Onklerne

De lugter af øl, og jeg ved ikke hvad de vil, men jeg er godt opdraget, bøjelig og danser med dem alle til keyboardets hysteriske trummerum
Én kan jeg godt lide. Han prøver at drukne sig selv indefra og drikker med determineret intensitet. Han danser glad og røgen fra de tusinde cigaretter står som en nærmest fysisk aura om hans tynde krop
Én kigger ned på mig med et strengt blik og danser stift som om han udøver en pligt, men overfor hvem i hvert fald ikke for mig, men så er vi to dansende i pligtsumpen
Én taler som et vandfald, selvom han ikke råber, brøler alt ved ham. Alt er stort; skægget, maven, bevægelserne, afstanden mellem højre og venstre ben i polka rundt, armenes styrke. Jeg flyver
Én elsker jeg
Én stirrer over min skulder og holder mig forkert. Ingen har fortalt mig at man kan sige stop. At man kan gå. At man kan forlade klamme stoddere på et dansegulv. At klamme stoddere findes til familiefester
Én taler og taler og taler og jeg mærker hans smerte gennem alle de rasende svadaer mod landet og politikerne og postvæsenet og arbejdsgiverne, men min mor er en dejlig kvinde, og det er hans også, og jeg ved ikke endnu, at jeg mange år senere stadig vil lytte til ham eller at hans smerte ved alt det uforløste vil vokse i takt med mig
Jeg leder stadig efter en dansepartner der lytter. Til rytmen i min krop og forandringer i mit blik. Som kan svinge mig mod himlen og danse mig til ro. Som ved hvor hånden skal ligge
Det er ikke altid samme sted

 

(Visited 13 times, 1 visits today)

En tanke om “Onklerne”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.