Uopfordret ansøgning

Kære Måne

Igennem længere tid har jeg iagttaget dig og med inderlig interesse bemærket svingningerne i din måde at trænge igennem på. Jeg synes, du er perfekt. Det du gør, gør du fremragende. Lyser vej, forstyrrer nattesøvn, hænger ud og er ved specielle lejligheder orange.

Jeg er tiltrukket af din langsommelighed. At du trods ubrydelige rutiner alligevel er omskiftelig. Jeg er vild med den manglende reelle konkurrence på måneområdet i det nære solsystem. Det vil være en lettelse for mig at arbejde i et system, hvor jeg ikke skal sælge noget. Ikke hele tiden promovere og glasere og lave vinkler og kroge for at fange nogens interesse. Bare være.

Jeg er knap et halvt århundrede gammel talt i menneskeår. Jeg vil kunne underholde med tanker så himmelråbende ungdommelige, at du måske vil mindes en gang, hvor du selv havde set meget mindre, og verden endnu var ny. Humørmæssigt er jeg som udgangspunkt besluttet glad og positivt indstillet, men jeg kan også blive edderspændt, hvilket min tidligere arbejdsgiver, Solen, fandt særdeles underholdende. Det er først, når jeg lukker af, vi har et problem, der skal håndteres. Men det har jeg på fornemmelsen, du kender alt til.

Noget af det bedste mennesket har fundet på er musik. Vi har lydbilleder til enhver lejlighed, og jeg vil med glæde præsentere dig for alt, jeg ved. Jeg kan synge for dig eller synge med, hvis sang er noget, du allerede gør i i forvejen. Jeg kan lave en andenstemme til det meste. Jeg kan også danse. Hvis du har lyst, kan jeg lære dig grundtrinene i blandt andet 1980’er disco (stadig i menneskelig tidsregning), engelsk vals, cha cha cha og jive. Dog tror jeg, du vil synes bedst om wienervals og rumba. Jeg fornemmer, de vil passe dit sind. Vi kan træne bag skyer og holde det helt privat.

Derudover kan jeg tilbyde historier. Dem jeg har set, dem jeg har læst, dem jeg har oplevet. Desuden kan jeg opfinde nye ad hoc.

Jeg kan være talende og stille, rolig og sitrende. Jeg kan puste mig op og helst ville være usynlig. Trænger du efterhånden til at fortælle nogen om alt, hvad du har set og tænkt, er jeg en interesseret tilhører. Jeg kan også tilbyde at agere ghostwriter og skrive dine erindringer: ’Livet set fra Månen. Erindringer so far.’

Jeg har som nævnt været i tjeneste hos Solen, men måtte smide håndklædet i flammerne efter en enkelt årstid. Det stod hurtigt klart, at vi var uovervindeligt væsensforskellige. Tempoet var altid det samme. Det var en meget lærerig ansættelse, der lærte mig, at jeg har brug for variation inden for et veldefineret felt. Solen mere eksploderer ud over det hele i en konstant af energiudladninger. Denne mangel på stille perioder til genopladning var udmattende for mig. Jeg har vedhæftet udtalelse fra Solen, som var træt af at miste mig, selvom jeg tydeligvis var ved at brænde ud. Han syntes, af indlysende årsager, det var et interessant fænomen at iagttage. Udbrænding.

Da du allerede er fremragende til dit job, tænker du måske ikke over at skulle have brug for et menneske. Jeg foreslår, at du alligevel overvejer at ansætte mig på prøve et kredsløbs tid, hvor vi kan se hinanden an. Om end han siger kommunikationen mellem jer har været ’svær’, er Solen indforstået med kontakt i tilfælde af, at du vil forhøre dig om fordele og ulemper ved at have et menneske i stald, inden du beslutter dig.

Jeg har vedhæftet en lydfil med eksempel på jordmusik, der er velegnet til fridans og glædesboost.

Jeg ser frem til at høre fra dig.

 

Venlige hilsener

Christina

(individ af arten) Menneske

(bosat på) Din blå søsterplanet

 

Under paraplyen

Billedet er overordentligt venligt udlånt af 
@marie_fra_paradishuset / Instagram

I morges slog dette billede benene væk under mig. Det der fine lille lykkelige menneske. Om to sekunder rækker hun ud efter skattene under paraplyen.

For ikke at tale om et lækkert træ..

Jeg tænkte på himmelhvælvingen og på, hvad jeg ville glædes over under sådan en paraply.

 

Under paraplyen

over mit åbne ansigt

alle de billeder jeg ikke tog af dig og mig

farvede strimler stof svajende i vinden med gode ord:

håb, glæde, taknemmelighed

og yndlingsordet

kom

og yndlingsordet

ja

ansigter smiler ned til mig, milde, smilende blikke fra de mennesker jeg fik såret hen af vejen på grund af frygt

en glaskugle, mørk med lysende stjerner i

en anden kugle som ved berøring udsender variationer over lyde af vand:

bølger mod sand, rislen over sten i en bæk, lyden af regn

et lille filmlærred, der viser billeder, når det berøres:

en tungt løbende brun bjørn, en kredsende ørn

min lille søn, der for første gang sætter sig op på en tohjulet cykel og cykler, som om det ikke er noget

datteren leende, speedsnakkende, løbende mod mig

på en af pindene sidder en solsort og synger sine sange

når jeg lukker øjnene under paraplyen spiller den en melodi

jeg lukker øjnene

en ny hver gang

og igen

Hvad ville der hænge under din?

‘Bare’ min fantasi?

Tror du ikke bare det er din fantasi, siger han.
Altså. Det ved jeg ikke. Mjo?
Hvad mener han med ’bare’?

Min baghave ligger ud til en næsten sort pløjemark. Marken støder op mod en landevej og på den anden side af landevejen ligger to huse ned af en grusvej, godt skjult bag høje træer. Jeg har ikke haft grund til at køre af den vej. Endnu.
Her på det sidste har der været såkaldt livlig trafik ned af den grusvej på de mærkeligste tidspunkter i døgnet. Og nej, jeg har ikke noget liv, så jeg har rigelig tid til at fundere over hvad pokker de har gang i ovre på den anden side.
Jeg tror ikke det er noget særligt officielt, da der ikke foregår synlig skiltning oppe på landevejen. Det kunne være at de har startet en lille listig take-away derovre, men så skulle den have ret large åbningstider – og igen, så ville de nok have sat det skilt op.
Så hvad får bil efter bil til at dreje ned af en umarkeret grusvej på en mørkelagt landevej? Jeg har da et par bud og ingen af dem involverer noget der kræver særligt lange uddannelser.
Måske ér det bare min fantasi.
Jeg kunne også bare tænke at der nok er flyttet nye ind med en meget stor omgangskreds. Eller ikke tænke overhovedet, men hvad i himlens navn skulle jeg så give mig til?

Jeg er fløjtende ligeglad med hvad de rent faktisk har gang i.
Jeg leger – bare. Jeg træner min fantasi. Min indlevelsesevne. Hvilket liv leves ovre på den anden side? Et helt andet end mit her hvor alt er så nybygget og nypudset og nydeligt og og ufarvet.

Som barn stak jeg af i hovedet. Langt væk fra ligusterhække og hundene ind bag i bilen og skole mandag og tirsdag og hver dag og tøj så ens at det ligesågodt kunne have været uniformer og vaske bil om søndagen.
Nu er jeg flyttet ind i en-af-65 kasser som sikkert er arkitektens våde drøm om hvidhed og rene linjer, men som får mig til gispende at tænke i piratflag og forbudt murmaleri med en skælmsk om end farlig drage, der vinker dig til sig, når du kører forbi.
Og jeg kravler stadig ind i hovedet for at slippe fra (nu) bøgehække og arbejde mandag og tirsdag og hver eneste skide dag madpakker, samme vej rundt om skolen og droppe unger af, ned mod vandet, gennem de riges kvarter, fordi vejen her er så dejlig bred til så meget færre trafikanter, arbejde, og så hjem igen.
Og om igen.
Hvis jeg ikke tænkte på andet end det der kunne føres bevis for, ville jeg give op på stedet.
Fantasien er min kilde til glæde. Min livredder.

Så ’bare’ min fantasi min bare.

 

Inside my head