Om at give sig selv lov til at se

Jeg er ikke den der sætter foden i sandet, har smidt tøjet på skridt to og tre og brager ud i bølgerne som den første. Ikke med mindre der er nogen efter mig, anyway. Jeg har brug for lidt tid til at vænne mig til tingene.

I den forgangne uge har ungerne og jeg været på familieophold på Testrup Højskole. Jeg havde valgt at rode med foto. En uge med kamera. Min nye bedste ven.

Jeg iagttager. Detaljer. Struktur. Den måde lærken får fornemmelsen af varm, solfyldt sommer til at brede sig i dig en overskyet julimorgen. Sangen overskriver det grå med sådan som det skulle være. Jeg ser på den måde folk interagerer. Noterer venlighed, måden de agerer i køen ved en buffet, alle de greb der findes om en cigaret. Brede skuldre, haltende gangarter, udveksling af blikke og blikke der ikke mødes.

Denne uge med et kamera har været overordentlig lærerig. Jeg vidste ikke hvor meget jeg har holdt igen med at SE, før jeg fik lov at gøre det gennem et kamera. Det kan godt være, at langt de fleste lige skal indstille sig på at have et kamera rettet mod dem, men det er et kamera, en ting. De vænner sig til det. De glemmer, at bag kameraet er der et blik.

Og fakta er, at jeg har lyst til at kigge langt mere på folk end hvad der er acceptabelt og komfortabelt for de fleste.

Jeg vil ikke nødvendigvis have noget af dig og nej der er ikke noget galt. Jeg vil se, hvordan du bevæger dig i verden. Måske er din kjole bare helt uimodståeligt rød.

Pludselig kunne jeg få lov. Gav jeg mig selv lov. Med et kamera klistret over ansigtet kunne jeg se lige så tosset jeg ville.

Den konkluderende del af min hjerne har ligget stille et stykke tid. Ting er bare flydt ind over i en lind strøm, og jeg har ikke kunnet finde ro til at få dem sorteret. Kameraet var en lise. Alting kunne sættes ind i en ramme. Alt udenfor det du kigger på gennem linsen er uvæsentligt. For now. Det tog kun to dage med kamera før jeg så alting som muligt motiv.

Men det har også mindet mig om at jeg skal løfte blikket. Når jeg holder min nysgerrighed nede. I meget stram snor. Og helt ærligt, gemmer mig, så finder jeg jo heller ikke frem til dem, der er værd at se på i længden.

Nu går jeg ind i denne uge med vidtåbne øjne og en målsætning om at se på det jeg har lyst til. Lige så længe det tager at blive mæt eller indtil motivet ikke længere er synligt. Så må vi se om jeg bliver mindet om, hvorfor jeg har skåret så voldsomt ned på at kigge, eller om jeg opdager, at jeg ikke længere er den samme som hende, der i første omgang slog blikket ned.

 

(Visited 6 times, 1 visits today)

2 tanker om “Om at give sig selv lov til at se”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.