Ensomhed & følsomhed, del 1

Jeg har gået og nørklet med en grundlæggende følelse i mig om at være alt for alene i det her. Livet. Altså prøvet at SE ordentligt på, hvad det er, der bliver ved med at knirke i mig. I påsken skete der et såkaldt gennembrud.

Jeg stod foran påskeferie med arbejdsgivertvungne ekstra fridage uden børn i knap en uge, uden planer.

Og jeg glædede mig. Al den tid. Al den ro.

Så mindede Facebook mig venligt om, at det var præcis den følelse, jeg gik ind i en alenepåske med for to år siden.

And that did not end well. Overhovedet. Jeg endte nedtrykt og overvældet af alt for meget alene.

Der er to tilsyneladende modstridende sider af mig. Eller det har jeg troet indtil nu.

Jeg kan enormt godt lide at drikke kaffe og tale med mennesker – gerne én eller få af gangen.

Jeg kan enormt godt lide at have tid for mig selv.

Alright. Hvad gør man så?

I år sørgede jeg for at lave en kaffe-/gåaftale hver dag. De varede cirka 2-4 timer. Resten af dagen var fri.

Det blev en dejlig påske. Dybe samtaler, grin, udvekslinger af pjat, ligegyldigheder og praktikaliteter.

Jeg fatter ikke at man skal blive 45, før man forstår, hvordan man kan få sine modsatrettede behov til at gå op i en højere enhed?

Men tak til Facebook for perfekt timet reminder.

Jeg er ikke længere plaget af tanken om ensomhed. I det øjeblik jeg vendte blikket væk fra mig selv, var der mulige gå- og samtalepartnere overalt.

Ergo er jeg alene, fordi jeg vælger det. Igen og igen. Fordi jeg indtil nu har fokuserer på den ro jeg ved, jeg har brug for, på bekostning af den menneskelige kontakt jeg har lige så meget brug for.

Mit fokus er nu skiftet fra påduttet til selvvalgt alenehed: Hvorfor jeg vælger det. Hvor tit er ok, og hvornår er det helt hen i vejret, hvis jeg vil holde den mentale balance.

Mens jeg kiggede den tilbagevendende følelse af ensomhed efter i sømmene, blev det stadig mere tydeligt, at eftersom der er mennesker nok, der gerne vil hænge ud, må det være noget i mig selv.

Selvom jeg inderligt afskyr kasser, har jeg fundet et par stykker, det giver mig en vis ro, at kravle ned i.

På kasserne står der Introvert og Særligt sensitiv og så ved jeg da godt, at der er en del andre kasse-tænkning-hadere derude, der himler med øjnene.

Men det gør ikke historien mindre sand for mig.

Men det bliver et andet indlæg..

Kunsten ikke at kommunikere

Så jeg har fået krabbet mig selv ind i en kommunikationspause. Kun kommunikation, der er nødvendig er tilladt. Jeg har valgt radiotavshed, fordi jeg har meget svært ved at skelne mellem nødvendig og absolut ikke nødvendig kommunikation. Man er vel kvinde.

Er det fx nødvendig kommunikation, at februar godt snart kunne lyse lidt op?

At min cykel cykler himmelsk?

At jeg hørte solsorten, som vist var lidt forkølet, men hvem er ikke det? (Ja, jeg er faktisk ikke pt) (senere tilføjelse: og så måske alligevel..)

At det hele nok skal gå og endda bedre?

At livet opleves som en slags spiral, hvor de samme ting kommer igen og igen og opgaven består selvfølgelig i at blive bedre til at håndtere dem for hver gang.

At jeg svedte en nat igennem, så nu prøver jeg din dyne i stedet?

Alle har meninger, og nogle af dem overrasker mig.

Jeg har fået en ny telefon.

Bloggen har været blokeret. En tom linje nederst i en fil var skyld i miseren.

…hvilket fik mig til at tænke på, at ingenting kan føre en masse med sig.

I tågen mellem træerne ligner bilernes lygter svævende magiske kugler af lys.

I tavsheden har jeg genopdaget mig selv. Og jeg er sådan set ret dejlig.

Men også en selvcentreret, selvoptaget bastard.

Jeg tumler med, hvordan man kan rense ud i det sidste? Ved at koncentrere sig om andre måske?

Er det nødvendig kommunikation at spørge, om du tilfældigvis ved det?

 

Første date: Hvad har man så lært

I går aftes var jeg for første gang på date med en fremmed.

Der var et tidspunkt på arbejdet i går, hvor det eneste der holdt mig fast på at overholde aftenens aftale, var min gode opdragelse. Jeg havde det ikke så godt. Tog rigtig mange dybe indåndinger, som ikke gjorde godt for andet, end at jeg begyndte at obsesse over, om for mange dybe indåndinger mon kun bevirker, at kroppen tror vi skal til at motionere overdrevent, siden jeg overilter blodet på den måde, og at jeg dermed bare sætter den i totalt alarmberedskab, hvilket var hvad jeg forsøgte at komme væk fra i første omgang.

Og mens jeg står bøjet over skraldespanden og er ved at gøre klar til aftenlukning, går en af vores faste lånere forbi på vej ud. Vi er på hej og farvel. Men han sætter farten ned og siger ’Farvel, kan du nu have en rigtig god aften’ med tryk på rigtig, hvilket slet ikke er normal procedure.

Jeg får den tanke, at han måske læser med her.

 

Førte date_Baby-shocked-face

Det tager lige ti minutter at få sat tingene i perspektiv.

Men så går det også op for mig, at det jo ikke kan være en hemmelighed, at jeg leder efter én, jeg har lyst til at holde om, og som jeg har lyst til skal holde om mig. Hvordan pokker skal han finde mig, hvis det er en hemmelighed? Og så er jeg rolig igen.

Jeg kommer lidt for tidligt og min date et par minutter for sent. Jeg er slet ikke tryg ved, hvor nemt det er at brænde en fremmed af. Så jeg når at skrive til veninde, om hun eventuelt vil slæbe sig ned og dele en øl med mig, så vi i det mindste kan lade som om jeg aldrig havde planlagt andet end en venindeøl. Hun lover at sende kæresten, hvis det bliver nødvendigt.

Det gør det ikke.

Og det er godt. Ellers ville jeg stadig have min første date til gode. Nu er den tjekket af.

Og første date med fremmed mand samlet op via netdating har føjet et par ting til erfaringslisten:

  • Der er enten kemi – eller ej. Man ved det øjeblikkeligt (ingen kemi = ryk videre til start)
  • Betal ALTID for din egen øl, det gør det så meget mere okay for dig selv, når du brat slår håndfladerne mod cafébordet og siger nå men så, tak for i aften
  • Det kan godt være, at du begynder at tro, du er vildt kræsen, mens du surfer rundt på datingsites. Så vær kræsen. Gå ud fra at eftersom du har gjort dig umage med dit profilbillede, så har de andre nok også. Så hvis du ikke tænker – ja, det kunne faktisk godt være, men nærmere, tjo, det er da ikke så slemt som nogen af de andre – så bare lad være. Afvent :).

Det er gjort. Jeg er ved godt mod. Tænker på om jeg altid vil vælge at drikke ud, selvom jeg godt ved at det her aldrig kommer til at ske.

Vi må se.

 

 

Menneskemøder

Det her er en uge fuld af nyt.

I morgen skal jeg på mit livs første date med fremmed mand. Jeg forventer mig ikke så meget. Håber bare han ikke dukker op og er sindssygt sær (og jeg er faktisk ret large med særhed) eller med et slagent blik.

Shit, jeg håber sådan set bare han dukker op.

Så skal jeg nok klare hvis det går sådan her

first-date-cartoon-230x300

 

Den datingside jeg er på fortæller mig HELE TIDEN, at man skal være hurtig på aftrækkeren. At man skal holde kontakten. Kommunikere. Flirte, I guess, men det siger de sjovt nok ikke.

Jeg er ikke en skid hurtig på aftrækkeren. Jeg synes det er svært at kommunikere personligt / kækt / muntert / flirtende med en fremmed per mail / sms / chat. Jeg mangler en helt masse informationer, som man får ved at samtale live. Muligheden for at aflæse hvor meget den anden kan tage og så liige give den lidt til fx.

Og så er det så dejligt at sidde over for et menneske, man lige har fået til at grine.

Så jeg har opdaget, at jeg simpelthen ikke gider mailudvekslinger i det her fora. Vi kan lave en aftale, mødes og se. Hvis der er noget skal jeg nok oppe mig. Hvis ikke skal jeg gøre mit bedste for at være venlig at omgås kaffen ud.

På lørdag har jeg også en aftale med en fremmed. Ikke en date – men en gåtur. Forfatter Bo Østlund opfandt for nylig ’Menneskemødet’ som går ud på, at man booker en fremmed til en gåtur. Det er ikke en date. Det er ikke meningen, at man skal mødes igen (selvom man jo kan, hvis man får lyst). Det er et eksperiment over hvad der sker, når to fremmede går en tur. Giver hinanden deres opmærksomhed og tanker i et par timer. Jeg bliver nødt til at erkende, at jeg glæder mig mere til mit Menneskemøde på lørdag, end min date i morgen. Vel ganske enkelt fordi der ikke er noget pres omkring lørdag. Jeg skal bare gå og samtale. I can do that.

Hvis du er nysgerrig på Menneskemødet, så er der nu 17 grupper fordelt ud over de danske bakker på Facebook. Se hvilke på Bo Østlunds hjemmeside: Menneskemødet

 

Nu vil jeg slukke computeren og gå over vejen og drikke en øl med min genbo og udveksle erfaringer om at være kærestesøgende. Måske. Det kan også være vi bare drikker en øl og taler om hvilke Netflix serier og børnetegnefilm vi har brugt livet på de sidste par år.

Og for himlens skyld. Hvis du sidder derude og har en kæreste, som du egentlig er pænt godt tilfreds med, så gør lige noget, ikke? Sluk skærmen og gå i krig. Du kan jo lege, du er på din første date 🙂

 

At kende sit hjerte

Forleden skrev jeg, at der i det meste af mit liv er der gået ret lang tid mellem jeg mistede nogen eller noget, der betød en masse for mig. At man kunne sige jeg var lidt utrænet i tab.
 
Fra sommeren 2013 blev min tabsopsparing så udbetalt. Jeg mistede min onkel til efterlivet. Jeg mistede min familieenhed, da vi brød kernefamilien op. Blev forladt af en højt elsket veninde og nåede lige at komme tæt nok på en fremmed til at opdage, han slet ikke var fremmed alligevel.
Og så var det væk.
Det var lidt som at tage en master i sorg. Men når man tager en master i sorg, så opdager man også en masse om kærlighed.
 
Jeg ved ikke om ikke det er meget normalt at tvivle på sin evne til at elske – og sin elskelighed – når et langt forhold slutter? Når man giver op. Kaster det berømte håndklæde. Jeg tvivlede i hvert fald.
I lang tid skrev jeg på fire tekster om hvad jeg lærte om kærlighed ved at miste. Jeg kæmpede en voldsom kamp med den ene. Jeg syntes, jeg havde fundet et fint billede på dette tab. At det at komme sig her, var som at skulle gennem en lang gang af sammenhængende værelser. I hvert rum er der en ny slags smerte, der skal håndteres, før du kan komme videre til det næste. Men en dag åbner du endnu en dør og bag den er et uindrettet rum – klar til en ny begyndelse.
 
Jeg genlæste og slettede. Genlæste og tilføjede, men det var ikke rigtigt.
Fordi jeg prøvede at gemme mig bag ordene. Prøvede at skrive det ud, uden at skrive hvad der skete. Her til aften, under en vidunderligt orange måne, prøver jeg at stå fast.
 
Jeg mødte et menneske, der vadede lige ind i mit hjerte. Jeg ville ikke have det. Timingen var elendig, jeg havde forpligtelser der handlede om andre end mig selv, og jeg var, som Chris Martin synger det, ’scared, tired and underprepared’. Og mand, var det bare ærgerligt, om jeg ville eller ej.
 
Den sorg du slet ikke vil anerkende. Der hvor du bliver slæbt skrigende og sparkende mod erkendelsen. Den hvor du kæmper mod det hele. Følelserne, tabet, sorgen. Du vil ikke have noget at gøre med noget af det. Den her slags sorg gør nas.
På min tur gennem smertens værelser lærte jeg at vi virkelig ikke selv bestemmer hvem vi falder for – eller hvornår. Punktum. At slå sig selv oven i hovedet ved at tro at det er et valg man har, er heeeelt hen i vejret.
Men det gjorde jeg.
 
Ét rum var fyldt med lede. Herinde kaldte jeg mig selv en frygtelig masse grimme ting, fordi jeg havde afleveret mit hjerte uden at tjekke om der var nogen der var i stand til at tage imod. Jeg måtte jo være dum. Til det er der kun at sige, at sådan fungerer det ikke. Hvis du venter på bekræftelser, på at kysten er klar, på at alt er sikkert, så kommer du ikke i nærheden. Du bliver nødt til selv at være pivåben for at kunne give – og modtage.
 
Ikke?
 
Der var et tilsyneladende endeløst værelse fyldt med kvinder, der måske ville få det jeg ikke kunne få. De havde mange ansigter, bredder og aldre. Min jalousi var generøs.
Så var der det rum hvor du skal lære at acceptere at det du føler er du alene om, men at følelserne hverken opløses eller bliver mindre kraftfulde af den grund. Og at det er okay.
Jeg blev nødt til at blive herinde i ret lang tid.
Og så står jeg i et nøgent rum. Åbent, tavst, afventende.
 
Jeg er tungere nu. Ligger mere stabilt i søen efter turen gennem tabsland. Jeg ved, hvad jeg er i stand til. Jeg ved hvad jeg behøver og hvad der virkelig ikke bidrager til den generelle livsglæde.
Jeg har accepteret mit hjertes væsen.
 
That’s kinda big.
 

Adgangsbilletten

Jeg har fået en af den slags mails som man hvinende af fryd knap når at læse til ende før man stormer hen til telefonen for at dele det glade budskab. Eller.. jeg ved ikke om det er sådan alle andre gør…?
Anyways – jeg blev tilbudt en klumme i en lokalavis.
Det første der afholdt mig fra bare at svare ja for fanden, det vil jeg sindssygt gerne, var den der uh åh, skal jeg godt nok til at udbrede mig i en avis også. Endnu flere mennesker der ikke har bedt om min mening vil få den alligevel.
45.000 af mine nærmeste naboer såmænd. HA HA HA host aaargh.
Endnu en ting jeg SKAL.

 

Det var sådan set meget godt at jeg lige afholdt mig selv fra det indledende svar og brugte lidt tid på at tænke.
Jeg vil gerne lege. Vel vil jeg så. Men jeg har også lige overstået Hjortshøj Festival, hvor jeg er med til at arrangere litteraturen. Jeg har mit dagjob. Jeg har en nyanlagt blog at passe. Og så lige en hjemmeside der skal flyttes og åbnes. Og de der to menneskebørn. Noget er sjovt. Noget er bare arbejde. Det meste af tiden er det en blanding.

 

Og da jeg gik og tænkte over, hvad jeg egentlig ville arbejde for endte jeg efter *en kjole + en gang massage* ved en eneste ting.

 

Glæde.

 

Livet er lige nu så fyldt af forpligtelser, at hvis noget nyt skal have plads, må glæde simpelthen være adgangsbilletten.

 

Glæde.

 

Så jeg siger ja, og så må vi se om lønnen er tilfredsstillende.

 

Hvornår er nok nok?

I noget tid har jeg mest talt til computeren. Jeg er ved at lave denne blog. Det er omkring den tid.
Jeg har nu lært betydningen af  . Har lært hvad det vil sige at sætte et mailprogram op så det ’lytter’ til dit RSS-feed. Jeg har afklaret hvad man kan bruge RSS til i det hele taget. Jeg har installeret og testet og slettet plugin på plugin, og så har jeg brugt timevis på at banke hovedet mod samme mur, fordi et par ting blev ved med at svæve rundt på en side, som om det stod dem frit for at vælge placering.

Det er helt åndssvagt så lang tid jeg brugte, før jeg bad om hjælp. Man siger jo definitionen på idioti er at blive ved med at prøve at løse et problem ved at bruge samme metode. Det gjorde jeg i det mindste ikke. Jeg prøvede alt muligt forskelligt, og efter et par lange, seje, pinefulde aftener stod det klart, at jeg var in over my head.
Men nu tænker jeg på om det ikke også er en form for idioti at være for lang tid om at bede om hjælp? På den ene side ville jeg jo ikke have lært alt det jeg nu har lært, hvis jeg bare havde bedt om hjælp med det samme – men hvordan hulan ved man, hvornår nok er nok? Hvornår man har ramt verdens ende og der virkelig ikke er mere at se, hvis man bare lige får kæmpet sig op over den her bakke også..
?

Nu kunne jeg jo godt bruge en masse tid på at tænke over det, som jeg plejer, men jævnfør min nylige erfaring, vil jeg da bare lige høre her om der er nogen der har en ligning, jeg kan bruge på kommende problemer, så jeg opsøger hjælp, før mine tindinger føles som om de bliver suget indad..

Anyone?

Mens jeg venter på at få en evigt gyldig og altdækkende løsning serveret, vil jeg fortsætte med at svømme hen til Becks album Morning Phase fra 2014, som jeg lige har opdaget.
Nummeret her får mig til at være ligeglad med næsten alt andet. Prøv eventuelt og lyt.
 

Om at blive ældre

Min hofte siger en mørk, ulden lyd da jeg går op af trappen for at vække knægten. Min respons er ’really’?? Jeg går ud fra at læsebrillerne og kalktabletter venter lige om hjørnet. Og det er okay med mig.
At blive ældre. Alle de ting man ikke længere kan bekymre sig om. Alle de holdninger.
Når jeg kigger på min yngste der kamproder med en kløende næse. Hun lever nu. Det er lige nu det klør, og det skal holde op nuuuuuu. Hun har ingen forventninger om at det vil hjælpe, hvis hun prøver at tænke på noget andet. Hun vil ikke vente på at det går over. Hun kan ikke.
Jeg ved det går over. Eller hvis ikke, så vænner jeg mig til det. Eller hvis ikke, så er det i det mindste slut med det, når jeg kreperer. Under alle omstændigheder holder ting op. På et eller andet tidspunkt er du færdig med det der.
Det at blive klogere med alderen er ikke ensbetydende med, at du ikke længere roder dig ud i fejltagelser eller bliver en sand mester i at undgå at blive ked af det eller forvirret eller trådt på. Nej. Du er blevet klogere når du erkender, at du stadig vil træde ved siden af og blive forvirret og det vil du, fordi du bliver ved med at møde ting, du aldrig før har skullet tage stilling til.
Du holder simpelthen op med at slå dig selv i hovedet med at du jo må være dum fordi du lige trådte ud i noget der helt klart lignede en eng i sommersol drysset med vilde blomster og en totalt nuser lille hare hist og her, men viste sig at være en gedigen dynge af skærende ubrugelighed.
I stedet kan du nu kigge på dine ømme fødder og lettet tænke, godt de ikke brækkede i det mindste. Godt det ikke var syre, jeg lige sprang i. Eller en rævesaks.
Da jeg var yngre tog jeg alt på mig. Hev gardinerne for, satte mørk musik på og hulkede ned i min dagbog. Det var virkelig ikke særlig sjovt.
Nu ved jeg, at jeg bliver ramt, og når jeg gør, så rejser jeg mig igen, stærkere. Det gør måske lidt ondt i lænden nu på vej op, men bortset fra det, så er jeg ret vild med at blive ældre.

 

Funny-aging-saying

Søvnløs i Vejle

Der ligger du. På en luftmadras i Vejle og stirrer op i loftet. Med en barnearm over brystet fra den ene side og et par børneknæ boret ind i den anden. Fødderne vippende i det fri. Dagen er afsluttet med et fælles klukkeanfald, men beslutninger der ikke var nogen vej uden om, har efterladt alting en anelse blåt. Den slags kommer altid snigende i takt med børnenes dybe vejrtrækninger.
Og det her er dit liv.
Lige om lidt starter det igen. Hverdagen i et nyt år. Og du vil smile til gud og hver mand om morgenen i skolen, til naboerne og kassedamen, berolige dine forvirrede lånere med at man lige skal lære systemet at kende, og du kan sådan set heller aldrig huske dine koder, det behøver ikke have noget med alder at gøre.
Du vil fryse som en gal ved vandet før arbejdstid. Du vil tøve lidt længere for hver gang du sætter bilen i gang. Det vil trække mere og mere i dig efter at komme i havn i Ørslev Kloster. Tænde lys og tage livtag med ordene.
I spænd, fladt på ryggen tænker du, hvorfor du ikke er blevet klog nok til at holde dig fra luftmadrasser. Det er jo ikke fordi du ikke før har tilbragt søvnløse nætter blindt stirrende på luftmadras. Dog aldrig før i Vejle. Og du tænker på at livet har speedet op i forhold til hvor hurtigt erfaringerne kommer flyvende. På om du egentlig kan følge med og på, om det her er et varsel for 2015 eller bare 2014, der smækker døren på vej ud.