Danmarksindsamling. Pitch

I år samler vi ind til svage hjerter. Til utålmodige og alt for blødsødne hjerter.

Vi samler ind til skrammede hjerter, bange hjerter, til forstenede og knugede. Til snublende, tidligere jublende, nu grublende hjerter. Til flåede, forsmåede, forgæves attrående.

I år sætter vi fokus på fladtrådte hjerter, på kyniske og blåt lyriske hjerter. Fortabte, forstummede og stille hjerter, higende og skrigende, bare lidt trætte hjerter.

Vi vil flå sagesløst menneske op på scenen og holde ham fast. Presse mikrofonen mod hans bryst og forlange tavshed fra publikum og det eneste der lyder gennem salen over hundreder af tilbageholdte åndedræt og et par halvkvalte hulk, er et hjertes duk duk.

Festklædt kendisvært vil spørge ’Kan du høre det’. Indtrængende. Lige ind i almindeligt menneskes ansigt med kendisånde og kamera 2.

Duk duk.

’KAN DU HØRE DET?’

Vi vil invitere sprogforskere og hjertelæger ind for at bevise, at det er forkert sprogbrug når vi siger, et hjerte knuses.

Hjertet knuses ikke. Hjertet kan blive skrammet og klemt, få mørke pletter og bløde, javel, men knuses kan kun noget, der er hårdt.

KAN. DU. HØRE. DET?

ja..

Forknytte, fortabte, forpulet ustoppelige hjerte

duk duk

Så ring ind nu, du kan gribe en sjæl.

Giv en hånd, giv to.. eller meld dig frivilligt til vores telefonlinje, hvor indehavere af udsatte hjerter kan ringe ind og få trøst ved lyden af din ømhedsdryppende smertefavnende gentagelse af det eneste, der egentlig hjælper:

‘Nååå, søde lille hjerte. Nååå.’

duk duk

 

Female blues (the)

Når vi møder nye mennesker, er der en god chance for også at blive introduceret til nye ting. Jeg har fx gået en del til blues i det forgangne år. Eftersom jeg på forhånd kun kendte ganske få blues sange, har jeg ikke kunnet skråle med til koncerterne og har derfor været nødt til at flytte opmærksomheden.

Jeg har lyttet til rytmer og tekster og betragtet publikum. Her er hvad jeg har lært so far:

Bluesteksten synes i vid udstrækning at være en langsom og følende sag. Sangeren undersøger en bestemt følelse. Helt i bund. Lader sig glide ind i smerten/forvirringen/længslen ved at gentage ord igen og igen, gerne i duet med en guitar.

Blues har ingen fine fornemmelser og er bestemt ikke bange for at give den gas med hjerte/smerte. Det er faktisk helt vildt så meget av, der kan være i sådan en blues koncert, hvis man bare lige gider høre efter, hvad der egentlig foregår.

I en blues sang skal man indlede med at sætte stemningen fx:

‘I’ve got the blues’

Blues publikummer kan godt finde på at SVARE sangeren, med et medlevende Yeah!. Det er sjovt.

Og jeg mener det, når jeg siger, at bluesfolket ikke sparer på smerten. Jeg bed fx mærke til en sang, hvor vi ikke alene har the blues men:

‘The bluest blues”

Av for den. Tjek lige sangen ud. Den er dejlig.

Det kan godt blive sådan lidt rigeligt med al den der minutiøse afsøgen af hjertets smertekroge.

Fx sad sangskriveren tilsyneladende helt fast i denne tekst, som jeg ikke kender hverken ophavsmanden eller titel på, men igen og igen synges der:

‘I’ll give you what you want

but what do you want baaaaby’

Det er faktisk en udmærket melodi, og den udgave jeg hørte, var dejligt fremført, men her blev jeg altså en anelse utålmodig. Synes måske sangskriveren skulle tage at klemme ballerne sammen og tage noget initiativ i stedet for at vente på at hans kvinde forærer ham en drejebog.

Ud fra det jeg har samlet op, har jeg øvet mig lidt på en indledning til en blues tekst:

‘They say the sun’s always shining

somewhere in the sky

but I can’t see any yellow

Got clouds in my eye’

Hvad ellers?

Blues er bedst live. Al nerven ligger her. Synet af fingerspidser mod basstrenge, svedige t-shirts over keyboards og et publikum der fandeme er med!

Jeg har også skrevet starten på en female blues. Teksten kommer senere. Baggrunden er følgende:

Til blueskoncert. Jeg får et knus, fordi jeg står ved siden af. Et bonuskram / et medfølgende / der falder et kram af til mig også. Her er ikke noget med hulbryst eller rumbaafstand. Det her er overraskende tangotæthed og fingerspidser mod siden af mit bryst.

Hvordan i hele hule helvede kan det overhovedet lade sig gøre? Så korte arme er der sgu da ingen der har. Jo en dværg – men han ville i så fald strejfe mine hofter.

Og nu jeg tænker over det, har jeg stadig til gode at høre en kvindelig bluessanger, og selvom bluesteksterne med al deres følsomhed er særdeles relaterbare for kvinder, så er det alligevel sådan lidt…

Nå, så jeg har lavet et udkast til en female blues. En boob-blues.

 

The Boob Blues

You walk in as a human being

boobs get in the way

You think you’re wise’n funny

but clearly – not today

Everytime you’re trying to speak

boobs get in the way

like a million dollar firework’s

on your chest’s blocking

whatever you have to say

Jaja, der skal arbejdes med rytmen, men jeg har på fornemmelsen at bluespublikummet vil sætte stor pris på den tekst 😀

Til sidst lidt anbefalinger.

Hvis du er helt grøn, men gerne vil give blues’n et forsøg, så kunne jeg slet ikke sidde stille, da jeg hørte Ole Frimer live. Her følger to eksempler. Jeg er faktisk i tvivl om hvorvidt nummer to, ‘Hvor smukt hun ta’r sig ud’, egentlig er blues, men det er så fint et eksempel på følsomheden, så det kommer med.

Thorbjørn Risager er lidt mere rå og ligger tættere på hvad jeg normalt ville høre:

Og hvis du nu går rundt og synes at den danske stand-up scene generelt er lam, så gå ud og hør blues med Kent Thomsen & De Dyre Drenge. De har et herligt show kørende internt på scenen og skønne tekster:

Det var alt herfra.

Eller næsten.

TAK! til jer mega søde blues mennesker som rykkede sammen, så der også var plads til mig

Dage med taknemmelighed

Det er gode dage.

Også selvom jeg indtil videre kun har udført én af de tre ting på dagens liste, så krydsede jeg alle tre på gårsdagens:

  • Mediter – tjek
  • Book ophold på Ørslev Kloster – tjek
  • Lease en bil. Fra lørdag er jeg kørende igen (wuhuuuu) – tjek

I går aftes går jeg i seng med de koldeste fødder i mands minde.

Når udbrydere fra kernefamilierne får en kæreste, er det ikke kun et nyt voksent menneske, vi tager stilling til. Der kan også være nye børn. Jeg mødte to styks dejlige unger, som imponerede mig i al deres forskellighed og ved helt basalt at være gode mennesker.

Når man går op og ned af hinanden. Deler morgenmad, bilture og badeværelse, så kan man nærmest ikke undgå at komme tættere på, end man gør med de fleste andre, der krydser ens vej.

Og så kan de voksne ikke finde ud af det – sammen – og så er det pludselig væk.

I går var jeg klar til at skrive det farvel, jeg ikke nåede ansigt til ansigt. Jeg blev nødt til at sikre mig, at hun ved, hvor sej hun er. At jeg synes, hun er dejlig, med alt hun nu er.

1 ½ time senere ligger jeg i min seng med et overspændt hoved. Jeg kan ikke lige finde ud af, hvorfor min hjerne bombarderer mig med tvivl, helt latterlige forsøg på at underminere en besked jeg har sendt fra hjertet til et andet derude. For hvad i himlens navn kan der være galt i det?

Indtil det går op for mig, at alle advarselslamper lyser, fordi jeg har tilladt mig selv at være helt åben og ærlig = sårbar.

Nå det er bare dig, Sårbarhedsangst, gamle svinger.

Så er det okay igen. Jeg kan sove.

I dag.. Arbejdet er godt. Der bliver grinet. Og delt. Så ind til byen med Annette for at genbrugsshoppe. Hun har fundet ud af, at Mathilde Falch giver minikoncert på Kvindemuseet i forbindelse med Kvindernes Kampdag. Så vi går med.

Så står hun der, Falch, smuk bag sin guitar. Griner og fortæller om voldsomme nedture, om misbrug og om at rejse sig og elske ham derhjemme. Og jeg ved ikke, hvordan jeg skal takke universet for alle de eksempler det serverer på, at folk der tør vise deres sårbarhed nærmest summer af styrke.

I mine øjne.

Mine øjne ser at alle jeg smiler til i dag i Aarhus smiler tilbage.

Jeg køber en blå bluse med perler og pallietter. Og en storblomstret retrokjole, der ligner en ret festlig sommer. I den ene butik spiller de en 90er liste, hvor jeg kan synge med på samtlige numre. Det gør jeg så. I den anden butik spiller de noget der er nyt for mig. Dejlig lyd som jeg må have med hjem. Video følger.

Der er et rødt 1 tal ud for Messenger ikonet på telefonen. På vej hjem læser jeg svaret på gårsdagens besked. Jeg har modtaget de fineste og mest venlige ord som svar på mine, så der sidder jeg så i bussen og tørrer kinder med begge håndflader.

Med nakken mod sædet og blikket ud i et regngråt tusmørke falder jeg til ro i visheden om, at jeg har gjort, hvad jeg kan nu. Gjort hvad jeg kan, med det jeg har at gøre med.

Bussen nærmer sig stationen. Foran mig på gangen ligger en pink fjer. Jeg glor lidt på den, så bøjer jeg mig og samler den op. Jeg har en pink fjer i min hånd og den gør mig simpelthen så skide glad.

Passageren foran mig vender sig mod mig uden for bussen. ’Den der må da bringe lykke’, nikker hun mod fjeren og smiler med øjne og mund ud under huen i en kun tilsyneladende grå aften.

Og det har den dermed allerede gjort.

Jeg vil slutte for i dag med et råd til hvordan man kan være glad:

Du bliver glad ved at samle de pink fjer og smil op du støder på. Og ved at fortælle dine mennesker, at du holder en plads til dem i dit hjerte.

Men jeg skriver os glade

Vi bor i hver sin by med hver vores sæt delebørn, og sådan vil det være i lang tid fremover, med mindre vi kan få os selv til at gøre fire børn ulykkelige ved at hive dem op med rode – igen.

Så vi er på skema ham og mig, ligesom ungerne er det. Alting skal planlægges.

Jeg håndterer det stadig dårligere.

’Du er et hud og hår menneske’, siger min veninde til mig, og det er jeg.

Jeg kan ikke nøjes med 10 dejlige dage om måneden de næste mange år. Jeg vil hellere have 30 halvsløje. Jeg vil have det hele: fødselsdage, grå og blå dage, solskinsdage, feriedage, morgensure dage og sygedage. Jeg vil have fællesvask og fælles venner, fælles glæde over et gedigent tordenvejr, lægge puslespil sammen fordi vi ikke kan finde på andet lige nu, og fordi vi har masser af tid. Jeg vil kramme og knappes op, når jeg er fuld af glæde over et nyt job. Og jeg vil være der til at hente øl og nikke, når kollegaerne har været nogle fjolser.

Hver. Skide. Dag.

Jeg kan ikke bære tanken om to hjem de næste mange år. Hele tiden være på farten. Hele tiden være ude af sync. Til sidst ved jeg ikke, hvor jeg er, når jeg vågner, eller hvor mange børn der eventuelt er i huset. Finder sjældent ro længe nok til turde sætte mig med mit. Vi er på tid. Hele tiden på tid.

Det flår mig fra hinanden og overskygger glæden ved os.

**

Det passer med, at jeg skal starte på en ny notesbog, lige da vores forhold slutter. Det er da planlægning, der vil noget.

Tak univers.

Godt, kan jeg høre dig sige: ny notesbog – nyt fokus. Hvor smart.

Ja okay, jeg vælger så at starte min nye notesbog med at skrive alle de gode ting jeg kan komme i tanke om ved ham og mig sammen.

Fordi jeg ved, vi glemmer. Fordi jeg ved, der kommer dage, hvor jeg ikke kan huske andet end alt det latterlige. De gange jeg blev ked af det. De gange jeg gjorde ham ked af det.

De dage hvor det er de dumme tanker, der holder én oppe: At man fandeme heller ikke ville have det.

Men det har vi ikke fortjent.

Når vi var gode sammen, var vi sindssygt gode sammen.

**

Og når så alt det er skrevet og det hele måske bliver lidt hen af knuget, så er der altid musikken. Denne her er til dig og mig. Hvis du ikke kan finde noget at holde af i denne video er dit hjerte forstenet, og så skal du se at komme op af stolen og danse fjollet i en fart og med følelse, til du bliver hel blødt grinende af al den silliness.

Kunsten ikke at kommunikere

Så jeg har fået krabbet mig selv ind i en kommunikationspause. Kun kommunikation, der er nødvendig er tilladt. Jeg har valgt radiotavshed, fordi jeg har meget svært ved at skelne mellem nødvendig og absolut ikke nødvendig kommunikation. Man er vel kvinde.

Er det fx nødvendig kommunikation, at februar godt snart kunne lyse lidt op?

At min cykel cykler himmelsk?

At jeg hørte solsorten, som vist var lidt forkølet, men hvem er ikke det? (Ja, jeg er faktisk ikke pt) (senere tilføjelse: og så måske alligevel..)

At det hele nok skal gå og endda bedre?

At livet opleves som en slags spiral, hvor de samme ting kommer igen og igen og opgaven består selvfølgelig i at blive bedre til at håndtere dem for hver gang.

At jeg svedte en nat igennem, så nu prøver jeg din dyne i stedet?

Alle har meninger, og nogle af dem overrasker mig.

Jeg har fået en ny telefon.

Bloggen har været blokeret. En tom linje nederst i en fil var skyld i miseren.

…hvilket fik mig til at tænke på, at ingenting kan føre en masse med sig.

I tågen mellem træerne ligner bilernes lygter svævende magiske kugler af lys.

I tavsheden har jeg genopdaget mig selv. Og jeg er sådan set ret dejlig.

Men også en selvcentreret, selvoptaget bastard.

Jeg tumler med, hvordan man kan rense ud i det sidste? Ved at koncentrere sig om andre måske?

Er det nødvendig kommunikation at spørge, om du tilfældigvis ved det?

 

Prinsen på den hvide hest

Egentlig tror jeg på historien om prinsen på den hvide hest.

Lige fra jeg var ganske ung regnede jeg rent faktisk med at han ville komme flyvende ind fra højre. Totalt klar, kemifyrværkeri, vi kunne virkelig SE hinanden. Han ville hive mig op foran sig på hesten og så travede vi ellers ud på resten af historien – sammen.

Prøv lige og hør. Det skete for Tornerose. Det skete for Snehvide. Den ene sov. Den anden var ikke engang i live og ALLIGEVEL blev de begge fundet af kronetoppet læderklædt hestebetvinger, der nedkæmpede tornekrat og glaskister for at nå frem til (tavs) (øh rimelig passiv) (aka sovende/død) prinsesse.

??

.. rimeligt syge kærlighedshistorier vi fodres med som børn egentlig…

Nå, men tilbage til den rigtige historie, som er at

Jo mere jeg taler med folk om dating, jo mere tydeligt bliver det, at vi bare gerne vil findes. Ligesom i eventyrene. Det gælder både mænd og kvinder. Vi vil bare gerne findes, blive set og elsket.

Min underliggende kærligheds theme song kunne godt have været Owner of a lonely heart (much better than a owner of af broken heart) af Yes. Jeg skulle simpelthen ikke have klinket noget med den kærlighed. Og jeg ville langt hellere gå og dagdrømme om mere eller mindre selvopfundet mandevæsen end gå ordentligt i lag med en virkelig én af slagsen. Man kan jo brække negle og det der er langt værre på sådan nogen.

Efter et par år som mest mor, ikke så meget kvinde opdager jeg alligevel en dag, at dørene til fortiden er smækket i. Der er kun fremad tilbage. Lige dér, en forstadsmorgen i rækkehus, ved jeg, at lige meget hvordan jeg tidligere har følt for det med hjertesager, at det var bedst med sikkerhedsbriller og ditto skridsikre sko, høreværn og faldunderlag, så står jeg nu her og har grangiveligt skiftet mening.

Jeg vil hellere tage chancen, slippe grebet om hjertet og risikere at finde mig selv sorgfuld på stuegulvet på grund af tabt kærlighed end at blive ved med at leve sikkert og gråt.

At leve forsigtigt, hele tiden passe på sit hjerte, er en slags stille vedholdende sorg i mig. Jeg ønsker ikke mere af den slags. Hvis det skal være, så giv mig rivende floder, styrtende højhuse, skovbrande i tørketider. Og jeg agter at gå smæk midt ind i al den potentielle ballade for at se, om der ikke kunne være et sted i midten, hvor vi har lyst til at lytte til hinanden og måske endda blive hængende.

 

 

Hjertesager

Jeg voksede op i et rødt hjem. En blanding af rosenrød og russerrød. Politiske samtaler foregik  med brændende øjne, rødmossede kinder og rumlende stemmer. Faktisk har jeg i mit voksenliv måttet opgive at diskutere politik med flere fordi folk troede jeg var sur på dem og bakkede ud af samtalen med nedslåede blikke. Det er vildt pinagtigt. Men det var jeg måske. Sur på dem. Jeg er ikke helt sikker. Jeg tror bare jeg lærte som barn, at når man brænder ordentligt, så kan det høres.

På torsdag skal vi stemme til Folketingsvalget. Jeg har skiftet parti en del de senere år. Fordi ingen taler om et samfund som det jeg mener vi bør have. Jeg tror ikke længere på det system, vi har bygget vores samfund op omkring. Et system der styres af penge og hvor alting kommer til at handle om fordelingen af disse.

I stedet for mennesket.

Jeg stoppede lidt med at snakke politik. Jeg blev så træt af at blive kaldt naiv. Gav til sidst op over for alle de i bund og grund fantasiløse væsener, der nægter at forestille sig en verden helt forskellig fra den vi lever.

Men jeg mener vi har glemt, at budgetter er et hjælpemiddel – ikke selve hensigten med livet.

Vores børn skal testes fra de er så små og sårbare og endnu ikke kender deres værd. Og det skal de – og det siges helt åbenlyst – fordi de skal trænes til at blive kommende gode små arbejdsbier. Et fremtidigt konkurrenceelement er hvad vores børn er reduceret til. Udluget er glæde. Fravalgt er leg. Nedprioriteret, at deres små modellérbare hjerter kunne lære om kærlighed og medmenneskelighed og at skabe nyt i den ånd. I stedet skal de så hurtigt som muligt lære, at nogen er bedst og der er ganske få ting det er vigtigt at være bedst til. Det er helt ubegribeligt for mig hvordan nogen kan tro at så snæver en tilgang til det enkelte menneskets muligheder, får det bedste ud af de fleste.

Vi lever i en verden hvor firmaer sidder på medicin der kan redde liv. Penge bestemmer om et menneske skal reddes. Penge bestemmer hvad der skal forskes i og det på trods af, at alle godt ved, at en helt masse nu helt uundværlige opfindelser i tidens løb er dukket op som sidegevinst på grund af at nogen har forsket i én ting – og så er faldet over noget helt andet.

Penge er den grund vi synes er god nok til at nægte mennesker der flygter fra krig og nød ophold hos os.

Jeg har aldrig påstået, at jeg har løsningen på alle verdens problemer. Og jeg har klappet i et utal af gange når jeg er blevet mødt med det åbenbart evigtgyldige argument ’jamen sådan hænger verden jo ikke sammen’.

Nu er jeg blevet gammel nok til at acceptere at mit hjertes svar måske lyder som et barns for dig, men:

Hvem siger det?