Snehvide, prinsen og den møgsure dværg

Da jeg skriver om, at vi fodres med de vildeste (sygeste) historier om hvordan kærlighed fungerer via de eventyr vi proppes med som børn (Prinsen på den hvide hest) ved jeg godt, at det ikke bliver nemt for mig at droppe drømmen om den eventyrlige redning. Historierne indebærer godt nok onde hekse/stedmødre (også hekse), men så møder prinsen og prinsessen hinanden og ret hurtigt bliver de gift og så lever de jo ellers lykkeligt.

– Skriv hvad der sker, når Snehvide så møder prinsen i virkeligheden, siger han. Jeg vil så gerne vide, hvad der sker.

Det vil jeg sådan set også gerne.

Jeg kan ikke forstå, hvorfor der ikke er nogen, der har advaret mig, så jeg kunne forberede mig på, hvad der var i vente.

For eksempel har prinsen børn fra en tidligere royal forbindelse, og Snehvide kommer sådan set heller ikke til festen uden en del på slæb. Et par dværge for eksempel.

Der er sgu da ingen der i sin vildeste fantasi forestiller sig, at den slags løber af stablen uden nogen former for ballade.

Måske lige bortset fra mig.

For det kan jeg godt sige dig. Dværge der har haft en prinsesse for sig selv i årevis, har ikke nødvendigvis til sinds at opgive eneretten uden kamp.

Så her sidder du så. Med din nye kæreste og en dværg, der slet ikke opfører sig så pænt som du ved dværge kan. Ikke tilnærmelsesvist. Der er himmelvendte øjne. Manglende svar på venligt mente spørgsmål. Oprør og ballade.

snehvide og dværgen

Det er yderst pinagtigt.

Da dværgenes far og jeg gik fra hinanden tænkte jeg, at jeg ikke ville kaste mig ud i et nyt forhold lige med det samme. Jeg blev nødt til at finde ud af hvem jeg er, og det krævede, i min bog, at jeg var alene om det.

Og så gik tiden.

2½ år kørte jeg solo, så egentlig sad jeg oppe på en meget høj hest og tænkte, at når jeg nu fandt den kæreste, jeg mente, jeg var klar til – ja, så havde dværgene jo haft masser af alenetid med mig og burde kunne rumme en kæreste til mor uden problemer. Det manglede bare.

Det er så ikke sådan det fungerer.

Du bliver nødt til at træne dine unger op. Hvis du, som jeg, vænner dem til treenighed og at du rent faktisk kun fokuserer på dem ud over dit arbejde i de børnefyldte uger, ja, så forventer de, at det fortsætter sådan.

For evigt.

Og hvorfor skulle de ikke det?

Jeg ligger som jeg har redt. Men der er ingen grund til, at du skal gentage mine fejltagelser, hvis du når til det her punkt i livet.

Så. Hop ikke på den med, at du ikke skal slæbe alle mulige mænd (m/k) med hjem og præsentere dem for børnene. Gør endelig det. Hvis du egentlig ikke selv er klar til et nyt forhold så lej/lån eventuelt mænd, som med jævne mellemrum kan agere kæreste, bare så du får trænet dine unger i nye mandlige bekendtskaber. (Du ønsker virkelig at træne dine unger her). Få eventuelt nogle gigantisk nederen typer forbi. Når ham du så rent faktisk super gerne vil være kæreste med dukker op, så kan ungernes suk af lettelse høres i de omkringliggende landsbyer.

 

 

(Visited 19 times, 1 visits today)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.