Practise What You Preach

I forrige indlæg skrev jeg om slagteren, der beslutter at blive rocker, og om hvor sjovt jeg synes, det er. Altså alt det rockere står for med at lukrere på andre menneskers ulykke, er jo ikke sjovt. Men desperate beslutninger er sjove på sådan en psykologisk interessant måde.

Jow de er.

Det synes jeg stadig nu, hvor jeg har taget min egen rockerbeslutning..

Jeg har sagt mit job op.

Jeg kommer dig bare lige i forkøbet med et par svar:

– Nej, jeg har ikke noget på bedding.

Svaret på spørgsmålet ’jamen hvad skal du så?’, er et klokkeklart og klippefast – det ved jeg ikke.

’Var det ikke mest smart at finde ud af, hvad du så skulle, inden du sagde dit nuværende job op?’

– Det ville sikkert være rigtigt smart. Det er en velafprøvet metode, der har virket for andre. Det virkede ikke for mig.

’Burde du ikke være blevet, til du havde fundet et andet arbejde? Det er altid lettere at få et nyt job, når man er i et?’

– Ingenting stort er nogensinde kommet ud af burde. Og måske skal jeg arbejde for én, der sætter pris på mod og visheden om, at denne medarbejder bliver, fordi hun er helt fjollet med sit arbejde, ikke fordi hun er bange for ’det store ukendte’.

Hvem ved?

Ved du?

I alle forhold hvor vi har investeret noget af os selv, vil der altid være grunde til at blive og grunde til at stå af. Så længe der er langt flest af de første – well hey!

Men ellers – hvis det er ved at være fifty/fifty sådan på daglig basis – er det så godt nok? Er sikkerhed alene nok til at få dig op og ud af sengen og af sted dag efter dag?

Det er det sikkert. Sikkerhed er en stærk motivationsfaktor. Men er du glad?

Jeg kom i tanke om et citat, der nu er ophøjet til mit motto:

 

 

 

Hver anden dag føler jeg mig herre sej og koloenormt beslutningsdygtig.

Resten af tiden kan jeg lige så godt prøve at finde slagterrockerens adresse og forsøge at indlede en korrespondance om dumme beslutninger.

Bortset fra, at jeg inderst inde ved med sikkerhed, at dette ikke er en dum beslutning. Den er heller ikke hovedkulds, men har været længe undervejs.

Når jeg tvivler, er det frygten for det ukendte, der taler, og frygt.. det har vi allerede besluttet ikke må styre vores liv.

Ikke?

Eller hvad?

I aftes blev beskeden om mit snarlige farvel til mit arbejde for første gang mødt af et helhjertet og umiddelbart ’Tillykke’.

Og jeg synes, det var på sin plads.

Tillykke til mig.

Jeg er ikke et træ.

Det er du heller ikke.

 

 

Mirakel- & glædessamler

Så jeg er indehaver af et noget flyvsk sind. Det rækker ud og samler indtryk og stemninger op til højre og venstre og kan være rent ud udmattende at være sammen med. For mig altså. Måske også for dig ;).

Til sådan et sind hører også en masse idéer, som flejner rundt i hovedet som fluer i en glasklokke. Jeg prøver så vidt muligt at sortere og organisere og vælge ud, så de ikke blokerer for reel handling. Denne her idé arbejder jeg med nu. Denne her holder ikke. Denne her virker god: skrive ned til senere, så du ikke glemmer den i sværmen af nyere indfald.

Forleden tænkte jeg, at jeg ville lede efter mirakler og glæde hver dag. Være bevidst. Hver dag. Ud i verden eller ind i min egen, med pandelampe og arkæologisk afdækningssæt ved hånden.

Det er en god øvelse.

Kom med

Dag 1

Lørdagsvagt på biblioteket. Orkester holder øveweekend i salen. Jeg skal over med nogle kopper, der hører til salens køkken. Tre mænd holder pause på trappen. Jeg siger hej, men indgår ellers ikke i samtale. Noterer mig at to står med kaffe. Den tredje sender kopperne i min hånd et blik og siger, åh, der håbede man ellers lige. Jeg stiller kopperne på plads. Går tilbage til biblioteket. Hælder kaffe op i det største krus jeg kan finde og trasker tilbage til mændene.

”Var det dig, der var fuld af håb?”, siger jeg til nummer tre og rækker krus med offentlig, men varm, kaffe til ham.
Han bliver så glad.
Det gør mig glad.

 

Dag 2

Duften af nylavet kaffe på mit stuebord rammer mig som ren lykke.

 

Dag 3

Spotify foreslår ny sang med Morrissey. Det ved jeg da egentlig ikke, om jeg er klar til, men ok, jeg lytter. Og så er jeg bare mega glad.

’and I recommend you stop watching the news / because the news contrives to frighten you / there’s nothing wrong with being good to yourself’

Ørehængeralarm for dem, der (også) kan lide pop

 

Dag 4

Eftermiddag i Hjortshøj. Går op af trappen og beder min søn slukke for PS4’eren og komme nedenunder. Jeg skal lige snakke med dem. Siger at han heller ikke kommer tilbage lige med det samme. Begge børn storøjede sætter sig uden bøvl ved bordet. Bagefter siger sønnen, at han troede det handlede om en af to ting. Enten at jeg havde fået en kæreste (og det tager vi åbenbart alle sammen helt vildt alvorligt, men nej) eller at vi ALDRIG skulle have en hund, hvilket begge unger ellers har arbejdet på et stykke tid.

Men jeg har været ude og lede efter noget til os, som jeg ved bringer glæde. Sådan helt åndssvagt megen glæde.. og forpligtelse, men i mine øjne hører det sammen anyway, forpligtelse, glæde, kærlighed.

Vi tog til Rønde for at prøveklappe Sally. Hun er seks og skal have en ny familie, og det ser grangiveligt ud til, at hun kommer til at trækkes med os. I næste uge henter jeg hende hjem. Vi skal hænge ud alene et par dage, og så kommer børnene over. Jeg har aftalt med Sallys nuværende menneske, at hvis det går godt, så beholder vi hende, men vi skal alle sammen være sikre. Det hele foregår så ordentligt og i roligt tempo med øje for, at når en hund skal have en ny familie, så skal det helst være den rigtige.

Jeg trækker et tarotkort, inden vi skal af sted. Fordi jeg er så herre nervøs og alt bobler i mig. Det føles som om jeg skal op til en eksamen, der bare vil fortsætte fra nu. Ace of Cups falder ud. Cups (eller bægrer) står for det følelsesmæssige. Esser står for en ny begyndelse, der har mulighed for at blive noget helt fantastisk.

Sådan er det.

Sally har langt hår, og der vil skulle støvsuges altid. Men så støvsuger vi. Hun lugter kun en lille smule af hund. Jeg ved det, for jeg stak snuden i maven på hende. Da vi satte os ud i bilen igen, havde jeg det, som om hun var med os. Igen her til formiddag – en følelse af, at hun allerede er her. Det er meget mærkeligt og enormt rart.

Ting kan stadig gå i vasken. Men lige nu er vi tre, der ikke kunne falde i søvn i går aftes og stadig er elektriske her til morgen.

Indtil videre har min mirakel- og glædesindsamling egentlig bekræftet, hvad jeg godt ved.

Vi skaber selv glæden.

Og ligesom med glæden er miraklerne overalt. I en kop kaffe. Et keyboard. I en blød pels.

Men vi er nødt til at åbne øjnene og hjertet.
 

Whenever you’re ready…

Om frygt

 

Jeg har indledt en samtale på Instagram med en af de ’motivational speakers’, jeg følger. I en post skrev hun at ’fear inspires fear / courage inspires courage’. Måske læste jeg det som fanden og den bibel, han har fået neglene i, men jeg reagerede ved at erklære mig uenig.

Ja. Hvis vi hører igen og igen at mennesker med en anden hudfarve / seksuel orientering / religion  / fra Langeland er nogen værre nogen bakket op med mere eller mindre autentiske og underbyggede historier, så begynder vi på et tidspunkt at tro, at der nok er noget om snakken.

Vores nyheder er så viseligt indrettet, at de viser os katastrofer af alskens arter, så vi til sidst tror, at verden er af lave.

Selv når den faktisk ikke er. Selv når din verden lige nu og her faktisk ikke er.

Og så kan vi så gå og kæmpe med vores hjerner om, at det godt kan være en bus er kørt galt i Nepal (tænkt eksempel, du behøver ikke bekymre dig om det), men du elsker mindst ét andet menneske eller din kat. Du kan finde ud af at lave verdens ondeste isdessert, og så findes der Netflix, bøger, den vidunderlige lyd af vind i trækroner og nogen gange, når vi er rigtig heldige, én der har lige så meget lyst til os, som vi har lyst til dem.

Vores hjerner er simpelthen indrettet sådan, at hvis vi lytter til hadtale, så begynder vi at hade.

Hvis vi lytter til frygt, så begynder vi at frygte.

Hvis vi lytter til glæden, så begynder vi at gro.

Men jeg er en indædt modstander af, at vi ikke må tale om vores frygt. Ting vokser, når vi forsøger at holde dem nede. Det skal frem i lyset, så vi kan SE det. Se hvad frygten i virkeligheden drejer sig om. Men frygten skal så ikke have lov til at stå uimodsagt og bare få lov at vokse sig større og mørkere og suge alt til sig som et sort hul i universet. Vi konfronterer frygten for at besejre den. Og når det ikke er os muligt at besejre den, så anerkende den og bestemme os for, hvor stor en plads den må tage i vores liv.

Noget af det mest inspirerende i verden er at se mennesker, der gør deres ting PÅ TRODS AF frygt.

Nogle mennesker er tilsyneladende født med en tyrkertro på, at det hele kommer til at gå. Gå godt endda. Og jeg synes at have bemærket, at det også ofte går ganske godt for den slags mennesker.

Andre skal træne den evne. Men det kan man til gengæld også.

Man kan træne at tro det bedste om andre.

Træne at tro på at denne dag bliver en god dag.

Træne at lade være med at tale dårligt om andre – i hvert fald så vidt muligt

Træne at lade være med at brokke sig (alt for meget), fordi – igen – hvis du brokker dig hele tiden er det selvforstærkende.. din hjerne tror simpelthen alt er noget gedigent møg, eftersom du bliver ved med at fokusere på det.

Træne at se hvad der er i en fremmed, der kan berige dig. Der er altid noget. Selv når den er helt gal kan de berige dig. Om ikke andet så med en dyb taknemmelighed for, at du ikke er det frygteligt mørke sted, som de står op til og lever dag efter dag.

Der findes frygten på verdens vegne. På samfundets vegne. På landets og dine børns.

Der findes også frygten på egne vegne, og jeg er pænt sikker på, at jo mere frygt du har af denne slags, des hurtige kommer du til at frygte i det store hele også.

En ven sagde engang, at hun brugte frygten som pejlemærke. Hvis der var noget hun var bange for, så skulle hun derhen og kigge på det.

Hvad drejer det sig om? Hvad ligger der til grund for denne frygt?

I mit lille liv er jeg bange for at ringe i dag omkring en hund. Jeg er bange for, at det er en fejl at forpligte mig yderligere. Jeg er bange for økonomien. Jeg er bange for at føle mig fanget. Bange for at det ikke er den rigtige hund og bange for, at vi ikke er rigtige for den. Bange for at lave sådan en stor ændring i vores lille families liv.

Men jeg er endnu mere bange for at misse en kærlig glædespreder i vores liv på grund af frygt for forandring.

Og når jeg kigger på det store billede, så har jeg råd til en hund. Jeg har råd til dyrlæge også, når det bliver nødvendigt. Der er poster i budgettet, der kan omrokeres.

Jeg elsker at gå tur, men tager mig ikke altid tid til det. Med en hund er der ikke længere noget at rafle om.

Og ja, så skal jeg hjem efter arbejde hver dag. Men det gør jeg jo alligevel. Jeg elsker at være hjemme.

Og faktisk fik jeg et tilbud om hundepasning fra et par glade, lysende øjne, i det sekund jeg nævnte, at der måske var en helt bestemt hund..

Og ja, vi finder måske ud af, at det sted vi bor er lidt småt med en familieforøgelse, men så må jeg jo finde noget andet vi kan bo i.

Jeg er stadig bange. Som enlig forælder har vi faktisk rigeligt med ansvar at bære rundt på. Men med meget af det ansvar vi bærer, følger også kærlighed, mening, glæde. Og hvem ved sine fulde fem vil sige nej til mere af det?

Jeg tror ikke på et liv uden frygt. Nogen af os er mere bange end andre. Nogen af os anerkender ikke engang at det er frygt, der styrer os.

Men når vi kan se den.. ligesom i et mareridt.. vend dig mod forfølgeren og spørg hvad fanden vil du?

Mareridt er jo intensiv læring. Du kan vælge at løbe for livet nat efter nat. Rædselsslagen. Men så længe du løber vinder forfølgeren, hvad end det er.

Og helt grundlæggende:

Skal du dø fordi et kæmpemonster agter at æde dig, og der er virkelig intet du kan gøre ved det, hvad er så meningen med at så udskyde middagen?

 

.. og så skruer du låget godt til

Forleden så jeg denne bøtte til salg hos Sisters Retro på Facebook. Det gibbede i mig. Man skulle have sådan en bøtte, tænke jeg. Til at putte alt det i der ikke er til at holde ud. Så kunne man brænde indholdet af på månedsbasis.

(Man skal huske at brænde af for ikke at brænde inde)

Jeg går så straks i fuldbyrdet panik ved tanken om, at nogen skal finde på at købe den her herre grimme brune og hvide bøtte til SURT foran næsen på mig.

Som om..

Mens jeg venter på den kommer hjem fra Randers, bliver jeg i tvivl.

Ér det nu også en god ide ligefrem at GEMME det sure i en bøtte? Det går lidt imod alt det med taknemmelighedsøvelser, smile til verden og fokusere på det positive (fordi vi bliver, hvad vi tænker, ikk å’).

[og så gik der mange dage uden flere ord, men med masser af tvivl]

I dag var jeg til kaffe. Jeg var usikker på, om jeg egentlig skulle, for jeg var tung og mørk. Burde jeg belemre hende med mig i den tilstand?

Men hun kender mørket. Og nu ved jeg præcis, hvad SURT bøtten skal bruges til.

Vi har gang i den slags samtale, hvor man godt kan sige ‘jeg er tung og mørk, jeg forstår faktisk ikke hvorfor, måske kan du hjælpe mig’ og mens vi taler, begynder jeg at forstå. Jeg forstår det først helt analytisk:

Jeg er begyndt at gøre ting, jeg ikke har turdet før, måske ikke engang tør nu. Men jeg gør dem alligevel. Det giver en vis sitren i kroppen, og nogle gange et decideret ubehag, fordi jeg er i ukendt land.

Det reagerer reptilhjernen på:

Hun føler UBEHAG?? Så er det FARLIGT! VI SKAL STRAKS HAVE DET DER NYE NOGET TIL AT STOPPE, SÅ VI KAN KOMME TILBAGE TIL STATUS QUO. ALLE MAND TIL FRONTEN. FÅ HENDE TIL AT STOPPE. BRUG ALLE TILGÆNGELIGE MIDLER.

Så når vi forsøger at gå nye steder hen. Steder vi ønsker at udforske, men som vi ikke ved om vi kan håndtere, så bliver vi nervøse og ligefrem ubehageligt til mode alt efter hvor vigtigt det er for os.

En del af vores hjerne er skabt til at beskytte os. Holde os langt væk fra alt der er farligt.

Nu er det bare også sådan, at den del af hjernen ikke rigtig skelner mellem frygten for en pisse sur drage, der så absolut har planer om at æde dig og så det at stille sig op på en scene f.eks. Eller søge et nyt job. Eller gå efter et andet menneske. Nej. Den del af hjernen reagerer på AL slags ubehag med højeste alarmberedskab.
Og den vil have dig til at stoppe.
Så midt i at du gør nye ting. Fordi du gerne vil. Fordi du har lyst til noget andet. Så bliver du pludselig ramt af den sorteste tvivl:

Reptilhjernen in action.

Min samtalepartnerske beskriver det, så resten af mig forstår. Hun siger, det er mørket. Når vi rækker ud efter lyset, så reagerer mørket.

Men når man bare ved det, så kan man stå fast og sige nej. Nej tak Mørke, jeg har hængt ud med dig alt for længe, nu skal jeg en anden vej.

Jeg gik fra hende i dag tung på en anden måde end da jeg kom. Tung af lang dyb samtale der lige skal have tid til at synke ned. Men mørket forsvandt.

Og nu ved jeg også det. At næste gang jeg går ud på søen uden at vide om isen holder, for jeg agter at blive ved med at gå ud på de skide søer, så ved jeg mørket vil komme som en tyk tåge og forsøge at skubbe mig tilbage på sikker grund. Eller reptilhjernen. Kald det hvad der passer dig bedst.
Men som altid er det så meget lettere at bekæmpe noget, når man ved, hvad det er.

Og det er dét SURT bøtten skal bruges til:
Reptilhjernens automatreaktioner.
Det er bare surt du. Jeg ser dig nu.
Ned i bøtten med dig.

*

Det her ved jeg:
En stor, rolig hest kan få mig til at falde fuldstændig til ro i mig selv.
Duften og fornemmelsen af hud mod udetørret sengetøj sletter alt mørke fra mit sind. Med øjeblikkelig virkning.
En del af mig er bange og mørk og vil hellere blive i et lille liv, et velkendt liv, et liv hvor jeg højst dør af manglende udfordringer end at vove.
At jeg ikke længere kan.

*

Kan du?

The right time – is always now

Det er svært at starte dette indlæg om i lørdags. I lørdags hvor jeg for første gang læste egen tekst op foran et publikum (familieomgivelser undtaget..). Det blev til en til lejligheden skrevet takketale.

Inden jeg tog af sted, havde jeg tænkt på om denne blog, mig på en scene, ja det hele, også bare er for meget mig. Mig, mig, mig. Mig ud over det hele. Den tanke får jeg fra tid til anden. Sjovt nok altid lige når jeg har det sjovest.

Men jeg springer på hovedet i og opsummerer:

Lørdag havde vi Pop-Up festival i Hjortshøj. Det er en afslappet samling happenings som byens folk arrangerer og selv står for. En blanding af musik, workshops, leg og fortællinger. Jeg deltog i Pop-Up Originale som foregik i en jurt, håndlavet af en af Hjortshøjs indbyggere.

Man bliver helt rolig indeni, når man træder ind i det runde telt. 60 publikummer var klar og lyttede og deltog med sang, grin og klappede til de ti (+en ekstra), der stillede sig frem og spillede musik, sang, læste op af egne tekster eller fortalte om at være kunstmaler.

I lørdags blev jeg mindet om, hvor dejlig en landsby jeg bor i. Blev mindet om hvor mange der findes derude, som er fulde af venlighed, omtanke, kreativ energi og om, hvor godt jeg har det i sådan et selskab.

Hvis jeg skulle have været det mindste i tvivl, blev det også skåret ud i et ekstremt hårdt og vedvarende materiale: jeg befinder mig virkelig godt foran et publikum. Jeg kan godt lide at få folk til at føle noget, til at grine, og hvor jeg før har været bekymret for dem, der ikke trak på smilebåndet, fokuserer jeg nu på dem, der gør. Jeg siger gerne ting, der faktisk er grænseoverskridende for mig selv at sige højt, hvis jeg tror, det kan få det til at gibbe i nogen. Jeg kiggede rundt blandt publikum. Fremmede venlige ansigter. Folk jeg holder af strategisk placeret i teltet med opmuntrende opvendte tommelfingre. Smilende øjne.

Første mand skulle spille egne kompositioner på harmonika. Han lagde ud med en indånding og så sagde han, hvor meget det betød for ham, med mennesker der stiller op og giver af sig selv. Giver hvor de kan.

Jeg sad storøret og følte han talte direkte til den sorte tvivler i mig.

Det var ikke mange ord, der skulle til. Et lille skub og han fik mig til at ændre fokus. JA jeg kan godt lide at fortælle. JA jeg kan godt lide at stå på en scene og underholde. Men det der fik mig til at stå frem i går – og blive der – er jo også glæden ved at få nogen til at grine. At mine ord måske kan røre ved noget i en anden. I dig?

Det går over stok og sten i mit liv i øjeblikket. Jeg fik lov at interviewe en yndlingsforfatter. Jeg har arrangeret og afholdt min første damesalon, og i går debuterede jeg så foran et publikum. Og jeg tror, at al dette intense LIV, al den glæde, alt dette med at række ud efter det, der virkelig rører mig, og som jeg glædes ved – jeg tror sørme, det fik en del af mig til at blive bange.

Og det var derfor, jeg pludselig ikke måtte sige så meget.

Ironisk nok handler talen blandt andet om, at man skal lade være med at skrue ned for charmen men tvært imod give den gas.

Sådan er der jo så meget, der er nemt nok at forstå med hjernen, men lidt sværere at få implementeret i kroppen.

Søde Gitte skulle tage et par billeder, men optog også lidt video. Det var godt. Det er herligt at se hvor gigantisk en forskel der er på 1) hvor meget jeg tror, jeg bander (meget), og hvordan jeg i virkeligheden ikke bare bander, men virkelig sætter tryk på (hvilket altså ikke er nødvendigt, mental note til næste gang) – og 2) hvordan jeg tror, jeg er sådan en rolig én udadtil. Mens virkeligheden er, at jeg er lige så elektrisk udenpå som indeni. AHAHAHAHAHAHA.

…Bortset fra det. Talen er bedre i sammenhæng, synes jeg, og endnu bedre live. Men nu kan I selv se om det var noget at være nervøs over.

Hele talen kan læses i indlæg nedenfor ↓

Det stille liv

Ham der Eske Willerslev dukker da også op alle steder. Jeg har ikke rigtig fuldt med, så i mit hoved er det noget med at han har en lang uddannelse men rejser ud som en anden opdagelsesrejsende og åbenbart har været mindst ét sted, hvor der var meget koldt, at dømme efter hans tilisede skæg på bogomslaget.

Dér vil jeg bare lige sige at vores liv også er en opdagelsesrejse sådan på en helt anden skala godt nok, men alligevel.

At se på den bløde syvårige ved min side. Hun vokser i længden, men kinderne er stadig runde. Hun er i den grad kramfuld. Den måde hun skifter mellem gadedrengehop og hurtig gang for at følge med om morgenen på vej i skole. Den tunge skoletaske mod hendes skuldre. Lyst, langt hår løst, i rottehaler, i fletning, i fuglerede. Hun har frabedt sig højlydt ros. Så jeg griber til andre midler. Hendes blik mod mig da jeg viser al min beundring over hendes seneste tegning uden at sige et ord.

Knægten skal spille Thor i Thors Brudefærd i 3B i dag. Morgenen startede ud med hardcore coaching i at håndtere frygt. Coaching er sådan en fin balancegang mellem at sige det der skal siges og holde kæft og lade folk selv komme frem til resultatet. Ellers føler man sig bare forført.

Han vil ikke ud af sengen og har ondt i maven. Jeg er ret sikker på jeg har ham, da jeg spørger om han har lyst til at spille skuespil og han siger ja. For så kan han også gå med på næste skridt – at hans ulyst ikke handler om at spille skuespil, men om at være bange for at skulle stå på en scene foran et publikum. Jeg lader ham selv rode med spørgsmålet om han så vil lade bange bestemme om han skal eller ej. Hvis jeg kunne putte min egen erfaring på flaske, ville jeg fodre ham skefuld på skefuld. Men resultatet ville være det samme som overtalelsen. Han ville ikke lære noget af det ud over, at man skal passe på med at lade sig overtale.

Mens knægten overvejer hvor bange han vil tillade sig selv at være, tænker jeg på forelskelse. Jeg er omgivet af forelskede mennesker og fælles for dem er, at den der rene forelskelsesglæde på et eller andet tidspunkt vækker deres frygt. Frygt for at det er for godt til at være sandt. Frygt for at miste. At de ikke magter opgaven. At de ikke er gode nok til at være udsat for det blik, de læser i den andens øjne. At de vil fejle, fordi de alle sammen er gamle nok til at have fejlet før. Jeg har set det så mange steder nu, at jeg tænker det nok er en del af pakken. Når du er meget, meget glad, så kommer frygten for, at det vil du ikke altid være.

Indtil videre er der ikke en eneste der har ladet frygten tvinge dem væk fra den der flamme de slet ikke har lyst til at modstå. Det er virkelig betryggende at se hvordan al den erfaring der på den ene side gør dem bange også hjælper dem til at genkende mønstre og knokle sig ud af dem mens de står og brænder.

Og nu vil jeg tage til Thors Brudefærd med 3B.

 

Frygt findes skam

Lad aldrig nogen fortælle dig at frygt ikke eksisterer.
Det er ikke sandt. Frygt eksisterer som små ilinger i din krop. Frygt forhindrer dig i at udtrykke hvad du er fyldt af – i ord eller handlinger. Frygt får dig til at blive påpasselig og blokerer veje for dig. Frygt får dig til at holde op med at trække vejret ordentligt.

Da jeg voksede op frygtede jeg, at nogle gamle påståelige mænd i USSR og USA en dag ville tænke fuck-it, nu har JEG levet længe nok, jeg trykker sgu på knappen. Og alt ville blive stille. Før det frygtede jeg at gå gennem skolegården fra cykelparkeringen, fordi der var én der altid tyrede tennisbolde efter mig i stedet for at prøve at ramme muren. Og det gjorde virkelig ondt når han ramte. Jeg var bange for aldrig at ville finde nogen der lignede mig. Bange for om min bror nogen sinde ville få det godt (han har det super btw..). Bange for at jeg altid, altid ville føle mig ensom.

Det der er med frygt er, at den vokser hvis du ikke konfronterer den. Alle de tilsyneladende ubetydelige ting du ikke gør fordi du er bange – de akkumulerer – og så kan vi ende der, hvor frygten, som før bare var tungt, tungt mudder om vores fødder, bliver til angst. Og ANGST fungerer som et fængsel. Hvor alt udenfor murene er potentielt farligt og derfor bliver du nødt til at blive præcis hvor du er.

20 % af landets befolkning har eller vil på et eller andet tidspunkt få angst. Det er ikke bullshit. Det er ikke kun noget for blødsødne kvindfolk som yours truly.
 

I år 2000 var jeg blevet rigtig bange. Bange for at falde på cyklen. Bange for store hunde. Bange for at sove fordi der måske var nogen – eller noget – i huset med mig. En dag stivnede jeg under bruseren. I lang tid stod jeg og kæmpede med mig selv. Havde jeg hørt noget? Jeg turde ikke gå ud, men jeg var nødt til at tjekke om jeg havde låst yderdøren. Det havde jeg. Selvfølgelig havde jeg det, jeg var jo bange. Da jeg kom ovenpå igen låste jeg også døren til badeværelset. Og jeg var stadig bange, nu fordi vandet forhindrede mig i at høre…
Jeg gik til min læge. Det var for meget. Jeg kunne ikke længere leve i mig. Lægen lyttede og sagde Angst og Depression. Han ordinerede samtaler og piller mod angsten. Jeg ville slet ikke have piller. Lige nu, sagde han, er du lammet af angsten, så den bliver vi nødt til at tage toppen af, så du kan komme i gang med at arbejde med det der ligger nedenunder.
Så jeg slugte pillerne og kunne atter sidde i sofaen om aftenen uden pludselig at stirre forskrækket på mørket bag ruden. Uden at være nødt til at hive persiennerne ned.
Og så gik jeg i gang med at trække mig selv op igen.
 

Jeg er taknemmelig, nu, for mit møde med angsten. Jeg ved hvad jeg skal holde øje med. Jeg kender faresignalerne. Jeg kan handle før jeg er paralyseret.
Frygt findes skam.
 

’It’s all in your head’, siges det. Men så lad os et kort øjeblik se bort fra de ting i verden som helt sikkert er håndgribelige trusler, det giver god mening at frygte, og spørge os selv, om vores hoved ikke lige præcis er den stærkeste modstander (og medspiller), vi nogensinde skal danse med?
 

Jeg vedhæfter et billede med et citat som er tilskrevet Gandhi. Og til stor moro for mig selv over at citere en fredsaktivist og en general i samme indlæg, vil jeg slutte af med at citere en mand der for meget, meget længe siden arbejdede med militær strategi.
 

”For at vinde skal du både kende din fjende og dig selv”

– frit forkortet efter Sun Tzu.
 

(Kan ske det er én og samme ting..)
 
Fear