Et løfte, en ed

Du har kigget ned for længe. Der er døre, der venter på, du kommer forbi, men

Du har ikke været god til at lukke døre. Når du først bankede på, mente du, at du var forpligtet til at følge invitationen om at komme ind. Og så skulle du blive og drikke værtens kaffe til den bitre ende. Skylle undertrykte skygger ned i kvalmestore slurke.

Tag endelig en kop gift og perfiditeter mere.

Åh.. jeg.. tak..

Der er smerte bag døre. Bliv hvor du kan gøre en forskel, gå videre hvis du mærker, at den overvælder dig og blæser dit eget mørke til en trussel, der skal tages seriøst.

Der er smukke døre, fint ornamenterede, detaljepudsede, kærlighedsfarvede med absolut intet bag. Der er grove bræddedøre holdt sammen af et skævt bræt på tværs, hvor du kan se det meste af rummet bag gennem sprækkerne. Nogle af dem behøver du tydeligvis ikke åbne. Fra andre rum damper varmen lokkende, pulserende.

Du kommer til en dør der ligner én, du er gået ind af før. Lignende dybrøde træsort. Genkendeligt mosaikvindue, den tunge dørhammer ligger hjemmevant i din hånd. Og måske genkender du også rummet bag. Men du er ikke længere den samme. Du er både tungere og lettere. Du er ikke iført det samme smil ej heller er dine forventninger, hvad de engang var.

Det er ikke længere dit job at afvæbne nogen. Mens du er i deres hus, lad dem slås, som de vil.

Jo flere døre du er gået ind af, des bedre bliver du til at sige nej tak til kaffe og hvis nødet forklare, at du ikke finder mudder det mindste tiltalende. At du ikke har bekæmpet din egenproduktion for at lade dig svine til i andres.

Der er døre for enden af stejle bakker. Du har taget en del af den slags. Noget med at det nok ville være besværet værd og at det vi har kæmpet for smager så sødt på tungen.

Du begynder at forstå, at selvom du har modet til kamp, gør kamp dig modløs.

Du har åbnet døre. Du er blevet meget bedre til at starte ud med at åbne på klem. Meget bedre til at acceptere at bag denne dør, er der måske en umulighed. De lokker ikke længere. Umuligheder er ikke en udfordring, men et tegn til bare at hive døren i igen og finde en anden at udforske.

Du åbner døre og finder rum så gode at være i. Stemningen er tryg, hjerter åbne, du kan være, som du er. Med alt dit rod og pakkenelliker af gamle ar, stemninger og kuldsejlede drømme, uheldige bemærkninger og ting du fik gjort, fordi du bare ikke vidste bedre.

Du vil blive ved med at lede efter den slags rum.

 

 

Gem

.. og så skruer du låget godt til

Forleden så jeg denne bøtte til salg hos Sisters Retro på Facebook. Det gibbede i mig. Man skulle have sådan en bøtte, tænke jeg. Til at putte alt det i der ikke er til at holde ud. Så kunne man brænde indholdet af på månedsbasis.

(Man skal huske at brænde af for ikke at brænde inde)

Jeg går så straks i fuldbyrdet panik ved tanken om, at nogen skal finde på at købe den her herre grimme brune og hvide bøtte til SURT foran næsen på mig.

Som om..

Mens jeg venter på den kommer hjem fra Randers, bliver jeg i tvivl.

Ér det nu også en god ide ligefrem at GEMME det sure i en bøtte? Det går lidt imod alt det med taknemmelighedsøvelser, smile til verden og fokusere på det positive (fordi vi bliver, hvad vi tænker, ikk å’).

[og så gik der mange dage uden flere ord, men med masser af tvivl]

I dag var jeg til kaffe. Jeg var usikker på, om jeg egentlig skulle, for jeg var tung og mørk. Burde jeg belemre hende med mig i den tilstand?

Men hun kender mørket. Og nu ved jeg præcis, hvad SURT bøtten skal bruges til.

Vi har gang i den slags samtale, hvor man godt kan sige ‘jeg er tung og mørk, jeg forstår faktisk ikke hvorfor, måske kan du hjælpe mig’ og mens vi taler, begynder jeg at forstå. Jeg forstår det først helt analytisk:

Jeg er begyndt at gøre ting, jeg ikke har turdet før, måske ikke engang tør nu. Men jeg gør dem alligevel. Det giver en vis sitren i kroppen, og nogle gange et decideret ubehag, fordi jeg er i ukendt land.

Det reagerer reptilhjernen på:

Hun føler UBEHAG?? Så er det FARLIGT! VI SKAL STRAKS HAVE DET DER NYE NOGET TIL AT STOPPE, SÅ VI KAN KOMME TILBAGE TIL STATUS QUO. ALLE MAND TIL FRONTEN. FÅ HENDE TIL AT STOPPE. BRUG ALLE TILGÆNGELIGE MIDLER.

Så når vi forsøger at gå nye steder hen. Steder vi ønsker at udforske, men som vi ikke ved om vi kan håndtere, så bliver vi nervøse og ligefrem ubehageligt til mode alt efter hvor vigtigt det er for os.

En del af vores hjerne er skabt til at beskytte os. Holde os langt væk fra alt der er farligt.

Nu er det bare også sådan, at den del af hjernen ikke rigtig skelner mellem frygten for en pisse sur drage, der så absolut har planer om at æde dig og så det at stille sig op på en scene f.eks. Eller søge et nyt job. Eller gå efter et andet menneske. Nej. Den del af hjernen reagerer på AL slags ubehag med højeste alarmberedskab.
Og den vil have dig til at stoppe.
Så midt i at du gør nye ting. Fordi du gerne vil. Fordi du har lyst til noget andet. Så bliver du pludselig ramt af den sorteste tvivl:

Reptilhjernen in action.

Min samtalepartnerske beskriver det, så resten af mig forstår. Hun siger, det er mørket. Når vi rækker ud efter lyset, så reagerer mørket.

Men når man bare ved det, så kan man stå fast og sige nej. Nej tak Mørke, jeg har hængt ud med dig alt for længe, nu skal jeg en anden vej.

Jeg gik fra hende i dag tung på en anden måde end da jeg kom. Tung af lang dyb samtale der lige skal have tid til at synke ned. Men mørket forsvandt.

Og nu ved jeg også det. At næste gang jeg går ud på søen uden at vide om isen holder, for jeg agter at blive ved med at gå ud på de skide søer, så ved jeg mørket vil komme som en tyk tåge og forsøge at skubbe mig tilbage på sikker grund. Eller reptilhjernen. Kald det hvad der passer dig bedst.
Men som altid er det så meget lettere at bekæmpe noget, når man ved, hvad det er.

Og det er dét SURT bøtten skal bruges til:
Reptilhjernens automatreaktioner.
Det er bare surt du. Jeg ser dig nu.
Ned i bøtten med dig.

*

Det her ved jeg:
En stor, rolig hest kan få mig til at falde fuldstændig til ro i mig selv.
Duften og fornemmelsen af hud mod udetørret sengetøj sletter alt mørke fra mit sind. Med øjeblikkelig virkning.
En del af mig er bange og mørk og vil hellere blive i et lille liv, et velkendt liv, et liv hvor jeg højst dør af manglende udfordringer end at vove.
At jeg ikke længere kan.

*

Kan du?

Om ikke at være ens

Min nyeste kollega siger venligt til mig at jeg vist er lidt sær. At jeg tænker anderledes. Jeg har fået nok skæve og forvirrede blikke i mit liv til at erkende, at det er jeg vel nok. Det gør jeg. Det meste af min barndom og ungdom fattede jeg nada af hvad resten af jer gik ud på.

Det kan stadig forvirre mig at vi kan sidde ved siden af hinanden og aldrig rigtig få fat i kernen.

Et årti i hvert fald gik jeg ud fra, at alle var som mig. På bunden. At der bare kunne være ret langt ned. Andre måtte simpelthen være meget bedre til at skjule det der strittede. Det der gibber i andre mennesker.

Men den formodning gjorde bare afstanden større. For hvorfor kunne vi så ikke koble?

Jeg lærte det fantastiske ord assimilering ved at se Star Trek – The Next Generation. De yderst ubehagelige Borgere får fat i Captain Picard og gør ham til én af deres ved at proppe maskindele ind i ham (billedet) og overskrive alle hans kendetegn, alle hans kanter og hjerte. Alt det der gør ham til Picard. Picard_as_Locutus

Han blev maskine. Han blev som de andre. Han blev assimileret og det var rædselsfuldt.

Jeg tror jeg græd.

Alligevel forsøgte jeg afsindigt længe at glatte mine egne kanter ud. At passe ind. At pudse mig selv op til at ligne noget der skinnede så meget at ingen kunne se forvirringen inde bagved, en forvirring, der til tider har gjort meget ondt.

Jeg har krappet mig ind i noget der lignede det gængse og forsøgt at leve sådan. At slette mine kendetegn. Af en eller anden grund tænker jeg stadig fra tid til anden, at det er bedst at skjule hvor meget jeg skiller mig ud.

Men..

Vi kan ikke rigtig mødes når vi sidder og passer på og retter ind.

Kan vi vel?

Vi bruger dyrebar energi på at camouflere hvem vi er, vores agendaer, hvad der tænder os.

Alle de høflige samtaler vi gennemfører…

Al den energi vi så ikke kan bruge på at læse hinanden. Mærke hvad der inde bagved.

Jeg dur ikke til samtaler på overfladen, hvilket nærmer sig et socialt handicap. Jeg kan godt. Men det gør mig godt nok ikke lykkelig. Tvært i mod.

So be it. Det er ikke ligefrem noget jeg har tænkt mig bede det offentlige afhjælpe.

Pt. mener jeg at ingen mennesker er ens. Du render rundt med drømme jeg simpelthen ikke kan sætte mig ind i og jeg.. jeg har vænnet mig til skæve blikke og glædes desto mere over de gange jeg bare mødes åbent, som da en gammel nabo forleden fangede mig i at være helt usædvanligt distræt. Jeg glemte simpelthen hvem jeg stod og talte med. Hun reagerede prompte ved meget flabet at påpege at det vist lige smuttede for mig og vi endte i grin. Mit grin var boblende lettelse. Over at hun så mig jokke i spinaten og bare hev mit fejltrin frem til fælles beskuelse – og latter.
Og så var det det.
 

I toget

Hvid skjorte, hvid undertrøje, sorte bukser og brune ruskindssko. Noget overraskende brager rock ud fra hans telefon, da han begynder at pakke sammen og gøre sig klar til Odense. Jeg griner lydløst til ham. – Det er min søn, siger han. – Det er godt.
 

Jeg elsker at rejse sådan her. Togets velordnede gyngen. En enkelt taske, mit hoved og min kuglepen.
 

Nu taler han til mig igen. Spørger til bogen jeg læser, fordi den får mig til at smile. Jeg vil gerne svare ham, men føler mig bundet af konventioner for hvad man gør og bestemt ikke gør i stillekupeer. Samtidig er jeg også under kraftig påvirkning fra almindelig god opførsel, der byder mig at svare. Jeg svarer kort, stille og venligt, at det er sært men godt. – Det er en lille sag, fortsætter han og nu smiler jeg stort til ham, fuldstændig i vildrede. Skal jeg sige til ham at vi altså ikke kan have en samtale i en stillekupé – og i så fald rent faktisk tale? – Det er jo ikke ligefrem en kendt forfatter, prøver han så, og nu kan jeg næsten ikke holde til mere. Jeg har jo lyst til at fortælle ham, hvad det er forfatteren gør, der får mig til at grine. Har lyst til at fortælle ham hvorfor man skal læse netop denne lille sag. Jeg vil enormt gerne anerkende hans indledning, for jeg kan godt lide den måde han har været venlig over for sine medpassagerer og hans direkte blik, og jeg vil gerne svare i samme ånd.
Kupéreglementet får lov at vinde.
 

Efter han er stået af vandrer blikket. Fesne hænder hvor end jeg ser hen. På nær den ældre dames skråt over for. Hendes fingre let krogede. Lidt løsere hud omkring leddene. Velplejede, skinnende negle mod en brun hud. Hendes hånd ser sund ud. Stærk.
Toilettet lugter af urin, præcis som det bør i et tog. Der er én, der har ridset ’HVOR’ i vasken. Det må du nok spørge om. Normalt ville jeg spørge ind til omstændighederne omkring dette ’hvor’, men jeg er begyndt at tro, at svaret under alle omstændigheder altid er ’her’.
På turen tilbage efter seminar kan jeg meget bedre lide de hænder jeg ser. De er slidte, runde, slanke, ringfyldte, rundklippede. Ikke ét par fesne hænder inden for rækkevidde.
 

Digteren der engang skrev, at man bare skal slå ud med armen, den falder ikke af, trisser gennem togvognen.
 

På dette toilet er ordet ’EASE’ ridset i vasken. Pragmatikeren vil jo straks anføre at det sandsynligvis er en bemærkning til selve det at give slip over tønden.
Jeg vælger at tro, det er samme person som ridsede ’hvor’ på udvejen. Ligesom jeg, har han haft en dejlig dag. Så dejlig at eksistentielle spørgsmål er trængt bort. Nu er han træt, mæt, måske ligefrem opløftet, endelig på vej mod hjem.
 

Ordveksling på morgenstrand

Jeg parkerer ved stranden og kigger nysgerrigt over mod autocamperen med en enlig cykel bagpå. Det trækker i mig efter at være på tur og vågne op til måger, bølgeskvulp og nyt. Idet jeg smækker bildøren i, dukker en mand frem med en sammenkrøllet øldåse i hånden.
Det bliver torden i dag, siger han, og peger mod skyer og dis. Men det er uacceptabelt, for jeg skal have atten børn til fødselsdag og vil under ingen omstændigheder have dem indenfor på samme tid.
Så vi udveksler sætninger. Mest ham. Sådan er det tit. Så smiler jeg til.
Jeg skal lige hen og se lidt ud over vandet inden jeg skal på arbejde. Og så håber jeg ikke det bliver til noget med den torden. Det gør det ikke, siger han til afsked, det tordner aldrig der hvor jeg er.
 

Det er verdens største løgn med ham og den torden.
Den mand er i dén grad på flugt fra et uvejr.
Og hvis han havde lyttet lidt mere, ville jeg måske have fortalt ham, at i længden kan man alligevel ikke køre hurtigt nok.
 

Hvis vi bare lige ser efter

Jeg har inviteret en kollega til at drikke øl med mig på lørdag. Vi har ikke kendt hinanden særlig længe, men jeg kan godt lide hende. Hun får mig til at grine.
Vi blev spurgt hvad vi egentlig lavede. Vi havde jo ingenting til fælles udover at tale om mænd og ryge smøger. (Alle der har prøvet at være alene længere end frem til fredag aften ved godt, at det bestemt også er ret fantastiske ting at have til fælles).
Men jeg blev ked af det.
Jeg ved godt at jeg har noget der hedder rygradsreaktioner når jeg f.eks ser en godt svedig mand i Føtex iført cykelhabit. Tatoveringer i ansigtet får mig helt sikkert også og mennesker der ikke smiler tilbage, tager jeg umiddelbart afstand fra. Men hele tiden ved jeg, at med en lille bitte smule interesse, med en lille skide indsats, så vil jeg kunne finde noget at tale med næsten alle om.
Hvis jeg ikke kan relatere til det de tror på, kan jeg måske være imponeret over deres vilje, deres evner, deres interessante tøjstil, den måde de taler til deres børn, at de stadig står på deres ben..
 

På biblioteket kommer der en mand på sin motorcykel. Han beholder altid læderjakken på og der er ikke det mindste tvivl om, at han har prøvet ting, jeg aldrig kommer i nærheden af og heller ikke har lyst til at se nærmere på.
Men jeg kender hans mailadresse. Den er poetisk og fuld af glæde.
 

Du ved det ikke, vel? Hvem der ender med at ramme din sjæl. Men jeg ved, at hvis vi ikke giver hinanden en chance. Hvis vi ikke ser ud over om vi har den samme baggrund/uddannelse/musiksmag/alder/køn/seksuelle orientering/antal piercinger/forkærlighed for små hunde/religiøse-politiske overbevisning så bliver det hele for småt. For usmidigt, og det bliver vi så også selv, til sidst.
Så jeg bliver ved med at finde frem til ting vi kan have til fælles.