på en fuldstændig omvendt måde lærer hendes exit mig en helt fantastisk lektie, jeg ikke vil være foruden.

Så da hun rækker hånden ud og spørger, om jeg har lyst til at tage den igen, siger jeg ja. Jeg har levet uden hende i mit liv. Set at det kan jeg sagtens. Men hvis jeg har et valg, så har jeg virkelig ikke lyst.

Det er ved at være længe siden. Det er svært at starte igen. Efter nogle forsigtige åbninger bliver vi enige om, at den eneste måde vi finder frem til hinanden igen er ved at gå vejen.
Så det gjorde vi. Begyndte at gå.

Og det er dét jeg tænker på nu, hvor jeg endnu engang har givet et menneske en chance til. Tænker på, at jeg jo prøver igen, fordi nogen gange går det godt 🙂

Jeg kunne vælge at slå mig selv i hovedet med ikke at være for klog.

I stedet vælger jeg at se på hende som ganske enkelt forstørrer min verden. Hende som gik og som kom tilbage. Hende som jeg også valgte at åbne døren for. Jeg kunne have sagt nej. Været stædig, tænkt jeg ved jo bedre, ageret brændt barn, puttet med min forsmåede kærlighed.

Jeg sagde ja.

Vi tager chancer. Nogle gange har vi tabt på forhånd. Andre gange vinder vi en af de helt store gevinster, inklusive ømme punkter, irriterende sider and all.

Vi ved jo ikke hvilke kampe, der er tabt på forhånd.

Så jeg gør det nok igen.

Vidt åbne øjne.

Lige ind i ilden.

Et modigt hjerte

Når du er i et parforhold er der dage, hvor du ønsker, du ikke var det.

Hvor du leger med tanken, at din partner på magisk vis bare bliver væk. Det er ikke sådan at nogen er døde (du er for himlens skyld ikke et dårligt menneske), der er bare pludselig tomt, hvor der før var en anden. Der er ikke nogen spørgsmål, ingen lægger mærke til, at der er en der mangler, ingen går rundt og tuder. Og du kan beholde både hus og bil.

På samme måde er der også dage, når man så ikke er i et forhold, hvor man tænker, at det simpelthen ikke kan blive ved på den måde.

Men i dag gik det op for mig, at jeg da har en mand i huset. Jeg har selv skabt ham for over tyve år siden.

Mens jeg lavede ham, tænkte jeg på en romersk arena og de muskler der skulle til. Det var det eneste logiske. Selvfølgelig starter man klassisk ud i sit første forsøg ud i torso og former en krop, der ikke bare er blevet til efter tilfældighedsprincipper, men efter hårdt arbejde.

Og jeg er sikker på, han nok skal klare sig. Han har da heller aldrig klaget.

Efter at have gloet på ham et stykke tid får jeg en kolossal lyst til at lave en ny.

Men det bliver sværere.

Denne gang skal han kunne klare sig i kærlighedens arena. Det kribler i fingerspidserne efter at finde ud af, hvordan en torso med et modigt hjerte ser ud.

 

2016-02-24 22.58.50 2016-02-24 22.59.49

 

 

 

 

 

 

 

 

Alt hvad jeg har

Det er aften. Min datter sover ved siden af mig på sofaen. Dynen rodet sammen ved fødderne. Jeg har fået hende tilbage i dag efter en lang juleferie hos far. Det har været en god dag. Jeg henter hende i skole og siger nej til legeaftale. I dag er vores. Bare os to. Kun sammenstød vi selv kan finde på.

Hun har været indblandet i en konflikt med en anden pige. Hendes krop skælver mens hun fortæller, og hun er én stor pulserende, rasende energi. Jeg lader hende tale, brummer lidt og nikker mens jeg samler skoletaske og støvler sammen. Fanger hendes blik. Og jeg kan mærke al hendes uro, men det er en god dag, det er hendes uro, og jeg er her, voksen og rolig og på knæ, og jeg lister hende ind i min favn for at smitte hende lidt med en anden energi.

Det er en god dag. Når mine tanker begynder at vandre ud af veje der ingen steder fører hen, hives jeg tilbage af udførlig genfortælling af en film med en pige og en dreng og en dreng mere og en ny pige og noget konkurrence på snowboard og en masse hunde. Hun taler mig nærværende.

Vi hjælper hinanden med at tømme bilen for pap og jern på genbrugsstationen. Hun kan se Netto-skiltet i rundkørslen og på en eller anden måde lykkes det mig alligevel at dreje ned af den forkerte vej. Sikke en omvej siger hun. Flere gange. Ser på mig. Skeptisk og munter.

Hun læser en bog i bilen, mens jeg handler ind. Jeg er helt vild med hun læser en bog mens jeg handler ind. At vide hun sidder derude på parkeringspladsen og underholder sig selv. At alt er okay..

På vej hjem. Over bakkerne, rundt i svingene taler hun videre. Hjemme lægger hun op til brydekamp og det er godt for os, vi får kæmpet os ind på hinanden. Hun klasker mig på ballen og siger drillende at det hele altså ryster. Jeg siger, at det siger man altså ikke til en dame, og så gør hun det igen. Jeg svarer igen med min mund som pustehvisker mod hendes ene øre, mens jeg kilder hendes hals, så hun ikke ved hvilken side hun skal dreje hovedet til for at komme væk. Så er vi der, hvor vi skal være. Varme, grinende og helt tæt på.

Det er en god dag. Vi ser resten af Drengen og Jernkæmpen, mens vi spiser pitabrød. Det er ved at være sengetid og hun bliver ked af det og siger, at nu tænker hun igen på det med at dø. Hun vil ikke dø. Hun vil ikke ligge alene i en kiste uden os. Et lille lyst kraftcenter af en datter i min favn. Hun vil ikke dø nej, men i dag går jeg ikke ind i det. Jeg taler om praktiske ting. Om hendes kommende fødselsdag, om hvilken bog vi skal læse til godnatning. Jeg foreslår, hun falder i søvn på sofaen ved siden af mig.

Og hun falder i søvn. Hun er bare ben og arme og langt lyst hår og kærlighed ved min side.

Jeg er ikke altid den mor, jeg gerne vil være. Den mor jeg synes, hun har fortjent. Men hun får alt hvad jeg har. Altid. I dag var en god dag. I dag var jeg nok. Mere end nok.

Om lidt løfter jeg hende op og bærer hende op i seng.

Og inden jeg falder i søvn takker jeg for hende. For os.

For kærligheden.

 

Efterår II – og breve med kærlighed

Hvert eneste efterår er det som om jeg skal omstille mig. Og hvert eneste år kommer det bag på mig. Sådan cirka oktober måned stirrer jeg stædigt mod vinden til øjnene løber i vand, før jeg må bøje nakken i erkendelse af, at det er, som det er. Som om jeg også skal smide bladene og atter må vænne mig til at fokusere energien, fordi den ikke længere bare kommer pøsende ned fra himlen.

Men efteråret har ikke tænkt sig at lade mig være. For eksempel er det lige nu, vi skal finde ud af, hvad der skal foregå på bibliotekerne i det kommende halvår.

Jeg har besluttet at vi skal have workshop. Kærlighedsbrevsworkshop. Den skal selvfølgelig ligge op til Valentines dag (fordi nogen gange har vi mennesker bare brug for en undskyldning). Vi sætter tre timer af til at få skrevet så meget som muligt af det vigtige ned. Ord som forhåbentlig ender med at gøre nogen derude godt gammeldags bløde i knæene. Det kan være til kæresten, som man af en eller anden grund (eller 100) bare aldrig får fortalt, hvor meget hun betyder. Eller måske tænker du stadig på ham, du mødte for længe siden. Måske har du bare set dig lun på én, og ved simpelthen ikke hvordan du skaber kontakt..

Tre timer. Vi sørger for papir, kuverter og frimærker og lover at putte breve i postkassen for folk, der er bange for at få kolde fødder på vej hjem fra biblioteket. Der vil blive serveret suppe og brød til at styrke sig på, og jeg tænker der skal være lidt stemningsoplæsning. Det bliver fantastisk.

Og lige dér ELSKER jeg mit arbejde, selvom jeg faktisk ikke orker lige nu. Tænk at få lov at lege sig til huslejen. Jeg håber, der er andre der kan se fornuften i at bruge tre timer på at gøre noget så helt og aldeles fra hjertet. Vi får se 🙂

Men selv hvis du ikke kommer til workshop hos mig.

Tænk lige over det.

Om du har et brev, du skal have skrevet?

Måske ved du allerede, at sådan et brev vil falde i god jord, og så er du faktisk en ged, hvis du ikke gør det.

Er du slet ikke sikker på, hvordan det vil blive modtaget i den anden ende, så gør det alligevel.

Jeg skrev et brev engang, som jeg er sikker på blev værdsat. Men der blev ikke nogen fest. Og det vidste jeg nok også godt, da jeg sendte det. Men følelser har en tendens til at gøre dit indre til en eksplosiv cocktail, hvis de ikke kommer ud.

Så fra tid til anden skal de altså flashes.

Now may be as good a time as any.

 

 

Det stille liv

Ham der Eske Willerslev dukker da også op alle steder. Jeg har ikke rigtig fuldt med, så i mit hoved er det noget med at han har en lang uddannelse men rejser ud som en anden opdagelsesrejsende og åbenbart har været mindst ét sted, hvor der var meget koldt, at dømme efter hans tilisede skæg på bogomslaget.

Dér vil jeg bare lige sige at vores liv også er en opdagelsesrejse sådan på en helt anden skala godt nok, men alligevel.

At se på den bløde syvårige ved min side. Hun vokser i længden, men kinderne er stadig runde. Hun er i den grad kramfuld. Den måde hun skifter mellem gadedrengehop og hurtig gang for at følge med om morgenen på vej i skole. Den tunge skoletaske mod hendes skuldre. Lyst, langt hår løst, i rottehaler, i fletning, i fuglerede. Hun har frabedt sig højlydt ros. Så jeg griber til andre midler. Hendes blik mod mig da jeg viser al min beundring over hendes seneste tegning uden at sige et ord.

Knægten skal spille Thor i Thors Brudefærd i 3B i dag. Morgenen startede ud med hardcore coaching i at håndtere frygt. Coaching er sådan en fin balancegang mellem at sige det der skal siges og holde kæft og lade folk selv komme frem til resultatet. Ellers føler man sig bare forført.

Han vil ikke ud af sengen og har ondt i maven. Jeg er ret sikker på jeg har ham, da jeg spørger om han har lyst til at spille skuespil og han siger ja. For så kan han også gå med på næste skridt – at hans ulyst ikke handler om at spille skuespil, men om at være bange for at skulle stå på en scene foran et publikum. Jeg lader ham selv rode med spørgsmålet om han så vil lade bange bestemme om han skal eller ej. Hvis jeg kunne putte min egen erfaring på flaske, ville jeg fodre ham skefuld på skefuld. Men resultatet ville være det samme som overtalelsen. Han ville ikke lære noget af det ud over, at man skal passe på med at lade sig overtale.

Mens knægten overvejer hvor bange han vil tillade sig selv at være, tænker jeg på forelskelse. Jeg er omgivet af forelskede mennesker og fælles for dem er, at den der rene forelskelsesglæde på et eller andet tidspunkt vækker deres frygt. Frygt for at det er for godt til at være sandt. Frygt for at miste. At de ikke magter opgaven. At de ikke er gode nok til at være udsat for det blik, de læser i den andens øjne. At de vil fejle, fordi de alle sammen er gamle nok til at have fejlet før. Jeg har set det så mange steder nu, at jeg tænker det nok er en del af pakken. Når du er meget, meget glad, så kommer frygten for, at det vil du ikke altid være.

Indtil videre er der ikke en eneste der har ladet frygten tvinge dem væk fra den der flamme de slet ikke har lyst til at modstå. Det er virkelig betryggende at se hvordan al den erfaring der på den ene side gør dem bange også hjælper dem til at genkende mønstre og knokle sig ud af dem mens de står og brænder.

Og nu vil jeg tage til Thors Brudefærd med 3B.

 

At kende sit hjerte

Forleden skrev jeg, at der i det meste af mit liv er der gået ret lang tid mellem jeg mistede nogen eller noget, der betød en masse for mig. At man kunne sige jeg var lidt utrænet i tab.
 
Fra sommeren 2013 blev min tabsopsparing så udbetalt. Jeg mistede min onkel til efterlivet. Jeg mistede min familieenhed, da vi brød kernefamilien op. Blev forladt af en højt elsket veninde og nåede lige at komme tæt nok på en fremmed til at opdage, han slet ikke var fremmed alligevel.
Og så var det væk.
Det var lidt som at tage en master i sorg. Men når man tager en master i sorg, så opdager man også en masse om kærlighed.
 
Jeg ved ikke om ikke det er meget normalt at tvivle på sin evne til at elske – og sin elskelighed – når et langt forhold slutter? Når man giver op. Kaster det berømte håndklæde. Jeg tvivlede i hvert fald.
I lang tid skrev jeg på fire tekster om hvad jeg lærte om kærlighed ved at miste. Jeg kæmpede en voldsom kamp med den ene. Jeg syntes, jeg havde fundet et fint billede på dette tab. At det at komme sig her, var som at skulle gennem en lang gang af sammenhængende værelser. I hvert rum er der en ny slags smerte, der skal håndteres, før du kan komme videre til det næste. Men en dag åbner du endnu en dør og bag den er et uindrettet rum – klar til en ny begyndelse.
 
Jeg genlæste og slettede. Genlæste og tilføjede, men det var ikke rigtigt.
Fordi jeg prøvede at gemme mig bag ordene. Prøvede at skrive det ud, uden at skrive hvad der skete. Her til aften, under en vidunderligt orange måne, prøver jeg at stå fast.
 
Jeg mødte et menneske, der vadede lige ind i mit hjerte. Jeg ville ikke have det. Timingen var elendig, jeg havde forpligtelser der handlede om andre end mig selv, og jeg var, som Chris Martin synger det, ’scared, tired and underprepared’. Og mand, var det bare ærgerligt, om jeg ville eller ej.
 
Den sorg du slet ikke vil anerkende. Der hvor du bliver slæbt skrigende og sparkende mod erkendelsen. Den hvor du kæmper mod det hele. Følelserne, tabet, sorgen. Du vil ikke have noget at gøre med noget af det. Den her slags sorg gør nas.
På min tur gennem smertens værelser lærte jeg at vi virkelig ikke selv bestemmer hvem vi falder for – eller hvornår. Punktum. At slå sig selv oven i hovedet ved at tro at det er et valg man har, er heeeelt hen i vejret.
Men det gjorde jeg.
 
Ét rum var fyldt med lede. Herinde kaldte jeg mig selv en frygtelig masse grimme ting, fordi jeg havde afleveret mit hjerte uden at tjekke om der var nogen der var i stand til at tage imod. Jeg måtte jo være dum. Til det er der kun at sige, at sådan fungerer det ikke. Hvis du venter på bekræftelser, på at kysten er klar, på at alt er sikkert, så kommer du ikke i nærheden. Du bliver nødt til selv at være pivåben for at kunne give – og modtage.
 
Ikke?
 
Der var et tilsyneladende endeløst værelse fyldt med kvinder, der måske ville få det jeg ikke kunne få. De havde mange ansigter, bredder og aldre. Min jalousi var generøs.
Så var der det rum hvor du skal lære at acceptere at det du føler er du alene om, men at følelserne hverken opløses eller bliver mindre kraftfulde af den grund. Og at det er okay.
Jeg blev nødt til at blive herinde i ret lang tid.
Og så står jeg i et nøgent rum. Åbent, tavst, afventende.
 
Jeg er tungere nu. Ligger mere stabilt i søen efter turen gennem tabsland. Jeg ved, hvad jeg er i stand til. Jeg ved hvad jeg behøver og hvad der virkelig ikke bidrager til den generelle livsglæde.
Jeg har accepteret mit hjertes væsen.
 
That’s kinda big.
 

Post kærlighedskursus

Sådan ser en 43-årig dame ud når hun har været på kærlighedskursus en hel weekend. Jeg har set fremmede mennesker smøge gamle historier af sig. Bare en enkelt historie fra hver. Og jeg har set dem begynde at lyse.
Jeg har været på drømmerejse for at tilgive og jeg har tilgivet min mormor i dag. Tilgivet hende at hun var en trold. Tilgivet hende at hun var så forbandet, så ulykkelig. Tilgivet hende at hun spredte sin ulykke som gift ned gennem generationerne.
 

Jeg havde en meditation der kunne hele selv det mest nervøse hjerte. Jeg har jo et lidt småanstrengt forhold til meget vand af gangen. Men i dag skulle vi lukke øjnene og forestille os at vi var et hav (eller måske var det noget jeg bildte mig ind at jeg skulle, det er ikke til at sige).
Jeg startede ud på trygt vand med klukken omkring en badebro badet i sommer. Jeg var i Astrid Lindgrens svenske sommer med sol og lys og vand. Og så gjorde jeg alt det jeg ikke turde. Jeg satte fødderne mod pælen og skød ud i vandet. Åbne øjne og ud på det dybe. Lå en meter under overfladen og kiggede op på lys gennem vand. Jeg badede atter nøgen en måneskinsnat forelsket og fuld og svømmede atter rygsvømning med hovedet først ind i badebroen og det gjorde stadig ingen verdens ting. Så vendte jeg og dykkede ned i mørket. Sorte lange skygger kom og svømmede en tid ved min side og der var de og det var i orden og så svømmede de atter deres vej. Jeg rullede rundt mens jeg betragtede undervandsstorme af blå fisk og jeg vidste, at den orangeplettede vandslange ved min side ikke ville røre mig, men bare var på vej mod sin egen destination. Til sidst svømmede jeg op i lyset og flød på overfladen. Mine børn kom og flød rolige ved min side og jeg tænkte kom bare, kom så og flere og flere mennesker flød ved min side til vi var et bølgende menneskehav.
Kærlighed.
 

Anbefales uden forbehold.
 

postkærlighedskursus
 
 

Kærlighedskursus

Jeg har ikke villet skrive hvad det var for et kursus jeg er på i weekenden. Fordi det er mega privat og ikke kommer nogen ved. Og så gad jeg heller ikke at nogen tænkte hende der, hun har jo ikke styr på en skid.
Men da jeg kom hjem i dag gik det op for mig, at det ikke handler om mig og mine issues. Det handler om at dele sin viden, når man støder ind i noget godt.
Jeg er stødt ind i noget godt.
Jeg har haft en forrygende dag på kærlighedskursus.
Ja.

 

K Æ R L I G H E D S K U R S U S

 

Gys ikke? Gider jeg godt holde den slags for mig selv?
Jeg ved jo godt at ingen af jer har nogen som helst problemer med kærligheden. Slet ikke. Det kører upåklageligt. Couldn’t be happier. Det er rise and shine hver eneste morgen. I har ikke de samme skænderier om og om igen. Det falder ikke dig ind, om det her ikke kunne være bare lidt bedre. Om du ikke burde være gladere. Om ikke din kæreste fortjener en helt anden, egentlig, eftersom du tydeligvis trykker på alle de forkerte knapper.
Og hvis du er alene, så er det selvfølgelig fordi, sådan vil du bare gerne have det.
Men så siger vi bare at det kun handler om mig.

 

I sensommeren læste jeg, at hvis ens forhold havde en tendens til at følge samme mønster, så var der nok en god chance for at det ikke var kæresterne der var problemet, men noget der hørte til i én selv. Jeg fik forfatteren Charlotte Fruergaard til at komme og holde foredrag om kærlighed på biblioteket, og nu er jeg så hendes storøjede og superkoncentrerede tilhører.
På weekendkursus. I kærlighed. I Risskov. Jow jeg er. Put mig i kassen, jeg er faktisk ligeglad.
Jeg er på kursus for at lære hvordan jeg bliver bedre til at elske.

 

På kurset identificerer vi de destruktive reaktionsmønstre vi render rundt med i rygsækken. Ting vi samlede op da vi var små og følte os uelskede, og som nu forfølger os i vores voksne kærlighedsliv. Og når vi først har erkendt hvad vi har gang i, kan vi nægte at lege med mere. Det siger Charlotte, og jeg kan mærke hun har ret.
Vi kan ikke undgå at blive uenige og sårede og vrede i vores forhold. Og det er fair nok, at jeg ikke kan undgå ballade resten af mit liv, men så lad det i det mindste være en ny slags ballade.
Jeg er ganske enkelt på kursus for at undgå at gentage mig selv.
Jeg glæder mig så meget til at vågne op til at lære mere i morgen.

 

Som afrunding på dagens afsløring er her en meget glad believer sang fra da far var ung.

 

 

Jeg vil tænde lys for dig

Jeg vil tænde lys for dig. Og de røgelsespinde du sværger til. Vil sætte noget lyd på der kan berolige din stivnede krop. Stryge dig hvis du vil have det, og ellers finde én der kan få lov. Jeg vil kaste pufbomber af mod og optimisme på dig. Smide redningskranse og livliner og sikkerhedsnet ud til dig og blive ved med at råbe, så du har noget at gå efter i mørket. Jeg vil sørge for at der kommer én og sætter dit hår og klæder dig til at ligne en pirat eller en kriger eller en munk eller en hobbit. Hvad end du foretrækker. Og hvis du ikke kan bestemme dig, så skal jeg nok vælge for dig. Jeg vil slå dragen ihjel for dig. Og den onde sherif. Jeg vil liste små sedler med kloge citater om livet i dine lommer og i dine handsker. Jeg vil tømme flasker med dig og danse det ud. Ruske, tale, lokke det ud af dig. Sende pakker med nødrationer af chokolade og bær og lommetørklæder. Jeg vil løfte, hive, slæbe, bære dig ud af den sump, du er vadet ud i.
Men det er din sump.
Så jeg gør det eneste jeg kan.
Står ved kanten og holder øje med dig.
Klar med lune håndklæder, varm te og mildhed.
 

Hvad jeg har lært om kærlighed af at miste 1

Min yndlingsonkel døde. Jeg ved ikke hvorfor jeg elskede ham så højt. Kan ikke sætte fingeren på bestemte episoder. Måske var det fordi han lignede min far. Måske fordi han altid satte en høj standard for sig selv i det horrible morads af strittende, gibbende sjæle, der var vores familie.
Jeg så ham sjældent og kun én gang i mit liv valgte jeg selv at besøge ham.
Der er et eller andet med kærlighed som jeg stadig kæmper med at forstå. Jeg vil så gerne kunne sætte fingeren på hvad det er, der får os til at elske et menneske.
Er det måden du fastholder mit blik? Eller hvordan du undviger andres brok? Eller har du set mig lige dér, hvor jeg følte mig allermest usynlig?
Men at vi ikke kan sætte et øjeblik eller en værdi på, gør det ikke mindre sandt.
Under gravøllet går jeg ud i den faldefærdige tilbygning og ser på spindelvævene, de vindflåede blondegardiner og de avisudklip du har hængt op på væggen med kuglepenskommentarer skråt langs kanterne. Og så kan jeg mærke du er der. Jeg tænker først bagefter. Lige der lader jeg blikket glide indad og lader mig fylde af den kærlighed jeg altid har haft til dig.
Så er fornemmelsen væk.
Jeg fortryder ikke at jeg ikke prøvede at se dig noget mere, at vi ikke talte sammen, at jeg ikke lærte dig at kende voksen til voksen.
Jeg elskede dig. Jeg ved ikke om du vidste det før. Det betyder ikke så meget. Vi ved det nu.
Alt er ok.