Et løfte, en ed

Du har kigget ned for længe. Der er døre, der venter på, du kommer forbi, men

Du har ikke været god til at lukke døre. Når du først bankede på, mente du, at du var forpligtet til at følge invitationen om at komme ind. Og så skulle du blive og drikke værtens kaffe til den bitre ende. Skylle undertrykte skygger ned i kvalmestore slurke.

Tag endelig en kop gift og perfiditeter mere.

Åh.. jeg.. tak..

Der er smerte bag døre. Bliv hvor du kan gøre en forskel, gå videre hvis du mærker, at den overvælder dig og blæser dit eget mørke til en trussel, der skal tages seriøst.

Der er smukke døre, fint ornamenterede, detaljepudsede, kærlighedsfarvede med absolut intet bag. Der er grove bræddedøre holdt sammen af et skævt bræt på tværs, hvor du kan se det meste af rummet bag gennem sprækkerne. Nogle af dem behøver du tydeligvis ikke åbne. Fra andre rum damper varmen lokkende, pulserende.

Du kommer til en dør der ligner én, du er gået ind af før. Lignende dybrøde træsort. Genkendeligt mosaikvindue, den tunge dørhammer ligger hjemmevant i din hånd. Og måske genkender du også rummet bag. Men du er ikke længere den samme. Du er både tungere og lettere. Du er ikke iført det samme smil ej heller er dine forventninger, hvad de engang var.

Det er ikke længere dit job at afvæbne nogen. Mens du er i deres hus, lad dem slås, som de vil.

Jo flere døre du er gået ind af, des bedre bliver du til at sige nej tak til kaffe og hvis nødet forklare, at du ikke finder mudder det mindste tiltalende. At du ikke har bekæmpet din egenproduktion for at lade dig svine til i andres.

Der er døre for enden af stejle bakker. Du har taget en del af den slags. Noget med at det nok ville være besværet værd og at det vi har kæmpet for smager så sødt på tungen.

Du begynder at forstå, at selvom du har modet til kamp, gør kamp dig modløs.

Du har åbnet døre. Du er blevet meget bedre til at starte ud med at åbne på klem. Meget bedre til at acceptere at bag denne dør, er der måske en umulighed. De lokker ikke længere. Umuligheder er ikke en udfordring, men et tegn til bare at hive døren i igen og finde en anden at udforske.

Du åbner døre og finder rum så gode at være i. Stemningen er tryg, hjerter åbne, du kan være, som du er. Med alt dit rod og pakkenelliker af gamle ar, stemninger og kuldsejlede drømme, uheldige bemærkninger og ting du fik gjort, fordi du bare ikke vidste bedre.

Du vil blive ved med at lede efter den slags rum.

 

 

Gem

Status over et gaveblødgjort hårdt år

Vi er 20 dage inde i et nyt år. Jeg er flad, har allerede været forkølet og er pt. indehaver af et bygkorn i det ene øje. Venstre halvdel af ansigtet ser derfor ud som om jeg repræsenterer en stamme fra de mongolske sletter. Desuden får tyngden på øjelåget mig til at tro at jeg konstant er træt. Men hey, om en måned har jeg glemt det. Og det ved jeg, fordi jeg har gjort status over 2015 og fået mindet mig selv om at vi glemmer ting. Vi glemmer, at sådan som det er lige nu, har det ikke altid været. Ergo vil det heller ikke være sådan lige om lidt.

Da 2014 er ved at være forbi, går alting rigeligt stærkt for mig. Jeg er en anelse bævende, men også spændt på at se, om det bare er 2014 der smækker med døren på vej ud, eller om det er en advarsel om at 2015 vil blive en udfordring.

Og åh jow.

Den sidste del af 2015 er op af bakke. Jeg arbejder og prøver at holde mig ude af andet rod end det min hjerne selv finder på. Og det er sådan set også mere end nok.

Men det gode ved et årsskifte er, at det er et helt indlysende tidspunkt at gøre status på, og når du ser et helt år efter i sømmene er der en pænt god chance for, at det hele ikke har været noget bæ.

(Og hvis det har, så skal det fanden gale mig være løgn at det skal fortsætte..)

2015 lærte mig at finde en vej uden om en begrænsning. Når det ikke lige er så praktisk at få en hund, på grund af det sted man bor fx, fordi det ville være økonomisk uansvarligt fx, og fordi man egentlig godt kan lide sin frihed, så kan man låne en. Et par timer med pels og grundglæde at begrave hoved og hænder i gør underværker. Og så kan man aflevere ansvaret pænt igen, når man er fyldt op.

Og mens jeg kigger på det brugte år, opdager jeg at det måske også er ok at have skruet ned for blusset i sidste halvdel, for starten af året var presset.

 

JEG LAVEDE SGU DA DENNE BLOG

!

status enb1status enb2

 

Fik sat en ny version af Bogrummet.dk i søen efter år (ÅR SIGER JEG DIG) med tænders gnidsel over tingenes ulideligt rigide (s)tilstand. Og nu kører Bogrummet så smukt og inspirerende videre på grund af nogle andres utrættelige arbejde.

BOGRUMMET.DK

status_bogrummet

 

Og så går det op for mig at det regner ned over mig med gaver. I udvalg:

Et par fine hjemmelavede perlearmbånd. Et hav af børnetegninger (en flodbølge faktisk). En kjole. Vi ‘arver’ en rigtig god vinterfrakke, som min søn kan passe næste år. Et uventet julebrev med gaver til ungerne. En privattime hos en skøøøn fitness instruktør (I kid you not), som lægger timen ud med at hive smøgerne frem. Det er som at komme i himlen. Jeg har fået noget der faktisk ligner en penneven, hvilket berører mig langt mere, end jeg havde forudset.

Så giver Helle mig en gave i form af en anbefaling, og jeg begynder at skrive klummer i Aarhus Onsdags Nord sektion. Tænk at én derude stoler nok på mine ord til at anbefale mig. Og den gave har ført andre med sig. Ros og kommentarer på arbejdet, hos købmanden, på Facebook. Jeg har genopdaget den del af mig selv som kan skrive med deadlines. Som faktisk nok har det allerbedst med deadlines, også selvom det næsten altid indebærer sene skrivenætter.

2015 var en rutchebanetur. Med en lang, mørk tunnel. Men der var også latter og sus og nysgerrighed og ord og dans og glæde.

Modtog du noget der glædede dig sidste år? Husker du det? Husker du at der findes forventningens glæde, glæden i øjeblikket og glæden ved mindet?

Og man kan jo altid sørge for at få en sindssvagt god gave, ved at give én til sig selv. Da Kia’en bogstaveligt talt begynder at falde fra hinanden overtager jeg min fars gamle bil. For skrotpengene giver jeg mig selv en bilradio med DAB og mulighed for at tilslutte min telefon. Så nu hører jeg atter det musik, der passer mig bedst (den slags der ikke afbrydes konstant af reklamer), herunder P6 Beat som er en gave i form af ny musik.

Måske lyder ’Soft and Hard’ med danske Shy Shy Shy også som en gave for dig.

 

 

Om at blive ældre

Min hofte siger en mørk, ulden lyd da jeg går op af trappen for at vække knægten. Min respons er ’really’?? Jeg går ud fra at læsebrillerne og kalktabletter venter lige om hjørnet. Og det er okay med mig.
At blive ældre. Alle de ting man ikke længere kan bekymre sig om. Alle de holdninger.
Når jeg kigger på min yngste der kamproder med en kløende næse. Hun lever nu. Det er lige nu det klør, og det skal holde op nuuuuuu. Hun har ingen forventninger om at det vil hjælpe, hvis hun prøver at tænke på noget andet. Hun vil ikke vente på at det går over. Hun kan ikke.
Jeg ved det går over. Eller hvis ikke, så vænner jeg mig til det. Eller hvis ikke, så er det i det mindste slut med det, når jeg kreperer. Under alle omstændigheder holder ting op. På et eller andet tidspunkt er du færdig med det der.
Det at blive klogere med alderen er ikke ensbetydende med, at du ikke længere roder dig ud i fejltagelser eller bliver en sand mester i at undgå at blive ked af det eller forvirret eller trådt på. Nej. Du er blevet klogere når du erkender, at du stadig vil træde ved siden af og blive forvirret og det vil du, fordi du bliver ved med at møde ting, du aldrig før har skullet tage stilling til.
Du holder simpelthen op med at slå dig selv i hovedet med at du jo må være dum fordi du lige trådte ud i noget der helt klart lignede en eng i sommersol drysset med vilde blomster og en totalt nuser lille hare hist og her, men viste sig at være en gedigen dynge af skærende ubrugelighed.
I stedet kan du nu kigge på dine ømme fødder og lettet tænke, godt de ikke brækkede i det mindste. Godt det ikke var syre, jeg lige sprang i. Eller en rævesaks.
Da jeg var yngre tog jeg alt på mig. Hev gardinerne for, satte mørk musik på og hulkede ned i min dagbog. Det var virkelig ikke særlig sjovt.
Nu ved jeg, at jeg bliver ramt, og når jeg gør, så rejser jeg mig igen, stærkere. Det gør måske lidt ondt i lænden nu på vej op, men bortset fra det, så er jeg ret vild med at blive ældre.

 

Funny-aging-saying