Og så gik hun

I nat stoppede hendes hjerte. Vi fik det at vide til morgenmødet. Kaffen var lige hældt op. Kagen klar på tallerkenen. Endnu et møde skulle gennemføres, og i stedet stoppede tiden.

Jeg nåede at tænke, at jeg ville sende en besked og høre hvad hun troede, hun havde gang i.

Hun var ikke særlig stor, men hun fyldte. Hun vidste præcis hvor grænsen gik, og så stak hun næven ind over og uglede.

Vi blev alene samme sæson. Vores livsomstændigheder var på ingen måde ens, men vi var lige blanke på, hvordan det skulle gå alt sammen. Vi talte om at komme på benene. Så talte vi om at blive stående. Om ansvaret. Så om hvad der skulle til for at kunne tro på kærlighed og turde den. Vi talte mens vi lærte at gå selv. Voksne kvinder der talte styrke ind i hinanden. En styrke vi genopdagede efterhånden som vi tilbageerobrede os selv.

Jeg tænker livet havde tæret så meget på hendes hjerte, at det ikke rigtigt kunne rumme tumulten, da glæden kom og blev.

Jeg troede, vi havde masser af tid.

Der er folk i hendes liv der er meget hårdere ramt end mig i dag. Jeg ved bare, at en stor del af latteren i mit liv er væk nu. Det er ikke så godt.

Det føles som om hun gik midt i en samtale

 

 

(Visited 11 times, 1 visits today)

8 tanker om “Og så gik hun”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.