Sankt Hans tale 2018

Talen blev afholdt ved Sankt Hans i Hjortshøj 2018. Det herrens år hvor vi ikke måtte lege med bål 🙂

Hej. Jeg hedder Christina. Jeg har fået æren og ordet i dag. Oppe ved Brugsen står et sandwichskilt med aftenens program. Jeg troede et øjeblik, at jeg var sat til at tale tre kvarter. Der fik jeg lige et øjeblik med stjerner for øjnene.

Da Bjarne spørger, om jeg har lyst til at holde årets tale, har jeg lyst og siger ja. Jeg siger ikke noget om, at jeg faktisk slet ikke kan lide bål, og han spørger jo heller ikke ind til det så..

Imidlertid ser universet ud til at være på min side, så I år hvor jeg skal holde båltalen, må vi ikke tænde bål.

De fleste af os kan godt lide at vide lidt om, hvem vi lytter til. Det kan være en ting, der uddør med os, der er pænt over 30, det der med lige at ville have styr på kilden, det skal jeg ikke kunne sige.

Nogle af jer kender mig fra biblioteket, enten her i Hjortshøj i gamle dage eller fra Risskov Bibliotek. Nogen kender mig fra børnehaven, andelssamfundet, de hvide huse eller skolen. Jeg var en del af holdet bag litteraturscenen, da vi havde den vidunderlige Hjortshøj Festival, og så har jeg været med til to gange Pop-up efterfølgende, hvor jeg læste op af mit eget. En del af jer har jeg efterhånden udvekslet præcis sammen sætning med, nemlig den mest brugte hundeejersætning ever, når vi kommer ud i samfundet: ’Vil den snakke?’.

Vi spørger aldrig ’vil du’?? Men man kan nu godt se det.

Egentlig.

Jeg er mor til to og ved at lægge sidste hånd på min første roman.

Jeg er blevet kaldt en intellektuel motorbølle, følebolle og heks.

Og apropos hekse.

Jeg havde planlagt at holde en tale om det med at brænde en kvindefigur af. Om det middelalderlige i det.

Men da jeg så laver research på denne mærkværdige skik, viser det sig, at det med at brænde heksen på bålet til Sankt Hans starter omkring 1900-1920 (kilderne er uenige). Ergo er det ikke noget, vi har slæbt med fra middelalderen, hvor vi jo rent faktisk brændte kvinder – og enkelte mænd – på bålet.

Det er bare noget vi har fundet på lidt senere. Sikkert i en brandert hvis jeg kender mine landsmænd ret.

Tænk at brænde symbolet for magi på bålet og dermed netop – udføre en magisk handling?

Det er simpelthen så useriøst.

Heksefiguren på bålet skulle symbolisere det onde. Nu brænder vi ’det onde’ af. Jeg synes stadig, det er et tegn på ualmindelig dårlig smag at brænde en kvindeskikkelse af på bålet som familiehygge qua vores fortid hvor vi brændte kvinder af i virkeligheden.

Men som det meste i det her land er der ingen stringens.

Navnet Sankt Hans henviser fx til Johannes Døberen fra den kristne religion, mens dukkeafbrændingen jo så er fra starten af det 20. århundrede.

Traditionen med at tænde bål omkring midsommer har vi udøvet i århundreder. Før heksedukken handlede det om frugtbarhed, helse og kærlighed for land, dyr og mennesker.

Sankt Hans var et symbol på midsommer. På skiftet mod mørket. Vi fejrede årets længste dag med et brag og stirrede derved det kommende mørke lige i øjnene.

Verden var allermest magisk lige i dag.

Tænk hvis verden er ekstra magisk i dag. Tænk hvis det er lige præcis i dag, du skal ønske dig det, du ønsker dig mest. Ønske så hårdt du kan. Tænk hvis du kan lægge kimen til, at kærligheden snart springer på dig, hvis det er det, du ønsker. Eller du får opfyldt ønsket om en solo-weekend med absolut tysnad i hjemmet. Bare en enkelt.

Som bekendt er det ikke det samme, vi går rundt og ønsker os.

Jeg bedriver selv magi. Det der med at brænde det af man gerne vil sætte en stopper for, bruger jeg til nytår. De ting jeg ikke har lyst til at slæbe med ind i det nye år, skriver jeg på et stykke papir.

Udsættelser, har der fx stået på en af de sedler.

I år inviterede jeg dem jeg holdt nytår med til også at skrive deres ord ned og brænde dem af.

’Må man godt skrive navnet på en person’, bliver der spurgt og Nej, hvor svært kan det være? Nej, vi brænder ikke mennesker af på bålet, nej vi brænder ikke kvindefigurer af på bålet og nej, sgu da, vi brænder heller ikke folks navne af.

Hvis du har lyst til at prøve, og der er en eller flere, der gør dig ondt, så skriv deres nederen egenskaber eller det de fylder dig med på sedlen. Nedrighed, smerte, træls humor – og så brænd de ord.

Nu har jeg jo allerede lavet mig en tradition med at brænde af til nytår, og normalt holder jeg også en pæn sikkerhedsafstand til bål.

Min research inspirerede mig til mit eget frugtbarhedsritual. Hvorfor ikke udnytte at denne aften potentielt summer af supermagiske kræfter? Jeg tænkte på fremtid og lys, og på hvordan man skubber tingene i den rigtige retning.

Så nu har jeg opfundet mig et nyt ritual, og fra i aften vil jeg hver Sankt Hans skrive ord for det jeg ønsker på en seddel eller flere og så begrave dem med mine bedste og reneste intentioner og eventuelt et fingerkys og et par krydsede fingre.

Det er min form for bøn.

En heksebøn.

Hvor vi sår vores inderligste ønsker til Sankt Hans.

(Visited 74 times, 1 visits today)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.