Giv noget tid og det sniger sig ind på dig

Klokken 5.25 påbegynder jeg slutningen på Beach Music, Pat Conroys 857 sider lange bog om South Carolina, 60’erne, Vietnam-krigen, om venskab, kærlighed, jødeudryddelsen under 2. verdenskrig, tro i dens mange variationer, Italien, forræderi, flugt, om at blive voksen, om de uendelige variationer over forholdet mellem forældre og børn, om mad og om tab, tab af uskyld, af kærlighed, af hjemstavn.

Det er længe siden jeg har læst så lang en bog. Jeg er en utålmodig sjæl, men projektet med at læse 800+ sider har mindet mig om, at der ligger store gevinster og venter, når man giver sig tid.

Og det gælder også andet end bøger.

I flere dage har jeg tænkt indædt på mad. På at jeg vil lære at lave alle mulige retter, at jeg vil invitere gæster til potentielt tvivlsomme smagsoplevelser, fordi førnævnte utålmodighed nægter mig at teste en opskrift, før jeg deler resultatet med andre. Så dem jeg inviterer, skal nødvendigvis være i besiddelse af en god portion mod og ditto humor, for fra tid til anden vil det gå galt for mig i køkkenet.

Først her til formiddag, hvor jeg bliver færdig med Beach Music, erkender jeg, at det er hovedpersonen Jacks kærlighed til mad, der har sneget sig ind på mig og smittet mig. Han skriver kogebøger og anmelder restauranter og laver mad til alle så snart han kan se sit snit. Han laver mad fordi han elsker god mad, men også som en måde at vise kærlighed og som en måde at trøste.

Hvorfor begynder jeg i det hele taget at læse midt om natten? Det gør jeg fordi min kæreste er stået op for at passe sit arbejde, og jeg kan ikke falde i søvn igen. Jeg ligger og tænker på, hvor mange ting jeg gerne ville være bedre til. Men jeg tænker også på, at jeg er tilfreds med, hvordan jeg er som kæreste – for ham.

I foråret da jeg skriver om dating, tror jeg alvorligt, at jeg måske skal holde foredrag om at date på et tidspunkt, når jeg har fået høstet en masse erfaringer.

Men jeg når kun at være på en enkelt almindelig date, der ikke rammer noget i mig.

Date nummer to sender mig et fast og undersøgende blik over bordet på en pub i Hørning, der får mig til at tænke, at det her er værd at se nærmere på.

Så nu har jeg en kæreste. En kæreste som siger til mig, at det er så dejligt, at jeg får ham til at blive helt rolig indeni på tæppet på græsplænen en solrig eftermiddag efter arbejde. Og mig der altid er så bange for at være kedelig. Fordi jeg indenunder al min blændende charme og vitserier (!) er en iagttager, der bare har brug for masser af rolige eftermiddage med duften af græs i næsen og fornemmelsen af en dansk sommer, der skiftevis bølger varm over kroppen og får huden til at brænde under kjolen og køler den ned igen når skyerne tager over. Jeg har ikke brug for de store armbevægelser. Jeg har brug for at vide, at jeg altid er velkommen under hans arm. At jeg er ønsket.

Jeg er ikke det mindste i tvivl.

Jeg er glad.

Jeg håber, du også er glad. Glad er rar at være i.

 

Prinsen på den hvide hest

Egentlig tror jeg på historien om prinsen på den hvide hest.

Lige fra jeg var ganske ung regnede jeg rent faktisk med at han ville komme flyvende ind fra højre. Totalt klar, kemifyrværkeri, vi kunne virkelig SE hinanden. Han ville hive mig op foran sig på hesten og så travede vi ellers ud på resten af historien – sammen.

Prøv lige og hør. Det skete for Tornerose. Det skete for Snehvide. Den ene sov. Den anden var ikke engang i live og ALLIGEVEL blev de begge fundet af kronetoppet læderklædt hestebetvinger, der nedkæmpede tornekrat og glaskister for at nå frem til (tavs) (øh rimelig passiv) (aka sovende/død) prinsesse.

??

.. rimeligt syge kærlighedshistorier vi fodres med som børn egentlig…

Nå, men tilbage til den rigtige historie, som er at

Jo mere jeg taler med folk om dating, jo mere tydeligt bliver det, at vi bare gerne vil findes. Ligesom i eventyrene. Det gælder både mænd og kvinder. Vi vil bare gerne findes, blive set og elsket.

Min underliggende kærligheds theme song kunne godt have været Owner of a lonely heart (much better than a owner of af broken heart) af Yes. Jeg skulle simpelthen ikke have klinket noget med den kærlighed. Og jeg ville langt hellere gå og dagdrømme om mere eller mindre selvopfundet mandevæsen end gå ordentligt i lag med en virkelig én af slagsen. Man kan jo brække negle og det der er langt værre på sådan nogen.

Efter et par år som mest mor, ikke så meget kvinde opdager jeg alligevel en dag, at dørene til fortiden er smækket i. Der er kun fremad tilbage. Lige dér, en forstadsmorgen i rækkehus, ved jeg, at lige meget hvordan jeg tidligere har følt for det med hjertesager, at det var bedst med sikkerhedsbriller og ditto skridsikre sko, høreværn og faldunderlag, så står jeg nu her og har grangiveligt skiftet mening.

Jeg vil hellere tage chancen, slippe grebet om hjertet og risikere at finde mig selv sorgfuld på stuegulvet på grund af tabt kærlighed end at blive ved med at leve sikkert og gråt.

At leve forsigtigt, hele tiden passe på sit hjerte, er en slags stille vedholdende sorg i mig. Jeg ønsker ikke mere af den slags. Hvis det skal være, så giv mig rivende floder, styrtende højhuse, skovbrande i tørketider. Og jeg agter at gå smæk midt ind i al den potentielle ballade for at se, om der ikke kunne være et sted i midten, hvor vi har lyst til at lytte til hinanden og måske endda blive hængende.

 

 

Dating for dummies

I et stykke tid har jeg googlet dating for dummies. Ledt efter gode råd og andres historier.

Jeg ender altid steder, hvor glatte typer fortæller overfladisk om bare at give den gas. Artiklerne er fyldt med modelbilleder af smarte, tyve år yngre udseende mennesker med store solbriller og mobiler. Hvilket jeg slet ikke kan forholde mig til. Og hvad så med os der er så gamle, at sidst vi var single, talte alle i Nokia og Sony Ericsson UDEN stor skærm? Hey sidst jeg var single, tror jeg ikke engang nogen brugte ordet single.

Og ingen skriver til den slags mennesker, der ikke bare springer fra båd til båd.

Romantikerne, de følsomme typer, som gerne vil lære, men uden at blive hårde. Som mig. Hvad pokker skal vi så gøre?

Så jeg skriver det her for dig der heller ikke er god til at være fremme i skoene. For dig der flytter forvildede larver fra fliserne ud i græsset. Måske har du også prøvet at redde en sensommertung humlebi ved at sætte den midt i en blomst i håb om, at den bare er sulten? Dig der taler til folk, hvis de ser ud til at have brug for det.

På datingportalen finder jeg mig selv værende lige så tilbageholdende som ude i den virkelige verden. I går måtte jeg indhente hjælp fra ekstrovert veninde, så jeg i det mindste fik klikket på ’interesseret’-knappen mere end en enkelt gang.

Det er rent ud ynkeligt, men det er jo fordi jeg synes ‘en ting af gangen’, så det er bare sådan det er.

På lidt over halvanden uge med datingprofil har jeg accepteret, at et billede er knald eller fald. At der ikke er nogen garanti for, at den du skriver med kun er fokuseret på dig, faktisk er det sikkert usandsynligt at han/hun ikke har gang i flere samtaler på samme tid. At du bliver nødt til at gå til sagen uden de store forventninger og bare håbe på at det i det mindste bliver lidt sjovt. Endvidere kan jeg faktisk godt se idéen i at have mere end én date linet op – hvis nu tirsdagsdaten falder til jorden, så skal man jo kun vente et par dage på næste chance.

Se det er præcis sådan jeg ikke har lyst til at være.

Jeg har ikke engang lyst til at tænke sådan.

For noget tid siden stødte jeg ind i en fyr online. Han havde været alene i laaaang tid og vores udgangspunkter var så forskellige som de overhovedet kunne være. Jeg havde ingen anelse om, at det kunne være et problem. Men det var det. Vi talte ganske enkelt ikke samme sprog. På et tidspunkt siger han noget i retning af at ’vi kommunikerer bare, ingen forventninger’. Her mente jeg godt nok vi var på et helt andet stadie. Så jeg sagde nogle mindre pæne ting tilbage og så stoppede ’kommunikationen’ der.

Hvad jeg allerede havde fornemmelsen af dengang – og som bare er blevet forstærket af at komme på et datingsite er, at jeg ikke er til ’ingen forventninger’. Jeg kan overhovedet ikke se meningen i at indlade sig med noget eller nogen, man ikke har forventninger til?

At have forventninger betyder at man håber på mere, at man satser. Det betyder at man tør åbne op, fordi man gerne vil tættere på, at have lyst til at komme tættere på, at give noget en fair chance.

Giver man noget en fair chance, når man holder på flere heste på samme tid? Risikerer man ikke bare at klatvinde lidt her og der, men den store gevinst – den som kræver at du går all in – den opdager du aldrig, fordi du ikke længere forstår kunsten at fokusere?

Jeg har sagt til mig selv, at jeg prøver det her af en måned. Nu hvor jeg har  opdaget, at min værdier skrider, så må jeg jo bare få fat i tøjlerne igen.

Jeg har også opdaget, at jeg er blevet mere modig på halvanden uge. Mere skal der åbenbart ikke til. Man bliver simpelthen mere modig, når man har gjort noget man egentlig ikke tør.

Så alt i alt vil jeg stadig sige, at det er godt at få prøvet af. Man skal bare huske at have sig selv med, og huske at det har de andre også. Hvad det så indebærer.

Ham her lyder til gengæld ret fokuseret, måske er det derfor jeg så godt kan lide sangen.

arrow_left

 

Første date: Hvad har man så lært

I går aftes var jeg for første gang på date med en fremmed.

Der var et tidspunkt på arbejdet i går, hvor det eneste der holdt mig fast på at overholde aftenens aftale, var min gode opdragelse. Jeg havde det ikke så godt. Tog rigtig mange dybe indåndinger, som ikke gjorde godt for andet, end at jeg begyndte at obsesse over, om for mange dybe indåndinger mon kun bevirker, at kroppen tror vi skal til at motionere overdrevent, siden jeg overilter blodet på den måde, og at jeg dermed bare sætter den i totalt alarmberedskab, hvilket var hvad jeg forsøgte at komme væk fra i første omgang.

Og mens jeg står bøjet over skraldespanden og er ved at gøre klar til aftenlukning, går en af vores faste lånere forbi på vej ud. Vi er på hej og farvel. Men han sætter farten ned og siger ’Farvel, kan du nu have en rigtig god aften’ med tryk på rigtig, hvilket slet ikke er normal procedure.

Jeg får den tanke, at han måske læser med her.

 

Førte date_Baby-shocked-face

Det tager lige ti minutter at få sat tingene i perspektiv.

Men så går det også op for mig, at det jo ikke kan være en hemmelighed, at jeg leder efter én, jeg har lyst til at holde om, og som jeg har lyst til skal holde om mig. Hvordan pokker skal han finde mig, hvis det er en hemmelighed? Og så er jeg rolig igen.

Jeg kommer lidt for tidligt og min date et par minutter for sent. Jeg er slet ikke tryg ved, hvor nemt det er at brænde en fremmed af. Så jeg når at skrive til veninde, om hun eventuelt vil slæbe sig ned og dele en øl med mig, så vi i det mindste kan lade som om jeg aldrig havde planlagt andet end en venindeøl. Hun lover at sende kæresten, hvis det bliver nødvendigt.

Det gør det ikke.

Og det er godt. Ellers ville jeg stadig have min første date til gode. Nu er den tjekket af.

Og første date med fremmed mand samlet op via netdating har føjet et par ting til erfaringslisten:

  • Der er enten kemi – eller ej. Man ved det øjeblikkeligt (ingen kemi = ryk videre til start)
  • Betal ALTID for din egen øl, det gør det så meget mere okay for dig selv, når du brat slår håndfladerne mod cafébordet og siger nå men så, tak for i aften
  • Det kan godt være, at du begynder at tro, du er vildt kræsen, mens du surfer rundt på datingsites. Så vær kræsen. Gå ud fra at eftersom du har gjort dig umage med dit profilbillede, så har de andre nok også. Så hvis du ikke tænker – ja, det kunne faktisk godt være, men nærmere, tjo, det er da ikke så slemt som nogen af de andre – så bare lad være. Afvent :).

Det er gjort. Jeg er ved godt mod. Tænker på om jeg altid vil vælge at drikke ud, selvom jeg godt ved at det her aldrig kommer til at ske.

Vi må se.

 

 

Menneskemøder

Det her er en uge fuld af nyt.

I morgen skal jeg på mit livs første date med fremmed mand. Jeg forventer mig ikke så meget. Håber bare han ikke dukker op og er sindssygt sær (og jeg er faktisk ret large med særhed) eller med et slagent blik.

Shit, jeg håber sådan set bare han dukker op.

Så skal jeg nok klare hvis det går sådan her

first-date-cartoon-230x300

 

Den datingside jeg er på fortæller mig HELE TIDEN, at man skal være hurtig på aftrækkeren. At man skal holde kontakten. Kommunikere. Flirte, I guess, men det siger de sjovt nok ikke.

Jeg er ikke en skid hurtig på aftrækkeren. Jeg synes det er svært at kommunikere personligt / kækt / muntert / flirtende med en fremmed per mail / sms / chat. Jeg mangler en helt masse informationer, som man får ved at samtale live. Muligheden for at aflæse hvor meget den anden kan tage og så liige give den lidt til fx.

Og så er det så dejligt at sidde over for et menneske, man lige har fået til at grine.

Så jeg har opdaget, at jeg simpelthen ikke gider mailudvekslinger i det her fora. Vi kan lave en aftale, mødes og se. Hvis der er noget skal jeg nok oppe mig. Hvis ikke skal jeg gøre mit bedste for at være venlig at omgås kaffen ud.

På lørdag har jeg også en aftale med en fremmed. Ikke en date – men en gåtur. Forfatter Bo Østlund opfandt for nylig ’Menneskemødet’ som går ud på, at man booker en fremmed til en gåtur. Det er ikke en date. Det er ikke meningen, at man skal mødes igen (selvom man jo kan, hvis man får lyst). Det er et eksperiment over hvad der sker, når to fremmede går en tur. Giver hinanden deres opmærksomhed og tanker i et par timer. Jeg bliver nødt til at erkende, at jeg glæder mig mere til mit Menneskemøde på lørdag, end min date i morgen. Vel ganske enkelt fordi der ikke er noget pres omkring lørdag. Jeg skal bare gå og samtale. I can do that.

Hvis du er nysgerrig på Menneskemødet, så er der nu 17 grupper fordelt ud over de danske bakker på Facebook. Se hvilke på Bo Østlunds hjemmeside: Menneskemødet

 

Nu vil jeg slukke computeren og gå over vejen og drikke en øl med min genbo og udveksle erfaringer om at være kærestesøgende. Måske. Det kan også være vi bare drikker en øl og taler om hvilke Netflix serier og børnetegnefilm vi har brugt livet på de sidste par år.

Og for himlens skyld. Hvis du sidder derude og har en kæreste, som du egentlig er pænt godt tilfreds med, så gør lige noget, ikke? Sluk skærmen og gå i krig. Du kan jo lege, du er på din første date 🙂

 

Dating & frøer

Status lige nu: hvis jeg var dødeligt udmattet fredag, da jeg oprettede min første (og sidste by god) datingprofil, så nærmer jeg mig stresstilstand nu.

Jeg bestiller ikke andet end at baske mænd af mig der, lad os bare sige det som det er, skyder over mål, forudsat deres profilbilleder matcher virkeligheden.

Hav det nu bare lidt sjovt, kys nogen frøer siger de – ekstroverte – jeg kender. Men jeg synes ikke det er sjovt lige nu.

Lige nu føles datinglivet sådan cirka som at sidde på en beverding iført pænt kropsnær kjole og prøve at ignorere ham med de urolige hænder og det hårde liv malet ud over ansigtet. Ham som utroligt gerne vil fortælle dig om det. Snøvlende. Fra dag 1. Og ret meget om hans mor. Ham som btw ikke synes alderen er et problem, hvis bare kemien er der.

….

Men okay de er søde og de taler pænt. Det gør de.

Jeg ser på mine børn i sofaen. Den måde de bare kaster sig ind i hinanden på. Deres fortrolighed med hinanden. Det er dét jeg længes efter. Ikke lige de gentagne slag på samme sted eller råberiet a la neeeej stoooop (man råber så ens mor kan høre at der bliver begået overgreb – lige her, lige nu i sofaen, så hjælp dog!) – vel – men den der fortrolighed med en andens krop. At man kender en anden så godt, at man ikke tøver med at smide sig på ham.

Lige nu kan jeg se én kæmpe stor fordel ved at afprøve netdating. Det ender med at jeg godt tør prøve at samle en fremmed op ude i den virkelige verden, for det kan umuligt blive værre end det her.

 

sick-tired-mood-attitude-Quotes

 

Dating for begyndere

Det er min frifredag. På frifredage er det meningen man skal slappe heelt af og lade op. Skrive, meditere, hvis man kan tage sig sammen, gå en tur (tjek) og/eller læse. Så hente datter, købe fredagsslik, lave mad og glo på x antal skærme resten af dagen.

Men nu har jeg jo besluttet at undersøge den der datingverden, så afslappet frifredag – not so much.

Der skal jo laves en profil. Nej vent. Først skal man vælge et brugernavn – som selvfølgelig er dit FOR EVIGT – og jeg ved ikke hvad ’manfis69’ tænkte på, da han valgte sit?

Vil nok heller ikke vide det.

Så kan jeg bedre relatere til brugernavnet ’en tur på køkkenbordet’. Så ved man da, hvad man har at forholde sig til.

Men brugernavnet bliver valgt og så til det rent ud uhyggelige.

Profilen. Man skal jo skrive noget om sig selv. Det ligger lige op af at skrive jobansøgning i nydelse.. Jeg bliver totalt staccato. Og så kan jeg lide.. Og også mad.. musik.. og ord. For én der skriver hele tiden er det jo grotesk, så ringe jeg bliver, når jeg skal sælge mig selv. Men så lige når jeg tror, den er i skabet, så skal man også skrive en overskrift ’Der beskriver dig som person’.

Jeg mangler ganske enkelt passende bandeord.

Rent praktisk kan man så åbenbart ’vise interesse’ ved bare at klikke på en knap – jeg går ud fra, at det svarer til at sende én et blik i brugsen.

Modtageren af ’blikket’ får så en mail hvor der står:

Kan du mærke det? xxx tænker på dig, og vil gerne i kontakt med dig. Grib chancen nu, og se, om han er noget for dig.

Og du scroller ned for at se afsenderen og er bare

dating 2 ugle

 

 

 

 

 

… åh vær sød ikke at tænke på mig..

 

Og hvad skal man egentlig svare til ’Du ser sød ud’?

– ’Okay’?

Efter en halv dag på en datingside er jeg dødeligt udmattet. Det er meget mærkeligt at sidde og bladre i billeder af mænd.. Og jeg vil stadig helst bare støde ind i ham derude, og mærke at her er noget at gribe i. Men nu er vi her.

Lukker ned, smider mig på sofaen og lader som om det her aldrig er sket.

 

 

Dating. Gammel og klog nok nu?

Så har det varet længe nok. Det her alene noget. Mine børn spørger om jeg ikke skal have en kæreste, og jeg er træt af at høre mig selv sige jo æh men øh. Min kollega siger, hun har tænkt over, at jeg er klar, mens hun cykler hjem fra arbejde. At jeg aldrig har været gladere. Og hun har ret. Har heller aldrig været stærkere.

il_340x270.772229166_35r1
Altså har jeg besluttet at lave den elendige dating-profil i denne uge (ikke lige nu vel, lige nu skriver jeg om, hvad jeg har tænkt på, jeg agter at gøre). Jeg har aldrig haft sådan en, og jeg har spurgt til folks erfaringer i øst og vest. Men ingen af de søde mennesker, der beredvilligt deler deres erfaringer, er jo mig. De kommer ikke med de samme historier, og de har mødt andre, end dem jeg vil møde (ja, jeg går ud fra, at der er nogen, der gerne vil – noget).

Jeg går jo hele tiden og siger til min snart elleveårige søn, at man bliver nødt til at prøve ting af. Ellers kan man ikke finde ud af, hvad man godt kan lide. Nødt til at øve sig, før man kan blive god. Og i dag kan jeg godt se, at når jeg ikke har fået gjort noget ved den der kærlighed – ikke meldt mig til en datingside, skrevet en kontaktannonce i lokalavisen, ikke bedt nogen om at se, om de kender en, jeg kan komme på blind date med, så handler det et langt stykke af vejen om, at jeg ikke har lyst til at være begynder.

Hvilket er fjollet. For det er altså rigtigt, hvad jeg siger til min søn. Så nu prøver jeg at lytte til mig selv.

Jeg er faktisk ikke særlig nervøs for, hvad jeg vil rende ind i i den der store datingverden med regler jeg ikke kender.

Jeg agter at tage min pænt brede humor med i inderlommen, så skal jeg nok føle mig godt underholdt lige meget hvad. Vildt pinagtige oplevelser kan jo senere ende som prima gysende underholdning..

Har selvfølgelig tænkt over det vigtigste, og udvalgt profilbillede:

Witch

Blindgyder

Jeg blev engang fortalt at jeg havde brugt et af mine liv som nonne et sted i nærheden af Tyrkiet – og jeg havde ikke engang spurgt. Jeg ved godt, at alle I andre var et eller andet storslået og dramatisk, i en egn hvor blomsterne blomstrede uhæmmet, I altid ramte byttet og så brandgodt ud i brynje, men jeg gik altså rundt og talte med landsbyboerne og ydede hvad end det nu var for en slags dulmende service jeg ydede, når jeg ikke sad i cellen og takkede Gud.
Jeg kan faktisk sagtens se mig selv i det. Ud, lytte og trøste og så hjem og genfinde styrken i klostret hos én der aldrig svigter, fordi han aldrig har lovet andet, end at han altid vil være der.
Åh jow.

 

Men nu har jeg jo allerede brugt ét liv som nonne, så cirka en gang hver tredje måned tænker jeg, at man nok også burde oprette en dating-profil, bare ligesom for at vise universet at jeg altså er interesseret (og eftersom jeg aldrig kommer ud). Så går jeg ind på Dating.dk for den har eksisteret så længe, at selv os der ikke har været single før i dette årtusinde, godt ved den findes. Ligesom vi ved Solgryn findes.

 

Og her ser jeg så på de der søde mennesker der smiler på forsiden og kan se at 72.612 singler har været online de sidste 24 timer og så er der sådan en ’tilbudsstjerne’ hvor der står ’Set i TV’.
Det kan jeg sgu ikke. Jeg orker ikke at være en ud af 72.000.

 

Jeg synes det er en god idé med netdating. Kan ikke se hvorfor man ikke lige så godt kunne møde sin kommende kæreste sådan et sted. Det er bare så.. altså.. Så skriver vi holdbarhedsdato og volumen og sådan grundlæggende hvad vi indeholder og allerede der strammer det lidt over brystet over at være nødt til at sætte en varedeklaration på det vi er.

 

Måske er jeg bare ikke desperat nok. Måske skal jeg bare vente til jeg er 65 og det er passende at skrive en annonce i Aarhus Onsdag hvor jeg søger en at gå ture med.
Indtil da bliver jeg nok nødt til at sætte min lid til at jeg kan blive samlet op i Brugsen.