Mirakel- & glædessamler

Så jeg er indehaver af et noget flyvsk sind. Det rækker ud og samler indtryk og stemninger op til højre og venstre og kan være rent ud udmattende at være sammen med. For mig altså. Måske også for dig ;).

Til sådan et sind hører også en masse idéer, som flejner rundt i hovedet som fluer i en glasklokke. Jeg prøver så vidt muligt at sortere og organisere og vælge ud, så de ikke blokerer for reel handling. Denne her idé arbejder jeg med nu. Denne her holder ikke. Denne her virker god: skrive ned til senere, så du ikke glemmer den i sværmen af nyere indfald.

Forleden tænkte jeg, at jeg ville lede efter mirakler og glæde hver dag. Være bevidst. Hver dag. Ud i verden eller ind i min egen, med pandelampe og arkæologisk afdækningssæt ved hånden.

Det er en god øvelse.

Kom med

Dag 1

Lørdagsvagt på biblioteket. Orkester holder øveweekend i salen. Jeg skal over med nogle kopper, der hører til salens køkken. Tre mænd holder pause på trappen. Jeg siger hej, men indgår ellers ikke i samtale. Noterer mig at to står med kaffe. Den tredje sender kopperne i min hånd et blik og siger, åh, der håbede man ellers lige. Jeg stiller kopperne på plads. Går tilbage til biblioteket. Hælder kaffe op i det største krus jeg kan finde og trasker tilbage til mændene.

”Var det dig, der var fuld af håb?”, siger jeg til nummer tre og rækker krus med offentlig, men varm, kaffe til ham.
Han bliver så glad.
Det gør mig glad.

 

Dag 2

Duften af nylavet kaffe på mit stuebord rammer mig som ren lykke.

 

Dag 3

Spotify foreslår ny sang med Morrissey. Det ved jeg da egentlig ikke, om jeg er klar til, men ok, jeg lytter. Og så er jeg bare mega glad.

’and I recommend you stop watching the news / because the news contrives to frighten you / there’s nothing wrong with being good to yourself’

Ørehængeralarm for dem, der (også) kan lide pop

 

Dag 4

Eftermiddag i Hjortshøj. Går op af trappen og beder min søn slukke for PS4’eren og komme nedenunder. Jeg skal lige snakke med dem. Siger at han heller ikke kommer tilbage lige med det samme. Begge børn storøjede sætter sig uden bøvl ved bordet. Bagefter siger sønnen, at han troede det handlede om en af to ting. Enten at jeg havde fået en kæreste (og det tager vi åbenbart alle sammen helt vildt alvorligt, men nej) eller at vi ALDRIG skulle have en hund, hvilket begge unger ellers har arbejdet på et stykke tid.

Men jeg har været ude og lede efter noget til os, som jeg ved bringer glæde. Sådan helt åndssvagt megen glæde.. og forpligtelse, men i mine øjne hører det sammen anyway, forpligtelse, glæde, kærlighed.

Vi tog til Rønde for at prøveklappe Sally. Hun er seks og skal have en ny familie, og det ser grangiveligt ud til, at hun kommer til at trækkes med os. I næste uge henter jeg hende hjem. Vi skal hænge ud alene et par dage, og så kommer børnene over. Jeg har aftalt med Sallys nuværende menneske, at hvis det går godt, så beholder vi hende, men vi skal alle sammen være sikre. Det hele foregår så ordentligt og i roligt tempo med øje for, at når en hund skal have en ny familie, så skal det helst være den rigtige.

Jeg trækker et tarotkort, inden vi skal af sted. Fordi jeg er så herre nervøs og alt bobler i mig. Det føles som om jeg skal op til en eksamen, der bare vil fortsætte fra nu. Ace of Cups falder ud. Cups (eller bægrer) står for det følelsesmæssige. Esser står for en ny begyndelse, der har mulighed for at blive noget helt fantastisk.

Sådan er det.

Sally har langt hår, og der vil skulle støvsuges altid. Men så støvsuger vi. Hun lugter kun en lille smule af hund. Jeg ved det, for jeg stak snuden i maven på hende. Da vi satte os ud i bilen igen, havde jeg det, som om hun var med os. Igen her til formiddag – en følelse af, at hun allerede er her. Det er meget mærkeligt og enormt rart.

Ting kan stadig gå i vasken. Men lige nu er vi tre, der ikke kunne falde i søvn i går aftes og stadig er elektriske her til morgen.

Indtil videre har min mirakel- og glædesindsamling egentlig bekræftet, hvad jeg godt ved.

Vi skaber selv glæden.

Og ligesom med glæden er miraklerne overalt. I en kop kaffe. Et keyboard. I en blød pels.

Men vi er nødt til at åbne øjnene og hjertet.
 

Whenever you’re ready…

Om frygt

 

Jeg har indledt en samtale på Instagram med en af de ’motivational speakers’, jeg følger. I en post skrev hun at ’fear inspires fear / courage inspires courage’. Måske læste jeg det som fanden og den bibel, han har fået neglene i, men jeg reagerede ved at erklære mig uenig.

Ja. Hvis vi hører igen og igen at mennesker med en anden hudfarve / seksuel orientering / religion  / fra Langeland er nogen værre nogen bakket op med mere eller mindre autentiske og underbyggede historier, så begynder vi på et tidspunkt at tro, at der nok er noget om snakken.

Vores nyheder er så viseligt indrettet, at de viser os katastrofer af alskens arter, så vi til sidst tror, at verden er af lave.

Selv når den faktisk ikke er. Selv når din verden lige nu og her faktisk ikke er.

Og så kan vi så gå og kæmpe med vores hjerner om, at det godt kan være en bus er kørt galt i Nepal (tænkt eksempel, du behøver ikke bekymre dig om det), men du elsker mindst ét andet menneske eller din kat. Du kan finde ud af at lave verdens ondeste isdessert, og så findes der Netflix, bøger, den vidunderlige lyd af vind i trækroner og nogen gange, når vi er rigtig heldige, én der har lige så meget lyst til os, som vi har lyst til dem.

Vores hjerner er simpelthen indrettet sådan, at hvis vi lytter til hadtale, så begynder vi at hade.

Hvis vi lytter til frygt, så begynder vi at frygte.

Hvis vi lytter til glæden, så begynder vi at gro.

Men jeg er en indædt modstander af, at vi ikke må tale om vores frygt. Ting vokser, når vi forsøger at holde dem nede. Det skal frem i lyset, så vi kan SE det. Se hvad frygten i virkeligheden drejer sig om. Men frygten skal så ikke have lov til at stå uimodsagt og bare få lov at vokse sig større og mørkere og suge alt til sig som et sort hul i universet. Vi konfronterer frygten for at besejre den. Og når det ikke er os muligt at besejre den, så anerkende den og bestemme os for, hvor stor en plads den må tage i vores liv.

Noget af det mest inspirerende i verden er at se mennesker, der gør deres ting PÅ TRODS AF frygt.

Nogle mennesker er tilsyneladende født med en tyrkertro på, at det hele kommer til at gå. Gå godt endda. Og jeg synes at have bemærket, at det også ofte går ganske godt for den slags mennesker.

Andre skal træne den evne. Men det kan man til gengæld også.

Man kan træne at tro det bedste om andre.

Træne at tro på at denne dag bliver en god dag.

Træne at lade være med at tale dårligt om andre – i hvert fald så vidt muligt

Træne at lade være med at brokke sig (alt for meget), fordi – igen – hvis du brokker dig hele tiden er det selvforstærkende.. din hjerne tror simpelthen alt er noget gedigent møg, eftersom du bliver ved med at fokusere på det.

Træne at se hvad der er i en fremmed, der kan berige dig. Der er altid noget. Selv når den er helt gal kan de berige dig. Om ikke andet så med en dyb taknemmelighed for, at du ikke er det frygteligt mørke sted, som de står op til og lever dag efter dag.

Der findes frygten på verdens vegne. På samfundets vegne. På landets og dine børns.

Der findes også frygten på egne vegne, og jeg er pænt sikker på, at jo mere frygt du har af denne slags, des hurtige kommer du til at frygte i det store hele også.

En ven sagde engang, at hun brugte frygten som pejlemærke. Hvis der var noget hun var bange for, så skulle hun derhen og kigge på det.

Hvad drejer det sig om? Hvad ligger der til grund for denne frygt?

I mit lille liv er jeg bange for at ringe i dag omkring en hund. Jeg er bange for, at det er en fejl at forpligte mig yderligere. Jeg er bange for økonomien. Jeg er bange for at føle mig fanget. Bange for at det ikke er den rigtige hund og bange for, at vi ikke er rigtige for den. Bange for at lave sådan en stor ændring i vores lille families liv.

Men jeg er endnu mere bange for at misse en kærlig glædespreder i vores liv på grund af frygt for forandring.

Og når jeg kigger på det store billede, så har jeg råd til en hund. Jeg har råd til dyrlæge også, når det bliver nødvendigt. Der er poster i budgettet, der kan omrokeres.

Jeg elsker at gå tur, men tager mig ikke altid tid til det. Med en hund er der ikke længere noget at rafle om.

Og ja, så skal jeg hjem efter arbejde hver dag. Men det gør jeg jo alligevel. Jeg elsker at være hjemme.

Og faktisk fik jeg et tilbud om hundepasning fra et par glade, lysende øjne, i det sekund jeg nævnte, at der måske var en helt bestemt hund..

Og ja, vi finder måske ud af, at det sted vi bor er lidt småt med en familieforøgelse, men så må jeg jo finde noget andet vi kan bo i.

Jeg er stadig bange. Som enlig forælder har vi faktisk rigeligt med ansvar at bære rundt på. Men med meget af det ansvar vi bærer, følger også kærlighed, mening, glæde. Og hvem ved sine fulde fem vil sige nej til mere af det?

Jeg tror ikke på et liv uden frygt. Nogen af os er mere bange end andre. Nogen af os anerkender ikke engang at det er frygt, der styrer os.

Men når vi kan se den.. ligesom i et mareridt.. vend dig mod forfølgeren og spørg hvad fanden vil du?

Mareridt er jo intensiv læring. Du kan vælge at løbe for livet nat efter nat. Rædselsslagen. Men så længe du løber vinder forfølgeren, hvad end det er.

Og helt grundlæggende:

Skal du dø fordi et kæmpemonster agter at æde dig, og der er virkelig intet du kan gøre ved det, hvad er så meningen med at så udskyde middagen?

 

Visualiseringens kunst

For nogle år siden opdagede jeg at en del af menneskeheden går rundt og tror på visualisering. Man ønsker sig noget – og så materialiserer det sig. Nogen er hardcore overbeviste visualister, andre er bare bevidste om, at de ofte har oplevet, at hvis de virkelig ønskede sig noget, så gik det på et eller andet tidspunkt i opfyldelse (og jeg mener ikke ønske sig en is for hulan, vel, kom nu ind i kampen).

Så er der selvfølgelig alle mulige forbehold. Man skal sørge for at være præcis. Man skal ikke prøve at forestille sig hvordan ens ønske bliver opfyldt, bare give den op til universet. Og lidt mere, men det kommer jeg til.

Et meget praktisk eksempel på hvorfor man skal være specifik er den om kvinden der ønsker sig en mand. Hun har sikkert flere ønsker til denne mands egenskaber, men ifølge fortællingen lægger hun især energi i ønsket om, at han skal have masser af hår. Og hun møder et vidunder af en mand. Den slags som giver gele i knæene og hiver suk ud af dig (går jeg ud fra, det melder historien faktisk ikke noget om). Pilskaldet er han, men behåringen på resten af kroppen dækker så rigeligt ønsket ind.

Ergo. Vær specifik.

Nåmen jeg må stå på god fod med universet lige pt., for det går ret godt med opfyldelserne. Jeg ønskede mig fællesspisning, jeg fik fællesspisning. Jeg ønskede mig en yogamåtte, jeg fik en yogamåtte (ved godt jeg er i detaljeafdelingen, men jeg blev rigtig glad da den dumpede ind). Jeg ønskede en lånehund, og nu sidder jeg så her og er hundesitter for en stor hvalp med alt, alt for meget springer i sig.

Åbenbart har jeg ikke været specifik nok. Jeg er ellers ret sikker på at jeg havde ROLIG på listen, mens jeg tænkte på den slags hund, jeg gerne ville låne. Måske hviskemente jeg det kun, fordi ønsket om at kramme en hund var så stort, at jeg ikke ville sætte det på spil ved at have for mange særønsker. Måske lagde jeg bare mere vægt på GLAD, for Liva har ikke antydningen af ro i sin sorte hundekrop.

På den anden side siges det også om universet, at det giver dig det du har brug for lige nu, og måske havde jeg brug for en lille lektion i, hvad det egentlig vil sige at have hund. Og jeg er ret glad for, at jeg lærer lektien med en låner og ikke én jeg har anskaffet som nyt familiemedlem i et øjebliks vovemod og vanvidsoptimisme.

Det her er nemlig PRÆCIS som at have fået småbørn igen. Liva kom ind af døren, valsede ind i stuen og sked på gulvet inden der var gået 10 minutter. Jeg har flyttet alting fra hundehøjde, konstant forbløffet over hvad der er bidemateriale. Jeg har stirret på en dødtræt hund, der hoppede op af ned af sofaen i stedet for at lægge sig ned og sove. Immobiliseret med mad på hænderne ser jeg hunden samle den frysepose med sand, som jeg ikke har flyttet fra entreen, op i gabet. Så kan jeg så stå og tænke på hvor meget støvsugning tre deciliter sand mon kan indebære. Men hvorfor pokker står der også en pose sand i dit hus, kunne man helt berettiget spørge. Og det ved jeg sgu da heller ikke. Fordi jeg har børn. Fordi man på et eller andet tidspunkt holder op med at undre sig og bare noterer at der står en pose med sand med barnets navn på i entreen og der står den faktisk ganske fint. Indtil man bliver med hund, selvfølgelig.

Hver gang man skal ud medbringes pose med lokkemiddel / belønnelsessnacks og poser til hundelort. Poser til hundelort er ganske enkelt noget nær det mest ucharmerende, man kan forestille sig. Tænk frivilligt at gå og samle varm lort op i hænderne. Godt nok dækket af plastic – tynd plastic – men jeg kan sørme godt mærke både temperatur og konsistens alligevel. Beklager, men jeg kan ikke være alene med den her viden.

Retfærdighedsvist skal det siges, at Liva ikke på noget tidspunkt har halset løs i snoren, selvom hun bare er en stor hvalp. At hun varmer mine fødder lige nu. At hun er en rolig sengemakker, for ja, jeg holdt til tre minutters piv piv piiiiiv før jeg bukkede under og lod hende sove sammen med mig. Endnu en grund til jeg ikke skal have hund. Jeg har jo ingen modstandskraft. Og så afleverer hun fandme bolden uden slinger i valsen og kan sidde uden for brugsen og vente roligt mens jeg handler. Totalt plus i god-hund-bogen. visualiseringens kunst

Som billedet illustrerer, bliver man også glad af hund. Synes Liva en anelse utryg på billedet kan jeg afblæse eventuel alarm og oplyse, at det kun ser ud som om hun kigger på kameraet. Det gør hun ikke. Hun er bare fanget i den tusindedel sekund, hvor hun ikke er ved at snappe efter et blad eller en flue eller en fjer eller..

 

Har heller ikke brug for flere forpligtelser..

Forleden var ungerne og jeg på familietur på engen med min bror og hans yngste. Jeg vil gerne anbefale sådan et hundeområde til folk der føler sig lidt alene. Lån en hund og trask en tur. Der er kommunikationsgaranti sådan et sted. Er man lidt udfordret i forhold til smalltalk er det også perfekt – for udgangspunktet i al samtale er skåret over

1 vil den snakke? (råbes på god afstand)

2 hvad er det for én / alternativt, det er da en springerspaniel?

– herefter kan man tilføje alder, køn (på hundene!) og husk at rose den anden hund (=ejeren). Jeg kan godt li det. Alle er venlige. Det er hundenes møde der er det væsentlige, og så kan deres mennesker gemme sig lidt bag dem og bare slappe af. Meget praktisk.

Vi har hverken råd eller plads til en hund. Også fordi jeg bedst kan lide dem i stor. Så jeg lurer lidt på om jeg måske kan låne én fra tid til anden. Måske kan en annonce i Aarhus Onsdag gøre det. Stor, glad, velopdragen og kærlig hund søges til låns i ulige uger. Gerne tirsdage da de kan være lidt hårde, da der ikke er nogen inden for krammeafstand, når jeg kommer hjem fra arbejde. Især tirsdage faktisk. Jeg kan tilbyde gåture i hundevenligt område i al slags vejr. Henter og bringer gerne.

Overvejede kort delehund men tror ungerne vil synes det er usædvanligt dårlig stil, hvis jeg har hund i de uger de ikke er hos mig. Det er det vel også.

Som med så mange andre ting ender det med at jeg overbeviser mig selv om, at det også er okay, at tingene er som de er. At en hund er mere arbejde, flere forpligtelser, savl og hår over alt. Øver mig i at være tilfreds med at jeg har et egern og en flagspætte som faste gæster i haven. At jeg har set en ræv, fasaner og rådyr langs plantebæltet og rovfuglene ovre ved bondens træer.

Og så ignorerer jeg at en af de bedste oplevelser i mit liv var dengang jeg som den der blandingsting mellem barn og ung legede med en vens Grand Danois. Vi stormede rundt om stuebordet og lavede en frygtelig larm. Jeg glemmer aldrig da hunden åbner sit store gab omkring HELE mit lår og holder øjenkontakt. Glemmer aldrig følelsen af at være varm, lykkelig og forpustet og fuldstændig og berettiget tryg med låret omringet af tænder.