Søndagsoprydning

Finder en ældre seddel, hvor jeg har skrevet “Nogens mor har fået en kæreste”…

Og det var godt nok en vild oplevelse at blive kæreste med en efter at have fået børn med en anden. Jeg ved ikke med dig, men enlig mor var sørme ikke noget, jeg gik og forestillede mig i NOGEN dagdrømme om fremtiden.

Og jeg har drømt en del.

Da jeg så har vænnet mig til at være i en uventet fremtid, så havde jeg på ingen måde gennemskuet, at denne kæreste så ikke var en keeper.

Hvilket vil sige, at nogens mor nok på et tidspunkt får en kæreste.. mere…

Jeg ved godt, at det er meget normalt. Men normalt er vel i virkeligheden altid en tilvænningssag?

Så jeg sidder der i fantastisk søndagsvejr på terrassen og stornyder at det endelig er tid til bare ben. Nyder soltørrende vasketøj. Nyder alt det grønne og frodige, at have tid til en bog og kommer til at tænke på det, der stod på den seddel og på mulige fremtider og på at have noget at spejle sig i.

Overvejer at omskrive Snehvide, hvis mor jo helt klart ikke er død, hun er bare flyttet. Når prinsen bøjer sig for at kysse med damen i glaskisten, farer en slank hånd frem og lukker sig om hans strubehoved på særdeles ugæstfri facon. – Man spørger fandeme om lov først, hvæser hun, som slet ikke er død, men ved at optage et installationskunstagtigt indlæg til sin YouTube kanal. Nu jeg er ved det.. Snevide bor sammen med syv mænd i en ikke nærmere defineret tidsperiode.  Mon ikke hun er gået hen og har fået godt gammeldags vænnet sig til (mindst) én af dem og ikke er en dyt interesseret i nogen prins?

Måske lidt for meget reality-tv over den version til at jeg selv kan holde den ud? Jeg arbejder videre med hende…

Nu vil jeg tilbage til ‘Odinsbarn’ og læse mig fra en dejlig søndag helt ind i mandag.

Og til dig – en dejligt sunget sang 🙂

Snehvide, prinsen og den møgsure dværg

Da jeg skriver om, at vi fodres med de vildeste (sygeste) historier om hvordan kærlighed fungerer via de eventyr vi proppes med som børn (Prinsen på den hvide hest) ved jeg godt, at det ikke bliver nemt for mig at droppe drømmen om den eventyrlige redning. Historierne indebærer godt nok onde hekse/stedmødre (også hekse), men så møder prinsen og prinsessen hinanden og ret hurtigt bliver de gift og så lever de jo ellers lykkeligt.

– Skriv hvad der sker, når Snehvide så møder prinsen i virkeligheden, siger han. Jeg vil så gerne vide, hvad der sker.

Det vil jeg sådan set også gerne.

Jeg kan ikke forstå, hvorfor der ikke er nogen, der har advaret mig, så jeg kunne forberede mig på, hvad der var i vente.

For eksempel har prinsen børn fra en tidligere royal forbindelse, og Snehvide kommer sådan set heller ikke til festen uden en del på slæb. Et par dværge for eksempel.

Der er sgu da ingen der i sin vildeste fantasi forestiller sig, at den slags løber af stablen uden nogen former for ballade.

Måske lige bortset fra mig.

For det kan jeg godt sige dig. Dværge der har haft en prinsesse for sig selv i årevis, har ikke nødvendigvis til sinds at opgive eneretten uden kamp.

Så her sidder du så. Med din nye kæreste og en dværg, der slet ikke opfører sig så pænt som du ved dværge kan. Ikke tilnærmelsesvist. Der er himmelvendte øjne. Manglende svar på venligt mente spørgsmål. Oprør og ballade.

snehvide og dværgen

Det er yderst pinagtigt.

Da dværgenes far og jeg gik fra hinanden tænkte jeg, at jeg ikke ville kaste mig ud i et nyt forhold lige med det samme. Jeg blev nødt til at finde ud af hvem jeg er, og det krævede, i min bog, at jeg var alene om det.

Og så gik tiden.

2½ år kørte jeg solo, så egentlig sad jeg oppe på en meget høj hest og tænkte, at når jeg nu fandt den kæreste, jeg mente, jeg var klar til – ja, så havde dværgene jo haft masser af alenetid med mig og burde kunne rumme en kæreste til mor uden problemer. Det manglede bare.

Det er så ikke sådan det fungerer.

Du bliver nødt til at træne dine unger op. Hvis du, som jeg, vænner dem til treenighed og at du rent faktisk kun fokuserer på dem ud over dit arbejde i de børnefyldte uger, ja, så forventer de, at det fortsætter sådan.

For evigt.

Og hvorfor skulle de ikke det?

Jeg ligger som jeg har redt. Men der er ingen grund til, at du skal gentage mine fejltagelser, hvis du når til det her punkt i livet.

Så. Hop ikke på den med, at du ikke skal slæbe alle mulige mænd (m/k) med hjem og præsentere dem for børnene. Gør endelig det. Hvis du egentlig ikke selv er klar til et nyt forhold så lej/lån eventuelt mænd, som med jævne mellemrum kan agere kæreste, bare så du får trænet dine unger i nye mandlige bekendtskaber. (Du ønsker virkelig at træne dine unger her). Få eventuelt nogle gigantisk nederen typer forbi. Når ham du så rent faktisk super gerne vil være kæreste med dukker op, så kan ungernes suk af lettelse høres i de omkringliggende landsbyer.

 

 

Prinsen på den hvide hest

Egentlig tror jeg på historien om prinsen på den hvide hest.

Lige fra jeg var ganske ung regnede jeg rent faktisk med at han ville komme flyvende ind fra højre. Totalt klar, kemifyrværkeri, vi kunne virkelig SE hinanden. Han ville hive mig op foran sig på hesten og så travede vi ellers ud på resten af historien – sammen.

Prøv lige og hør. Det skete for Tornerose. Det skete for Snehvide. Den ene sov. Den anden var ikke engang i live og ALLIGEVEL blev de begge fundet af kronetoppet læderklædt hestebetvinger, der nedkæmpede tornekrat og glaskister for at nå frem til (tavs) (øh rimelig passiv) (aka sovende/død) prinsesse.

??

.. rimeligt syge kærlighedshistorier vi fodres med som børn egentlig…

Nå, men tilbage til den rigtige historie, som er at

Jo mere jeg taler med folk om dating, jo mere tydeligt bliver det, at vi bare gerne vil findes. Ligesom i eventyrene. Det gælder både mænd og kvinder. Vi vil bare gerne findes, blive set og elsket.

Min underliggende kærligheds theme song kunne godt have været Owner of a lonely heart (much better than a owner of af broken heart) af Yes. Jeg skulle simpelthen ikke have klinket noget med den kærlighed. Og jeg ville langt hellere gå og dagdrømme om mere eller mindre selvopfundet mandevæsen end gå ordentligt i lag med en virkelig én af slagsen. Man kan jo brække negle og det der er langt værre på sådan nogen.

Efter et par år som mest mor, ikke så meget kvinde opdager jeg alligevel en dag, at dørene til fortiden er smækket i. Der er kun fremad tilbage. Lige dér, en forstadsmorgen i rækkehus, ved jeg, at lige meget hvordan jeg tidligere har følt for det med hjertesager, at det var bedst med sikkerhedsbriller og ditto skridsikre sko, høreværn og faldunderlag, så står jeg nu her og har grangiveligt skiftet mening.

Jeg vil hellere tage chancen, slippe grebet om hjertet og risikere at finde mig selv sorgfuld på stuegulvet på grund af tabt kærlighed end at blive ved med at leve sikkert og gråt.

At leve forsigtigt, hele tiden passe på sit hjerte, er en slags stille vedholdende sorg i mig. Jeg ønsker ikke mere af den slags. Hvis det skal være, så giv mig rivende floder, styrtende højhuse, skovbrande i tørketider. Og jeg agter at gå smæk midt ind i al den potentielle ballade for at se, om der ikke kunne være et sted i midten, hvor vi har lyst til at lytte til hinanden og måske endda blive hængende.

 

 

Eventyr

Heksens pande var ikke længere glat. Hun havde gennemtrawlet alle sine bøger, men der var ingen fortilfælde at læne sig op af.
Har du nogen sinde hørt en historie om en trold og en heks?, spurgte hun. Det havde trolden ikke. – Men hvis der ikke findes nogen historier, er det så ikke fordi det ikke kan lade sig gøre? Trolden kiggede ned i gulvet og sagde ingenting. Han blev ved at sige ingenting i frygtelig lang tid og heksen skrumpede ind til en lille trist dame. Hendes farver falmede, kun et par enkelte gnister spruttede fra hendes fingerspidser. Så blev hendes hænder tavse.
– Så er der vel kun en ting at gøre, sagde trolden endelig. – Så må vi skrive den selv.