Når det bedste er det hårdeste

Det der med at passe på med hvad man beder om. Ikke? Når vores litteraturkonsulent spørger, hvilke udenlandske forfattere vi kunne overveje at invitere til byen i forbindelse med Authors in Aarhus, siger jeg Helga Flatland. Det siger jeg da også bare næste gang, hun spørger, og næste igen. Fordi det er Flatlands bøger, jeg er interesseret i.

I morgen skal Helga Flatland deltage i litteraturfestivalen Vild med Ord på Aarhus hovedbibliotek, Dokk1 – men i dag er hun til samtale hos mig på Risskov Bibliotek.

Jeg har været ude af flippen i ugevis. Har haft meget svært ved at huske, at jeg er god til den slags.

Til morgen må jeg ringe efter hjælp hos veninde.

– Hjælp mig. Jeg er nervøs. Starstruck. Jeg skal meditere, jeg kan slet ikke være i det her. Hvad skal jeg meditere på, noget, der kan få mig ned på jorden.

Og så siger hun, at jeg skal fokusere på mine fødder. Forestille mig, at jeg er et træ, og der vokser rødder ud fra fødderne, dybt ned i jorden.

Det gør jeg så, alt jeg kan, på min egen snue-meditative facon. Fokus – indånding. Fokus – lys. Fokus – fødder – rødder.

Jeg er et træ.

Jeg. Kan. Ikke. Vælte.

Helga Flatland sidder i vores køkken på biblioteket, og et øjeblik får jeg det sådan som man får det, når man har fået gæster, og man ser tingene lidt udefra. Åbne chokoladeæsker på bordet, brugte kopper og glas ved vasken, krummer og syltetøjsrester. Salt og peber bøsser nok til en noget større bix.

Jeg rydder lidt op. Hun putter sig med sin telefon. Vi har fået afklaret, at vi sagtens kan forstå hinanden, hvilket egentlig var min største frygt.

Står lidt og kigger på hende. Lige nu er vi hvemsomhelst for hinanden.

– Helga! Introvert eller ekstrovert?, spørger jeg.

Hendes beskrivelse matcher så præcis hvordan jeg vil beskrive mig selv, at jeg må nikke genkendende, og lige der går vi fra meget høflige til at være klar til en ordentlig samtale.

De andre siger det går godt. Det tænker jeg også det gjorde. Det føltes godt. Hun er nem at have med at gøre i denne situation. Klar til at svare. Interesseret i hvad andre må have af søgende viden, og selvfølgelig er hun det. Ingen kan skrive den slags bøger uden at være enormt interesseret i, hvad der sker i andre mennesker. Det er derfor jeg så godt kan lide dem.

Jeg har anmeldt bind et af trilogien om de tre norske gutter der omkommer ved samme vejsidebombe i Afghanistan på Bogrummet. Det er ikke bøger om krig. Det er bøger om sorg. Bearbejdelse af sorg. Kærlighed, skam og tavshed. Anmeldelsen kan læses her.

Jeg er dødtræt og tager lige to minutter for mig selv på toilettet. Gulvet ser et øjeblik ud som når man kigger enøjet gennem de der legerør, hvor der er forskellige mønstre for enden. Jeg elsker mit job, når det er sådan her, men  nu er jeg udmattet og tænker at et par stærke udbredte arme og et ditto sind da kunne come in handy.

Jeg rejser mig. I morgen er jeg stadig træt.

På søndag er jeg klar igen og har sandsynligvis glemt alt om hvor hårdt det også er, det jeg elsker.

På vej hjem. Picantoen kan ikke noget fancy med bluetooth and shit. Er faktisk i tvivl om antennen overhovedet forstår, hvad dens job er. Men der er cd afspiller, og jeg genhører Shawn Colvin og synger lige så højt som sidst.

Håber alt vel derude.

Alt vel her.

(Visited 4 times, 1 visits today)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.