Motivation kontra perfektion

Jeg har en blog med en brevtjeneste. En fremmed skriver til mig og beder om et brev om motivation. Jeg har ikke skrevet til hende endnu, for jeg tænker stadig. Hvad er motivation? Hvad motiverer mig? Hvad motiverer dig? Burde vi egentlig ikke have totalt tjek på, hvad der motiverer os. Og hvorfor har vi det så ikke?

Da jeg beslutter at denne klumme skal handle om motivation ligger jeg i en hængekøje og lunes af septembersol. Egentlig tænker jeg mere på, at jeg skal til Cypern en uge end på at skrive klumme. Jeg er mildest talt ikke motiveret. Og lige der i hængekøjen går det op for mig, hvor vigtigt det er at have styr på sin motivation. Ellers er det alt for nemt bare at gøre ingenting. Eller som vi plejer. Desuden er jeg mester i overspringshandlinger, så hvis jeg ikke snart ser at blive knivskarp på, hvad der motiverer mig, så bliver jeg i den her hængekøje. For evigt småslumrende.

motivation-kontra-perfektion
Publiceret i Aarhus Onsdag Nord, september 2016

En deadline har imidlertid altid været så herligt motiverende, og sådan en er lige om hjørnet. Eftersom min hjerne er rimeligt tavs, begynder jeg at brainstorme på motivation. Men så sker der noget sært. Jeg er gået på Instagram for at blive inspireret, men i stedet for at søge billeder frem som brugerne har tagget motivation, søger jeg på perfektion. Det var jo ikke det jeg skulle?

Jeg ser billeder af buketter og horisonter. Af sixpacks og Justin Bieber. Et hjørne af stuen som ejeren er specielt stolt af, hovedsageligt holdt i hvidt, og der går ikke lang tid før det går op for mig, at billederne keder mig. Det er for glat, for pænt, for perfekt.

Det er meget sigende, at jeg egentlig sætter mig for at skrive en klumme om motivation og ender i research om perfektion. For ønsket om perfektion kan om noget kvæle motivationen. Motivation har virkelig hårde kår, hvis det vi ønsker at frembringe skal være perfekt lige fra starten. Men hvis nu vi HAR et ønske om perfektion. Kan vi måske blødgøre det lidt, så vi ikke spænder ben for os selv, ved at have et mål der hedder, at vi vil gøre ’det perfekte forsøg’?

Når jeg ser på mit liv, fortryder jeg ikke de gange, noget ikke lykkedes for mig. Det er de gange jeg ikke rigtig forsøgte, der nager. Og en uvilje mod at være begynder har afholdt mig fra en del forsøg.

Men det uperfekte kan jo være helt perfekt. Hvis du ser på de mennesker, du holder af. Er de perfekte helt objektivt set? Sikkert ikke. Vi har alle sammen hæmninger, steder vi er direkte rigide, vi braser frem eller holdes passive af vores respektive temperamenter. Men en andens uperfekthed kan matche dit modtageapperat, og på den måde ender det uperfekte alligevel med at være helt som det skal være. Vi ved det ikke, før vi prøver.

Og måske er det den største motivation. At vi bliver nødt til at undersøge tingene, prøve dem af, lære dem at kende ellers opdager vi aldrig, om det er lige præcis det her, der får os til at synge i badet. Til at se en overskyet dag som en pragtfuld begyndelse. Se på livet som en skattejagt.

Jeg vil starte med at lede efter skatte på Cypern.

 

(Visited 13 times, 1 visits today)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.