Om ikke at være ens

Min nyeste kollega siger venligt til mig at jeg vist er lidt sær. At jeg tænker anderledes. Jeg har fået nok skæve og forvirrede blikke i mit liv til at erkende, at det er jeg vel nok. Det gør jeg. Det meste af min barndom og ungdom fattede jeg nada af hvad resten af jer gik ud på.

Det kan stadig forvirre mig at vi kan sidde ved siden af hinanden og aldrig rigtig få fat i kernen.

Et årti i hvert fald gik jeg ud fra, at alle var som mig. På bunden. At der bare kunne være ret langt ned. Andre måtte simpelthen være meget bedre til at skjule det der strittede. Det der gibber i andre mennesker.

Men den formodning gjorde bare afstanden større. For hvorfor kunne vi så ikke koble?

Jeg lærte det fantastiske ord assimilering ved at se Star Trek – The Next Generation. De yderst ubehagelige Borgere får fat i Captain Picard og gør ham til én af deres ved at proppe maskindele ind i ham (billedet) og overskrive alle hans kendetegn, alle hans kanter og hjerte. Alt det der gør ham til Picard. Picard_as_Locutus

Han blev maskine. Han blev som de andre. Han blev assimileret og det var rædselsfuldt.

Jeg tror jeg græd.

Alligevel forsøgte jeg afsindigt længe at glatte mine egne kanter ud. At passe ind. At pudse mig selv op til at ligne noget der skinnede så meget at ingen kunne se forvirringen inde bagved, en forvirring, der til tider har gjort meget ondt.

Jeg har krappet mig ind i noget der lignede det gængse og forsøgt at leve sådan. At slette mine kendetegn. Af en eller anden grund tænker jeg stadig fra tid til anden, at det er bedst at skjule hvor meget jeg skiller mig ud.

Men..

Vi kan ikke rigtig mødes når vi sidder og passer på og retter ind.

Kan vi vel?

Vi bruger dyrebar energi på at camouflere hvem vi er, vores agendaer, hvad der tænder os.

Alle de høflige samtaler vi gennemfører…

Al den energi vi så ikke kan bruge på at læse hinanden. Mærke hvad der inde bagved.

Jeg dur ikke til samtaler på overfladen, hvilket nærmer sig et socialt handicap. Jeg kan godt. Men det gør mig godt nok ikke lykkelig. Tvært i mod.

So be it. Det er ikke ligefrem noget jeg har tænkt mig bede det offentlige afhjælpe.

Pt. mener jeg at ingen mennesker er ens. Du render rundt med drømme jeg simpelthen ikke kan sætte mig ind i og jeg.. jeg har vænnet mig til skæve blikke og glædes desto mere over de gange jeg bare mødes åbent, som da en gammel nabo forleden fangede mig i at være helt usædvanligt distræt. Jeg glemte simpelthen hvem jeg stod og talte med. Hun reagerede prompte ved meget flabet at påpege at det vist lige smuttede for mig og vi endte i grin. Mit grin var boblende lettelse. Over at hun så mig jokke i spinaten og bare hev mit fejltrin frem til fælles beskuelse – og latter.
Og så var det det.
 

(Visited 5 times, 1 visits today)

4 tanker om “Om ikke at være ens”

  1. Samme historie her. Dejligt med genkendelse. Vi er flere af slagsen, Christina. Nu gælder det bare om at finde hinanden – inden assimileringen.

  2. Jeg ved godt det er sagt mange gange før, men derfor kan jeg alligevel virkelig godt lide Oscar Wilde citatet: Be yourself, everyone else is already taken 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.