Nogle gange gemmer historierne sig lige under modstanden

Jeg skriver mig gennem livet nu. Der er ting jeg ikke fortæller. Ting som er mine. Ting som jeg kun nødtvungent deler – selv med min notesbog. Men det her er MIT liv. Jeg er en tænker, og jeg er en fortæller. Hvis du krydser min vej, bliver du en del af mine historier. Måske som en blafren midt i noget andet. Måske som et ar. Mine skriverier kan betragtes som et aftryk af det indtryk du gør på mig.

Jeg fortæller ikke dine hemmeligheder. Højst mine egne.

Men vi har alle sammen forskellige målestokke for hvad der kan siges. Hvad der skal siges.

Da jeg skrev indlægget Sjælland – Ølland, var jeg godt klar over, at nogen måske ikke ville synes det var en historie jeg burde dele.

Men det er min historie. Og jeg fortæller den, som jeg vil.

Jeg skriver ikke for at sværte nogen. Jeg skriver næsten altid ud fra et ønske om at forstå. Og/eller for at få vejret.

Indlægget fik flere op af stolene. Én kunne slet, slet ikke lide at jeg fortalte denne historie. Jeg ramte lige ned i en del af hendes historie. Hun blev meget vred og gik til modangreb.

Den der følelse af varme, der skyller fra ansigtet og ned i hele kroppen, når noget er meget ubehageligt? Sådan havde jeg det, da jeg fik hendes reaktion.

Så var det også at jeg ringede til ex’en. Vi ringer jo altid til de personer vi ved vil sige det, vi har brug for at høre. Og her var svaret som jeg forventede:

’LÆG DIG NED. Du har ret til at skrive, hvad du vil. Andre har ret til at reagere.’

Jeg er elendig til at lægge mig ned, hvis nogen har skudt efter mine bløde punkter. Selv når jeg prøver at glatte ud kan der snige sig et eller andet ind, der overhovedet ikke er udglattende.

Nu var det bare sådan, at det var mig, der startede.

Så jeg lagde mig ned. Ikke sådan helt. Ikke med armene bredt ud i sandet og tårer, vel, sådan mere okay, jeg hører dig. Jeg kan se på din reaktion, at det jeg skrev gjorde nas på dig. Rigtig meget. Jeg bed min forurettethed i mig, fordi jeg øver mig i at være bedre end min gut reaction 🙂

Her i eftermiddag tog vi så en snak. Og det kan godt være, at vi stadig ikke er enige om, hvad der kan siges i al offentlighed, men vi er kommet til en forståelse. Mere end det. Jeg fik indblik i samme verden som den jeg mødte som barn – bare set gennem et andet barns øjne. Forrygende fortællinger der langt overstiger mine i skandalepotentiale og smerte. Jeg håber, hun vælger at fortælle dem en dag.

Det jeg lærte i dag er ikke, at jeg skal klappe kaje. Snerpe læberne sammen om de historier der flakser rundt i mig, eller tynger min vejrtrækning.

Det jeg lærte i dag er, at hvis du fortæller din historie så rent som muligt, så kan du også godt tage de reaktioner der kommer.

Jeg har lært, at nogle gange gemmer historierne sig lige under modstanden. Sprængklare under en hårdt udspændt overflade.

Og jeg har forstået at et menneske jeg følte stor omsorg for som barn havde fortjent hvert et gram omsorg, mit undrende barnehjerte kunne mønstre.

Så jeg skriver bare videre, ikke?

 

(Visited 8 times, 1 visits today)

En tanke om “Nogle gange gemmer historierne sig lige under modstanden”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.