Sankt Hans tale 2018

Talen blev afholdt ved Sankt Hans i Hjortshøj 2018. Det herrens år hvor vi ikke måtte lege med bål 🙂

Hej. Jeg hedder Christina. Jeg har fået æren og ordet i dag. Oppe ved Brugsen står et sandwichskilt med aftenens program. Jeg troede et øjeblik, at jeg var sat til at tale tre kvarter. Der fik jeg lige et øjeblik med stjerner for øjnene.

Da Bjarne spørger, om jeg har lyst til at holde årets tale, har jeg lyst og siger ja. Jeg siger ikke noget om, at jeg faktisk slet ikke kan lide bål, og han spørger jo heller ikke ind til det så..

Imidlertid ser universet ud til at være på min side, så I år hvor jeg skal holde båltalen, må vi ikke tænde bål.

De fleste af os kan godt lide at vide lidt om, hvem vi lytter til. Det kan være en ting, der uddør med os, der er pænt over 30, det der med lige at ville have styr på kilden, det skal jeg ikke kunne sige.

Nogle af jer kender mig fra biblioteket, enten her i Hjortshøj i gamle dage eller fra Risskov Bibliotek. Nogen kender mig fra børnehaven, andelssamfundet, de hvide huse eller skolen. Jeg var en del af holdet bag litteraturscenen, da vi havde den vidunderlige Hjortshøj Festival, og så har jeg været med til to gange Pop-up efterfølgende, hvor jeg læste op af mit eget. En del af jer har jeg efterhånden udvekslet præcis sammen sætning med, nemlig den mest brugte hundeejersætning ever, når vi kommer ud i samfundet: ’Vil den snakke?’.

Vi spørger aldrig ’vil du’?? Men man kan nu godt se det.

Egentlig.

Jeg er mor til to og ved at lægge sidste hånd på min første roman.

Jeg er blevet kaldt en intellektuel motorbølle, følebolle og heks.

Og apropos hekse.

Jeg havde planlagt at holde en tale om det med at brænde en kvindefigur af. Om det middelalderlige i det.

Men da jeg så laver research på denne mærkværdige skik, viser det sig, at det med at brænde heksen på bålet til Sankt Hans starter omkring 1900-1920 (kilderne er uenige). Ergo er det ikke noget, vi har slæbt med fra middelalderen, hvor vi jo rent faktisk brændte kvinder – og enkelte mænd – på bålet.

Det er bare noget vi har fundet på lidt senere. Sikkert i en brandert hvis jeg kender mine landsmænd ret.

Tænk at brænde symbolet for magi på bålet og dermed netop – udføre en magisk handling?

Det er simpelthen så useriøst.

Heksefiguren på bålet skulle symbolisere det onde. Nu brænder vi ’det onde’ af. Jeg synes stadig, det er et tegn på ualmindelig dårlig smag at brænde en kvindeskikkelse af på bålet som familiehygge qua vores fortid hvor vi brændte kvinder af i virkeligheden.

Men som det meste i det her land er der ingen stringens.

Navnet Sankt Hans henviser fx til Johannes Døberen fra den kristne religion, mens dukkeafbrændingen jo så er fra starten af det 20. århundrede.

Traditionen med at tænde bål omkring midsommer har vi udøvet i århundreder. Før heksedukken handlede det om frugtbarhed, helse og kærlighed for land, dyr og mennesker.

Sankt Hans var et symbol på midsommer. På skiftet mod mørket. Vi fejrede årets længste dag med et brag og stirrede derved det kommende mørke lige i øjnene.

Verden var allermest magisk lige i dag.

Tænk hvis verden er ekstra magisk i dag. Tænk hvis det er lige præcis i dag, du skal ønske dig det, du ønsker dig mest. Ønske så hårdt du kan. Tænk hvis du kan lægge kimen til, at kærligheden snart springer på dig, hvis det er det, du ønsker. Eller du får opfyldt ønsket om en solo-weekend med absolut tysnad i hjemmet. Bare en enkelt.

Som bekendt er det ikke det samme, vi går rundt og ønsker os.

Jeg bedriver selv magi. Det der med at brænde det af man gerne vil sætte en stopper for, bruger jeg til nytår. De ting jeg ikke har lyst til at slæbe med ind i det nye år, skriver jeg på et stykke papir.

Udsættelser, har der fx stået på en af de sedler.

I år inviterede jeg dem jeg holdt nytår med til også at skrive deres ord ned og brænde dem af.

’Må man godt skrive navnet på en person’, bliver der spurgt og Nej, hvor svært kan det være? Nej, vi brænder ikke mennesker af på bålet, nej vi brænder ikke kvindefigurer af på bålet og nej, sgu da, vi brænder heller ikke folks navne af.

Hvis du har lyst til at prøve, og der er en eller flere, der gør dig ondt, så skriv deres nederen egenskaber eller det de fylder dig med på sedlen. Nedrighed, smerte, træls humor – og så brænd de ord.

Nu har jeg jo allerede lavet mig en tradition med at brænde af til nytår, og normalt holder jeg også en pæn sikkerhedsafstand til bål.

Min research inspirerede mig til mit eget frugtbarhedsritual. Hvorfor ikke udnytte at denne aften potentielt summer af supermagiske kræfter? Jeg tænkte på fremtid og lys, og på hvordan man skubber tingene i den rigtige retning.

Så nu har jeg opfundet mig et nyt ritual, og fra i aften vil jeg hver Sankt Hans skrive ord for det jeg ønsker på en seddel eller flere og så begrave dem med mine bedste og reneste intentioner og eventuelt et fingerkys og et par krydsede fingre.

Det er min form for bøn.

En heksebøn.

Hvor vi sår vores inderligste ønsker til Sankt Hans.

Verden er magisk (fordi jeg siger det)

J.K. Rowling åbner en dør inden i mig med den første bog om troldmandslærlingen Harry Potter. Alt er større bag den dør. Urimelighederne. Mulighederne. Det vi tror, er hele verden, er bare en lille del af noget større, som måske ikke kan ses med det blotte øje, men det er der alligevel. Det er nu ti år siden, jeg læser sagaen om Harry til ende med følelsen af tab. Jeg føler mig efterladt. I en grå og frygteligt verdslig verden. Og så tuder jeg.

En voksen dame ja men

Det er som at lukke døren til magien, og nu har jeg jo lige fundet den.

Det er svært at lede efter noget, man ikke engang ved eksisterer. Efter noget man ikke kan se. Men jeg har altid søgt alligevel.

Jeg kan godt lide tanken om, at der er nogen eller noget der passer på os. Jeg har brug for at tro på noget større. Noget der lyser og glimter og ikke ligger under for husleje og omstillingsparathed og skiftende politiske interesser og egoflimmer. Noget der bare er godt. Vedvarende. Kærligt.

Og så er det jo at det måske nok begynder at blive lidt langhåret for nogen, men når det virker for mig, virker det måske også for en anden derude:

Jeg beslutter, at jeg har en bjørn. Eller måske beslutter bjørnen det, det er ikke til at sige. Bjørnen er mit kraftdyr. Lidt ligesom nogle mennesker taler om, at vi har skytsengle, så findes der også kraftdyr, der fungerer som en slags beskyttere eller vejledere.

Det er ikke fordi bjørnen går og giver mig råd vel, det er en bjørn, den SIGER ikke meget. Men ved at være til stede som bjørn: luntende, nysgerrig, rolig og tung, til tider legesyg, ofte ret døsig, giver dens selskab mig noget jeg mangler. Ro og jordforbindelse.

Jeg finder bjørnen, eller den finder mig, i en meditation. Lige da jeg bliver alene, er det som den slags er. Der er en tom plads i mig, og jeg er urolig for, hvad jeg mon kan finde på at fylde den plads ud med, hvis jeg ikke passer rigtig meget på, så jeg tvinger mig selv til at meditere. Det går ikke altid lige godt med det. Faktisk får jeg sovet en hel del, når jeg har sat mig for at meditere.

Denne gang virker det. Det føles som at blanke sit hoved. Tanker, væk. Følelser, væk. I den tilstand vælger jeg så at placere mig selv på en strand i en bugt. Temperaturen passer til min påklædning, vandet er roligt, sandet blødt. Et godt stykke foran mig trisser en bjørn rundt og leder efter spændende ting med snuden i sandet.

I det øjeblik jeg ser den, ved jeg, den hører til hos mig.

Den har været i min nærhed lige siden.

Jeg er ligeglad med, om det er noget jeg finder på. Fuldstændig totalt inderligt ligeglad. Det er irrelevant. Jeg har fået den mest trofaste følgesvend, som altid er der, når jeg har brug for det. Hvad den ellers laver aner jeg ikke. Den bliver ikke ligefrem liggende som en trofast hund i spænd under bordet, mens jeg er optaget af at finde min vej i det her jordiske liv. Jeg føler mig helt og aldeles accepteret og tryg. Bjørne går ikke rundt og dømmer nogen, det eneste denne bjørn skal er at passe på mig, og det føles luksuriøst og ganske fantastisk.

I perioder glemmer jeg magien. Jeg glemmer at puste til støvet, som konstant lægger sig som en fedtet hinde over os, når vi bliver for optaget af det praktiske: arbejde, rengøring, transport, madpakker, penge, kroppe. Når jeg kommer i tanke om magien igen udvides verden øjeblikkeligt.

Jeg anerkender at ’skør’ ligger lige for, når man som voksen vælger at have en usynlig ven, som oven i købet er en bjørn.

Men skader det nogen at jeg har fået en bjørn?

Gør det mig godt?

Så jeg har en bjørn.

Den gider ikke engang kigge på mig nu. Den er inderligt ligeglad med blogindlæg og afsløringer.

Den vidste præcis, hvad den gik ind til.

Kunstner: Elin Engelsen → Se flere billeder hos hende på FB

 

Gem

Eventyr

Heksens pande var ikke længere glat. Hun havde gennemtrawlet alle sine bøger, men der var ingen fortilfælde at læne sig op af.
Har du nogen sinde hørt en historie om en trold og en heks?, spurgte hun. Det havde trolden ikke. – Men hvis der ikke findes nogen historier, er det så ikke fordi det ikke kan lade sig gøre? Trolden kiggede ned i gulvet og sagde ingenting. Han blev ved at sige ingenting i frygtelig lang tid og heksen skrumpede ind til en lille trist dame. Hendes farver falmede, kun et par enkelte gnister spruttede fra hendes fingerspidser. Så blev hendes hænder tavse.
– Så er der vel kun en ting at gøre, sagde trolden endelig. – Så må vi skrive den selv.

 

Stenen i din sko

Den lille irriterende sten i din løbesko som du ikke kan finde? På trods af at du er stoppet op igen og igen for at ryste skoen, stadig mere rasende?
Det er mig
Hver gang du tager et skridt er jeg med
Jeg er det udsmattede riskorn på hælen af din sok
Pixelfejlen i din skærm
Jeg er den ømme ridse i din næse, tordenfluen i dit øje, krummerne i din seng
Når du vågner for tidligt og ikke kan falde i søvn er det mig der rusker dig rundt
Jeg er møllet der flagrer op fra dit mel
og hullet i din cykelsaddel, der på en enkelt nat suger en hel sæson regn til sig for at aflevere det hele igen på et splitsekund til din røv
 

Heksen i spejlet siger jeg burde være bedre
men det samme kunne man sige om dig