Kunsten ikke at kommunikere

Så jeg har fået krabbet mig selv ind i en kommunikationspause. Kun kommunikation, der er nødvendig er tilladt. Jeg har valgt radiotavshed, fordi jeg har meget svært ved at skelne mellem nødvendig og absolut ikke nødvendig kommunikation. Man er vel kvinde.

Er det fx nødvendig kommunikation, at februar godt snart kunne lyse lidt op?

At min cykel cykler himmelsk?

At jeg hørte solsorten, som vist var lidt forkølet, men hvem er ikke det? (Ja, jeg er faktisk ikke pt) (senere tilføjelse: og så måske alligevel..)

At det hele nok skal gå og endda bedre?

At livet opleves som en slags spiral, hvor de samme ting kommer igen og igen og opgaven består selvfølgelig i at blive bedre til at håndtere dem for hver gang.

At jeg svedte en nat igennem, så nu prøver jeg din dyne i stedet?

Alle har meninger, og nogle af dem overrasker mig.

Jeg har fået en ny telefon.

Bloggen har været blokeret. En tom linje nederst i en fil var skyld i miseren.

…hvilket fik mig til at tænke på, at ingenting kan føre en masse med sig.

I tågen mellem træerne ligner bilernes lygter svævende magiske kugler af lys.

I tavsheden har jeg genopdaget mig selv. Og jeg er sådan set ret dejlig.

Men også en selvcentreret, selvoptaget bastard.

Jeg tumler med, hvordan man kan rense ud i det sidste? Ved at koncentrere sig om andre måske?

Er det nødvendig kommunikation at spørge, om du tilfældigvis ved det?

 

Om ikke at være ens

Min nyeste kollega siger venligt til mig at jeg vist er lidt sær. At jeg tænker anderledes. Jeg har fået nok skæve og forvirrede blikke i mit liv til at erkende, at det er jeg vel nok. Det gør jeg. Det meste af min barndom og ungdom fattede jeg nada af hvad resten af jer gik ud på.

Det kan stadig forvirre mig at vi kan sidde ved siden af hinanden og aldrig rigtig få fat i kernen.

Et årti i hvert fald gik jeg ud fra, at alle var som mig. På bunden. At der bare kunne være ret langt ned. Andre måtte simpelthen være meget bedre til at skjule det der strittede. Det der gibber i andre mennesker.

Men den formodning gjorde bare afstanden større. For hvorfor kunne vi så ikke koble?

Jeg lærte det fantastiske ord assimilering ved at se Star Trek – The Next Generation. De yderst ubehagelige Borgere får fat i Captain Picard og gør ham til én af deres ved at proppe maskindele ind i ham (billedet) og overskrive alle hans kendetegn, alle hans kanter og hjerte. Alt det der gør ham til Picard. Picard_as_Locutus

Han blev maskine. Han blev som de andre. Han blev assimileret og det var rædselsfuldt.

Jeg tror jeg græd.

Alligevel forsøgte jeg afsindigt længe at glatte mine egne kanter ud. At passe ind. At pudse mig selv op til at ligne noget der skinnede så meget at ingen kunne se forvirringen inde bagved, en forvirring, der til tider har gjort meget ondt.

Jeg har krappet mig ind i noget der lignede det gængse og forsøgt at leve sådan. At slette mine kendetegn. Af en eller anden grund tænker jeg stadig fra tid til anden, at det er bedst at skjule hvor meget jeg skiller mig ud.

Men..

Vi kan ikke rigtig mødes når vi sidder og passer på og retter ind.

Kan vi vel?

Vi bruger dyrebar energi på at camouflere hvem vi er, vores agendaer, hvad der tænder os.

Alle de høflige samtaler vi gennemfører…

Al den energi vi så ikke kan bruge på at læse hinanden. Mærke hvad der inde bagved.

Jeg dur ikke til samtaler på overfladen, hvilket nærmer sig et socialt handicap. Jeg kan godt. Men det gør mig godt nok ikke lykkelig. Tvært i mod.

So be it. Det er ikke ligefrem noget jeg har tænkt mig bede det offentlige afhjælpe.

Pt. mener jeg at ingen mennesker er ens. Du render rundt med drømme jeg simpelthen ikke kan sætte mig ind i og jeg.. jeg har vænnet mig til skæve blikke og glædes desto mere over de gange jeg bare mødes åbent, som da en gammel nabo forleden fangede mig i at være helt usædvanligt distræt. Jeg glemte simpelthen hvem jeg stod og talte med. Hun reagerede prompte ved meget flabet at påpege at det vist lige smuttede for mig og vi endte i grin. Mit grin var boblende lettelse. Over at hun så mig jokke i spinaten og bare hev mit fejltrin frem til fælles beskuelse – og latter.
Og så var det det.
 

Kunne vi bare danse?

En overgang havde jeg en ven som kun gik i sort. Det stod også virkelig godt til hendes rødmalede, stramme page og fine hud. Selv som ganske ung havde hun en fed lejlighed, var altid totalt kølig og hørte sort musik. Hun havde ikke så meget tilovers for forvirring.
Jeg gik måske nok i sort tøj, men jeg var forvirret. Længselsfuld og konstant omgivelsesforbløffet. Ville egentlig bare helst danse.
Jeg har det stadig sådan.
Kan vi ikke bare smide uniformerne og danse?