Sankt Hans tale 2018

Talen blev afholdt ved Sankt Hans i Hjortshøj 2018. Det herrens år hvor vi ikke måtte lege med bål 🙂

Hej. Jeg hedder Christina. Jeg har fået æren og ordet i dag. Oppe ved Brugsen står et sandwichskilt med aftenens program. Jeg troede et øjeblik, at jeg var sat til at tale tre kvarter. Der fik jeg lige et øjeblik med stjerner for øjnene.

Da Bjarne spørger, om jeg har lyst til at holde årets tale, har jeg lyst og siger ja. Jeg siger ikke noget om, at jeg faktisk slet ikke kan lide bål, og han spørger jo heller ikke ind til det så..

Imidlertid ser universet ud til at være på min side, så I år hvor jeg skal holde båltalen, må vi ikke tænde bål.

De fleste af os kan godt lide at vide lidt om, hvem vi lytter til. Det kan være en ting, der uddør med os, der er pænt over 30, det der med lige at ville have styr på kilden, det skal jeg ikke kunne sige.

Nogle af jer kender mig fra biblioteket, enten her i Hjortshøj i gamle dage eller fra Risskov Bibliotek. Nogen kender mig fra børnehaven, andelssamfundet, de hvide huse eller skolen. Jeg var en del af holdet bag litteraturscenen, da vi havde den vidunderlige Hjortshøj Festival, og så har jeg været med til to gange Pop-up efterfølgende, hvor jeg læste op af mit eget. En del af jer har jeg efterhånden udvekslet præcis sammen sætning med, nemlig den mest brugte hundeejersætning ever, når vi kommer ud i samfundet: ’Vil den snakke?’.

Vi spørger aldrig ’vil du’?? Men man kan nu godt se det.

Egentlig.

Jeg er mor til to og ved at lægge sidste hånd på min første roman.

Jeg er blevet kaldt en intellektuel motorbølle, følebolle og heks.

Og apropos hekse.

Jeg havde planlagt at holde en tale om det med at brænde en kvindefigur af. Om det middelalderlige i det.

Men da jeg så laver research på denne mærkværdige skik, viser det sig, at det med at brænde heksen på bålet til Sankt Hans starter omkring 1900-1920 (kilderne er uenige). Ergo er det ikke noget, vi har slæbt med fra middelalderen, hvor vi jo rent faktisk brændte kvinder – og enkelte mænd – på bålet.

Det er bare noget vi har fundet på lidt senere. Sikkert i en brandert hvis jeg kender mine landsmænd ret.

Tænk at brænde symbolet for magi på bålet og dermed netop – udføre en magisk handling?

Det er simpelthen så useriøst.

Heksefiguren på bålet skulle symbolisere det onde. Nu brænder vi ’det onde’ af. Jeg synes stadig, det er et tegn på ualmindelig dårlig smag at brænde en kvindeskikkelse af på bålet som familiehygge qua vores fortid hvor vi brændte kvinder af i virkeligheden.

Men som det meste i det her land er der ingen stringens.

Navnet Sankt Hans henviser fx til Johannes Døberen fra den kristne religion, mens dukkeafbrændingen jo så er fra starten af det 20. århundrede.

Traditionen med at tænde bål omkring midsommer har vi udøvet i århundreder. Før heksedukken handlede det om frugtbarhed, helse og kærlighed for land, dyr og mennesker.

Sankt Hans var et symbol på midsommer. På skiftet mod mørket. Vi fejrede årets længste dag med et brag og stirrede derved det kommende mørke lige i øjnene.

Verden var allermest magisk lige i dag.

Tænk hvis verden er ekstra magisk i dag. Tænk hvis det er lige præcis i dag, du skal ønske dig det, du ønsker dig mest. Ønske så hårdt du kan. Tænk hvis du kan lægge kimen til, at kærligheden snart springer på dig, hvis det er det, du ønsker. Eller du får opfyldt ønsket om en solo-weekend med absolut tysnad i hjemmet. Bare en enkelt.

Som bekendt er det ikke det samme, vi går rundt og ønsker os.

Jeg bedriver selv magi. Det der med at brænde det af man gerne vil sætte en stopper for, bruger jeg til nytår. De ting jeg ikke har lyst til at slæbe med ind i det nye år, skriver jeg på et stykke papir.

Udsættelser, har der fx stået på en af de sedler.

I år inviterede jeg dem jeg holdt nytår med til også at skrive deres ord ned og brænde dem af.

’Må man godt skrive navnet på en person’, bliver der spurgt og Nej, hvor svært kan det være? Nej, vi brænder ikke mennesker af på bålet, nej vi brænder ikke kvindefigurer af på bålet og nej, sgu da, vi brænder heller ikke folks navne af.

Hvis du har lyst til at prøve, og der er en eller flere, der gør dig ondt, så skriv deres nederen egenskaber eller det de fylder dig med på sedlen. Nedrighed, smerte, træls humor – og så brænd de ord.

Nu har jeg jo allerede lavet mig en tradition med at brænde af til nytår, og normalt holder jeg også en pæn sikkerhedsafstand til bål.

Min research inspirerede mig til mit eget frugtbarhedsritual. Hvorfor ikke udnytte at denne aften potentielt summer af supermagiske kræfter? Jeg tænkte på fremtid og lys, og på hvordan man skubber tingene i den rigtige retning.

Så nu har jeg opfundet mig et nyt ritual, og fra i aften vil jeg hver Sankt Hans skrive ord for det jeg ønsker på en seddel eller flere og så begrave dem med mine bedste og reneste intentioner og eventuelt et fingerkys og et par krydsede fingre.

Det er min form for bøn.

En heksebøn.

Hvor vi sår vores inderligste ønsker til Sankt Hans.

Takketale

Tale holdt til Pop-up festival i Hjortshøj 3. juni 2017

Jeg har valgt at skrive en tekst til lejligheden. En takketale. Et taknemmeligheds skriv. Da Johs spørger, om jeg vil læse noget af mit op i dag, bliver jeg så glad og nervøs, at jeg først svarer et par dage efter, at det vil jeg gerne, men det kan godt være jeg dukker op besoffen for lige at tage den værste nervøsitet.

Det gjorde jeg selvfølgelig ikke. Jeg er ikke fuld. Jeg har bare duftet lidt til et par skarpe inden jeg kom.

Nej jeg har da ej..

Der findes mennesker, der får opfyldt deres ønsker, og så er de bare glade.

Og så findes der os andre, jeg ved faktisk ikke helt, hvor mange vi er, der beder om universet om noget, får det, og så vælger vi så at gå i fuldbyrdet panik.

Hvad skal jeg læse op. Jeg har ikke noget at læse op. Skal jeg læse noget gammelt, noget sjovt, noget sært ingen forstår, men som får mig til at fremstå helt forfatteragtig nu ingen forstår, hvad jeg siger?

Men alle der ved noget om kreativitet siger, at man skal skrive / male / synge det man ved noget om. Det der fylder.

Jeg ved noget om taknemmelighed.

Og her vil jeg straks afbryde mig selv og lige prøve at få jer, publikum, i den rette stemning.

[hiv sprut og glas frem]

Jeg ved da godt, at jeg ikke kan købe mig til venner, det sagde min mor i hvert fald. Jeg må vel have afprøvet mulighederne eftersom vi skulle have den snak, og det er heller ikke meningen her. Men jeg synes en takketale kræver, at man har noget at skåle i. Så hvis I lige vil lade flasken gå på omgang, så taler jeg videre imens.

Taknemmelighed.

For fem år siden ville en takketale fra min side være overstået rimeligt hurtig. Jeg var utrænet, grøn, uskarp på alle de ting, der er at takke for i sådan et helt almindeligt menneskeliv.

Mit tyveårige jeg ville nok ikke have sagt så meget til det her, bare tænkt sit og ladt mig om at være mærkelig, mens hun gik ud og blev fuld.

Og jeg er taknemmelig for at være 45. Sådan virkelig. Sådan heeelt ind i knoglerne. Taknemmelig for at alt for helvede er blevet så meget bedre efter de fyrre.

Tak for de grå hår, som endelig ENDELIG giver mit fine nordiske hår lidt kant, og læg mærke til, at det er ’fint’ nordisk hår, vi siger. Vi siger IKKE noget tyndt nordisk lyst pjaskværk. Nej, fint nordisk hår, nu med stive grå strå i.

Hvor heldigt er det ikke, at jo flere buler og streger og ar jeg render rundt med (ting som en 20-årig ikke engang aner kan bule), jo mere tilfreds er jeg overordnet med hele situationen.

Da jeg var 17 og slank med verdens mindste topmave, var den elendige topmave det eneste jeg kunne se. Nu tænker jeg, ja, hvad fanden, med topmave følger større bryster – og tak for det.

Tak for hænder og tænder

Tak for farver. Tak for forårsgrøn, vindbølger i umoden mark, for grønne øjne. Tak for de mennesker, der dukker op i farver på en helt almindelig hverdag og lyser op.

Tak for ekstra chancer.

Da vi lavede litteraturscenen på Hjortshøj Festival, havde jeg besluttet at læse noget af mit eget op næste år. Men næste år blev ikke til noget. Festivalen lukkede. Optræden aflyst. Så tak til for mennesker der ikke vil acceptere en lukning og opfinder noget nyt. Tak til Johs for at tænke mig ind og til universet for en chance til.

Og tak til mig selv for at være blevet gammel og vis nok nu til at vide, at hvis du misser chancen første gang, så skal du dælanduleme sige tak og amen og ja for fanden, hvis den kommer igen.

Når jeg er dødtræt, og jeg ikke engang forstår hvorfor – men hey – jeg er bare træt, om lidt ryger jeg og så på hovedet i nyvasket, forårstørret sengetøj og DET er jeg taknemmelig for. Glæden ved at vaske tøj på en solskinsdag. Alene tanken om duften, den nærmest fysiske glæde ved at lægge sig i udetørret frisk luft duftende sengetøj, at rulle rundt i solskin og fuck jeg elsker præcis denne plet på denne breddegrad i foråret og endelig ENDELIG brænder kinderne på terrassen, og vi ved de ikke burde, kinderne, brænde, vi skal gå ind nu, men solen er tilbage, efter mørket og kulden og solen.. vi går fandme ikke ind, nul, nixen, og jeg er taknemmelig for den følelse hvert eneste år.

Jeg er taknemmelig for alle de ja’er jeg får. Dem der ligger i et smil. I et blik der holdes lidt længere. For kram og for de gange du tager telefonen, når jeg ringer. Taknemmelig for likes og kommentarer på diverse sociale medier, for hjemmelavede gaver, buketter..

Jeg er taknemmelig for at blive bedt om at lade være med at udskyde mere, for at nægte at love noget, og for at stole så meget på spørgerens kærlighed, at jeg nu holder, hvad jeg ikke har lovet.

Og derfor er jeg nu hver aften taknemmelig over at terrassedøren ikke længere lyder som en rotterede fuld af klynkesultne unger. Fordi jeg har puttet olie på hængslerne. Jeg er taknemmelig for, at jeg er blevet gammel nok til at fikse knirkende terrassedøre, forholdsvist hurtigt.

Forholdsvis er også noget at være taknemmelig for.

Det kunne jo være værre – og forholdsvismæssigt set kan man faktisk være på vej hen mod et bedre sted.

Jeg læste et digt på en opslagstavle for 22 år siden i Aalborg. Det handler om at vi fødes som os selv. Så bliver vi formet, klappet, skubbet, pudset, ledt og rettet til, så vi kan gå ud i samfundet helt firkantede og super tilpassede.

Resten af livet bruger vi så på at finde tilbage til os selv.

Mens jeg skriver på det her dukker udtrykket ’at skrue ned for charmen’ frem fra et gammelt kammer i hjernen. Det har bare ligget der og ventet på en lejlighed til at dukke op. Er du vimmer, man kan brug mange kræfter på at justere den charme. Mens man er halvvoksen. Mens man er ung. Jeg er så taknemmelig for ikke at være ung længere..

skruer man ned for charmen for ikke at være for ufeminin. Ikke grine for højt. Ikke insistere på taletid, heller ikke selvom man helt klart er den klogeste i rummet. Ikke hæve stemmen.

Så skruer man op for at blive set.

Så skruer man ned igen, fordi det var de forkerte, der fik øje på én, og så op igen for ingen opmærksomhed er altså også for trist.

Og imens går tiden. Opdragelsen har fået dig klappet godt firkantet, så du kan stables og passes ind.

Og hvis det mindste stikker ud, sørger vi sørme selv for at skære det til.

Vi justerer charmen.

De af os, der er gode til at opfange, hvad andre er fyldt af, risikerer at skrue rigtig meget ned, fordi vi hele tiden mærker, hvordan andre reagerer på os.

Jeg justerede charmen i en grad, så jeg endte hjemløs i mit eget liv.

Men så er jeg pludselig over fyrre. Enlig mor til to. Stiller skoene hver dag i socialt boligbyggeri. Tjener penge ved at være offentligt ansat. Alt sammen ikke ligefrem noget der får nogen til at tænke

Uh.. sexet..

Nej, men til gengæld er jeg dødhamrende taknemmelig for at have fået skrællet en masse socialisering af mig, for at have fået gravet og slæbt mig ind til kernen og at have opdaget, at man aldrig skal skrue ned for charmen.

Aldrig.

Dem der ikke kan tåle mosten, er ikke dine mennesker. Lad dem ligge og rode med deres løftede øjenbryn og deres trang til at dæmpe alt omkring sig.

Imens går du et andet sted hen og giver den gas.

Jeg er taknemmelig for børnene. Dem kan man altid takke for. Tænk hvor kedeligt livet ville være uden dem at bekymre sig om.

Der er dage, hvor taknemmelighed ikke ligger lige for.

Dumme dage. Måske sidder hjertet fast i et gammelt hak lige fra morgenstunden, og hovedet summer opgivende og rasende over at være her igen.

Den slags dage ender du med at være taknemmelig for et blad, fordi det er grønt.

I det mindste er der det.

Og det er også i orden. Der sker nemlig noget helt forunderligt, når du fokuserer på, hvad der findes at være taknemmelig for.

Du står og ser på det her blad. Og så ser du rigtig godt efter. Og det er ikke længere bare et stykke med plante mellem dine fingre. Det er grønne farver. Det er en fornemmelse af liv. Af træer og livgivende ilt, forår om hjørnet og duften af det hele.

Så det ene øjeblik er du tung i det næste taknemmelig for en speciel grøn nuance, eller for hvordan lyset reflekterer i et blad. I dette blad. Blødt mod fingerspidserne.

Tak for mine 10 minutter.

Tak til jer der lytter med i dag, det er ligesom at få et like, bare ude i virkeligheden.

Skål.

For livet.

Om det almindelige liv og Hjortshøj

Klumme fra Aarhus Onsdag Nord, uge 51

Jeg ved ikke om alle der bor i en landsby har det med deres landsby, som jeg har det med Hjortshøj. Jeg ved ikke hvor meget af det, jeg holder af ved stedet her, der er specielt Hjortshøjsk, og hvor meget der er helt normalt. Det gør heller ikke så meget. Det er bare enormt heldigt at være glad for at bo der, hvor det nu engang er mest praktisk at bo.

For nylig var der støttekoncert med det lokale band Rygtesprederne i forsamlingshuset til fordel for den hal, byen gerne vil have. Multihuset i folkemunde. Min aftale går til i migræne, og for første gang i mit liv trasker jeg alene i byen. ’Byen og byen’, tænker du måske, men jeg er ikke helt glad ved det. Med krydsede fingre håber jeg inderligt nogen gider snakke, måske endda danse, med mig.

Ved indgangen bliver jeg budt velkommen ved navn. To skridt længere inde har jeg hilst på de første tyve, og resten af aftenen er jeg kun alene, når jeg går ud for at være det. Jeg kan godt lide det på denne måde. At tingene er overskuelige. At vi som udgangspunkt opfører os ordentligt, for de fleste af os skal se hinanden i øjnene på skolen mandag eller over bland-selv-slikket på fredag. Jeg kan godt lide, at jeg kan GÅ hjem gennem en stille by, når jeg ikke kan mere.

Bandet Rygtesprederne består af fire lokale mænd, der skriver sange om det absolut almindelige liv omkring de fyrre. Teksterne er almengyldige og humoristiske, med stærkt lokalt tilsnit. De behandler selvironisk og uhøjtideligt det, der lige pludseligt er gået hen og blevet livet; at lægge lån om, at det IKKE er pinligt at spise aftensmad i Ikea, og den om hvor enormt large og rummelig man er, lige indtil nogen lugter af skyllemiddel.

Mens vi står der og griner af det nærmest besk genkendelige, bliver jeg ramt af et ønske om at høre noget, der matcher mit eget liv. For selvom jeg er set spise i Ikea, har jeg lagt fælles låneomlægninger bag mig. Jeg kunne sagtens forestille mig lignende sange om at være enlig forælder. For eksempel kunne der være sangen om at vænne sig til at være helt alene. Pludselig er man akut opmærksom på lyden af indkommende beskeder på mobilen. Man smider madlavning, bog eller trøstechokolade og flår telefonen til sig i håb om – ja et eller andet – bare for at opdage, at det er en praktisk besked fra ens ex eller en er-du-okay-sms fra mor. Igen.

Eller sangen om at du i lige uger er toptunet forældermaskine, hvor du smører madpakker, sørger for at alle kommer rene af sted til tiden hver morgen, har bløde barnearme om halsen, generelt er nødt til at agere navigationsmester og hører musik du ikke selv har valgt at sætte på. For så ugen efter at komme hjem til et tomt hus, og al den lettelse du har følt hele dagen på arbejdet over at sOm det almindelige liv og Hjortshøjkulle hjem til ro, fordamper i det sekund du rammes af – well, ingenting – i entreen.

Men også sangen om den helt absurde glæde ved at bestemme selv. Andet vers skulle så handle om, hvor afsindig træt man er af at bestemme alting selv, i tredje vers er det alligevel bedre og så fremdeles.

Jeg er glad for, at der findes nogen derude som Rygtesprederne. Nogen der stiller sig frem og italesætter det almindelige liv. Stiller sig frem som klassiske eksempler uden at pege fingre. At vi så følte os ramt til højre og venstre er en anden sag :). Og jeg er meget glad for at bo i en lille østjysk landsby, som alligevel er stor nok til koncerter (og måske en dag en hal).