Ned og op igen

Til morgen slår jeg udhvilet og glad øjnene op. Og jeg har det så dejligt lige der og jeg tænker, her bliver jeg sgu lidt længere. Jeg kan sagtens opretholde den fede stemning.
Nej.
Fakta er, det kan jeg overhovedet ikke. Hvis jeg ikke har gang i et eller andet; en tekst, en tur rundt om Engsøen eller ned til Kankbølle (som er et fantastisk navn btw), oprydning eller opfølgning på alle de ting, der skal følges op på i et almindeligt liv, så finder min hjerne på noget selv. Og 98 % af gangene er det min hjerne så finder på, meget langt fra rosenflor, stor glæde og tilfredshed.
 

Jeg gik mod denne påske med en blanding af vild glæde og nervøs hjertebanken over fire dages frihed. Alene, uden aftaler. Og jeg flejner totalt. Når jeg har meget tid på hånden hænder det, at jeg ikke får lavet noget som helst. I notesbogen er der en alenlang liste over ting jeg skal og/eller gerne vil, men af en eller anden grund, ender jeg foran en skærm eventuelt i selskab med chokolade.
Når jeg gør det, er der livsgaranti på reaktionen. Jeg går ned med flaget.
Jeg obsesser over at jeg ikke kan finde ud af noget som helst. Prøver at udrede gamle situationer som jeg ellers har accepteret, at jeg aldrig vil forstå. Tænker jeg er en dåååårlig mor, fordi jeg ikke udnytter min alenetid til at fylde mig selv op, så jeg kan være totalt overskudsagtig når ungerne kommer. Og så bliver det jo heller aldrig til noget med at udgive bøger..
 

Jeg iagttager mariehønens vandring over terrassens fliser. Den kan ikke se en skid andet end fliser afløst af en stribe jord og flere fliser. Alligevel trasker den bare videre med solen og vinden som eneste selskab, indtil den rammer græsset.
Jeg vil skrumpe ind til jeg kan sidde på ryggen af den mariehøne. Med håndflader og spredte fingre mod dens solvarme røde skjold, hvor de sorte pletter næsten brænder for varmt mod mine lår. Lægge nakken bagover og lade solen varme mod mit allerede let påskebrankede ansigt og ikke tænke mere. Bare mærke mariehønen gynge under mig, indtil det er dét, der er det væsentlige. At vi er på tur. Vi rejser gennem en fliseørken, men vi ved den ikke varer evigt. – Det gør ørkener aldrig, brummer mariehønen, og jeg stoler på, at den ved hvad den snakker om. Faktisk aner jeg allerede noget grønt i det fjerne.
 

(Visited 5 times, 1 visits today)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.