Jeg pakker mine ord ind til dig

Vi er knyttet til mennesker, vi aldrig har mødt. Sjæle derude hvis ord og billeder på sociale medier stykkes sammen i vores hoveder til vi føler, vi kender dem. For mig betyder et udvalg af disse mennesker noget. Ofte er det dem der giver af sig selv. Dem der knalder ud lige som mig. Dem som deler, når de mister, når de glædes, når de rystes eller giver sig tid til at svare andre på deres råb.

Forleden røg en facebook status direkte ind et sted jeg kender. Det sted hvor man næsten ikke kan bære vægten af sig selv. Og eftersom afsenderen og jeg ikke er forbundet andre steder end online, svarer jeg dig nu online.

Jeg ved ikke, hvorfor vi ender der, hvor du er nu, og hvor jeg var i foråret. Jeg ved bare, at

Kære du

Jeg har også siddet der. Knækket under bruseren. Jeg tror, du trænger til varme arme, og alt jeg har at tilbyde dig er ord. Men så får du dem. Du kan gemme dem, til du er klar.

Når det tunge og grå har spredt sig til hele kroppen, og det er svært at trække vejret frit. Når det har lagt sig som en hinde over dit udsyn, dit håb og din tro. Når du ikke kan se meningen med noget som helst eller nogen.

Så bliver du nødt til at række ud.

Find frem til de mennesker, der holder af dig og lav aftaler med dem. De behøver ikke være der 24/7, men sørg for at ses med nogen, der kan give dig omsorg. Hver dag. Sæt en uge af til en begyndelse, så det ikke bliver for overvældende, og endnu et krav. Lav aftalerne. Erkend hvordan du har det – også over for dem – og bed om omsorg.

Jeg fulgte det råd i foråret og opdagede flere ting. Jo dårligere jeg har det, jo mere overbevist er jeg om, at jeg skal kunne klare alting selv.

Jeg opdagede også, at folk tager sig af mig fra det sekund, jeg siger, at det har jeg brug for. De gør det endda som om det bare manglede.

Tit drejer det sig jo ikke om, at du nødvendigvis har lyst til eller er klar til at tale om det. Hvad end dét er. Når du først er blevet grå, føler du dig nærmest som en omvandrende smittebærer. Og hvem er tjent med et menneske, der spyr nedtrykt sindstilstand ud over alt og alle i umiddelbar nærhed? Men DE kan klare det. For DE er ikke grå. De ryster grå af sig og fortsætter.

Det kommer du også til igen.

Start en taknemmelighedsdagbog. Jeg mener det. Det kan godt være, det lyder som en enormt tøset hippieting. Men det virker. Hver dag skriver du tre ting, du er taknemmelig for. Det virker, jeg lover det. Ikke lige med det samme men stille og roligt, vil det fjerne fokus fra din følelse af mangel.

Der hvor du er nu, kan det være virkeligt svært at være taknemmelig. Så vidt jeg husker, vrængede jeg de første ting ud, da jeg startede op med taknemmelighedsøvelser. Nu er det en vane. Det ligger også godt til mig, taknemmelighed. Måske du vil opdage det samme.

Bare tag det roligt. Jeg har nogle helt gratis forslag til forsigtig opstart med taknemmelighed:

Ting at være taknemmelig for:

  • du har en bruser at tude under
  • basgange
  • blødheden mod håndfladen over kattehoved

Andre ting at være taknemmelig for, når ingenting fylder alting:

Solsortesang. Dine ben (jow, prøv lige at forestil dig livet uden). Yndlingsbukserne. Duften af kaffe, flimrende sol gennem ruden, månen ved at sprænges eller ved at starte op igen, et smil fra en fremmed, hvor mange nuancer der findes af grøn, musik der får dig til at sitre, bilen der bringer dig frem, skyer, taget over dit hoved, dynen, stearinlys, mad, varme sokker, forår, træer, græs, mos, spirende forårsløg, de gode oplevelser du har haft – find dem frem, trøst dig ved dem, at du er gammel nok nu til at købe alt det slik du vil, gode film, vand: bække, åer, støvregn og slagregn, brusende vand ved vestvendte kyster og rolig skvulpen ved østvendte.

Og ord.

Og at der findes mennesker herude der forstår. Du er ikke alene.

Venligtsindede hilsener

Din virtuelle ven

Det du giver opmærksomhed vokser

Jeg er træt og har lyst til at gå op og lægge mig ved siden af min datter og bare glide ud på drømmene, hvor jeg ikke hele tiden tager stilling, bare er.

Men der er noget jeg må have ud inden.

Forleden lavede jeg en taknemmeligheds-post på Instagram. Og det gjorde jeg også i går. En ide om at jeg kunne fokusere på at vise billeder af alt det der er at være taknemmelig over, gik fra tanke til beslutning på meget kort tid. Nu kysser jeg jo normalt ikke samme dag som jeg spidser munden, så det er stort for mig, at jeg reagerede på tanken med det samme.

Jeg er helt forberedt på, at det vil være let nok i starten, men at der vil komme dage, hvor jeg skal gøre mig rigtig meget umage for at finde noget, jeg kan poste. Finde noget jeg er taknemmelig for.

Der vil komme dumme dage. Måske sidder hjertet fast i et gammelt hak lige fra morgenstunden, og hovedet summer opgivende og rasende over at være der igen.

Den slags dage ender du med at tage et billede af et blad, fordi det er grønt.

I det mindste er der det.

Og det er også i orden. Der sker nemlig noget helt forunderligt, når du fokuserer på, hvad der findes at være taknemmelig for.

Du står og ser på det her blad. Og så ser du rigtig godt efter. Og det er ikke længere bare et stykke med plante mellem dine fingre. Det er grønne farver. Det er en fornemmelse af liv. Af træer og livgivende ilt, forår om hjørnet og duften af det hele.

Så det ene øjeblik er du tung i det næste taknemmelig for en speciel grøn nuance, eller for hvordan lyset reflekterer i et blad. I dette blad. Blødt mod fingerspidserne.

I dag kommer en låner ind på biblioteket. Han har læst min seneste klumme om glæden ved breve, og han har et med til mig. I brevet ligger en novelle han har skrevet tidligere. Han har sågar skrevet noget ned jeg har skrevet på Facebook om trefarvet morgenhav, og det læser han simpelthen op lige der på biblioteket.

Jeg kan mærke, at jeg har det helt store grin på og prøver forgæves at skrue ned for blusset. Ansigtet er så uvant med store grin i lang tid af gangen. Det strammer jo lidt..

Bag ham står en ældre kvinde tålmodigt og lytter med og siger til mig, at det er en gave, at jeg kan skrive. På en eller anden måde får jeg sagt, at jeg bare prøver at se det gode i alting, og hendes ansigt stråler mod mig da hun med fast stemme beder mig holde fast i det.

Og det bliver dagens taknemmelighedspost – nu her i lang form på bloggen.

Jeg er taknemmelig over de mennesker, der i dag dukkede op ud af det blå og bare var helt vildt søde ved mig. Det betyder noget. Det bestyrker mig i min tro på, at man skal være højtråbende og favnende og måske en smule udansk frembrusende med sin venlighed.

Jeg bider også mærke i at jeg kun behøvede at være fokuseret på taknemmelighed i to dage, før jeg dælandytme fik noget at være taknemmelig for.

Så tak altså.

Tak.

Og sangen her har ingen relevans, bortset fra at jeg kan lide den og er helt vildt taknemmelig for at musikken findes 🙂

 

Giv lidt opmærksomhed – skriv et brev

Giv lidt opmærksomhd - skriv et brev
Klummen er publiceret i Aarhus Onsdag Nord, uge 5

Jeg kan godt lide breve. Den gammeldags slags. Med papir og kuvert og porto. Jeg kan lide fornemmelsen af et i hånden, at åbne et, at skrive et. Brevet der ligger på stuebordet gør mig glad helt forfra hver gang jeg kigger på det, og jeg går og arbejder på et svar, selv når jeg ikke skriver. Jeg kan lide at have været i nogens tanker længe nok til at hun har sat ord sammen – til mig. Jeg kan lide den måde, jeg selv fokuserer, når jeg er i gang med at skrive. Jeg kan lide at breve har været undervejs. At det skal i en kuvert, at du skal på med halstørklædet og op til postkassen for at få det af sted. At det kræver lidt ekstra.

Da jeg var teenager skrev jeg masser af breve. Jeg gik i klasse med min veninde Sussi, og vi udvekslede en enorm mængde breve i farverige kuverter med et utal af hjerteindrammede drenge- og bandnavne. Side efter side med dagbogslignende referater af hvad der var sket i vores teenagehjerner siden sidst vi sås (klokken 14 dagen før)..

Jeg skrev også med min kusine ovre på Sjælland. Det var vildt spændende at få brev fra hende, grænsende til det angstprovokerende. Jeg syntes selv, jeg var rimelig forsigtig. Det ord anede hun ikke hvad betød. Hendes breve var et eksotisk indblik i en tilgang til sit teenageliv, der var så forskellig fra min, at vi lige så godt kunne have tilhørt forskellige generationer på forskellige kontinenter. Det gibbede helt bogstaveligt i mig, når jeg læste hendes liv, som jeg helt sikkert ikke ville fortælle mine forældre om, eller hendes for den sags skyld. Slet ikke hendes faktisk.

Så gik der mange, mange år, hvor jeg sjældent skrev breve. Sidste år fik jeg så lyst til at skrive et, men til hvem? Hvem kendte jeg, der ville sætte pris på et brev? I en opdatering på Facebook spurgte jeg om nogen eventuelt var interesserede i at modtage et. Jeg spurgte fordi jeg er nysgerrig, og fordi jeg ikke gad sende et brev til en der synes, det er spild af tid, ord og penge at sende snailmail. Der var mange, der gerne ville have et brev. Flere end jeg kunne skrive til, hvis det stadig skulle være lystbetonet.

Nu har jeg en blog, hvor jeg har oprettet en brevtjeneste. Man kan simpelthen bede om et brev, hvis man synes, man går og mangler et.

For mig er et brev en gave. Det er ikke bare ordene, det er alle tankerne omkring ordene. Man bliver meget opmærksom på, hvad man bruger sin stemme til, når man har eneret på taletiden.

Måske er det at skrive breve et lille oprør mod en verden der synes at leve af korte tekster og hurtige overskrifter. Alt skal koges ned til at kunne fyres af lige nu, der vinkles skarpt og vi når knap at tænke os om, før vi svarer – lige så skarpt. En lille kamp mod overfladiskheden, en kamp for at give sig tid?

Den 9. februar har vi kærlighedsbrevs workshop på Risskov Bibliotek. Vi valgte den dag, fordi Valentines dag er lige om hjørnet, men intentionen er ikke bare at prøve at motivere folk til at skrive kærestebreve. Et kærlighedsbrev kan være til en ven, til dit barn, til din moster måske, eller til én du tabte. Jeg tænker et brev med hengivenhed rammer modtageren på flere fronter. At nogen har givet sig tid til at skrive et brev til dig er i sig selv er en kærlig handling. Hvis brevet så oven i købet er fuld af ord om hvor meget afsenderen sætter pris på dig, jamen tænk hvordan landet kunne blive fyldt af glade suk, måske et gys og tilfreds brummen.

(Og du har råd til portoen. Jow du har.)

 

Efterår II – og breve med kærlighed

Hvert eneste efterår er det som om jeg skal omstille mig. Og hvert eneste år kommer det bag på mig. Sådan cirka oktober måned stirrer jeg stædigt mod vinden til øjnene løber i vand, før jeg må bøje nakken i erkendelse af, at det er, som det er. Som om jeg også skal smide bladene og atter må vænne mig til at fokusere energien, fordi den ikke længere bare kommer pøsende ned fra himlen.

Men efteråret har ikke tænkt sig at lade mig være. For eksempel er det lige nu, vi skal finde ud af, hvad der skal foregå på bibliotekerne i det kommende halvår.

Jeg har besluttet at vi skal have workshop. Kærlighedsbrevsworkshop. Den skal selvfølgelig ligge op til Valentines dag (fordi nogen gange har vi mennesker bare brug for en undskyldning). Vi sætter tre timer af til at få skrevet så meget som muligt af det vigtige ned. Ord som forhåbentlig ender med at gøre nogen derude godt gammeldags bløde i knæene. Det kan være til kæresten, som man af en eller anden grund (eller 100) bare aldrig får fortalt, hvor meget hun betyder. Eller måske tænker du stadig på ham, du mødte for længe siden. Måske har du bare set dig lun på én, og ved simpelthen ikke hvordan du skaber kontakt..

Tre timer. Vi sørger for papir, kuverter og frimærker og lover at putte breve i postkassen for folk, der er bange for at få kolde fødder på vej hjem fra biblioteket. Der vil blive serveret suppe og brød til at styrke sig på, og jeg tænker der skal være lidt stemningsoplæsning. Det bliver fantastisk.

Og lige dér ELSKER jeg mit arbejde, selvom jeg faktisk ikke orker lige nu. Tænk at få lov at lege sig til huslejen. Jeg håber, der er andre der kan se fornuften i at bruge tre timer på at gøre noget så helt og aldeles fra hjertet. Vi får se 🙂

Men selv hvis du ikke kommer til workshop hos mig.

Tænk lige over det.

Om du har et brev, du skal have skrevet?

Måske ved du allerede, at sådan et brev vil falde i god jord, og så er du faktisk en ged, hvis du ikke gør det.

Er du slet ikke sikker på, hvordan det vil blive modtaget i den anden ende, så gør det alligevel.

Jeg skrev et brev engang, som jeg er sikker på blev værdsat. Men der blev ikke nogen fest. Og det vidste jeg nok også godt, da jeg sendte det. Men følelser har en tendens til at gøre dit indre til en eksplosiv cocktail, hvis de ikke kommer ud.

Så fra tid til anden skal de altså flashes.

Now may be as good a time as any.