Forpustet takkebrev til universet

Kære Univers Ꙭ

Lad mig starte med at sige, at jeg er så taknemmelig for alt, jeg modtager lige nu. Og lad mig endelig også få sagt i en fart, at jeg er helt klar over, at de ting der kommer nu, er noget jeg selv har ønsket mig. Fra dig.

På et eller andet tidspunkt.

Men søde Univers. Hvorfor skal alting altid komme på én gang? Du ved jo, hvor nemt jeg mister overblikket.

Hvis vi så i det mindste kunne have ventet med at lade mig finde pladen med Circa Waves indtil alting ikke stod og bankede på mine porte og råbte i uorganiseret kor: se MIG, TAG mig, tag mig FØRST, JEG ER VIGTIGST, JEG er din glade fremtid, jeg er din glade NUTID (well played).

Du VED, at jeg ikke kan tænke og høre musik samtidig. Du VED, jeg begynder at rokke, prøver at synge med lææænge før jeg kan teksten. Og dette nummer. Jeg går totalt i svingninger og smider alt omkring 2:50, hvor det hele bare bliver så storladent og dejligt, at jeg både har hvinet og tudet, fordi det skaber et kraftfuldt billede i mig af sorg blandet med ren lykke. Jeg ved ikke engang, hvad dét indbærer ud over dette; at du kaster ting efter mig, der fylder mig med glæde og taknemmelighed og håb og tro på mit mod og mine evner og tegn, og at jeg bare skal blive ved med at følge dem og så kommer det endda med et soundtrack til.

Men okay Univers. Nu har jeg skrevet til lokalt spillested og ønsket, at de lytter til og dernæst booker bandet. Du har selv lært mig, at man bare skal ønske løs.

Jeg prøver at lave en plan for at vise dig, at jeg anerkender dine gaver. At det ER gaver, selvom jeg lige stresser lidt ud.

Og så må planlægningen bare blive afbrudt af lufttrommesoloer og hvad ved jeg.

Kærlige hilsener

Christina

Visualiseringens kunst

For nogle år siden opdagede jeg at en del af menneskeheden går rundt og tror på visualisering. Man ønsker sig noget – og så materialiserer det sig. Nogen er hardcore overbeviste visualister, andre er bare bevidste om, at de ofte har oplevet, at hvis de virkelig ønskede sig noget, så gik det på et eller andet tidspunkt i opfyldelse (og jeg mener ikke ønske sig en is for hulan, vel, kom nu ind i kampen).

Så er der selvfølgelig alle mulige forbehold. Man skal sørge for at være præcis. Man skal ikke prøve at forestille sig hvordan ens ønske bliver opfyldt, bare give den op til universet. Og lidt mere, men det kommer jeg til.

Et meget praktisk eksempel på hvorfor man skal være specifik er den om kvinden der ønsker sig en mand. Hun har sikkert flere ønsker til denne mands egenskaber, men ifølge fortællingen lægger hun især energi i ønsket om, at han skal have masser af hår. Og hun møder et vidunder af en mand. Den slags som giver gele i knæene og hiver suk ud af dig (går jeg ud fra, det melder historien faktisk ikke noget om). Pilskaldet er han, men behåringen på resten af kroppen dækker så rigeligt ønsket ind.

Ergo. Vær specifik.

Nåmen jeg må stå på god fod med universet lige pt., for det går ret godt med opfyldelserne. Jeg ønskede mig fællesspisning, jeg fik fællesspisning. Jeg ønskede mig en yogamåtte, jeg fik en yogamåtte (ved godt jeg er i detaljeafdelingen, men jeg blev rigtig glad da den dumpede ind). Jeg ønskede en lånehund, og nu sidder jeg så her og er hundesitter for en stor hvalp med alt, alt for meget springer i sig.

Åbenbart har jeg ikke været specifik nok. Jeg er ellers ret sikker på at jeg havde ROLIG på listen, mens jeg tænkte på den slags hund, jeg gerne ville låne. Måske hviskemente jeg det kun, fordi ønsket om at kramme en hund var så stort, at jeg ikke ville sætte det på spil ved at have for mange særønsker. Måske lagde jeg bare mere vægt på GLAD, for Liva har ikke antydningen af ro i sin sorte hundekrop.

På den anden side siges det også om universet, at det giver dig det du har brug for lige nu, og måske havde jeg brug for en lille lektion i, hvad det egentlig vil sige at have hund. Og jeg er ret glad for, at jeg lærer lektien med en låner og ikke én jeg har anskaffet som nyt familiemedlem i et øjebliks vovemod og vanvidsoptimisme.

Det her er nemlig PRÆCIS som at have fået småbørn igen. Liva kom ind af døren, valsede ind i stuen og sked på gulvet inden der var gået 10 minutter. Jeg har flyttet alting fra hundehøjde, konstant forbløffet over hvad der er bidemateriale. Jeg har stirret på en dødtræt hund, der hoppede op af ned af sofaen i stedet for at lægge sig ned og sove. Immobiliseret med mad på hænderne ser jeg hunden samle den frysepose med sand, som jeg ikke har flyttet fra entreen, op i gabet. Så kan jeg så stå og tænke på hvor meget støvsugning tre deciliter sand mon kan indebære. Men hvorfor pokker står der også en pose sand i dit hus, kunne man helt berettiget spørge. Og det ved jeg sgu da heller ikke. Fordi jeg har børn. Fordi man på et eller andet tidspunkt holder op med at undre sig og bare noterer at der står en pose med sand med barnets navn på i entreen og der står den faktisk ganske fint. Indtil man bliver med hund, selvfølgelig.

Hver gang man skal ud medbringes pose med lokkemiddel / belønnelsessnacks og poser til hundelort. Poser til hundelort er ganske enkelt noget nær det mest ucharmerende, man kan forestille sig. Tænk frivilligt at gå og samle varm lort op i hænderne. Godt nok dækket af plastic – tynd plastic – men jeg kan sørme godt mærke både temperatur og konsistens alligevel. Beklager, men jeg kan ikke være alene med den her viden.

Retfærdighedsvist skal det siges, at Liva ikke på noget tidspunkt har halset løs i snoren, selvom hun bare er en stor hvalp. At hun varmer mine fødder lige nu. At hun er en rolig sengemakker, for ja, jeg holdt til tre minutters piv piv piiiiiv før jeg bukkede under og lod hende sove sammen med mig. Endnu en grund til jeg ikke skal have hund. Jeg har jo ingen modstandskraft. Og så afleverer hun fandme bolden uden slinger i valsen og kan sidde uden for brugsen og vente roligt mens jeg handler. Totalt plus i god-hund-bogen. visualiseringens kunst

Som billedet illustrerer, bliver man også glad af hund. Synes Liva en anelse utryg på billedet kan jeg afblæse eventuel alarm og oplyse, at det kun ser ud som om hun kigger på kameraet. Det gør hun ikke. Hun er bare fanget i den tusindedel sekund, hvor hun ikke er ved at snappe efter et blad eller en flue eller en fjer eller..

 

Aladdins lampe

Er vi bange for at drømme om guld og grønne skove?
Hvis vi er, hvorfor så?
Er det for meget at bede om? Hele molevitten. Er det for grådigt? Falder verden sammen over os og begraver os i smerte, hvis vi ønsker det hele?
Er det for frækt?
Er vi angste for os selv? I tvivl om egne evner til at håndtere, hvis honningen bare flyder. Kan vi overhovedet finde ud af at dyppe tæerne i det, smøre os ind i det, plaske hvinende rundt og ligge tavst i det og suge det ind?
Er det for naivt? Har vi hørt for mange gange at sådan er verden ikke indrettet? At vi ikke kan få det hele? Er vi blevet formet til påpasselige væsener, der konstant afvejer hvad vi ønsker os, når nu vi ikke kan få det hele?
Vi blev ikke født sådan. Vi skrålede og skreg til vi fik hvad vi havde brug for. Vi tænkte ikke over hvorfor. Om vi havde fortjent det.
Hvad hvis livet er som Aladdins lampe? Hvad hvis alt vi behøver at lære er at finde ind til hvad vi rent faktisk har brug for og så bede om det?
 
Aladdins lampe