Julestatus

2. juledag og jeg kaster mig over skrivningen for at udnytte et øjebliks ro. Søn og kammerat er sendt ud for at lufte Sally. At de også bliver luftet, er bonus. De har hylet og hvinet og skreget op i timer ovenpå til et nyt spil. Jeg prøvede det i går aftes. Gang Beasts hedder det. Nogle vidunderligt tåbeligt udseende figurer går rundt og tæsker løs på hinanden. Det handler om at få løftet modstanderen og smidt ham ud fra taget af bygningen eller ned i en kværn. Psyko voldeligt, absolut ingen historie. Kommer du til at gå ind i en væg eller nogle jernstolper, boller din figur hvad end der er i vejen. Hulemandshumor. Har sjældent grint så meget. Og så på en helligdag.

Gang Beasts PS4

Jeg har fundet en ny yndlingssang. Det gør jeg jævnligt.
Jeg får også lyst til at høre den nu, mens jeg skriver, men det nedsætter effektiviteten betragteligt. Jeg vil bare pakke mig selv ind i den sang og blive der.
Spotify er ved at hive mig i let country/blues’et retning med musikforslagene. Et sted jeg ikke troede, jeg ville frekventere så meget. Men det er dygtigt spottet. Det er sikkert min høje alder, der sætter ind. Før vi ved af det, går jeg vel også til julekoncerter i landets musikhuse og får ordnet fotoalbums og vasket vinduerne. Jeg kan kun finde en live udgave på Youtube. Jeg mangler lidt den fine guitar fra studieversionen. Men lyt til den mens du læser resten – og find den så på Spotify, eller hvor du får dine musikfix.

Livet har ændret sig.
Slut med langsom opvågning. Slut med centrering og ro til at samle sig. Slut med lige at ligge og tygge på nattens drømme. Slut med at snooze med forholdsvis god samvittighed.
Morgener er nu høje snuselyde. Tung, hurtig ånden ved sengekanten. Bankende hale mod trægulv. Teatralsk sukkende kasten sig ned i afmagt, når man ikke står op hurtigt nok.
Så jeg står op.

Actionbillede af Sally med sin julegave. En tung gummisag med et lille hul, hvor der kommer godbidder ud af. Forudsat, at man kaster godt rundt med den. Det gør hun så.

Jeg ikke er verdens mest organiserede menneske. Er vant til at skulle tilbage efter et eller andet.
En tissetrængende og mega morgentændt hund i hælene understreger, at meget af min motion kommer af at gå tilbage i stuen for tredje gang. Lyden af trippende kløer mod gulvet. Frem og tilbage, frem og tilbage. Efter hundesnoren. Hatten. Tørklædet. Det er som at få et skide provokerende spejl holdt op for sig.
Jeg er allerede kommet dertil, hvor jeg beordrer hund til at sætte sig og vente, til jeg har fået iført mig vinteroutfit og fyldt op på lommens lager af sorte lorteposer.
Det er fedest at være distræt uden at være ved at falde over hund. I hvert fald om morgenen.

Alle disse gåture jeg ellers ikke ville have haft. Nattestilhed i vintermørke. Et tyndt lag af nyfalden sne i lyset fra gadens lygter.

Naboens sorte labrador der totalt har glemt, at han er en bangebuks og kommer styrtende gennem mørket mod tydeligvis helt uimodståeligt bloddryppende Sally. Selvom jeg sagtens kan huske, hvor sur den hund kan lyde, skal vi fandeme ikke have nogen hundehvalpe, og jeg kaster mig over fremmed hunds halsbånd. Han ænser mig ikke. Han lugter blod.
Naboen siger, de er kærester jo. Jeg bliver barnligt sur. Min hund er sgu ikke kærester med en eller anden tilfældig hanhund, bare fordi han synes, hun dufter fantastisk. Så tror jeg nok, vi har andre på bedding, hvis det er sår’n.

Jeg troede, vi skulle have en mellemstørrelse hund. Små hunde tænder ikke rigtigt noget i mig. Jeg skal have noget, der kan klare, at jeg kaster mig over det. Mellemstørrelse var den praktiske løsning.

Men ét billede af Sally… nu har vi stor hund.

En stor hund udfordrer sit menneske. Især når det menneske er af typen, der egentlig bare gerne vil komme overens. Det går jo ikke med det der halsen og dansen mod fremmede mennesker og minihunde. De bliver så forsigtige i deres kropssprog. Lige meget hvor glad man er.
Så det er nødvendigt at bruge tonefald, jeg egentlig synes er alt for skarpt. Tonefald jeg slet ikke har lyst til. Men sådan er det. Skideglad hund kan tilsyneladende slet ikke HØRE milde ordrer. Men hun er lærenem. Vi behøver kun et par gange med bjæffende stemme, og så kan jeg give ordrer med helt almindelig stemme et godt stykke tid igen.
Fx da hund lige har et par dage med oprør mod at skulle ligge i kurven, mens hendes mennesker spiser.
’Det er da det, man kalder et krybende gulvtæppe’, siger min mor, grinende.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om der er et par mennesker i mit liv, der egentlig ville have haft godt af samme behandling. Have haft godt af skarpe nej’er, hvor jeg var mild og eftergivende i stedet.

Om lidt skal datteren og jeg lave pizzadej til aftensmaden efter hendes ønske. Verden udenfor er grå og ruskende.

Her er der varme. Ro, blødhed, drengestemmer.

Tid.

 

Hvis du nu bare følger med..

Sidste sommer. Solen skinner og den tørre duft af gennemvarmet sand, lyng og nåletræer er baggrunden, mens jeg lige tjekker Facebook. Jeg husker det, fordi der stod, at to fremmede mennesker havde accepteret mine venneanmodninger. Jeg mente bestemt ikke, jeg havde anmodet nogen fremmede om venskab.

Det var to meget forskellige mennesker, så vidt jeg lige kunne bedømme.. Syntes det var pinligt. Vil egentlig helst selv bestemme hvilke fremmede jeg søger kontakt til. Jeg havde lyst til at slette dem lige med det samme og lade som om det aldrig var sket. Men så tænkte jeg på, at de her to havde accepteret min anmodning, og så syntes det lidt sjuftagtigt at slette dem som venner.

I know. Taking everything waaaaay to seriously..

Men altså. Den ene af de her to har siden hen virkelig tilføjet saft og kraft til min facebook. Han booker musik og skriver fjollede / følsomme / vildt pinagtig selvudleverende slapstick-rimende-poesi-agtige opdateringer. Og jeg er helt fjollet med det. Så det var jo godt, at jeg blev.

**

For en måned siden begynder jeg at spørge mig for, om der er steder i Aarhus, hvor man kan høre live musik over en frokost.

Jeg har lige et enkelt, men ret væsentligt ønske til: jeg ønsker at spise dejlig mad til live musik i skønne omgivelser. For jeg har været på Eydes Kælder i Horsens og er blevet forvænt.

Jeg må spørge de forkerte, for folk bliver helt blanke i blikket.

Come on folkens.. landets næststørste by??

Njaa…

Men så skriver min surprise facebook ven at der vil være blues på Bådcaféen i Marselisborg havn 2. juli.

Bådcafé??

Og i dag tager jeg så kollega Mette under armen og kører på havnen for at høre blues med Alan Haynes i de dejligste omgivelser, i super venlig stemning. Næste gang tager jeg billeder af interiøret, men jeg opbrugte al strøm på at optage video.

Sorte Louis vandt mig over uden synderligt besvær:

I et pænt stykke tid har jeg også været på udkig efter rum med sjæl til andre formål: Steder hvor man kan holde events af forskellig slags. Steder der bidrager til oplevelsen. Nu har jeg fundet et.

En af dagens gæster var iført en meget smuk kjole, som mindede mig om en idé jeg ikke fik fra jorden engang.

Den kjole, det sted – det var en direkte opfordring til at prøve én gang til. Hvis jeg beslutter at prøve igen, så lader jeg høre. Det gør jeg nok.

Vi hørte dejlig musik i dag. Optagelserne er desværre en lovlig windy oplevelse – på man-skulle-nok-have-været-der-niveau.

Til gengæld har jeg atter slæbt ukendt musik hjem fra biblioteket og Robert Forster her kom med i Picantoen på tur i dag. Jeg skal lige vænne mig til den måde han bruger stemmen på, men det her nummer er altså for dejligt (det er nok 10. gang jeg siger dejligt i dette indlæg – men det ér det – dejligt).

Nummeret har en lyd som sad bandet rent faktisk og spillede sammen under optagelserne – og som om, at man herefter har gjort det helt vilde at lade resultatet stå nogenlunde rent uden at finpudse al sjæl ud af det. Men lyt selv:

Female blues (the)

Når vi møder nye mennesker, er der en god chance for også at blive introduceret til nye ting. Jeg har fx gået en del til blues i det forgangne år. Eftersom jeg på forhånd kun kendte ganske få blues sange, har jeg ikke kunnet skråle med til koncerterne og har derfor været nødt til at flytte opmærksomheden.

Jeg har lyttet til rytmer og tekster og betragtet publikum. Her er hvad jeg har lært so far:

Bluesteksten synes i vid udstrækning at være en langsom og følende sag. Sangeren undersøger en bestemt følelse. Helt i bund. Lader sig glide ind i smerten/forvirringen/længslen ved at gentage ord igen og igen, gerne i duet med en guitar.

Blues har ingen fine fornemmelser og er bestemt ikke bange for at give den gas med hjerte/smerte. Det er faktisk helt vildt så meget av, der kan være i sådan en blues koncert, hvis man bare lige gider høre efter, hvad der egentlig foregår.

I en blues sang skal man indlede med at sætte stemningen fx:

‘I’ve got the blues’

Blues publikummer kan godt finde på at SVARE sangeren, med et medlevende Yeah!. Det er sjovt.

Og jeg mener det, når jeg siger, at bluesfolket ikke sparer på smerten. Jeg bed fx mærke til en sang, hvor vi ikke alene har the blues men:

‘The bluest blues”

Av for den. Tjek lige sangen ud. Den er dejlig.

Det kan godt blive sådan lidt rigeligt med al den der minutiøse afsøgen af hjertets smertekroge.

Fx sad sangskriveren tilsyneladende helt fast i denne tekst, som jeg ikke kender hverken ophavsmanden eller titel på, men igen og igen synges der:

‘I’ll give you what you want

but what do you want baaaaby’

Det er faktisk en udmærket melodi, og den udgave jeg hørte, var dejligt fremført, men her blev jeg altså en anelse utålmodig. Synes måske sangskriveren skulle tage at klemme ballerne sammen og tage noget initiativ i stedet for at vente på at hans kvinde forærer ham en drejebog.

Ud fra det jeg har samlet op, har jeg øvet mig lidt på en indledning til en blues tekst:

‘They say the sun’s always shining

somewhere in the sky

but I can’t see any yellow

Got clouds in my eye’

Hvad ellers?

Blues er bedst live. Al nerven ligger her. Synet af fingerspidser mod basstrenge, svedige t-shirts over keyboards og et publikum der fandeme er med!

Jeg har også skrevet starten på en female blues. Teksten kommer senere. Baggrunden er følgende:

Til blueskoncert. Jeg får et knus, fordi jeg står ved siden af. Et bonuskram / et medfølgende / der falder et kram af til mig også. Her er ikke noget med hulbryst eller rumbaafstand. Det her er overraskende tangotæthed og fingerspidser mod siden af mit bryst.

Hvordan i hele hule helvede kan det overhovedet lade sig gøre? Så korte arme er der sgu da ingen der har. Jo en dværg – men han ville i så fald strejfe mine hofter.

Og nu jeg tænker over det, har jeg stadig til gode at høre en kvindelig bluessanger, og selvom bluesteksterne med al deres følsomhed er særdeles relaterbare for kvinder, så er det alligevel sådan lidt…

Nå, så jeg har lavet et udkast til en female blues. En boob-blues.

 

The Boob Blues

You walk in as a human being

boobs get in the way

You think you’re wise’n funny

but clearly – not today

Everytime you’re trying to speak

boobs get in the way

like a million dollar firework’s

on your chest’s blocking

whatever you have to say

Jaja, der skal arbejdes med rytmen, men jeg har på fornemmelsen at bluespublikummet vil sætte stor pris på den tekst 😀

Til sidst lidt anbefalinger.

Hvis du er helt grøn, men gerne vil give blues’n et forsøg, så kunne jeg slet ikke sidde stille, da jeg hørte Ole Frimer live. Her følger to eksempler. Jeg er faktisk i tvivl om hvorvidt nummer to, ‘Hvor smukt hun ta’r sig ud’, egentlig er blues, men det er så fint et eksempel på følsomheden, så det kommer med.

Thorbjørn Risager er lidt mere rå og ligger tættere på hvad jeg normalt ville høre:

Og hvis du nu går rundt og synes at den danske stand-up scene generelt er lam, så gå ud og hør blues med Kent Thomsen & De Dyre Drenge. De har et herligt show kørende internt på scenen og skønne tekster:

Det var alt herfra.

Eller næsten.

TAK! til jer mega søde blues mennesker som rykkede sammen, så der også var plads til mig

Efterårsblues

Jeg stikker foden ned i de brune blade på terrassen og nyder den tørre raslen, der nærmest er fysisk. Jeg vil finde et sted, hvor der er brune blade nok til hovedspring. Er ikke sikker på, jeg kommer op igen, når jeg først er dykket. Måske til foråret. Mens I andre har vinter, har jeg fundet et land dybt under bladene, hvor jeg har magten.

For jeg har en tryllestav. Et let slag mod horisonten, og jeg står øverst på klipperne ved en forreven kyst. Vinden fra havet får den lange tunge nederdel til at slå hårdt i luften. Lige da jeg er ved at blive overvældet af trangen til at komme længere. Ud i havet. Slår jeg atter med tryllestaven og sidder i en bar. Sætter glasset med øl fra mig og går op mod musikerne. Lytter til mandolin, guitar og banjo. Jeg ved ikke hvem alle de andre er, men her vil ingen nogen noget ondt. Her er åbent, venligt, fejende arme og holden tilbage. Her aflæser vi hinandens blik, inden vi går videre. Og puf, jeg sidder højt på en bred, glinsende hesteryg. Muskler og energi tripper under mig. Jeg rykker lidt fremad, og så flyver vi hen over det røde sand. Puf jeg sidder i skrædderstilling på en strand. Ordene flyder roligt i mit hoved, og jeg behøver ikke skrive noget ned. Her bliver alt godt hængende. Vandet er roligt og grønt. En lun, varm vind stryger over ryggen. To store hunde plasker i vandet og falder så gispende om op af mig. På en øde strand dukker små skåle op på tæppet med indiske retter, og så går jeg over en mark, oplyst af månen, ikke på vej mod noget bare ude i natten i et blegt magisk lys.

Her under bladene kan vi alt. Ingen sætter nogen sinde musik på, der ødelægger din rytme. Her under bladene er der ikke flere opgaver. Ikke flere deadlines. Du kan ikke slå dig, og hver gang du vågner, er alt så godt.

 

Efterår

 

Jeg bor i et billede af Poul Anker Bech. Det er herfra turene går, og nu skal jeg tilbage. Jeg samler mig. Går om bag huset, hen til kanten, breder armene ud og lader mig falde bagover.

..

I denne verden, har jeg glemt, hvor jeg har lagt tryllestaven. Her står jeg op og ordner. Krydser ting af. Rydder op på reposen, i skuffer, i skuret, sender poser med lånt tøj tilbage til Randers, får nyt brugt tilbage, afleverer indholdet af et bagagerum på genbrug. Stirrer på sedler der dukker op i bunkerne, med ting jeg skrev til mig selv, og til dig, verden, som jeg ikke ved, hvad jeg skal gøre ved.

Jeg kan ikke altid bestemme underlægningsmusikken.

Nogen gange er det også godt nok.