Tale til min bil

Du gør mig glad. Jeg er så taknemmelig for at du er min. At du altid er i nærheden og klar. Til at tage mig hvorhen min fantasi vil og tiden giver plads til.
Vi er begge mærket af det liv jeg lever. Det er muligt, at der er en vis sundhedsrisiko ved at stige ind i dig. Men for den der ikke er bange, er der plads, hvis man lige børster sædet fri for cd’er, børnesæder, krummer og diverse reklamefoldere for vand-, dyre-, legelande, som ungerne hamstrer uhæmmet.
Siden du kom ind i mit liv er det blevet nemmere at være mig. Det gør ikke længere så meget at jeg glemmer ting, for så tager vi bare en tur til.
Du får mig til at tænke i muligheder i stedet for forhindringer.
Jeg elsker lyden og fornemmelsen af at køre over hullerne i gruset når vi kører til vandet, så jeg lige kan mærke vinden og smage på lugten af tang, inden pligterne fylder dagen op. Du afventer tålmodigt, at jeg bliver færdig med at iagttage mågerne holde dansende stand mod vinden. Smile mod roerne der skifter plads langt ude, mens jeg står og føler med, koncentreret, forestiller mig hvordan træet vipper under fødderne. Jeg higer efter at køre mod kysten på den anden side af bugten. Bare for at prøve at stå derovre og se tilbage mod hvor jeg står nu.
Når vi kører af landeveje mod blå, grå, lyserøde, måneoplyste, regnrudeglimtende himle. Mulighederne. Tanken alene om at køre videre, at dreje til venstre i stedet for til højre. Køre ud og køre væk indtil jeg ikke længere gider og trænger til at komme hjem igen.
Du hjælper mig til at blive, fordi du sikrer, at jeg altid kan komme væk.
Du holder derude som en reminder og et løfte.
Du løfter min sjæl.
Tak.

Glæden indeni

I sidste uge var der én der gjorde mig glad. Meget glad. Så glad, at jeg drømte en drøm med glade dyr. Drømmen var helt klar og lysende. End ikke et strejf af ironi eller skepsis. Ingen indre stemme der stillede spørgsmål ved om dyr overhovedet kan være glade eller om det hele ikke var lige lovlig fluffy og rosenrødt og hvad var hagen mon. Ingen løftede øjenbryn. Bare glæde. Jeg måtte endda holde chimpansens hånd. Jeg var i glæde og tillid, og det var et helt vidunderligt sted at være.

Mens virkeligheden bare kværner derudaf, har den drøm martret mig noget så vederstyggeligt siden. Jeg vil tilbage til den følelse. Jeg vil kravle ind i den, pakke den om mig. Bo i den.

Jeg troede, der skulle komme noget udefra for at skabe denne dybe glæde. At gnisten skulle komme fra et andet sted.

Men evnen til at være ukompliceret, glad, ubekymret er inden i os. Den er der hele tiden, selvom der ikke er nogen til at sætte den i gang. Den dybe grundglæde jeg mærkede, er ikke noget jeg fik foræret udefra. Glæden ligger i os og venter bare på at blive brugt.

Hermed ikke sagt at andre ikke kan åbne en hidtil uset dør til din glæde. Det kan de, hvis du giver dem lov. Men vi behøver ikke gå og vente. Det er en opgave. At lære at identificere hvor den sidder, så vi kan stikke et sugerør i, puste og så POW – grundglæde ud over det hele.

Nu ved jeg så også det. Jeg vil øve mig, til jeg evner at finde glæden frem, når jeg har lyst. Så jeg kan se mig mæt på den, svømme i den. Putte mig ind til den og kaste den i grams.

Ja.

Og kaste den i grams.

Hvad jeg har lært om kærlighed af at miste 1

Min yndlingsonkel døde. Jeg ved ikke hvorfor jeg elskede ham så højt. Kan ikke sætte fingeren på bestemte episoder. Måske var det fordi han lignede min far. Måske fordi han altid satte en høj standard for sig selv i det horrible morads af strittende, gibbende sjæle, der var vores familie.
Jeg så ham sjældent og kun én gang i mit liv valgte jeg selv at besøge ham.
Der er et eller andet med kærlighed som jeg stadig kæmper med at forstå. Jeg vil så gerne kunne sætte fingeren på hvad det er, der får os til at elske et menneske.
Er det måden du fastholder mit blik? Eller hvordan du undviger andres brok? Eller har du set mig lige dér, hvor jeg følte mig allermest usynlig?
Men at vi ikke kan sætte et øjeblik eller en værdi på, gør det ikke mindre sandt.
Under gravøllet går jeg ud i den faldefærdige tilbygning og ser på spindelvævene, de vindflåede blondegardiner og de avisudklip du har hængt op på væggen med kuglepenskommentarer skråt langs kanterne. Og så kan jeg mærke du er der. Jeg tænker først bagefter. Lige der lader jeg blikket glide indad og lader mig fylde af den kærlighed jeg altid har haft til dig.
Så er fornemmelsen væk.
Jeg fortryder ikke at jeg ikke prøvede at se dig noget mere, at vi ikke talte sammen, at jeg ikke lærte dig at kende voksen til voksen.
Jeg elskede dig. Jeg ved ikke om du vidste det før. Det betyder ikke så meget. Vi ved det nu.
Alt er ok.
 

Ex på den seriøse måde

Og så er man allerede på den anden side af første år som enlig mor. Som ex på den seriøse måde. Ex-husejer. Ex-kernefamiliedeltager. På sådan et år lærer man et eller andet. At man kan læse to bøger på to dage fx. Men at det ikke er så tit man gør det.
At man godt kan være totalt lykkelig alene samtidig med at de manglende små menneskebørn trykker mod organerne som en lille konstant murrende sult.
Hvis man ligger med ryggen helt tæt op af sofaen som er lige så gammel som ens nye liv, føles det næsten som at ligge i ske, og man kan godt kramme bamser og puder i mangel af menneske. Det kan man faktisk godt. Og bamser og puder har den klare fordel, at de altid er klar på at kramme.
Man vil ikke have noget at gøre med cykelreparationer. Det vidste man også godt før, men nu ved man det på en helt anden måde. Man vil til enhver tid betale for at slippe for nærkontakt med gummislanger. Desuden er cykelhandleren så kæk. Så sker der da lidt.
Nu ved man også, at man godt kan lave en bolledej til køleskabet og bage friskbagte boller hver morgen. Bare der ikke er nogen der ville ønske man var den slags kvinde der godt gad gøre det. I samme boldgade har man lært at man kan lave en kylling/karry suppe der smager ret tæt på den man før i tiden tog alene på Café Kindrødt over en bog.
Forholdet til ens bil bliver tættere, mere personligt og følelsesladet, nu hvor der kun er os to til at holde sammen på den.
Endelig har man lært at ingen dør ved at man skriver sine tanker ud. Ikke endnu i hvert fald. Eller så vidt vides.
Men nu holder man selvfølgelig også helt vildt igen.
 

Hvis vi bare lige ser efter

Jeg har inviteret en kollega til at drikke øl med mig på lørdag. Vi har ikke kendt hinanden særlig længe, men jeg kan godt lide hende. Hun får mig til at grine.
Vi blev spurgt hvad vi egentlig lavede. Vi havde jo ingenting til fælles udover at tale om mænd og ryge smøger. (Alle der har prøvet at være alene længere end frem til fredag aften ved godt, at det bestemt også er ret fantastiske ting at have til fælles).
Men jeg blev ked af det.
Jeg ved godt at jeg har noget der hedder rygradsreaktioner når jeg f.eks ser en godt svedig mand i Føtex iført cykelhabit. Tatoveringer i ansigtet får mig helt sikkert også og mennesker der ikke smiler tilbage, tager jeg umiddelbart afstand fra. Men hele tiden ved jeg, at med en lille bitte smule interesse, med en lille skide indsats, så vil jeg kunne finde noget at tale med næsten alle om.
Hvis jeg ikke kan relatere til det de tror på, kan jeg måske være imponeret over deres vilje, deres evner, deres interessante tøjstil, den måde de taler til deres børn, at de stadig står på deres ben..
 

På biblioteket kommer der en mand på sin motorcykel. Han beholder altid læderjakken på og der er ikke det mindste tvivl om, at han har prøvet ting, jeg aldrig kommer i nærheden af og heller ikke har lyst til at se nærmere på.
Men jeg kender hans mailadresse. Den er poetisk og fuld af glæde.
 

Du ved det ikke, vel? Hvem der ender med at ramme din sjæl. Men jeg ved, at hvis vi ikke giver hinanden en chance. Hvis vi ikke ser ud over om vi har den samme baggrund/uddannelse/musiksmag/alder/køn/seksuelle orientering/antal piercinger/forkærlighed for små hunde/religiøse-politiske overbevisning så bliver det hele for småt. For usmidigt, og det bliver vi så også selv, til sidst.
Så jeg bliver ved med at finde frem til ting vi kan have til fælles.

Huskeliste

Husk at vande blomsterne. Udenfor. Indenfor. Orkideen hver syvende dag. Reagere på breve fra offentlige myndigheder og firmaer der potentielt kan tage varme, vand, tv, tilskud fra dig. Husk at få dine børn i skole og børnehave. Hver dag. Helst rene, påklædte, med madpakke og i godt humør. Husk at det også gælder dig selv. Husk fødselsdage og hilsener og husk at være høflig overfor fremmede, venlig over for bekendte og hjertelig overfor dem der står dig nær. Husk at du glemmer. Husk at få dine kys. Husk at give tilbage. Husk at lege. Husk at nogle lege tager du meget alvorligt. Husk at smide ud. Husk at gemme. Husk at give og at ikke alle gør det samme. Husk at det er okay. Og du er okay. Husk at sprækker og frafaldne knapper ikke syr sig selv. Husk at rydde op. Husk musikken, kunsten, bøgerne. Husk at hjernen skal have ro for at kunne huske. Husk det vigtige og glem det uvæsentlige. Husk hvad der er hvad. Husk at alt godt kommer til den der venter, men husk også at Gud hjælper den, der hjælper sig selv. Husk at sige hvad du vil have. Og prøv at huske hvad det så helt præcist er.
 

Delresultat fra skriveophold på Ørslev Kloster

Fortrydelse

Fortrydelse er en vedholdende satan
kommer til frokost
går med i bad
ligger og blomstrer ved din side
når du vågner

på ingen måde inviteret
står hun der
og piber
ønsker sig ting anderledes

et godt greb om realiteterne
og jeg knalder hende ud af mit hus
men hun er en snigende gift
en tågeheks
hver gang du tror
du har gjort kål på hende
manifesterer hun sig i et navn
i duft
i søde ord som hun har tyvstjålet
i dine hemmeligste mindekamre
hvor hun også finder trumfen
i et billede af de smukkeste hænder
du aldrig mere må røre ved