Om hvordan Røved og Hvalløs blev navngivet

Mens vi kører af den gamle Randersvej mod hjem slår det mig – som hver gang – hvad pokker de havde gang i, da de navngav en østjysk by Hvalløs. Det er da et brandgodt eksempel på et halvtomt glas, om noget. Vi passerer et mindre hus med en kæmpe gårdsplads med fintrevet hvidt ral og masser af plads til biler, der ikke er der, og jeg tænker på hvordan nogen sørger for at der altid er plads, skulle der nu komme én forbi, mens andre ser lidt anderledes på tingene..
 

Måske kommer der en mand fra Nord. Han er træt af kulden, træt af mørket, træt af vand så langt øjet rækker. Han er draget mod syd for at starte forfra. Alt skulle være meget bedre der.
Og her er da heller ikke tredive på hinanden følgende vintermåner, som breder sig over det, der burde være dag. Her skiftes månen og solen til at male lys på himlen. Træer har grønne blade. Kvinderne er ikke så godt pakket ind og fisk kan nås fra bredden. Men der er ingen der har fortalt ham, at de store dyr ikke kommer så langt mod syd og trist i sinde med en rungende mangel efter storheden i alt han kommer fra, døber han den nye bygd Hvalløs.
 

Da en handlende beretter, at længere mod syd springer kaninerne i nettene af sig selv, ostene modnes på den halve tid og kun hver tredje barn vokser op som skravl, tager uroen ved ham. Atter lastes vognen og selvom jorden er nemmere at have med at gøre og der virkelig er vildt nok til alle, er alting så nydeligt og nemt, at musklerne visner og spændstigheden siver af ham. Han stirrer længe på stenen han har sat ved sin hytte i udkanten af den lille bebyggelse. Ingen siger noget da den tavse fremmede navngiver stedet Røved. De tænker vel det betyder noget lifligt, noget storslået på hans sprog.
Det gør det ikke.

 

(Visited 12 times, 1 visits today)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.