Om respekt for andres

En søndag sidder vi bænket om frokostbordet. Min søn på knap ti, min mor, hendes mand og jeg. Det hele foregår som den slags gør. Vi udveksler almindeligheder og vitser og taler pænt om maden og til hinanden.
På en eller anden måde kommer vi ind på tro, og min søn fyrer noget af for sjov om min tro på reinkarnation.
Og så ødelægger jeg stemningen.
Jeg bliver vred.
Jeg er selv meget forbløffet over hvor vred jeg er, mens jeg siger at der ikke skal gøres grin med alting. At nogle ting er så vigtige for andre mennesker, at man skal nære sig. At det handler om respekt.
Jeg havde ikke lyst til at fortælle mine unger at jeg tror på reinkarnation.
Jeg havde ikke lyst til at plante den slags idéer i deres hoveder. Jeg ville allerhelst at de fandt frem til tingene selv. Men jeg blev nødt til det.
Jeg måtte give dem et alternativ til slet-ikke-tro og til den kristendom de sørme har timer i i skolen. Jeg måtte fortælle min ’sandhed’ som modvægt. Som en anden vej. Fortælle at vi er frie til at vælge hvad der føles rigtigt for os selv og bare fordi nogen har skrevet nogle sider for mange år siden og det kaldes dogmer eller ideologi eller religion og man bliver undervist i det i skolen, behøver man ikke acceptere den slags pakker.
Det gør vi altså ikke.
Man må godt synes jeg er langt ude. Jeg har ikke noget imod at forklare mig i en sober samtale. Jeg vågnede ikke op en morgen og tænkte ja, sgu, reinkarnation, den køber jeg. Siden jeg var barn har jeg haft lange samtaler med mig selv om Gud, som jeg har fået ham fortalt, og jeg kunne ikke acceptere de ord der stod skrevet.
Det har været en lang, sej kamp for mig og jeg vil ikke have at den kamp latterliggøres og bruges som underholdning ved middagsbordet. Det ved min søn nu også godt og i en anden sammenhæng havde den sikkert fået lov at passere.

Jeg tror vi er på jorden for at blive den bedste udgave vi kan blive af os selv, med de forudsætninger vi nu engang har. Og med den bedste udgave mener jeg kærlige, rummelige og taknemmelige væsener der gør brug af de evner vi har – gerne til gavn for andre.
Jeg snubler og jeg bliver bange og siger alt for hårde ting og stikker af og kommer til at såre mennesker jeg holder af. Men jeg gør mit bedste, og jeg tror virkelig at det er alt der forlanges af mig
og af dig.

 

(Visited 2 times, 1 visits today)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.