Nyt fra følefronten

Længere indlæg om Tarotkort og livskundskab. Det starter med magi, slår over i mørke og ender på en perron hvor der er kaffe nok, læ i sol og gode mennesker.

Jeg følger denne her Tarotkort læser på Instagram (@aquarianinsight). Hun trækker nye kort til dagen og taler så om livet ud fra dem.

Jay, som tarotlæseren hedder, stiller dybe, relevante spørgsmål til, hvordan vi lever vores liv. I dag siger hun fx, at hvis vi ikke tør tage springet, så SKUBBER tilværelsen os hen til et sted, hvor der ikke længere er nogen vej tilbage.

Jeg ved ikke med dig, men åh ja, det er også min erfaring.

Hvis du er et godt sted nu, siger hun, så prøv at tænke tilbage på, hvad der fik dig til at rykke dig, så du kom herhen. Hvis du har rykket et ordentligt stykke, er der en god chance for, at det startede med noget, der var gået max i ged.

Jeg kan godt huske, hvad der fik mig til at rykke. Jeg fik at vide, at min kærlighed var erstattelig. Det var så skamfuldt, at jeg er bange for at dø en lille smule ved at skrive det her. Men det er jo sådan, at skam har de bedste vækstbetingelser, hvis man holder den helt tæt ind til sig.

So there..

(.. lever stadig!!.. hey fint, så fortsætter jeg)

Når jeg ser på livet på denne måde, handler det ikke om, at vi bare skal tage det lort, der kommer med sammenklemte ballemuskler, bortvendt kind og tænder knebet hård sammen om smertens lyde.

Når livet giver mig en ordentlig en på sinkadusen, er det første jeg tænker jo ikke lige:

’Ih tak univers for den erfaring jeg med tiden vil inkorporere i lageret på grund af denne nyrebaskende, verdensomstyrtende og meningsopløsende oplevelse.

Men når du helt grundlæggende tror på, at vi er på denne jord for at lære noget, så er de oplevelser, der gør nas ret vigtige. I det lange løb. (Det kan være et meget, meget langt løb, før du er klar til erkende det, men altså..)

Dette var virkelig en meget lang indledning til det, jeg vil sige.

Engang røg jeg af sporet. Jeg tog ekstra arbejde, så jeg ikke havde tid til at tænke så meget. Samtidig begyndte jeg at skrive en bog. Jeg har altid vidst, det var det, jeg skulle, og jeg var blevet klar.

På en snirklet mystisk måde kommer jeg i kontakt med Gitte, som er en virkelig dygtig tegner. Vi kan godt lide hinandens ting og laver en meget hurtigt men egentlig ret dybfølt aftale om, at når/hvis jeg skriver noget, der skal illustreres, vil hun mægtig gerne ind over.

Min roman er skrevet færdig.  Jeg vil have en bestemt side i bogen illustreret, og det gider Gitte godt. Gitte blev den første fremmede, der læste min bog, og i dag ringede vi sammen for lige at well, lære hinanden lidt at kende og forventningsafstemme.

Og jeg er så glad og taknemmelig for det her. For at have mødt én, jeg både har helt indlysende ting tilfælles med: meget på hjerte fx, men også er forskellig fra. Vi kan forskellige ting, men er på niveau der hvor vi respektivt befinder os. Det var en magisk telefonsamtale i dag. Ting hun sagde, fælles oplevelser og livssyn gav mig seriekuldegysninger. Jeg er faktisk ret udkørt. På den gode, totalt opfyldte måde.

Måske ville jeg have mødt Gitte på et andet tidspunkt under alle omstændigheder. Men lige i dag ved jeg godt, at jeg begyndte at skrive den bog, fordi det kunne jeg lige så godt. Jeg var nødt til at få et eller andet presset ud at det her liv. Og jeg var jo i den sindstilstand, fordi universet blokerede en dør, jeg ellers var totalt fokuseret på at skulle ind ad.

Ah, hvad skylder vi i virkeligheden ikke de blokerede døre i vores liv?

Jeg slutter dagens (eller skulle vi sige månedens) ord af med Kristin Hersh og hendes guitar i Houdini Blues:

Oh no don’t you put me in that box / You know what you can do with those locks / Bet your life I’ll come crawling out again / You’ll have to deal with me then / You’ll hear me in the wind