Dating. Gammel og klog nok nu?

Så har det varet længe nok. Det her alene noget. Mine børn spørger om jeg ikke skal have en kæreste, og jeg er træt af at høre mig selv sige jo æh men øh. Min kollega siger, hun har tænkt over, at jeg er klar, mens hun cykler hjem fra arbejde. At jeg aldrig har været gladere. Og hun har ret. Har heller aldrig været stærkere.

il_340x270.772229166_35r1
Altså har jeg besluttet at lave den elendige dating-profil i denne uge (ikke lige nu vel, lige nu skriver jeg om, hvad jeg har tænkt på, jeg agter at gøre). Jeg har aldrig haft sådan en, og jeg har spurgt til folks erfaringer i øst og vest. Men ingen af de søde mennesker, der beredvilligt deler deres erfaringer, er jo mig. De kommer ikke med de samme historier, og de har mødt andre, end dem jeg vil møde (ja, jeg går ud fra, at der er nogen, der gerne vil – noget).

Jeg går jo hele tiden og siger til min snart elleveårige søn, at man bliver nødt til at prøve ting af. Ellers kan man ikke finde ud af, hvad man godt kan lide. Nødt til at øve sig, før man kan blive god. Og i dag kan jeg godt se, at når jeg ikke har fået gjort noget ved den der kærlighed – ikke meldt mig til en datingside, skrevet en kontaktannonce i lokalavisen, ikke bedt nogen om at se, om de kender en, jeg kan komme på blind date med, så handler det et langt stykke af vejen om, at jeg ikke har lyst til at være begynder.

Hvilket er fjollet. For det er altså rigtigt, hvad jeg siger til min søn. Så nu prøver jeg at lytte til mig selv.

Jeg er faktisk ikke særlig nervøs for, hvad jeg vil rende ind i i den der store datingverden med regler jeg ikke kender.

Jeg agter at tage min pænt brede humor med i inderlommen, så skal jeg nok føle mig godt underholdt lige meget hvad. Vildt pinagtige oplevelser kan jo senere ende som prima gysende underholdning..

Har selvfølgelig tænkt over det vigtigste, og udvalgt profilbillede:

Witch

En god uges ende

Det har været en dejlig uge. Vejret har nærmest ikke været generende. Ungerne har haft det godt. Jeg har genoptaget meditation og faldt i søvn begge gange (så måske forsøgt genoptaget?). Men en veninde siger, det ikke handler om modstand mod selve meditationen, bare at jeg er træt. Den køber jeg. Jeg er altid villig til at købe alt, der kan gøre mit syn på mig selv mildere. Jo mildere vi ser på os selv, des mildere ser vi også på verden. Og hvor er jeg heldig at have ikke bare én men flere i mit liv, der bare siger nej, når jeg siger, er jeg ikke bare ringe.

I dag har vi været i sydbyen og købe et brugt skrivebord til Aviaja som fylder otte lige om lidt. Det mindede mig om, hvor tæt et forhold jeg havde til mit eget skrivebord, da jeg voksede op. Det var malet orange, med skuffer i den ene side og en hylde ovenover til bøger og nips. Min far havde lavet det til mig. Når jeg sad ved det skrivebord, var der intet i verden, der kunne røre mig. Jeg tegnede, skrev dagbog og klippe-klistrede. At genkalde følelsen af at sidde der ved lampen. Ingen krav eller forstyrrelser. Kun mig, min fantasi og mine hænders evne til at udføre, hvad min hjerne dikterer. Hvordan resten af værelset, resten af verden holder op med at eksistere. Indtil min mor kalder til aftensmad.

Nu er det så Aviajas tur til at putte ting i skuffer og sætte på hylder. Hun spørger lige et par gange hvor jeg synes, hendes notesbog skal stå, men igen af os er egentlig interesserede i, at jeg kommer med forslag. Det er hendes skrivebord. Hendes lille verden i et hjørne af vores fælles værelse. Tænk, hvis hun får det samme forhold til sit skrivebord, som jeg havde til mit. Hun hviler i sig selv og er god til selvaktivering. God til at tegne. Hun skal nok få lavet sin egen lille boble, og nu er det så mig der kalder til aftensmad.

Jeg havde trailer-debut i dag. Glemte at der hang noget fast i jydekrogen i det sekund jeg kørte fra parkeringspladsen, men opdagede det igen på grund af ændringen i gearskiftet. Det føles så godt at kende sin bil. Ex’en var med til at bære. På vej hjem bliver jeg meget træt og begynder at snakke om kød. Vi sætter skrivebordet ind til væggen hjemme ved mig, og kører tilbage til datterens andet hjem med trailer og ex. Så steger han kalve-bacon til mig. Ikke andet. Bare kød, som vi alle fire spiser med tandstikker.

Lige der er jeg en stor pose blandede følelser. Jeg er nærmest grædefærdig af en dyb og inderlig taknemmelighed over at han ved, at jeg nok falder sammen, hvis jeg ikke får noget at spise. At han bare hører hvad der skal til og fikser det. At han gider tage sig af det efter al den tid hver for sig. Og det kan godt være, at alle forhold indebærer tider med sammenbidte tænder, himmelvendte øjne, dyb skuffelse og gå hjem hver for sig. Og til sidst for vores vedkommende til hjem hver for sig. Men jeg var altid opmærksom på hvor fantastisk det er at have én der laver mad til dig.

Og selvom jeg kan låne og køre en trailer. Lave min egen mad og hamre et brugt skrivebord sammen så det står fint igen. Passe mig selv og mine. Så mindede i dag mig om, at selvom man godt kan alting selv, så kan man godt ønske sig én, der har lyst til at gå ved siden af og brumme, mens man gør det.

2016-01-28 08.50.40

 

Om det almindelige liv og Hjortshøj

Klumme fra Aarhus Onsdag Nord, uge 51

Jeg ved ikke om alle der bor i en landsby har det med deres landsby, som jeg har det med Hjortshøj. Jeg ved ikke hvor meget af det, jeg holder af ved stedet her, der er specielt Hjortshøjsk, og hvor meget der er helt normalt. Det gør heller ikke så meget. Det er bare enormt heldigt at være glad for at bo der, hvor det nu engang er mest praktisk at bo.

For nylig var der støttekoncert med det lokale band Rygtesprederne i forsamlingshuset til fordel for den hal, byen gerne vil have. Multihuset i folkemunde. Min aftale går til i migræne, og for første gang i mit liv trasker jeg alene i byen. ’Byen og byen’, tænker du måske, men jeg er ikke helt glad ved det. Med krydsede fingre håber jeg inderligt nogen gider snakke, måske endda danse, med mig.

Ved indgangen bliver jeg budt velkommen ved navn. To skridt længere inde har jeg hilst på de første tyve, og resten af aftenen er jeg kun alene, når jeg går ud for at være det. Jeg kan godt lide det på denne måde. At tingene er overskuelige. At vi som udgangspunkt opfører os ordentligt, for de fleste af os skal se hinanden i øjnene på skolen mandag eller over bland-selv-slikket på fredag. Jeg kan godt lide, at jeg kan GÅ hjem gennem en stille by, når jeg ikke kan mere.

Bandet Rygtesprederne består af fire lokale mænd, der skriver sange om det absolut almindelige liv omkring de fyrre. Teksterne er almengyldige og humoristiske, med stærkt lokalt tilsnit. De behandler selvironisk og uhøjtideligt det, der lige pludseligt er gået hen og blevet livet; at lægge lån om, at det IKKE er pinligt at spise aftensmad i Ikea, og den om hvor enormt large og rummelig man er, lige indtil nogen lugter af skyllemiddel.

Mens vi står der og griner af det nærmest besk genkendelige, bliver jeg ramt af et ønske om at høre noget, der matcher mit eget liv. For selvom jeg er set spise i Ikea, har jeg lagt fælles låneomlægninger bag mig. Jeg kunne sagtens forestille mig lignende sange om at være enlig forælder. For eksempel kunne der være sangen om at vænne sig til at være helt alene. Pludselig er man akut opmærksom på lyden af indkommende beskeder på mobilen. Man smider madlavning, bog eller trøstechokolade og flår telefonen til sig i håb om – ja et eller andet – bare for at opdage, at det er en praktisk besked fra ens ex eller en er-du-okay-sms fra mor. Igen.

Eller sangen om at du i lige uger er toptunet forældermaskine, hvor du smører madpakker, sørger for at alle kommer rene af sted til tiden hver morgen, har bløde barnearme om halsen, generelt er nødt til at agere navigationsmester og hører musik du ikke selv har valgt at sætte på. For så ugen efter at komme hjem til et tomt hus, og al den lettelse du har følt hele dagen på arbejdet over at sOm det almindelige liv og Hjortshøjkulle hjem til ro, fordamper i det sekund du rammes af – well, ingenting – i entreen.

Men også sangen om den helt absurde glæde ved at bestemme selv. Andet vers skulle så handle om, hvor afsindig træt man er af at bestemme alting selv, i tredje vers er det alligevel bedre og så fremdeles.

Jeg er glad for, at der findes nogen derude som Rygtesprederne. Nogen der stiller sig frem og italesætter det almindelige liv. Stiller sig frem som klassiske eksempler uden at pege fingre. At vi så følte os ramt til højre og venstre er en anden sag :). Og jeg er meget glad for at bo i en lille østjysk landsby, som alligevel er stor nok til koncerter (og måske en dag en hal).

 

Om at få det bedste ud af citronen

I aftes var ungerne og jeg til fællesspisning med fire andre naboer. Et par dage før gik jeg over og snakkede med Bodil overfor. Jeg var lidt ramt af varmen og lyset der endelig var dukket op, for nu savnede jeg mit gamle bosted. Savnede at kunne gå ud og være omgivet af godt kendte. Savnede fællesspisninger.

Nu er Bodil åbenbart ikke én der lader solen gå ned over en nabos savn, så en halv time senere bankede hun på min dør og havde lavet aftale om fællesspisning nogle dage senere.

Og der sidder vi så bænket med masser af mad. Og vin. Får os en voksensnak. To af de andre er også alene med halvstore børn og vi taler om det med at komme af sted uden havemøbler, men til gengæld fik man grillen. Om at mangle sin have, noget plads, rum til ungerne. Det er jo ikke fordi vi går rundt og fortryder. Det her var bare aldrig meningen. Det tager faktisk noget tid at vænne sig til det der ikke var meningen.

Men når man nu sidder i et rækkehus, hvor man deler værelse med datteren, lejer igen. Ejer af to havestole med tilhørende hynder og først for ganske nylig har anskaffet en kagerulle som erstatning for den man ikke fik med i bodelingen. Så kommer der et tidspunkt, hvor man atter føler sig hel. Hvor man ser rundt og siger okay, så er det sådan her det er. Hvordan får vi så det bedste ud af det. Noget af det bedste jeg ved er fællesspisning. Spændende nye ting at smage på. Meget af det. Ungerne leger. De voksne taler. Mens vi slæber borde og stole og ketchup ud på den fælles græsplæne gør vi også en indsats. For at få dette ’ikke meningen’ til at give mening alligevel.

Det betyder ikke, at jeg ikke stadig ønsker mig sådan en reklamehave med høje gamle træer der danner skyggepletter på en græsplæne der alligevel er stor nok til både at kunne rumme et fodboldbanestort solfyldt område til leg og samtidig har plads til et langt hviddækket bord og latter. Det betyder bare, at nu er det her vi er.

 

Ex på den seriøse måde

Og så er man allerede på den anden side af første år som enlig mor. Som ex på den seriøse måde. Ex-husejer. Ex-kernefamiliedeltager. På sådan et år lærer man et eller andet. At man kan læse to bøger på to dage fx. Men at det ikke er så tit man gør det.
At man godt kan være totalt lykkelig alene samtidig med at de manglende små menneskebørn trykker mod organerne som en lille konstant murrende sult.
Hvis man ligger med ryggen helt tæt op af sofaen som er lige så gammel som ens nye liv, føles det næsten som at ligge i ske, og man kan godt kramme bamser og puder i mangel af menneske. Det kan man faktisk godt. Og bamser og puder har den klare fordel, at de altid er klar på at kramme.
Man vil ikke have noget at gøre med cykelreparationer. Det vidste man også godt før, men nu ved man det på en helt anden måde. Man vil til enhver tid betale for at slippe for nærkontakt med gummislanger. Desuden er cykelhandleren så kæk. Så sker der da lidt.
Nu ved man også, at man godt kan lave en bolledej til køleskabet og bage friskbagte boller hver morgen. Bare der ikke er nogen der ville ønske man var den slags kvinde der godt gad gøre det. I samme boldgade har man lært at man kan lave en kylling/karry suppe der smager ret tæt på den man før i tiden tog alene på Café Kindrødt over en bog.
Forholdet til ens bil bliver tættere, mere personligt og følelsesladet, nu hvor der kun er os to til at holde sammen på den.
Endelig har man lært at ingen dør ved at man skriver sine tanker ud. Ikke endnu i hvert fald. Eller så vidt vides.
Men nu holder man selvfølgelig også helt vildt igen.