Uopfordret ansøgning

Kære Måne

Igennem længere tid har jeg iagttaget dig og med inderlig interesse bemærket svingningerne i din måde at trænge igennem på. Jeg synes, du er perfekt. Det du gør, gør du fremragende. Lyser vej, forstyrrer nattesøvn, hænger ud og er ved specielle lejligheder orange.

Jeg er tiltrukket af din langsommelighed. At du trods ubrydelige rutiner alligevel er omskiftelig. Jeg er vild med den manglende reelle konkurrence på måneområdet i det nære solsystem. Det vil være en lettelse for mig at arbejde i et system, hvor jeg ikke skal sælge noget. Ikke hele tiden promovere og glasere og lave vinkler og kroge for at fange nogens interesse. Bare være.

Jeg er knap et halvt århundrede gammel talt i menneskeår. Jeg vil kunne underholde med tanker så himmelråbende ungdommelige, at du måske vil mindes en gang, hvor du selv havde set meget mindre, og verden endnu var ny. Humørmæssigt er jeg som udgangspunkt besluttet glad og positivt indstillet, men jeg kan også blive edderspændt, hvilket min tidligere arbejdsgiver, Solen, fandt særdeles underholdende. Det er først, når jeg lukker af, vi har et problem, der skal håndteres. Men det har jeg på fornemmelsen, du kender alt til.

Noget af det bedste mennesket har fundet på er musik. Vi har lydbilleder til enhver lejlighed, og jeg vil med glæde præsentere dig for alt, jeg ved. Jeg kan synge for dig eller synge med, hvis sang er noget, du allerede gør i i forvejen. Jeg kan lave en andenstemme til det meste. Jeg kan også danse. Hvis du har lyst, kan jeg lære dig grundtrinene i blandt andet 1980’er disco (stadig i menneskelig tidsregning), engelsk vals, cha cha cha og jive. Dog tror jeg, du vil synes bedst om wienervals og rumba. Jeg fornemmer, de vil passe dit sind. Vi kan træne bag skyer og holde det helt privat.

Derudover kan jeg tilbyde historier. Dem jeg har set, dem jeg har læst, dem jeg har oplevet. Desuden kan jeg opfinde nye ad hoc.

Jeg kan være talende og stille, rolig og sitrende. Jeg kan puste mig op og helst ville være usynlig. Trænger du efterhånden til at fortælle nogen om alt, hvad du har set og tænkt, er jeg en interesseret tilhører. Jeg kan også tilbyde at agere ghostwriter og skrive dine erindringer: ’Livet set fra Månen. Erindringer so far.’

Jeg har som nævnt været i tjeneste hos Solen, men måtte smide håndklædet i flammerne efter en enkelt årstid. Det stod hurtigt klart, at vi var uovervindeligt væsensforskellige. Tempoet var altid det samme. Det var en meget lærerig ansættelse, der lærte mig, at jeg har brug for variation inden for et veldefineret felt. Solen mere eksploderer ud over det hele i en konstant af energiudladninger. Denne mangel på stille perioder til genopladning var udmattende for mig. Jeg har vedhæftet udtalelse fra Solen, som var træt af at miste mig, selvom jeg tydeligvis var ved at brænde ud. Han syntes, af indlysende årsager, det var et interessant fænomen at iagttage. Udbrænding.

Da du allerede er fremragende til dit job, tænker du måske ikke over at skulle have brug for et menneske. Jeg foreslår, at du alligevel overvejer at ansætte mig på prøve et kredsløbs tid, hvor vi kan se hinanden an. Om end han siger kommunikationen mellem jer har været ’svær’, er Solen indforstået med kontakt i tilfælde af, at du vil forhøre dig om fordele og ulemper ved at have et menneske i stald, inden du beslutter dig.

Jeg har vedhæftet en lydfil med eksempel på jordmusik, der er velegnet til fridans og glædesboost.

Jeg ser frem til at høre fra dig.

 

Venlige hilsener

Christina

(individ af arten) Menneske

(bosat på) Din blå søsterplanet

 

Bøger eller musik. Hvis du nu skulle vælge?

I sidste uge havde jeg besøg af min første testlæser af min første roman (der er mange første gange i år allerede). Hun havde meldt sig frivilligt til at læse og give feedback. Så er der jo ikke rigtig nogen undskyldninger mere, så jeg lod hende have min bog.
Jeg vidste godt, der nok ville være et par steder, der kunne forbedres, men var kun nervøs for, at hun ville komme tilbage og sige, at det var ’rigtig fint’ og ville være helt perfekt, hvis jeg lige skrev 40 sider mere.

Fordi.. jeg kan ikke bare holde mig til konventionerne og skrive en roman på normallængden 250-399 sider, kan jeg vel?

Nej. Min bog er knap 100 sider. Det var, hvad der var. Det er, som det er.

Min yderst venlige testlæser har haft bogen i flere dage før det går op for mig, at der jo er en risiko for, at hun slet ikke kan lide den.

Altså. Ahem.

Men andre menneskers oplevelser er der jo ikke noget at gøre ved, så jeg dulmer det indledende chok ned til en nervøsitet af overkommelig størrelse. Sådan let kildrende men ikke mere.

Tirsdag kommer hun så. Og jeg holder vejret, og det gør hun også – i omkring fem sekunder og så får jeg en kæmpe krammer og besked om, at alt er godt.

Jeg har jo fået respons før, men det her var usammenligneligt. Jeg var lamslået over at opleve, at jeg havde berørt et andet menneske med mine ord uden at være til stede.

Hun gennemgik teksten ved at læse udvalgte steder op. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har stirret sådan på nogen. Det var vidunderligt og åbnende og alting lettede lige der. Uanset hvad der sker herfra, vil jeg altid have den oplevelse. Af et menneske der læser op af min tekst og bliver berørt – igen. IGEN!! Og mig der er lige så berørt samtidig med, at jeg ikke kan holde op med at smile. Jeg ØNSKER ikke at holde op med at smile. Jeg bliver lige der i følelsen og lapper simpelthen rosen i mig. Rosen for det arbejde jeg har udført alene.

I morgen er det så testlæser nummer to. Han meldte sig også frivilligt. So be it. Jeg har en ide om, at han vil gå i kødet på teksten, og jeg er fuld af forventning. Jeg er efterhånden blevet blind på mit eget efter at have gennemskrevet og detaljelæst og omskrevet en god af del af de ufatteligt mange gange, jeg havde brugt ordet ’noget’ (Words ordoptælling kan virkelig bekræfte dine mistanker meget hurtigt) 😀

Datteren på 10 følger levende med, og spørger hvad jeg helst ville undvære: Bøger eller musik?

Den var nemmere end jeg lige troede. Hvis valget står mellem bøger og musik, vælger jeg musikken til. Altid. Måske fordi jeg kan lave fortællinger med ord selv, men musik…

Lige nu lytter jeg til Peter Gabriels fortolkning af Elbows nummer Mirrorball.

Det oprindelige nummer er så dejligt. Så blødt og fint og teksten er.. well: ”we kissed like we invented it” <3

Men så hører jeg Peter Gabriels version, og pludselig står jeg og hulker så hele kroppen ryster. Min vejrtrækning bliver påvirket, varmen stiger mig til hovedet, jeg kan ikke holde mig i ro og synes pludselig himlen er vidunderlig over mig, præcis som den er. Lige nu. Lige her.

Ingen bog har nogen sinde gjort det for mig.

Med bøger er jeg medskaber i mit hoved, mens numre som dette overtager mig. Som om lydene er en fortælling, der driver ind i mig og beordrer mig til at forstå, hvordan denne historie skal opleves.

Jeg har ikke føjet Peter G til min 2018 playliste, for jeg kan ikke gå rundt og bryde i krampegråd over musik, der spiller på både min krop og følelser.

Så i bilen hører vi Elbow.

Til dem der kun orker at høre det ene nummer:

Begge udgaver er skønne. Men hvis du (også) er til det storladne, så vælg Peter Gabriels version.

Til jer der er nysgerrige og har god tid: Tag dem i rækkefølge. Elbows oprindelige udgave først.

Og nu hvor jeg åbner op omkring at være så musikpåvirkelig, at jeg kan bryde i krampegråd, så bliver jeg nysgerrig på, hvem der også får de oplevelser af musik?

Hvis du gør, gider du så smide en titel eller et link og dele oplevelsen med mig?

 

Julestatus

2. juledag og jeg kaster mig over skrivningen for at udnytte et øjebliks ro. Søn og kammerat er sendt ud for at lufte Sally. At de også bliver luftet, er bonus. De har hylet og hvinet og skreget op i timer ovenpå til et nyt spil. Jeg prøvede det i går aftes. Gang Beasts hedder det. Nogle vidunderligt tåbeligt udseende figurer går rundt og tæsker løs på hinanden. Det handler om at få løftet modstanderen og smidt ham ud fra taget af bygningen eller ned i en kværn. Psyko voldeligt, absolut ingen historie. Kommer du til at gå ind i en væg eller nogle jernstolper, boller din figur hvad end der er i vejen. Hulemandshumor. Har sjældent grint så meget. Og så på en helligdag.

Gang Beasts PS4

Jeg har fundet en ny yndlingssang. Det gør jeg jævnligt.
Jeg får også lyst til at høre den nu, mens jeg skriver, men det nedsætter effektiviteten betragteligt. Jeg vil bare pakke mig selv ind i den sang og blive der.
Spotify er ved at hive mig i let country/blues’et retning med musikforslagene. Et sted jeg ikke troede, jeg ville frekventere så meget. Men det er dygtigt spottet. Det er sikkert min høje alder, der sætter ind. Før vi ved af det, går jeg vel også til julekoncerter i landets musikhuse og får ordnet fotoalbums og vasket vinduerne. Jeg kan kun finde en live udgave på Youtube. Jeg mangler lidt den fine guitar fra studieversionen. Men lyt til den mens du læser resten – og find den så på Spotify, eller hvor du får dine musikfix.

Livet har ændret sig.
Slut med langsom opvågning. Slut med centrering og ro til at samle sig. Slut med lige at ligge og tygge på nattens drømme. Slut med at snooze med forholdsvis god samvittighed.
Morgener er nu høje snuselyde. Tung, hurtig ånden ved sengekanten. Bankende hale mod trægulv. Teatralsk sukkende kasten sig ned i afmagt, når man ikke står op hurtigt nok.
Så jeg står op.

Actionbillede af Sally med sin julegave. En tung gummisag med et lille hul, hvor der kommer godbidder ud af. Forudsat, at man kaster godt rundt med den. Det gør hun så.

Jeg ikke er verdens mest organiserede menneske. Er vant til at skulle tilbage efter et eller andet.
En tissetrængende og mega morgentændt hund i hælene understreger, at meget af min motion kommer af at gå tilbage i stuen for tredje gang. Lyden af trippende kløer mod gulvet. Frem og tilbage, frem og tilbage. Efter hundesnoren. Hatten. Tørklædet. Det er som at få et skide provokerende spejl holdt op for sig.
Jeg er allerede kommet dertil, hvor jeg beordrer hund til at sætte sig og vente, til jeg har fået iført mig vinteroutfit og fyldt op på lommens lager af sorte lorteposer.
Det er fedest at være distræt uden at være ved at falde over hund. I hvert fald om morgenen.

Alle disse gåture jeg ellers ikke ville have haft. Nattestilhed i vintermørke. Et tyndt lag af nyfalden sne i lyset fra gadens lygter.

Naboens sorte labrador der totalt har glemt, at han er en bangebuks og kommer styrtende gennem mørket mod tydeligvis helt uimodståeligt bloddryppende Sally. Selvom jeg sagtens kan huske, hvor sur den hund kan lyde, skal vi fandeme ikke have nogen hundehvalpe, og jeg kaster mig over fremmed hunds halsbånd. Han ænser mig ikke. Han lugter blod.
Naboen siger, de er kærester jo. Jeg bliver barnligt sur. Min hund er sgu ikke kærester med en eller anden tilfældig hanhund, bare fordi han synes, hun dufter fantastisk. Så tror jeg nok, vi har andre på bedding, hvis det er sår’n.

Jeg troede, vi skulle have en mellemstørrelse hund. Små hunde tænder ikke rigtigt noget i mig. Jeg skal have noget, der kan klare, at jeg kaster mig over det. Mellemstørrelse var den praktiske løsning.

Men ét billede af Sally… nu har vi stor hund.

En stor hund udfordrer sit menneske. Især når det menneske er af typen, der egentlig bare gerne vil komme overens. Det går jo ikke med det der halsen og dansen mod fremmede mennesker og minihunde. De bliver så forsigtige i deres kropssprog. Lige meget hvor glad man er.
Så det er nødvendigt at bruge tonefald, jeg egentlig synes er alt for skarpt. Tonefald jeg slet ikke har lyst til. Men sådan er det. Skideglad hund kan tilsyneladende slet ikke HØRE milde ordrer. Men hun er lærenem. Vi behøver kun et par gange med bjæffende stemme, og så kan jeg give ordrer med helt almindelig stemme et godt stykke tid igen.
Fx da hund lige har et par dage med oprør mod at skulle ligge i kurven, mens hendes mennesker spiser.
’Det er da det, man kalder et krybende gulvtæppe’, siger min mor, grinende.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om der er et par mennesker i mit liv, der egentlig ville have haft godt af samme behandling. Have haft godt af skarpe nej’er, hvor jeg var mild og eftergivende i stedet.

Om lidt skal datteren og jeg lave pizzadej til aftensmaden efter hendes ønske. Verden udenfor er grå og ruskende.

Her er der varme. Ro, blødhed, drengestemmer.

Tid.

 

En brugt hund flytter ind

Jeg starter dagen i dybeste alvor med trykken for brystet. Jeg venter på en livsændring. Én af dem man selv har bestilt.

Det er ikke et anfald af kolde fødder. Det er bare den der følelse, der dukker op, lige før alting bliver lavet om. For mig og for mine børn.

Og for en seks år gammel Labrador Retriever som vi er ved at adoptere.

Sally.

Med hænderne fulde af poser med hundesager siger hendes gamle menneskemor, at hun har grædt det meste nu. Men det bliver hårdt alligevel. Jeg giver kaffe, og vi tager en lang snak om forældreroller, skilsmisser, kærester og hunde. Der er ikke tid til lege fremmede, når hun skal sige farvel til sin hund, og det er mig, hun er ved at overlade ansvaret.

Døren lukkes efter hende, og der står jeg og er helt sikker på Sally og en god del i tvivl om mig selv og mine evner som hundeejer. Hun piber lidt. Jeg gør, hvad jeg kan for at trøste med hænder og stemme. Så tager jeg hende med ud over markerne, det plejer at hjælpe på mig selv.

Mudder under fødderne fjerner fokus fra mudder indeni.

Jeg har næsten lige modtaget en ren, glat og lyspelset hund. Det tager ti minutter alene med mig, så har hun mørkebrune poter. Den lange pels under maven er plasket til i mudder.

Men der er ingen af os der piber mere.

En hare sponser ud fra en græstue en meter foran Sallys snude og styrtløber væk over marken. Og den her fantastiske hund jeg har for enden af snoren, er interesseret, det er hun, men det er ikke svært at holde hende på plads.

Samme reaktion med hare nummer to.

Ved hare nummer tre tror jeg faktisk, hun overvejer, om jeg mon har taget hende med herud, FORDI hun skal fange en hare?

Hjemme igen. Jeg skal altså ikke have langhåret hund i møblerne, men hun skal heller ikke være alene nede på gulvet. Så jeg sætter mig ned til hende og lærer hende at kende. Lidt kortere, tykke hår under ørene. Blød hud over snuden, mellem øjnene. Det kilder åbenbart helt afsindigt, hvis man rører bagpoterne. Blødheden ned langs siden. De lange, lange hår på halen. Det er som at forelske sig igen. Jeg suger alting ind med hænderne.

Her til aften bliver hun lidt trist.

Så jeg børster og aer og aer mere, og så græder jeg lidt og lover, at jeg passer på, og alt bliver godt, og i morgen køber vi noget legetøj, vi kan trække tov i.

Jeg prøvede at tage et billede. Men hun er ikke rigtig med på det der ståen model lige i dag.

Så jeg snød lidt, og sådan her har jeg tilbragt en god del af dagen. Enten med ben eller arme eller begge dele omkring en hund.

 

Mirakel- & glædessamler

Så jeg er indehaver af et noget flyvsk sind. Det rækker ud og samler indtryk og stemninger op til højre og venstre og kan være rent ud udmattende at være sammen med. For mig altså. Måske også for dig ;).

Til sådan et sind hører også en masse idéer, som flejner rundt i hovedet som fluer i en glasklokke. Jeg prøver så vidt muligt at sortere og organisere og vælge ud, så de ikke blokerer for reel handling. Denne her idé arbejder jeg med nu. Denne her holder ikke. Denne her virker god: skrive ned til senere, så du ikke glemmer den i sværmen af nyere indfald.

Forleden tænkte jeg, at jeg ville lede efter mirakler og glæde hver dag. Være bevidst. Hver dag. Ud i verden eller ind i min egen, med pandelampe og arkæologisk afdækningssæt ved hånden.

Det er en god øvelse.

Kom med

Dag 1

Lørdagsvagt på biblioteket. Orkester holder øveweekend i salen. Jeg skal over med nogle kopper, der hører til salens køkken. Tre mænd holder pause på trappen. Jeg siger hej, men indgår ellers ikke i samtale. Noterer mig at to står med kaffe. Den tredje sender kopperne i min hånd et blik og siger, åh, der håbede man ellers lige. Jeg stiller kopperne på plads. Går tilbage til biblioteket. Hælder kaffe op i det største krus jeg kan finde og trasker tilbage til mændene.

”Var det dig, der var fuld af håb?”, siger jeg til nummer tre og rækker krus med offentlig, men varm, kaffe til ham.
Han bliver så glad.
Det gør mig glad.

 

Dag 2

Duften af nylavet kaffe på mit stuebord rammer mig som ren lykke.

 

Dag 3

Spotify foreslår ny sang med Morrissey. Det ved jeg da egentlig ikke, om jeg er klar til, men ok, jeg lytter. Og så er jeg bare mega glad.

’and I recommend you stop watching the news / because the news contrives to frighten you / there’s nothing wrong with being good to yourself’

Ørehængeralarm for dem, der (også) kan lide pop

 

Dag 4

Eftermiddag i Hjortshøj. Går op af trappen og beder min søn slukke for PS4’eren og komme nedenunder. Jeg skal lige snakke med dem. Siger at han heller ikke kommer tilbage lige med det samme. Begge børn storøjede sætter sig uden bøvl ved bordet. Bagefter siger sønnen, at han troede det handlede om en af to ting. Enten at jeg havde fået en kæreste (og det tager vi åbenbart alle sammen helt vildt alvorligt, men nej) eller at vi ALDRIG skulle have en hund, hvilket begge unger ellers har arbejdet på et stykke tid.

Men jeg har været ude og lede efter noget til os, som jeg ved bringer glæde. Sådan helt åndssvagt megen glæde.. og forpligtelse, men i mine øjne hører det sammen anyway, forpligtelse, glæde, kærlighed.

Vi tog til Rønde for at prøveklappe Sally. Hun er seks og skal have en ny familie, og det ser grangiveligt ud til, at hun kommer til at trækkes med os. I næste uge henter jeg hende hjem. Vi skal hænge ud alene et par dage, og så kommer børnene over. Jeg har aftalt med Sallys nuværende menneske, at hvis det går godt, så beholder vi hende, men vi skal alle sammen være sikre. Det hele foregår så ordentligt og i roligt tempo med øje for, at når en hund skal have en ny familie, så skal det helst være den rigtige.

Jeg trækker et tarotkort, inden vi skal af sted. Fordi jeg er så herre nervøs og alt bobler i mig. Det føles som om jeg skal op til en eksamen, der bare vil fortsætte fra nu. Ace of Cups falder ud. Cups (eller bægrer) står for det følelsesmæssige. Esser står for en ny begyndelse, der har mulighed for at blive noget helt fantastisk.

Sådan er det.

Sally har langt hår, og der vil skulle støvsuges altid. Men så støvsuger vi. Hun lugter kun en lille smule af hund. Jeg ved det, for jeg stak snuden i maven på hende. Da vi satte os ud i bilen igen, havde jeg det, som om hun var med os. Igen her til formiddag – en følelse af, at hun allerede er her. Det er meget mærkeligt og enormt rart.

Ting kan stadig gå i vasken. Men lige nu er vi tre, der ikke kunne falde i søvn i går aftes og stadig er elektriske her til morgen.

Indtil videre har min mirakel- og glædesindsamling egentlig bekræftet, hvad jeg godt ved.

Vi skaber selv glæden.

Og ligesom med glæden er miraklerne overalt. I en kop kaffe. Et keyboard. I en blød pels.

Men vi er nødt til at åbne øjnene og hjertet.
 

Whenever you’re ready…

Om frygt

 

Jeg har indledt en samtale på Instagram med en af de ’motivational speakers’, jeg følger. I en post skrev hun at ’fear inspires fear / courage inspires courage’. Måske læste jeg det som fanden og den bibel, han har fået neglene i, men jeg reagerede ved at erklære mig uenig.

Ja. Hvis vi hører igen og igen at mennesker med en anden hudfarve / seksuel orientering / religion  / fra Langeland er nogen værre nogen bakket op med mere eller mindre autentiske og underbyggede historier, så begynder vi på et tidspunkt at tro, at der nok er noget om snakken.

Vores nyheder er så viseligt indrettet, at de viser os katastrofer af alskens arter, så vi til sidst tror, at verden er af lave.

Selv når den faktisk ikke er. Selv når din verden lige nu og her faktisk ikke er.

Og så kan vi så gå og kæmpe med vores hjerner om, at det godt kan være en bus er kørt galt i Nepal (tænkt eksempel, du behøver ikke bekymre dig om det), men du elsker mindst ét andet menneske eller din kat. Du kan finde ud af at lave verdens ondeste isdessert, og så findes der Netflix, bøger, den vidunderlige lyd af vind i trækroner og nogen gange, når vi er rigtig heldige, én der har lige så meget lyst til os, som vi har lyst til dem.

Vores hjerner er simpelthen indrettet sådan, at hvis vi lytter til hadtale, så begynder vi at hade.

Hvis vi lytter til frygt, så begynder vi at frygte.

Hvis vi lytter til glæden, så begynder vi at gro.

Men jeg er en indædt modstander af, at vi ikke må tale om vores frygt. Ting vokser, når vi forsøger at holde dem nede. Det skal frem i lyset, så vi kan SE det. Se hvad frygten i virkeligheden drejer sig om. Men frygten skal så ikke have lov til at stå uimodsagt og bare få lov at vokse sig større og mørkere og suge alt til sig som et sort hul i universet. Vi konfronterer frygten for at besejre den. Og når det ikke er os muligt at besejre den, så anerkende den og bestemme os for, hvor stor en plads den må tage i vores liv.

Noget af det mest inspirerende i verden er at se mennesker, der gør deres ting PÅ TRODS AF frygt.

Nogle mennesker er tilsyneladende født med en tyrkertro på, at det hele kommer til at gå. Gå godt endda. Og jeg synes at have bemærket, at det også ofte går ganske godt for den slags mennesker.

Andre skal træne den evne. Men det kan man til gengæld også.

Man kan træne at tro det bedste om andre.

Træne at tro på at denne dag bliver en god dag.

Træne at lade være med at tale dårligt om andre – i hvert fald så vidt muligt

Træne at lade være med at brokke sig (alt for meget), fordi – igen – hvis du brokker dig hele tiden er det selvforstærkende.. din hjerne tror simpelthen alt er noget gedigent møg, eftersom du bliver ved med at fokusere på det.

Træne at se hvad der er i en fremmed, der kan berige dig. Der er altid noget. Selv når den er helt gal kan de berige dig. Om ikke andet så med en dyb taknemmelighed for, at du ikke er det frygteligt mørke sted, som de står op til og lever dag efter dag.

Der findes frygten på verdens vegne. På samfundets vegne. På landets og dine børns.

Der findes også frygten på egne vegne, og jeg er pænt sikker på, at jo mere frygt du har af denne slags, des hurtige kommer du til at frygte i det store hele også.

En ven sagde engang, at hun brugte frygten som pejlemærke. Hvis der var noget hun var bange for, så skulle hun derhen og kigge på det.

Hvad drejer det sig om? Hvad ligger der til grund for denne frygt?

I mit lille liv er jeg bange for at ringe i dag omkring en hund. Jeg er bange for, at det er en fejl at forpligte mig yderligere. Jeg er bange for økonomien. Jeg er bange for at føle mig fanget. Bange for at det ikke er den rigtige hund og bange for, at vi ikke er rigtige for den. Bange for at lave sådan en stor ændring i vores lille families liv.

Men jeg er endnu mere bange for at misse en kærlig glædespreder i vores liv på grund af frygt for forandring.

Og når jeg kigger på det store billede, så har jeg råd til en hund. Jeg har råd til dyrlæge også, når det bliver nødvendigt. Der er poster i budgettet, der kan omrokeres.

Jeg elsker at gå tur, men tager mig ikke altid tid til det. Med en hund er der ikke længere noget at rafle om.

Og ja, så skal jeg hjem efter arbejde hver dag. Men det gør jeg jo alligevel. Jeg elsker at være hjemme.

Og faktisk fik jeg et tilbud om hundepasning fra et par glade, lysende øjne, i det sekund jeg nævnte, at der måske var en helt bestemt hund..

Og ja, vi finder måske ud af, at det sted vi bor er lidt småt med en familieforøgelse, men så må jeg jo finde noget andet vi kan bo i.

Jeg er stadig bange. Som enlig forælder har vi faktisk rigeligt med ansvar at bære rundt på. Men med meget af det ansvar vi bærer, følger også kærlighed, mening, glæde. Og hvem ved sine fulde fem vil sige nej til mere af det?

Jeg tror ikke på et liv uden frygt. Nogen af os er mere bange end andre. Nogen af os anerkender ikke engang at det er frygt, der styrer os.

Men når vi kan se den.. ligesom i et mareridt.. vend dig mod forfølgeren og spørg hvad fanden vil du?

Mareridt er jo intensiv læring. Du kan vælge at løbe for livet nat efter nat. Rædselsslagen. Men så længe du løber vinder forfølgeren, hvad end det er.

Og helt grundlæggende:

Skal du dø fordi et kæmpemonster agter at æde dig, og der er virkelig intet du kan gøre ved det, hvad er så meningen med at så udskyde middagen?

 

Tonen er slået an

På gulvet i mit køkken står en hvid, bugnende bibliotekspose med bøger, der på den ene eller anden måde berører ensomhed. Egentlig troede jeg, de skulle bruges til et foredrag om emnet, og posens indhold er research.

Men som det gik, da jeg troede, jeg skulle holde foredrag om dating, når jeg havde samlet en ordentlig omgang erfaring, fes grundlaget ud under mig.

Eller måske ikke.

Ensomhed er et grundlæggende vilkår for os alle, og den kommer i mange variationer og til tider ganske uventet – og uvelkomment – når vi er midt iblandt andre.

Det presserende har forladt mig. Men posens indhold står jo der, og jeg har ikke lyst til at aflevere bøgerne ubetragtede.

Det grundlæggende og vedholdende ved ensomheden kan jeg alligevel aldrig rende fra, så jeg vil egentlig gerne være forberedt, næste gang jeg mærker ensomheden kradse mod min dør.

Den trælse ensomhed vel og mærke. For at være ensom er også en forudsætning for et utal af skriverier og ideer, der ofte kommer ud af en mangel – et tomt rum, der kalder på indhold.

Så jeg studerer nu ensomhed gennem andres tekster, malerier og musik.

Det er en smuk, solrig lørdag med varm vind om benene. Jeg tager bogen øverst i posen, kaffe, notesbog og solbriller og sætter mig ud på terrassen.

“Den blå ild. Ensomhedens længsel og skønhedens smerte” – Essays og malerier af Jørn Henrik Olsen

Jeg læser indledningen og bladrer frem til første maleri af blåt og må lægge bogen fra mig. Det jeg læser, rammer så rent i mig, at jeg må holde pause, inden jeg kan fortsætte. Dette er ikke en bog jeg kan slippe om ved at scanne overskrifter og udvalgte afsnit.

Og måske er det også bare for meget, sådan helt uventet at finde sig selv bjergtaget på terrassen en lørdag, hvor jeg lige om lidt kører afsted med et par 9-årige tøser for at se på amerikanerbiler i Brædstrup.

Fra forordet:

Sproget giver let efter for slitage. Selv i det fortættede, stille skriveskjul dukker denne erfaring op. Sproget indordner sig ikke helt. Ord der er tiltænkt at skulle inddæmme og udfolde dybe eksistentielle følelser virker svage og uduelige. Næsten undvigende som emnet selv. 
[...]

Tilværelsen bliver aldrig skyggeløs. Dybde og vækst er ikke mulig uden smerte og tab, og kunst ikke uden en stærk længsel. Overgiv dig gerne til langsom læsning og refleksion. En forudsætning for justeringer er, at vi stopper op og får rede på, hvor vi befinder os.

Og således rammer bogen øverst fra posen, præcis hvor jeg er. Jeg kan næsten ikke rumme fornemmelsen af og forventningen til de knap 200 sider, der venter mig.

Tænk hvis teksterne bliver ved med at ramme strenge i mig på denne måde. Så ender jeg jo som et summende, sitrende, anslået instrument.

Søndagsglæde

Regnen pisker mod ovenlysvinduet på første sal. Jeg lægger nakken tilbage som om jeg kan høre det bedre sådan. Opdager spindelvæv i loftet. Det får lige lov at hænge der lidt endnu, det er ikke øverst på prioriteringslisten. Faktisk er det end ikke på listen.

Jeg skriver blogindlæg, mens jeg samler tankerne om den bog, jeg lige har læst. Om lidt skal jeg skrive lektørudtalelsen. Jep, jeg arbejder en søndag aften tæt på og hen over sengetid. Sådan bliver det ikke i næste uge. Fra næste uge bliver læsset fordelt jævnt.

Sønnen er kommet over en dag tidligere end normalt. Vi har haft en snak ham, hans far og jeg om lommepenge, hvem der skal betale hvad, og hvordan vi synes, det er fedt, at han gerne vil have en opsparing, men at nogle af de ting, vi har lyst til i livet koster penge. Også ens egne 🙂 Vi har talt om ikke at have råd til alle de ting, som andre forældre måske har råd til, og om at hvis han gerne vil op på grilleren og hænge og købe mad, så er det egentlig ret stort, at det må han gerne, og hvis han regner på det, kan han få fire bakker pomfritter for sine lommepenge..

Vi har sat lommepengene op. Fire bakker pomfritter og det er så UDEN at sætte penge i banken, det holder jo ikke for én på tolv. Ikke at han gider dem, pomfritterne. Det viste sig at være en principiel diskussion..

Søn kan ikke lide regn, gæffer han oppe fra værelset. Han burde sove. Jeg skal arbejde. Og lyden af regn når man er under dynen i et regntæt miljø, er da noget af det bedste? Han kan IKKE lide regn. Hvad nu hvis det begynder at dryppe på hans seng? Som sagt: han burde sove, jeg skal arbejde, og jeg er en brøkdel af et sekund fra at negligere, at der er et eller andet, der forhindrer ham i at sove, men egentlig skal jeg jo ikke sidde der og bestemme hvad.

Jeg inviterer ham ned. Kan du huske da du var lille? I kolonihaven? Vi stillede os ud i regnen? Han kan ikke huske det. Jeg skal gå ud først, smider tøjet, to store spring ud i regnen og hviner til lyden af hans latter. Han kommer jo ikke ud. Ikke denne gang. Men på et eller andet tidspunkt gør han, og så vil han kunne smutte ned under dynen bagefter og høre regnen mod ruderne på en helt anden måde end han gør nu. Det ved jeg bare.

Jeg behøver ikke at kaste mig ud fra klippe med elastik for at føle mig i live. Gyset ved regn mod huden er rigeligt. Du skulle tage at stille dig ud i regnen, lukke øjnene og bare mærke. Mærke regnen og hvordan alt andet fordufter fra kværnehjernen, mens du står der og bare er. Lille menneske under uendelig himmel.

Det har været en besynderlig uge. En ugen-derpå-uge. Jeg har fået blomster. Sådan med kurér og det hele. Og en flaske og kort med tak. Det er ikke lige noget jeg sådan er forvænt med. Faktisk startede jeg ud med at stirre på de cellofanklædte blomster og tænke, at jeg ikke kunne huske, hvornår det var sket sidst. Indtil det gik op for mig, at det jo er lige meget. Sidst er irrelevant. Det er nu der gælder. Så græd jeg lige en lille smule over at være modtager af så dejlig og uventet en gestus.

Jeg har også fået tomatplanter. Tre stk. Hjemmedyrkede. En af mine damesalongæster fortalte om sin (ret) store interesse for tomatplanter, der hvert år resulterer i for mange frø og for mange planter til familiens forbrug. Jeg havde fået lov at komme forbi efter nogen, men så står hun pludselig der på arbejdet med planter, hvis blades duft er noget af det allerbedste jeg ved. Hold nu maul jeg var glad. Hoved-og-fingre-helt-ind-i-planten-og-ryste-duften-op-glad.

Og jeg har fået skaffet mig en badeværelseskompatibel bluetooth højtaler, så nu kan mine naboer rigtig få glæde af mine playlister.

Så mangler jeg bare ordentlig lyd i Picantoen, men jeg kan mærke, at jeg forbinder ordentlig lyd med en helt anden bil, så den lader vi lige stå lidt længere til jeg er blevet mør.

Lige om lidt er det mandag.

Er du også klar?

The right time – is always now

Det er svært at starte dette indlæg om i lørdags. I lørdags hvor jeg for første gang læste egen tekst op foran et publikum (familieomgivelser undtaget..). Det blev til en til lejligheden skrevet takketale.

Inden jeg tog af sted, havde jeg tænkt på om denne blog, mig på en scene, ja det hele, også bare er for meget mig. Mig, mig, mig. Mig ud over det hele. Den tanke får jeg fra tid til anden. Sjovt nok altid lige når jeg har det sjovest.

Men jeg springer på hovedet i og opsummerer:

Lørdag havde vi Pop-Up festival i Hjortshøj. Det er en afslappet samling happenings som byens folk arrangerer og selv står for. En blanding af musik, workshops, leg og fortællinger. Jeg deltog i Pop-Up Originale som foregik i en jurt, håndlavet af en af Hjortshøjs indbyggere.

Man bliver helt rolig indeni, når man træder ind i det runde telt. 60 publikummer var klar og lyttede og deltog med sang, grin og klappede til de ti (+en ekstra), der stillede sig frem og spillede musik, sang, læste op af egne tekster eller fortalte om at være kunstmaler.

I lørdags blev jeg mindet om, hvor dejlig en landsby jeg bor i. Blev mindet om hvor mange der findes derude, som er fulde af venlighed, omtanke, kreativ energi og om, hvor godt jeg har det i sådan et selskab.

Hvis jeg skulle have været det mindste i tvivl, blev det også skåret ud i et ekstremt hårdt og vedvarende materiale: jeg befinder mig virkelig godt foran et publikum. Jeg kan godt lide at få folk til at føle noget, til at grine, og hvor jeg før har været bekymret for dem, der ikke trak på smilebåndet, fokuserer jeg nu på dem, der gør. Jeg siger gerne ting, der faktisk er grænseoverskridende for mig selv at sige højt, hvis jeg tror, det kan få det til at gibbe i nogen. Jeg kiggede rundt blandt publikum. Fremmede venlige ansigter. Folk jeg holder af strategisk placeret i teltet med opmuntrende opvendte tommelfingre. Smilende øjne.

Første mand skulle spille egne kompositioner på harmonika. Han lagde ud med en indånding og så sagde han, hvor meget det betød for ham, med mennesker der stiller op og giver af sig selv. Giver hvor de kan.

Jeg sad storøret og følte han talte direkte til den sorte tvivler i mig.

Det var ikke mange ord, der skulle til. Et lille skub og han fik mig til at ændre fokus. JA jeg kan godt lide at fortælle. JA jeg kan godt lide at stå på en scene og underholde. Men det der fik mig til at stå frem i går – og blive der – er jo også glæden ved at få nogen til at grine. At mine ord måske kan røre ved noget i en anden. I dig?

Det går over stok og sten i mit liv i øjeblikket. Jeg fik lov at interviewe en yndlingsforfatter. Jeg har arrangeret og afholdt min første damesalon, og i går debuterede jeg så foran et publikum. Og jeg tror, at al dette intense LIV, al den glæde, alt dette med at række ud efter det, der virkelig rører mig, og som jeg glædes ved – jeg tror sørme, det fik en del af mig til at blive bange.

Og det var derfor, jeg pludselig ikke måtte sige så meget.

Ironisk nok handler talen blandt andet om, at man skal lade være med at skrue ned for charmen men tvært imod give den gas.

Sådan er der jo så meget, der er nemt nok at forstå med hjernen, men lidt sværere at få implementeret i kroppen.

Søde Gitte skulle tage et par billeder, men optog også lidt video. Det var godt. Det er herligt at se hvor gigantisk en forskel der er på 1) hvor meget jeg tror, jeg bander (meget), og hvordan jeg i virkeligheden ikke bare bander, men virkelig sætter tryk på (hvilket altså ikke er nødvendigt, mental note til næste gang) – og 2) hvordan jeg tror, jeg er sådan en rolig én udadtil. Mens virkeligheden er, at jeg er lige så elektrisk udenpå som indeni. AHAHAHAHAHAHA.

…Bortset fra det. Talen er bedre i sammenhæng, synes jeg, og endnu bedre live. Men nu kan I selv se om det var noget at være nervøs over.

Hele talen kan læses i indlæg nedenfor ↓

Under paraplyen

Billedet er overordentligt venligt udlånt af 
@marie_fra_paradishuset / Instagram

I morges slog dette billede benene væk under mig. Det der fine lille lykkelige menneske. Om to sekunder rækker hun ud efter skattene under paraplyen.

For ikke at tale om et lækkert træ..

Jeg tænkte på himmelhvælvingen og på, hvad jeg ville glædes over under sådan en paraply.

 

Under paraplyen

over mit åbne ansigt

alle de billeder jeg ikke tog af dig og mig

farvede strimler stof svajende i vinden med gode ord:

håb, glæde, taknemmelighed

og yndlingsordet

kom

og yndlingsordet

ja

ansigter smiler ned til mig, milde, smilende blikke fra de mennesker jeg fik såret hen af vejen på grund af frygt

en glaskugle, mørk med lysende stjerner i

en anden kugle som ved berøring udsender variationer over lyde af vand:

bølger mod sand, rislen over sten i en bæk, lyden af regn

et lille filmlærred, der viser billeder, når det berøres:

en tungt løbende brun bjørn, en kredsende ørn

min lille søn, der for første gang sætter sig op på en tohjulet cykel og cykler, som om det ikke er noget

datteren leende, speedsnakkende, løbende mod mig

på en af pindene sidder en solsort og synger sine sange

når jeg lukker øjnene under paraplyen spiller den en melodi

jeg lukker øjnene

en ny hver gang

og igen

Hvad ville der hænge under din?

Taknemmelighedsdagbog 04-17

Jeg skriver taknemmelighedsdagbog. Ikke hver dag, men jævnligt.  Det gør jeg fordi taknemmelighed gør mig til et gladere menneske. Hjælper mig til at fokusere på livets goder i stedet for manglerne. Evnen til taknemmelighed kan trænes, fx ved at skrive dagbog. Du kan vælge at være taknemmelig for alt muligt. Hverdagsting er fine at øve sig i at se på med taknemmelighed, men også i de tilfælde, hvor det ærligt føles som om livet er løbet lidt fra dig. Så skriver du i din taknemmelighedsdagbog, at du er taknemmelig for: solskin (eller fine skyer), kaffe (eller te, eller rindende vand), chokolade, smil, tulipaner. Det var fem.

Dagens taknemmelighedsdagbog føres hermed på bloggen. Så kunne der sørme også komme billeder og lyd på og dét er jeg også taknemmelig for.

I dag 23. april 2017 er jeg taknemmelig for:

Oprah Winfreys stemme

En Facebook-ven omtalte en 21 dages gratis meditationer med Oprah Winfrey og Depak Chopra. Meditationerne handler om håb. Det er ikke fordi jeg syntes, håb var noget, jeg gik og manglede, men jeg var klar på 21 dages forpligtende meditation. Hver dag indleder Oprah Winfrey med en lille fortælling. De første par gange græd jeg, mens hun talte. Jeg ELSKER hendes stemme. Hun lyder så fuld af omsorg, barmhjertighed og kærlighed. Og det smitter direkte af på den følelse, jeg bagefter mediterer med.

Maya Angelous ord

Amerikansk digter (1928-2014) som jeg opdagede via Oprah Winfrey. Nogle af Angelous ord er blevet et af mine livscitater: Do the best you can until you know better. Then when you know better, do better. Men her er det et nyt, som også trigger mig:

 

Musik – her Händel

Musik kan få os til at bruse over af energi, af aggressivitet, af danselyst, af sorg, længsel, minder og bare af en følelse af at verden er vidunderlig, når den skaber sådan en lyd. Jeg tudede lidt over skønheden i dette her i dag. Det bliver nok heller ikke sidste gang..

 

Trygve Skaug

Norsk musiker/lyriker, hvis ord gang på gang bjergtager mit romantiske hjerte. Find ham på på Instagram (@trygveskaug)

 

Følsomheden

Og jeg klandrer den og ærgres, og ville ønske ting anderledes, for det er min følsomhed der får mig til at tude over en stemme, over ord, over et stykke musik. Det er imidlertid de samme grunde, jeg har for at være taknemmelig for følsomheden i dag:

Tænk at kunne mærke ting så stærkt, at man tuder over en stemme, over ord, over et stykke musik.

 

Fjollet snekugle med banan 🙂

Din tur 🙂

 

Dage med taknemmelighed

Det er gode dage.

Også selvom jeg indtil videre kun har udført én af de tre ting på dagens liste, så krydsede jeg alle tre på gårsdagens:

  • Mediter – tjek
  • Book ophold på Ørslev Kloster – tjek
  • Lease en bil. Fra lørdag er jeg kørende igen (wuhuuuu) – tjek

I går aftes går jeg i seng med de koldeste fødder i mands minde.

Når udbrydere fra kernefamilierne får en kæreste, er det ikke kun et nyt voksent menneske, vi tager stilling til. Der kan også være nye børn. Jeg mødte to styks dejlige unger, som imponerede mig i al deres forskellighed og ved helt basalt at være gode mennesker.

Når man går op og ned af hinanden. Deler morgenmad, bilture og badeværelse, så kan man nærmest ikke undgå at komme tættere på, end man gør med de fleste andre, der krydser ens vej.

Og så kan de voksne ikke finde ud af det – sammen – og så er det pludselig væk.

I går var jeg klar til at skrive det farvel, jeg ikke nåede ansigt til ansigt. Jeg blev nødt til at sikre mig, at hun ved, hvor sej hun er. At jeg synes, hun er dejlig, med alt hun nu er.

1 ½ time senere ligger jeg i min seng med et overspændt hoved. Jeg kan ikke lige finde ud af, hvorfor min hjerne bombarderer mig med tvivl, helt latterlige forsøg på at underminere en besked jeg har sendt fra hjertet til et andet derude. For hvad i himlens navn kan der være galt i det?

Indtil det går op for mig, at alle advarselslamper lyser, fordi jeg har tilladt mig selv at være helt åben og ærlig = sårbar.

Nå det er bare dig, Sårbarhedsangst, gamle svinger.

Så er det okay igen. Jeg kan sove.

I dag.. Arbejdet er godt. Der bliver grinet. Og delt. Så ind til byen med Annette for at genbrugsshoppe. Hun har fundet ud af, at Mathilde Falch giver minikoncert på Kvindemuseet i forbindelse med Kvindernes Kampdag. Så vi går med.

Så står hun der, Falch, smuk bag sin guitar. Griner og fortæller om voldsomme nedture, om misbrug og om at rejse sig og elske ham derhjemme. Og jeg ved ikke, hvordan jeg skal takke universet for alle de eksempler det serverer på, at folk der tør vise deres sårbarhed nærmest summer af styrke.

I mine øjne.

Mine øjne ser at alle jeg smiler til i dag i Aarhus smiler tilbage.

Jeg køber en blå bluse med perler og pallietter. Og en storblomstret retrokjole, der ligner en ret festlig sommer. I den ene butik spiller de en 90er liste, hvor jeg kan synge med på samtlige numre. Det gør jeg så. I den anden butik spiller de noget der er nyt for mig. Dejlig lyd som jeg må have med hjem. Video følger.

Der er et rødt 1 tal ud for Messenger ikonet på telefonen. På vej hjem læser jeg svaret på gårsdagens besked. Jeg har modtaget de fineste og mest venlige ord som svar på mine, så der sidder jeg så i bussen og tørrer kinder med begge håndflader.

Med nakken mod sædet og blikket ud i et regngråt tusmørke falder jeg til ro i visheden om, at jeg har gjort, hvad jeg kan nu. Gjort hvad jeg kan, med det jeg har at gøre med.

Bussen nærmer sig stationen. Foran mig på gangen ligger en pink fjer. Jeg glor lidt på den, så bøjer jeg mig og samler den op. Jeg har en pink fjer i min hånd og den gør mig simpelthen så skide glad.

Passageren foran mig vender sig mod mig uden for bussen. ’Den der må da bringe lykke’, nikker hun mod fjeren og smiler med øjne og mund ud under huen i en kun tilsyneladende grå aften.

Og det har den dermed allerede gjort.

Jeg vil slutte for i dag med et råd til hvordan man kan være glad:

Du bliver glad ved at samle de pink fjer og smil op du støder på. Og ved at fortælle dine mennesker, at du holder en plads til dem i dit hjerte.

Giv noget tid og det sniger sig ind på dig

Klokken 5.25 påbegynder jeg slutningen på Beach Music, Pat Conroys 857 sider lange bog om South Carolina, 60’erne, Vietnam-krigen, om venskab, kærlighed, jødeudryddelsen under 2. verdenskrig, tro i dens mange variationer, Italien, forræderi, flugt, om at blive voksen, om de uendelige variationer over forholdet mellem forældre og børn, om mad og om tab, tab af uskyld, af kærlighed, af hjemstavn.

Det er længe siden jeg har læst så lang en bog. Jeg er en utålmodig sjæl, men projektet med at læse 800+ sider har mindet mig om, at der ligger store gevinster og venter, når man giver sig tid.

Og det gælder også andet end bøger.

I flere dage har jeg tænkt indædt på mad. På at jeg vil lære at lave alle mulige retter, at jeg vil invitere gæster til potentielt tvivlsomme smagsoplevelser, fordi førnævnte utålmodighed nægter mig at teste en opskrift, før jeg deler resultatet med andre. Så dem jeg inviterer, skal nødvendigvis være i besiddelse af en god portion mod og ditto humor, for fra tid til anden vil det gå galt for mig i køkkenet.

Først her til formiddag, hvor jeg bliver færdig med Beach Music, erkender jeg, at det er hovedpersonen Jacks kærlighed til mad, der har sneget sig ind på mig og smittet mig. Han skriver kogebøger og anmelder restauranter og laver mad til alle så snart han kan se sit snit. Han laver mad fordi han elsker god mad, men også som en måde at vise kærlighed og som en måde at trøste.

Hvorfor begynder jeg i det hele taget at læse midt om natten? Det gør jeg fordi min kæreste er stået op for at passe sit arbejde, og jeg kan ikke falde i søvn igen. Jeg ligger og tænker på, hvor mange ting jeg gerne ville være bedre til. Men jeg tænker også på, at jeg er tilfreds med, hvordan jeg er som kæreste – for ham.

I foråret da jeg skriver om dating, tror jeg alvorligt, at jeg måske skal holde foredrag om at date på et tidspunkt, når jeg har fået høstet en masse erfaringer.

Men jeg når kun at være på en enkelt almindelig date, der ikke rammer noget i mig.

Date nummer to sender mig et fast og undersøgende blik over bordet på en pub i Hørning, der får mig til at tænke, at det her er værd at se nærmere på.

Så nu har jeg en kæreste. En kæreste som siger til mig, at det er så dejligt, at jeg får ham til at blive helt rolig indeni på tæppet på græsplænen en solrig eftermiddag efter arbejde. Og mig der altid er så bange for at være kedelig. Fordi jeg indenunder al min blændende charme og vitserier (!) er en iagttager, der bare har brug for masser af rolige eftermiddage med duften af græs i næsen og fornemmelsen af en dansk sommer, der skiftevis bølger varm over kroppen og får huden til at brænde under kjolen og køler den ned igen når skyerne tager over. Jeg har ikke brug for de store armbevægelser. Jeg har brug for at vide, at jeg altid er velkommen under hans arm. At jeg er ønsket.

Jeg er ikke det mindste i tvivl.

Jeg er glad.

Jeg håber, du også er glad. Glad er rar at være i.

 

Viljen til at være glad i låget

[Klumme publiceret i Aarhus Onsdag afdeling Nord]

Vi render alle sammen rundt med hver vores lykkebarometer. Et lykkebarometer fortæller noget om et menneskes anlæg for at være glad, sådan rigtig glad eller måske ligefrem lykkelig. En god del af vores evne til at være lykkelige bunder i vores vilje til at være det.

Et efterår gik jeg til mandagsforelæsninger om Positiv psykologi på Åbent Universitet. To timer hver uge øste kloge mennesker et koncentrat af deres viden ud over tilhørerne. Ingen lektier. Kun sugen til sig. What’s not to like?

En af lektionerne gav mig et gevaldigt skub i forhold til hvordan jeg ser på livet.

Jeg var fuldstændig uforberedt, da foredragsholderen sagde, at 50 % af vores evne til glæde og lykke afhænger af vores gener.

Panikslagen bladrede jeg i tankerne gennem et stort familiebagkatalog, befolket af en lang række gedigne brokhoveder. Jeg så mit eget barometer for mig og nåede ret hurtigt et stadie af akut åndenød. Genetisk set var mit udgangspunkt sandsynligvis nede og rode i minusenden..

Op af bakke ville det blive med den lykke.

Forelæseren talte videre. Dine omstændigheder har i længden kun 10 % indflydelse på, hvor lykkelig du er: Det sted du bor, dit arbejde eller resultatet af at bilen lige så stille triller ind i en velholdt motorcykel, hvis ejer er to meter over skulderen, og ikke har ret meget han virkelig elsker i den her verden, ud over den motorcykel du lige har væltet..

DE RESTERENDE 40 % af dit humør kan du styre med din vilje. Det der batter i forhold til hvor glad du helt overordnet er, kommer an på hvordan du vælger at se på tingene.

Det forklarer hvordan mennesker, der har været udsat for rædselsfulde ting, kan blive ved med at se positivt på livet. Måske har de et godt udgangspunkt genetisk set, men grundlæggende må vi gå ud fra, at de har en meget stærk vilje til at fokusere på det der fungerer.

Livet udsætter nogen af os for helt latterligt hårde ting. Nogen af os er mere følsomme end andre. Nogen har ikke så stærk en modstandskraft og knækker let.

Hvis vi render rundt og brokker os. Over naboen, over livet, over vores fortid, så tror hjernen, at alting er noget rigtig skidt – og så får vi det dårligt. Vi har dermed endnu mere grund til at brokke os.

Men vi kan beslutte os for at se det elendige glas som halvfyldt. Inkarnerede brokrøve kan få kvalme af den øvelse, men på et eller andet tidspunkt slutter man fred med alt det der lyserøde glædesheis.

Når jeg kan mærke at jeg ser lidt for mørkt på alting, så går jeg i træningslejr. Øver mig i at glæde mig over de små ting. Flagspætten og egernet i haven. At jeg har mulighed for at tage et brusebad hver morgen. At jeg stadig står på benene, og at jeg faktisk er ret glad for de ben.

Jamen jeg har alle mulige grunde til at brokke mig / være vred / trist siger du så modstræbende. Det har du sikkert. Det har de fleste. Spørgsmålet er ikke om du har grunde nok til at være ærgerlig.

Spørgsmålet er vel, hvor længe endnu du vil lade ærgerlig være overskriften på dit liv.

 

Adgangsbilletten

Jeg har fået en af den slags mails som man hvinende af fryd knap når at læse til ende før man stormer hen til telefonen for at dele det glade budskab. Eller.. jeg ved ikke om det er sådan alle andre gør…?
Anyways – jeg blev tilbudt en klumme i en lokalavis.
Det første der afholdt mig fra bare at svare ja for fanden, det vil jeg sindssygt gerne, var den der uh åh, skal jeg godt nok til at udbrede mig i en avis også. Endnu flere mennesker der ikke har bedt om min mening vil få den alligevel.
45.000 af mine nærmeste naboer såmænd. HA HA HA host aaargh.
Endnu en ting jeg SKAL.

 

Det var sådan set meget godt at jeg lige afholdt mig selv fra det indledende svar og brugte lidt tid på at tænke.
Jeg vil gerne lege. Vel vil jeg så. Men jeg har også lige overstået Hjortshøj Festival, hvor jeg er med til at arrangere litteraturen. Jeg har mit dagjob. Jeg har en nyanlagt blog at passe. Og så lige en hjemmeside der skal flyttes og åbnes. Og de der to menneskebørn. Noget er sjovt. Noget er bare arbejde. Det meste af tiden er det en blanding.

 

Og da jeg gik og tænkte over, hvad jeg egentlig ville arbejde for endte jeg efter *en kjole + en gang massage* ved en eneste ting.

 

Glæde.

 

Livet er lige nu så fyldt af forpligtelser, at hvis noget nyt skal have plads, må glæde simpelthen være adgangsbilletten.

 

Glæde.

 

Så jeg siger ja, og så må vi se om lønnen er tilfredsstillende.

 

Tale til min bil

Du gør mig glad. Jeg er så taknemmelig for at du er min. At du altid er i nærheden og klar. Til at tage mig hvorhen min fantasi vil og tiden giver plads til.
Vi er begge mærket af det liv jeg lever. Det er muligt, at der er en vis sundhedsrisiko ved at stige ind i dig. Men for den der ikke er bange, er der plads, hvis man lige børster sædet fri for cd’er, børnesæder, krummer og diverse reklamefoldere for vand-, dyre-, legelande, som ungerne hamstrer uhæmmet.
Siden du kom ind i mit liv er det blevet nemmere at være mig. Det gør ikke længere så meget at jeg glemmer ting, for så tager vi bare en tur til.
Du får mig til at tænke i muligheder i stedet for forhindringer.
Jeg elsker lyden og fornemmelsen af at køre over hullerne i gruset når vi kører til vandet, så jeg lige kan mærke vinden og smage på lugten af tang, inden pligterne fylder dagen op. Du afventer tålmodigt, at jeg bliver færdig med at iagttage mågerne holde dansende stand mod vinden. Smile mod roerne der skifter plads langt ude, mens jeg står og føler med, koncentreret, forestiller mig hvordan træet vipper under fødderne. Jeg higer efter at køre mod kysten på den anden side af bugten. Bare for at prøve at stå derovre og se tilbage mod hvor jeg står nu.
Når vi kører af landeveje mod blå, grå, lyserøde, måneoplyste, regnrudeglimtende himle. Mulighederne. Tanken alene om at køre videre, at dreje til venstre i stedet for til højre. Køre ud og køre væk indtil jeg ikke længere gider og trænger til at komme hjem igen.
Du hjælper mig til at blive, fordi du sikrer, at jeg altid kan komme væk.
Du holder derude som en reminder og et løfte.
Du løfter min sjæl.
Tak.