Prinsen på den hvide hest

Egentlig tror jeg på historien om prinsen på den hvide hest.

Lige fra jeg var ganske ung regnede jeg rent faktisk med at han ville komme flyvende ind fra højre. Totalt klar, kemifyrværkeri, vi kunne virkelig SE hinanden. Han ville hive mig op foran sig på hesten og så travede vi ellers ud på resten af historien – sammen.

Prøv lige og hør. Det skete for Tornerose. Det skete for Snehvide. Den ene sov. Den anden var ikke engang i live og ALLIGEVEL blev de begge fundet af kronetoppet læderklædt hestebetvinger, der nedkæmpede tornekrat og glaskister for at nå frem til (tavs) (øh rimelig passiv) (aka sovende/død) prinsesse.

??

.. rimeligt syge kærlighedshistorier vi fodres med som børn egentlig…

Nå, men tilbage til den rigtige historie, som er at

Jo mere jeg taler med folk om dating, jo mere tydeligt bliver det, at vi bare gerne vil findes. Ligesom i eventyrene. Det gælder både mænd og kvinder. Vi vil bare gerne findes, blive set og elsket.

Min underliggende kærligheds theme song kunne godt have været Owner of a lonely heart (much better than a owner of af broken heart) af Yes. Jeg skulle simpelthen ikke have klinket noget med den kærlighed. Og jeg ville langt hellere gå og dagdrømme om mere eller mindre selvopfundet mandevæsen end gå ordentligt i lag med en virkelig én af slagsen. Man kan jo brække negle og det der er langt værre på sådan nogen.

Efter et par år som mest mor, ikke så meget kvinde opdager jeg alligevel en dag, at dørene til fortiden er smækket i. Der er kun fremad tilbage. Lige dér, en forstadsmorgen i rækkehus, ved jeg, at lige meget hvordan jeg tidligere har følt for det med hjertesager, at det var bedst med sikkerhedsbriller og ditto skridsikre sko, høreværn og faldunderlag, så står jeg nu her og har grangiveligt skiftet mening.

Jeg vil hellere tage chancen, slippe grebet om hjertet og risikere at finde mig selv sorgfuld på stuegulvet på grund af tabt kærlighed end at blive ved med at leve sikkert og gråt.

At leve forsigtigt, hele tiden passe på sit hjerte, er en slags stille vedholdende sorg i mig. Jeg ønsker ikke mere af den slags. Hvis det skal være, så giv mig rivende floder, styrtende højhuse, skovbrande i tørketider. Og jeg agter at gå smæk midt ind i al den potentielle ballade for at se, om der ikke kunne være et sted i midten, hvor vi har lyst til at lytte til hinanden og måske endda blive hængende.

 

 

(Visited 9 times, 1 visits today)

2 tanker om “Prinsen på den hvide hest”

  1. Det gør det. Gør noget ved mig, det du skriver. Også jeg bliver glad. Engang kunne man i JP hver uge læse indlæg af “Manden i skovhuset”, der på samme måde fortalte om livet, som han oplevede det. Men dine “breve” er modigere, dejligere, dristigere, fordi du involverer dig selv. Tak for det!

    1. Tak Mogens fordi du bliver ved med at sige det. Det betyder noget. Når man skriver har man ikke nødvendigvis lyst til at indgå i dialog, i hvert fald ikke lige dér midt i skrivningen, men det er virkelig rart at høre, at ordene gør godt hos nogen derude.
      Så mange tak.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.