Den stille lykke

Min højre gummistøvle siger en pivelyd for hvert skridt. Det ødelægger lidt gåturens forsøg ud i zen. Men de holder vand ude, løser deres primære opgave, så jeg kan ikke skrotte dem. Jeg må knirke mig frem, til de er slidt i stykker.

Jeg har godbidder og sorte poser i jakkelommen. Mine hænder lugter af hund, og det gør mit ansigt sandsynligvis også. Ungerne og jeg har været hundesittere i efterårsferien. Er du sviller, den omgang lånepels gør os glade.

Dagens vasketøj gyngede – næsten – tørt i efterårsluft. Stuen har været fuld af latter og duften af chokoladekage.

Jeg er kørt forbi min destination mere end én gang for at glo på en bil. Hvis de får mig på overvågningskameraet, håber jeg de forstår, at jeg ikke lusker rundt med ondt i sinde. Jeg kan bare godt lide, hvad jeg ser.

 

Og der går ikke en dag uden Instagram rammer mig på den ene eller anden måde.

Her digteren Nayyirah Waheed:

Og jeg elsker at udveksle snaps med veninde iført morgenhår, åbenlyst dårlige dage og dobbelthage. Det får mig til at føle, at vi genvinder den nærhed, der ellers er så svær at opretholde med hver vores liv i hver vores by.

Hele ugen har jeg skrevet flere timer hver dag. På noget der grangiveligt ligner en roman. Jeg har altid ønsket at skrive nok til, at det kunne pakkes ind i et omslag og ligne en bog. Jeg har aldrig troet, det skulle blive dette her. Men så gør jeg det også på min måde jo. Korte afsnit. Ikke noget med alenlange beskrivelser.

For første gang nogen sinde skriver jeg bare for mig. Jow, der skal trykkes en bog. Jow selvfølgelig kunne jeg godt tænke mig, at nogen læser den. Jow, jeg vil helt vildt gerne have at nogen læser den OG bliver berørt. Jow da. Men for nu har jeg lagt eventuelle modtagere og kritikere på hylden.

Der er sket noget forunderligt. Jeg er kommet frem til, at de fiktive kritiske røster jeg har præsteret at opfinde i mit hoved igennem årene, har sagt så harske ting om mine ikke-eksisterende bøger, at virkelighedens kritikere sådan set bare kan komme an nu. Hvad end de vil have at sige med kløerne – jeg har sagt værre til mig selv.

Så der kan man bare se.

Jeg ved ikke, om du går rundt med en ulevet drøm klemt varm og fedtet mellem knugende og beskyttende fingre.

Men jeg kan anbefale at prøve at løsne grebet lidt og se til den. Ligner den stadig sig selv?

Mon ikke noget du har holdt så længe kan tåle at blive levet?

 

Gem

Som landet ligger

Når man sådan er gået hen og er blevet kæresteløs, er der pludselig en masse tid til rådighed, som ellers har været booket. Jeg er god til at være alene, men det har været lidt træls. Jeg kan sådan set godt lide at være sammen med én anden. Det har passet så fint, at jeg har skullet arbejde en del i mit nye bi-job som lektør. Men på et eller andet tidspunkt bliver det hele alligevel lidt for meget arbejde, lidt for lidt sjov.

Så sidder man der og kigger rundt i den børnetomme stue og skal komme i tanke om, hvad der egentlig gør en glad.

Ord. Musik. Film. Mad. Biler.

Så jeg er gået krig med det, der gør mig glad. I dag er jeg for anden gang i skriveklub med Jon. Han mener det alvorligt. Vi kan godt snakke i omkring tre minutter efter jeg er kommet ind af døren, men så glider hans fokus også ned mod papiret foran ham. Det er godt. Jeg har virkelig ikke brug for anden distraktion end den jeg selv kan finde på. Og jeg skal da også skrive på noget ’rigtigt’ altså noget skønlitteratur lige om lidt, jeg skal bare have skrevet det her blogindlæg først

..om datteren som var til fest med sin far og bror på Sjælland sidste år. Det lød som en hyggelig fest, men vel hjemkommet til mors trygge arme deler hun en ærgerlig historie.

En af gæsterne har en Tesla. Min søn og børnenes fætre får en tur, men da de kommer tilbage har bilejeren ikke mere at give af, så Aviaja må undvære.

Ungerne og jeg går op i biler på vores egen måde. Vi går op i udseendet (og lyden, når det er af den slags, der gør fysisk indtryk), ungerne går også op i pris. Når vi er ude at køre, tæller de Teslaer. Og når vi leger hvad-ville-du-gøre-hvis-du-vandt-en-masse-millioner, er den fede bil altid det første, der skal anskaffes.

Jeg prøver godt nok at påpege, at eget hus med en ordentlig have også ville være fint, men okay, bilen kan bringes til veje væsentligt hurtigere, og så kører vi fedt, mens vi kigger hus. Men for at komme tilbage til historien, sidder jeg med en lille datter, hvis læber er presset sammen om uretfærdigheden.

Jeg ved jo ikke, om hun melder tydeligt ud, at hun også virkelig, virkelig gerne vil prøve at køre i en Tesla. Det er ret sandsynligt, at hun er for genert. Men det er også bare helt enormt typisk, at bare fordi man er pige, så skal man virkelig op på tæerne og sige MIG MIG MIG, hvis man er til biler. Hankønsvæsenerne bliver ALTID spurgt først – også selvom de er fløjtende ligeglade.

Og når man ikke har lyst til at skubbe sig frem i nogen som helst kø, hvad så? Skal man så bare snydes for ture i Teslaer?

Det skal blive løgn, skal det, jeg skal fandeme skaffe det barn en Teslatur.

For noget tid siden fik vi nye naboer i rækkehusene. Der holder en mørk Tesla uden for deres dør og i dag gik jeg over til ejeren, fortalte den sørgelige historie om en lille pige, der virkelig godt kan lide biler og spurgte, om han måske ville køre en tur med datteren en dag, eventuelt mod en stor øl.

Han var venlig og dejligt enig i, at det var synd, at hun var blevet snydt for en tur. Næste weekend skal hun rundt om blokken i Tesla.

Jeg glemte at spørge, hvad han hed. Jeg præsenterede knap mig selv, sådan er det når jeg er på mission, alt det der udenom, indledende fedtsnak og smøren, det glemmer jeg totalt. Men måske havde det været meget smart lige at vide, om han overhovedet er til øl i det mindste.

Og for en god ordens skyld skal jeg lige sige, at når jeg beder folk om alle mulige ting, hvis de ser ud til at kunne hjælpe, så gælder det altså også den anden vej. Sidder du nu der og tænker, at du da godt gad en tur rundt om blokken i mit aktuelle køretøj – en Toyota Yaris Hybrid – så siger du bare til, så skal du bare høre hvor meget sådan lille bil kan larme, hvis man tror man skal op i fart lidt hurtigt.

Og nu skal jeg skrive noget andet, men først lige musik med bil og kvindelig fører:

 

Når naboens græs bare ér grønnere

Klumme fra Aarhus Onsdag Nord, uge 30

I ni dage har jeg været hundesitter for Liva. I ni dage har jeg også passet bil. Stor, sort smækker bil, der ligesom bare passer til mig. Jeg har modstræbende måttet aflevere begge dele tilbage til ejerne. Men nu ved jeg, hvad jeg virkelig, virkelig ønsker mig

Jeg kan godt lide biler. Store biler, veteranbiler, sportsvogne og sjovt udsmykkede biler. Min virkelighed består i at sætte mig ind i en ældre Skoda, model helt almindelig, og satse på at den holder nogle år endnu. Det plejer at være fint nok. Jeg har en regel om ikke at kigge for langt efter ting, jeg alligevel ikke kan få.

Men så er det jeg skal passe verdens dejligste hund og med hunden følger familiens BMW.

Jeg kører en del på Grenåvej og har bemærket, at en vis type biler ser ud til at komme noget hurtigere fra start i lyskryds end andre. Mens jeg har tøffet bagefter i noget mere adstadigt tempo, har jeg funderet en del over, hvordan det ville være at køre sådan én, og om jeg mon også ville få problemer med at styre tyngden på højre fod, hvis det var mig bag rattet.

I det øjeblik jeg sidder i BMW’en, og utroligt komfortabelt må jeg lige tilføje, føler jeg mig hjemme. Det tager to sekunder at vænne sig til automatgear, lyden er lav og ualmindeligt behagelig, farten er angivet i røde tal mod forruden, så du behøver ikke kigge ned på instrumentbrættet for at se, om foden hviler for tungt på speederen. Eftersom du ikke kan høre hvor hurtigt du kører – som man kan i min Skoda – faktisk kan man nærmest mærke det i min Skoda – er det enormt smart med tælleren i ruden.

Nu er det sådan med en god del ting her i livet, at vi ikke ved hvordan vi vil reagere på noget, før vi står midt i det. Jeg elsker at køre bil. Jeg elsker friheden ved en bil. Jeg klapper jævnligt Skodaen og takker fordi den kører (endnu). Men man kan godt være tilfreds med det man har og så alligevel pludselig opdage, at græsset virkelig ér grønnere ovre på den anden side. Det er fuldstændigt fjollet at en bil har en feature, hvor dørene selv lukker helt, hvis du ikke har fået lukket dem ordentligt, og det er nok heller ikke lige det, der står øverst på listen over uundværlige ting, når man er offentligt ansat, alenemor på deltid. Men jeg kunne godt leve med den her acceleration til daglig. Hildemænd. Alle de her kræfter til min rådighed. Ikke noget med at ligge i overhalingsbanen med gaspedalen helt, absolut helt, i bund mens en stor familieford nærmest kysser bagsmækken af utålmodighed. Nix. I kan bare komme an kan I. Alle sammen.

I ni dage havde jeg hund og BMW. Jeg snøftede, da jeg afleverede Liva, men det var jo fair nok, det var ikke min hund. Til gengæld er jeg stadig sikker på, at ingen kan sætte så stor pris på den bil, som jeg gjorde. Et øjeblik overvejer jeg rent faktisk, om det praktisk kan lade sig gøre at flytte i campingvogn med ungerne, så vi kan få råd til en ordentlig syg bil.

Vi ville jo alligevel ikke være så meget hjemme, hvis vi havde BMW. Vi ville altid være ude på tur.