Opdagelser under fuldmåne

Jeg er i springhallen med min datter og to af hendes veninder. Jeg reagerer allergisk på den hal. Næsen stopper til, jeg får svien i halsen og øjnene bliver tørre. Ude på toilettet græder en lille dreng panisk. Han har tabt en tand. Hans mor trøster tålmodigt, men han har mistet en del af sig selv og græder højt og bange. Jeg vil hjem, mor. Jeg vil hjem.

Og det forstår jeg mig på. At ville hjem. Men hvad så hvis hjem er en favn, og den kan jeg ikke bare tage hen til lige nu. Heller ikke i går. Heller ikke sent natten før, da jeg føler mig forbandet fuld af mangel og savn?

Når vi bliver kærester, går vi ind i en relation med det, vi kan se. Vi ved godt, at det vi kan se, ikke er hele historien. Det ved vi, fordi vi dælandulme heller ikke går rundt og skilter med vores egen.

Det er herrenemt at have ja-hatten på, når man er forelsket. Men nedenunder ja-hatten er dit hoved. Fyldt med skeletter og nederen reaktionsmønstre du har oparbejdet og finpudset hele dit liv. For slet ikke at tale om de skader der stadig kan være lejret som en stivhed i din krop. Et lille hårdt sted i hjertet.

Apropros gamle skader:

Syv år gammel får jeg min første tur i ambulance med udrykning. Det er ikke noget jeg får så meget ud af, for min mave gør ondt. Den har allerede gjort ondt et stykke tid. Blindtarmsbetændelsen bliver fikset, men der går betændelse i såret, og indlæggelsen ender med at strække sig over små to uger. Vi er i 70erne. Den eneste der får lov at overnatte på en hospitalsstue er patienten. Alle andre skal tage hjem når besøgstiden er slut.

– Jeg tager hjem nu skat, siger min mor. Lars [lillebror] har bestemt at vi skal have frikadeller i dag.

Livet går videre uden mig. De kan godt undvære mig. De har det faktisk ganske fint uden mig. Nu er de bare en familie på tre. Frikadeller. Og alting. Uden mig. Jeg skal have tørt rugbrød med en centimetertyk mur af leverpostej og blævrende sky.

Her lærer jeg at bide tænderne sammen. Jeg lærer ikke at håndtere savn. Mor skal jo gå, det siger dem, der bestemmer. Det går ikke at græde, når hun nu er nødt til det. Det er synd for mor.

Hun er inde i mig, hende på syv. Hun dukker op, når jeg savner og eftersom ham, jeg har kastet min kærlighed på, bor i en anden by med sine egne børn og forpligtelser, har jeg rigeligt tid til at savne.

Jeg savner som en voksen kvinde, der ikke gider være væk fra sin kæreste – og det er jo sådan set godt nok.

Men jeg savner også som hende på syv, der bider tænderne sammen om smerten og føler sig som det mest forladte og ensomme væsen på denne planet. Sådan cirka.

Den voksne del af mig kan jo godt regne ud, at jeg ikke kan være med i ALT, når vi nu engang er langdistancekærester.

Hende på syv flejner stadig over ikke at være med til frikadeller.

Så ved du sådan cirka hvilket niveau vi er på.

Tidligere i mit liv har jeg simpelthen sørget for at afstanden til mine mennesker var minimal, så jeg ikke blev mere udfordret på savn end højst nødvendigt.

Det kan ikke lade sig gøre nu.

Når jeg savner, føles det som om jeg drukner. Og jeg hader mig selv med en indædthed som er ved at brænde mig op, fordi jeg har sat mig selv i denne situation, hvor savn er en given ting.

Her til aften under fuldmånen forstår jeg pludselig, at ud over alle de helt indlysende og yderst praktiske grunde der er til, at jeg ikke kan være sammen med min kæreste hele tiden, så er der også en anden grund. En skæbnegrund om du vil.

Det er blevet tid.

Det er nu jeg har chancen for at lære at savne uden at dø en lille smule hver time. Det er nu jeg skal lære at stå det igennem og komme ud på den anden side. For det jeg mister, hvis jeg ikke kan finde ud af det, kan jeg ikke engang tænke til ende.

Da børnenes far og jeg gik fra hinanden var jeg helt overbevist om, at det jeg skulle lære, var at være alene. Det var jeg så. Og jeg blev ret god til det. Så tjek på den.

Men den virkelige lære for mig er at være alene og hvile i det, når jeg meget, meget, altopslugende soleksplosionsbrændende meget hellere vil være sammen med en bestemt anden.

At se det som en af mit livs lektioner gør det hele lidt nemmere. Jeg kommer aldrig til at kunne lide afstand i tid såvel som kilometer til de mennesker jeg holder af.

Men nu satser jeg på, at lige netop denne her elendige afstand, har det positive i sig, at jeg bliver nødt til at lære at håndtere at savne. Nu. For jeg har ikke noget valg.

Ikke noget valg er nogen gange nødvendigt for at komme derhen hvor du skulle.

 

naar-jeg-kommer-i-et-forhold-vil-jeg-gerne-have-at-vi-skal-vaere-et

 

(Visited 8 times, 1 visits today)

2 tanker om “Opdagelser under fuldmåne”

  1. Sådan er du nået langt videre. At kaste dig ud hvor du savner så meget. At der er én du har givet dig lov til at nære dette savn for. Der vil jeg gerne nå hen. Så skønt og grusomt, liv.

    1. Jeg gav mig selv lov, fordi han turde.
      Og ja, tænk at have nogen i sit liv man kan øve sig i savn på. Jeg forstår bare ikke hvorfor det føles som om, jeg er sprunget over savn for begyndere og er sprunget direkte til masterclass undervisning, hvor jeg ikke kender nogen af begreberne 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.