Giv lidt opmærksomhed – skriv et brev

Giv lidt opmærksomhd - skriv et brev
Klummen er publiceret i Aarhus Onsdag Nord, uge 5

Jeg kan godt lide breve. Den gammeldags slags. Med papir og kuvert og porto. Jeg kan lide fornemmelsen af et i hånden, at åbne et, at skrive et. Brevet der ligger på stuebordet gør mig glad helt forfra hver gang jeg kigger på det, og jeg går og arbejder på et svar, selv når jeg ikke skriver. Jeg kan lide at have været i nogens tanker længe nok til at hun har sat ord sammen – til mig. Jeg kan lide den måde, jeg selv fokuserer, når jeg er i gang med at skrive. Jeg kan lide at breve har været undervejs. At det skal i en kuvert, at du skal på med halstørklædet og op til postkassen for at få det af sted. At det kræver lidt ekstra.

Da jeg var teenager skrev jeg masser af breve. Jeg gik i klasse med min veninde Sussi, og vi udvekslede en enorm mængde breve i farverige kuverter med et utal af hjerteindrammede drenge- og bandnavne. Side efter side med dagbogslignende referater af hvad der var sket i vores teenagehjerner siden sidst vi sås (klokken 14 dagen før)..

Jeg skrev også med min kusine ovre på Sjælland. Det var vildt spændende at få brev fra hende, grænsende til det angstprovokerende. Jeg syntes selv, jeg var rimelig forsigtig. Det ord anede hun ikke hvad betød. Hendes breve var et eksotisk indblik i en tilgang til sit teenageliv, der var så forskellig fra min, at vi lige så godt kunne have tilhørt forskellige generationer på forskellige kontinenter. Det gibbede helt bogstaveligt i mig, når jeg læste hendes liv, som jeg helt sikkert ikke ville fortælle mine forældre om, eller hendes for den sags skyld. Slet ikke hendes faktisk.

Så gik der mange, mange år, hvor jeg sjældent skrev breve. Sidste år fik jeg så lyst til at skrive et, men til hvem? Hvem kendte jeg, der ville sætte pris på et brev? I en opdatering på Facebook spurgte jeg om nogen eventuelt var interesserede i at modtage et. Jeg spurgte fordi jeg er nysgerrig, og fordi jeg ikke gad sende et brev til en der synes, det er spild af tid, ord og penge at sende snailmail. Der var mange, der gerne ville have et brev. Flere end jeg kunne skrive til, hvis det stadig skulle være lystbetonet.

Nu har jeg en blog, hvor jeg har oprettet en brevtjeneste. Man kan simpelthen bede om et brev, hvis man synes, man går og mangler et.

For mig er et brev en gave. Det er ikke bare ordene, det er alle tankerne omkring ordene. Man bliver meget opmærksom på, hvad man bruger sin stemme til, når man har eneret på taletiden.

Måske er det at skrive breve et lille oprør mod en verden der synes at leve af korte tekster og hurtige overskrifter. Alt skal koges ned til at kunne fyres af lige nu, der vinkles skarpt og vi når knap at tænke os om, før vi svarer – lige så skarpt. En lille kamp mod overfladiskheden, en kamp for at give sig tid?

Den 9. februar har vi kærlighedsbrevs workshop på Risskov Bibliotek. Vi valgte den dag, fordi Valentines dag er lige om hjørnet, men intentionen er ikke bare at prøve at motivere folk til at skrive kærestebreve. Et kærlighedsbrev kan være til en ven, til dit barn, til din moster måske, eller til én du tabte. Jeg tænker et brev med hengivenhed rammer modtageren på flere fronter. At nogen har givet sig tid til at skrive et brev til dig er i sig selv er en kærlig handling. Hvis brevet så oven i købet er fuld af ord om hvor meget afsenderen sætter pris på dig, jamen tænk hvordan landet kunne blive fyldt af glade suk, måske et gys og tilfreds brummen.

(Og du har råd til portoen. Jow du har.)

 

Status over et gaveblødgjort hårdt år

Vi er 20 dage inde i et nyt år. Jeg er flad, har allerede været forkølet og er pt. indehaver af et bygkorn i det ene øje. Venstre halvdel af ansigtet ser derfor ud som om jeg repræsenterer en stamme fra de mongolske sletter. Desuden får tyngden på øjelåget mig til at tro at jeg konstant er træt. Men hey, om en måned har jeg glemt det. Og det ved jeg, fordi jeg har gjort status over 2015 og fået mindet mig selv om at vi glemmer ting. Vi glemmer, at sådan som det er lige nu, har det ikke altid været. Ergo vil det heller ikke være sådan lige om lidt.

Da 2014 er ved at være forbi, går alting rigeligt stærkt for mig. Jeg er en anelse bævende, men også spændt på at se, om det bare er 2014 der smækker med døren på vej ud, eller om det er en advarsel om at 2015 vil blive en udfordring.

Og åh jow.

Den sidste del af 2015 er op af bakke. Jeg arbejder og prøver at holde mig ude af andet rod end det min hjerne selv finder på. Og det er sådan set også mere end nok.

Men det gode ved et årsskifte er, at det er et helt indlysende tidspunkt at gøre status på, og når du ser et helt år efter i sømmene er der en pænt god chance for, at det hele ikke har været noget bæ.

(Og hvis det har, så skal det fanden gale mig være løgn at det skal fortsætte..)

2015 lærte mig at finde en vej uden om en begrænsning. Når det ikke lige er så praktisk at få en hund, på grund af det sted man bor fx, fordi det ville være økonomisk uansvarligt fx, og fordi man egentlig godt kan lide sin frihed, så kan man låne en. Et par timer med pels og grundglæde at begrave hoved og hænder i gør underværker. Og så kan man aflevere ansvaret pænt igen, når man er fyldt op.

Og mens jeg kigger på det brugte år, opdager jeg at det måske også er ok at have skruet ned for blusset i sidste halvdel, for starten af året var presset.

 

JEG LAVEDE SGU DA DENNE BLOG

!

status enb1status enb2

 

Fik sat en ny version af Bogrummet.dk i søen efter år (ÅR SIGER JEG DIG) med tænders gnidsel over tingenes ulideligt rigide (s)tilstand. Og nu kører Bogrummet så smukt og inspirerende videre på grund af nogle andres utrættelige arbejde.

BOGRUMMET.DK

status_bogrummet

 

Og så går det op for mig at det regner ned over mig med gaver. I udvalg:

Et par fine hjemmelavede perlearmbånd. Et hav af børnetegninger (en flodbølge faktisk). En kjole. Vi ‘arver’ en rigtig god vinterfrakke, som min søn kan passe næste år. Et uventet julebrev med gaver til ungerne. En privattime hos en skøøøn fitness instruktør (I kid you not), som lægger timen ud med at hive smøgerne frem. Det er som at komme i himlen. Jeg har fået noget der faktisk ligner en penneven, hvilket berører mig langt mere, end jeg havde forudset.

Så giver Helle mig en gave i form af en anbefaling, og jeg begynder at skrive klummer i Aarhus Onsdags Nord sektion. Tænk at én derude stoler nok på mine ord til at anbefale mig. Og den gave har ført andre med sig. Ros og kommentarer på arbejdet, hos købmanden, på Facebook. Jeg har genopdaget den del af mig selv som kan skrive med deadlines. Som faktisk nok har det allerbedst med deadlines, også selvom det næsten altid indebærer sene skrivenætter.

2015 var en rutchebanetur. Med en lang, mørk tunnel. Men der var også latter og sus og nysgerrighed og ord og dans og glæde.

Modtog du noget der glædede dig sidste år? Husker du det? Husker du at der findes forventningens glæde, glæden i øjeblikket og glæden ved mindet?

Og man kan jo altid sørge for at få en sindssvagt god gave, ved at give én til sig selv. Da Kia’en bogstaveligt talt begynder at falde fra hinanden overtager jeg min fars gamle bil. For skrotpengene giver jeg mig selv en bilradio med DAB og mulighed for at tilslutte min telefon. Så nu hører jeg atter det musik, der passer mig bedst (den slags der ikke afbrydes konstant af reklamer), herunder P6 Beat som er en gave i form af ny musik.

Måske lyder ’Soft and Hard’ med danske Shy Shy Shy også som en gave for dig.

 

 

Det en gave kan

Jeg har bestilt to billeder på nettet. Det ene er en jeep fyldt med lamaer på vej ud af en grusvej i et øde landskab. Bag på jeepen står ’Never stop exploring’.

Da jeg får billederne hjem kigger jeg på det med lamaerne og tænker, at det egentlig ikke er til mig men til en anden. Så jeg pakker det ind og kører over og afleverer gaven.

Det viser sig, at modtageren har hårdt brug for præcis den besked lige netop den dag.

Anden dag i det nye år er jeg på arbejde på biblioteket. En låner kommer forbi med et net, han har købt til mig, fordi jeg har kommenteret hvor fint hans eget er. Hans venlighed og omtanke gør mig meget glad.

Og på den måde kan vi rykke lidt i verden. Ved små udslag af venlighed forrykker vi balancen. Ved at give en skadet bibliotekardame en uventet gave kan man hele hende så meget, at hun atter kan høre, hvornår det er tid til at give noget videre.

Og hun er kun lige begyndt.

 

gaver

Billedet er lavet af Monika Strigel og kan erhverves på Juniqe.dk

 

Glad og naiv

AgurkegaveEn låner sagde noget til mig som har sat sig fast. Han sagde, at han bare gerne ville have lov til at være glad og naiv, om det var så forkert?
Jeg havde for travlt med at være høflig og morsom. Jeg havde min rolle på, hørte ikke ordentligt efter og fik ikke SET ham. Det ærgrer mig. Jeg vil gerne vide, hvordan én der har det sådan også kan se ud.

Så. Du. Jeg spoler tilbage. Stopper med at vitse og ser på dig lidt i stilhed og rummer, at du lige har tilbudt mig ekstra information, som de færreste bare sådan deler ud af. Og så svarer jeg, at jeg ikke kan komme på en bedre måde at møde livet på. At det er mere end i orden med mig. Jeg fanger dit blik og giver dig mit aller bedste blændende smil.

Nu sætter jeg mig ind i den lyseblå og kører mod Ørslev Kloster. Et af verdens bedste steder at skrive og mærke efter.
Jeg tager agurkeplanten med mig. Jeg fik den forleden af verdens nok sødeste biologer med formaninger om, at den skal vandes og gødes og plejes og bindes op.
Sådan en gave forpligter, og jeg blev så glad. Skulle jeg så komme i tanke om andre jeg aldrig fik smilet ordentligt til, så må jeg øse det hele ud over min agurkegave.