Bønner

Jeg kaldes ovenpå af stille gråd. Datter græder over drøm.

– Jeg har haft den før, mor. Jeg skal finde én. Der er noget, jeg skal spørge om. Men jeg ved ikke, hvordan personen ser ud, og jeg er bange for ikke at nå det. Der er sorte prikker over det hele, de har form som et menneske. Mor jeg er bange for at spørge de forkerte, for jeg har kun tre chancer.

Jeg fortæller hende, at selvom hun har fået det indtryk, at hun kun har tre chancer, så passer det ikke. I virkeligheden er det sådan, at når man har brugt sine tre chancer, så får man tre nye. Man kan slet ikke løbe tør for chancer. Ligesom i Hay Day. Når man har brugt sine diamanter, så får man altid nye.

Jeg fortæller hende, at når jeg er forvirret, når jeg ikke ved, hvad jeg skal gøre, så prøver jeg at tænke, at alting nok skal ordne sig. Jeg ved bare ikke lige hvordan lige nu.

Jeg fortæller hende, at hun vil kunne kende den person, hun leder efter, når hun ser ham eller hende. At det måske ligner de andre sorte pletter, men lige denne her plet lyser. Hun vil vide det. Hun skal bare gå roligt videre, se på alle prikkerne indtil den er der. At det godt kan være, at det ikke er i den næste drøm, eller den næste igen, men måske i drøm nummer tre finder hun den, hun skal spørge.

Bag hendes varme ryg er jeg begyndt at tude.
Jeg håber sådan, hun forstår mit sprog, som jeg forstår hendes drømme.

Under paraplyen

Billedet er overordentligt venligt udlånt af 
@marie_fra_paradishuset / Instagram

I morges slog dette billede benene væk under mig. Det der fine lille lykkelige menneske. Om to sekunder rækker hun ud efter skattene under paraplyen.

For ikke at tale om et lækkert træ..

Jeg tænkte på himmelhvælvingen og på, hvad jeg ville glædes over under sådan en paraply.

 

Under paraplyen

over mit åbne ansigt

alle de billeder jeg ikke tog af dig og mig

farvede strimler stof svajende i vinden med gode ord:

håb, glæde, taknemmelighed

og yndlingsordet

kom

og yndlingsordet

ja

ansigter smiler ned til mig, milde, smilende blikke fra de mennesker jeg fik såret hen af vejen på grund af frygt

en glaskugle, mørk med lysende stjerner i

en anden kugle som ved berøring udsender variationer over lyde af vand:

bølger mod sand, rislen over sten i en bæk, lyden af regn

et lille filmlærred, der viser billeder, når det berøres:

en tungt løbende brun bjørn, en kredsende ørn

min lille søn, der for første gang sætter sig op på en tohjulet cykel og cykler, som om det ikke er noget

datteren leende, speedsnakkende, løbende mod mig

på en af pindene sidder en solsort og synger sine sange

når jeg lukker øjnene under paraplyen spiller den en melodi

jeg lukker øjnene

en ny hver gang

og igen

Hvad ville der hænge under din?

En tung, trist dværg er ganske enkelt svær at håndtere

Mand jeg har været trist. Jeg har haft nederen.

Skovture har ikke kunnet lette det, ej heller veninder. Bølgeskvulp, smukke morgener og nye kjoler er blevet noteret, men har ikke kunnet rykke noget som helst. Jeg har følt mig dum og forkert.  Som en lille lorteoptimistisk dværg, der tror prinsessen vil være glad for at se nogen bryde gennem tjørnehækken bare for at opdage, at Tornerose er pisse morgensur og generelt opfører sig som om jeg må være gået forkert.

Being dwarf and all..

Jeg er en drømmer. Jeg bygger ting op i mit hoved og kan være helt åndssvagt vedholdende med en drøm jeg bærer på. For en drømmer kan det at sige farvel til en længe næret drøm, være meget smertefuldt.

Hvis du forestiller dig dværgens skuldre falde sammen og alting blive tavst. Bjerge er bare bjerge, ikke længere keepers of great fortune. Til sidst bare en hylende tone omkring hjertets dunk-dunk. Dunk-dunk. Dunk-dunk.

Dunk-dunk.

 

Som jeg troede, landet lå

Dværg_what you think you look like

 

Som landet ligger

Dværg_when actually you look like this

 

Det er i aftagende nu, med tristheden. Jeg er begyndt at tænke igen og overvejer helt alvorligt om vægge mon suger beboerens følelser til sig? Om de kan nå et mætningspunkt og herefter begynder små pust af overskudssmerte og forvirring at sive langs væggene og søge tilbage til udgangspunktet. Ved du det? Om de gør det? Og bør man i så fald ikke lave en form for udrensning, sådan cirka når man er kommet op på det ene knæ?

Jeg kan godt klæde mig ud i gevandter og gevir og trommedanse, hvis det skulle være.

Jeg har denne her bunke liggende på en stol. Bøger, symagasiner, børnetegninger, nu toppet med en nissehue ingen længere kan passe. Bunken har fået lov at vokse vildt og er begyndt at brede sig ind over bordet. Den har ligget som en konstant reminder. En øjenkrogsbæ. Og jeg har ignoreret det hele og set sæson efter sæson af ’Venner’ på Netflix, kun afbrudt af Youtube klip med kortlægninger og stjernetydning.

Hvad end der kunne få mig til at holde op med at tænke i ring.

Oprydning er en underlig form for magi, men magi ikke desto mindre. Hvis du ikke ved, hvordan du skal få ryddet op i dit indre, så start med de fysiske omgivelser. Mens du rydder op – ikke bare flytter ting vel – men rydder op: smider ud, gør færdigt, sender videre, lægger på plads, så begynder det indeni også at falde på plads. Det er ikke noget jeg har fundet på. Der findes bøger om den slags (ergo er det sandt).

Det er ved at være tid til at få ryddet ud.

Det er okay at drømme. Drømme kan få dig steder hen, du ikke troede eksisterede. Eller var til for dig. Men når en drøm er blevet en forhindring skal den pakkes sammen og erstattes.

Helst af noget der ikke kun foregår i dit hoved.

 

fra e gilberts fbside

 

Drømmen med dig

Jeg træder ind i et stort lyst lokale. Lakeret gulv ligger åbent, solbeskinnet og klar til dans. Og der står du. Vi skrider ud i en gammeldags wienervals. Jeg skal lige kapere, at vi er sammen, at vi er alene, at vi danser standarddans, at du er så glad og let. At du lyser, at jeg godt kan slappe af nu, godt kan lade dig føre.
Du er ikke så bred her som når vi er vågne. Måske fordi du har smidt det, der tyngede dig. Hvornår har du smidt det der tyngede dig? Var der én bestemt der hjalp på det hele mon.
Jeg gør mig sådan umage. Samler alle mine kræfter for at slappe af, for at forstå at vi er glade. Sammen. Endelig. Dér i dine arme kæmper jeg, for det er så tæt på nu. Vi er stillet op til pardans og selvom det er usandsynligt, hvad er chancen, at vi begge har wienervals med i bagagen, rustne og baggrundsforskellige som vi er, så kan jeg jo se du er klar, mærke det kun er et spørgsmål om tro, så flyver vi over det dansegulv.
Vågen ønsker jeg bare, at du er så glad, som jeg drømte dig.
 

Mor er aldrig skuffet. Mor er ærgerlig

Jeg kan godt lide at sove. Men på det sidste har mine drømme handlet om at være i venteposition. I går nåede vi et helt nyt level, mine drømme og jeg, hvor jeg ikke bare var forhindret i at komme frem eller ind til noget, men nu blev jeg nødt til at bakke. Sågar.
Til gengæld bakkede jeg så rigtigt hurtigt.
I nat var der én der rakte hånden ud. Jeg kiggede på den hånd og alle de grunde den havde til at stoppe op igen. Og ganske rigtigt nåede den aldrig frem til mig.
Jeg vågner med løftede øjenbryn.
 

Noget af det værste jeg ved er Skuffelse. Skuffelse er sådan en passiv aggressiv tingest, der hverken er særligt herlig at være grund til eller selv at være fyldt af. Jeg har været ret skånselsløs i min kamp med at udrydde Skuffelse.
Skuffet skal undgås med alle midler. Skuffet er tung af skyld. Skuffet er tromlet. Skuffet er hængedynd, fedtet hår og hundeøjne. Skuffet lugter. Skuffet er hey, så se mig dog lige lammet og tung i kroppen og buuuuhuu.
Så vidt muligt har jeg skiftet skuffet ud med ærgerlig.
Ærgerlig er mere hen af irriteret, sådan hey, det der kunne have udspillet sig så meget federe. Ærgerlig er boblende, fuld af kamp, fældet men ikke knækket. Down, but not for long.
Så trods møg irriterende drømmehjerne, var jeg ret tilfreds over at vågne og opdage, at selv i drømme vælger jeg ærgerlig.
 

.. men du skal drømme

Og så engang imellem puffer livet til dig. Du går lidt til siden. Så puffer det igen og du rynker panden, hey, la lige vær, ik? Så puffer det igen og én gang til mens du er i knæ, så du ligesom ikke kan lade tvivlen komme livet til gode.
Oh you’re going down.
Og du ved ikke hvorfor du er så ramt, men du må opgive at se dig selv i spejlet fordi dine øjne er alt for mørke. Du bliver i tvivl om alt det grundlæggende. Din tilgang til verden. Din glæde, din åbenhed, dine drømme og dit værd.
Mens du så ligger der på dine skrabede knæ, så kan du godt komme alvorligt i tvivl om hvorvidt du overhovedet magter at rejse dig igen. Om det egentlig kan betale sig. I det øjeblik du står op, er du jo nemmere at få øje på – og dermed ram på.
Nede på bunden sidder du så med alle de krykker du kender til. Du spiser chokolade nok for en hel lille forstad. Du parlamenterer med dig selv. Prøver at indhente hjælp fra kloge mennesker og omsorg fra kærlige. Prøver at skrive erkendelsen igennem.
Der er ikke noget der virker. For der er noget du skal have lært. Noget der tager tid før det har bundfældet sig, og den proces lader sig bare ikke tvinge.
Så du lader dig falde det sidste stykke og på ryggen i pølen inviterer du det ind. Hvad end det er.
..
Først med sneen og harer der sprinter for livet og lyden af dine skridt mod en isbelagt mark begynder brikkerne at falde på plads.
 

Fra tid til anden kommer der noget der minder om et godstog på tværs af din rute og skubber dig totalt ud af kurs. Og så er det du ligger der og prøver at pakke dig selv ind i chokolade.
Men der er ikke noget i vejen med dine drømme. Du skal holde fast i dine drømme. Hvis du ikke kan se det for dig, hvordan skal du så vide hvad du skal styre imod?
Så drøm for helvede. Og hvis noget smudser dine drømme til, eller slår en flis af, så går du ind og pudser og filer og maler op, indtil drømmen står stærkere, mere skinnende og spændstig end før.
Men drømme. Det skal du.
 
if-you-can-dream-it

Glæden indeni

I sidste uge var der én der gjorde mig glad. Meget glad. Så glad, at jeg drømte en drøm med glade dyr. Drømmen var helt klar og lysende. End ikke et strejf af ironi eller skepsis. Ingen indre stemme der stillede spørgsmål ved om dyr overhovedet kan være glade eller om det hele ikke var lige lovlig fluffy og rosenrødt og hvad var hagen mon. Ingen løftede øjenbryn. Bare glæde. Jeg måtte endda holde chimpansens hånd. Jeg var i glæde og tillid, og det var et helt vidunderligt sted at være.

Mens virkeligheden bare kværner derudaf, har den drøm martret mig noget så vederstyggeligt siden. Jeg vil tilbage til den følelse. Jeg vil kravle ind i den, pakke den om mig. Bo i den.

Jeg troede, der skulle komme noget udefra for at skabe denne dybe glæde. At gnisten skulle komme fra et andet sted.

Men evnen til at være ukompliceret, glad, ubekymret er inden i os. Den er der hele tiden, selvom der ikke er nogen til at sætte den i gang. Den dybe grundglæde jeg mærkede, er ikke noget jeg fik foræret udefra. Glæden ligger i os og venter bare på at blive brugt.

Hermed ikke sagt at andre ikke kan åbne en hidtil uset dør til din glæde. Det kan de, hvis du giver dem lov. Men vi behøver ikke gå og vente. Det er en opgave. At lære at identificere hvor den sidder, så vi kan stikke et sugerør i, puste og så POW – grundglæde ud over det hele.

Nu ved jeg så også det. Jeg vil øve mig, til jeg evner at finde glæden frem, når jeg har lyst. Så jeg kan se mig mæt på den, svømme i den. Putte mig ind til den og kaste den i grams.

Ja.

Og kaste den i grams.