Mandagsgrublerier

Egernet er tilbage, dræbersneglene snegler sig atter over græsset, jeg har liljer der kravler ind i mig ved hver eneste vejrtrækning

Jeg kan ikke engang lide liljer, eller jow, de må godt være i verden, men så tæt på er de alt for meget uh se nu lige mig smide kronbladene helt HELT op og SE dog mine støvdragere, hvor de strutter og hey.. du.. HEY.. se på mig (jeg HAR set på dig lilje, jeg har ting, jeg skal, jeg ved, du er der, det er nok).. lilje sukker og kigger ud af vinduet og sukker igen, og for hvert suk breder duften sig stadig mere voldsomt i min stue, og det er under alle omstændigheder for sent nu, at se på hende, hun har vundet, hun fylder alt.

Jeg købte liljerne da de stadig var slanke og lysegrønne pupper. Havde glemt hvad de gemte på. Igen.

Jeg plejer at have gode mandage. Jeg kan godt lide mandage. Men denne her var en dizzy oplevelse lige fra morgenstunden. Vækkeuret gik af midt i at jeg var på vej et eller andet sted hen på mountainbike (hvilket, hvis man kender mig IRL vil vide er heeelt hen i vejret). Det var ekstremt vigtigt, at jeg kom det der sted hen, men en gammel, skide irriterende mand, blev ved med at gå i vejen for min fremdrift.

Det ved alle. Sådan en drøm, hvor man ikke når frem, er totalt udmattende.

Jeg flejnede på arbejdet, fordi jeg skal af med min torsdags eftermiddagsvagt for tredje gang på ingen tid. Og fordi det altid er de samme ganske få, der ikke selv har en vagt den dag, og hvis velvilje jeg dermed bliver afhængig af. Det er ikke dem. De siger ja, når de kan. Det er mig.. Jeg flejnede, fordi det er mega træls at vide, at det egentlig er noget bøvl, hvis ens barn har fødselsdag på en torsdag (som han havde), at man skal på kursus på en torsdag (som chefen godt nok sendte mig på), og fordi jeg skal bede om en bytter for at komme til skolefest, hvilket jeg altså ikke så godt kan lide (tidligere indlæg: død ved skolefester kan man læse om her), men datteren på ni, med nakken tilbage, og øjne der var ved at drukne, sagde, mor, I kom heller ikke sidste år, vi havde kun mormor med.

Og hvad skal man gøre?

Men mest af alt gakker jeg nok ud, fordi jeg allerede har brugt en masse energi på forberedelse og på at være nervøs for at skulle interviewe den norske forfatter Helga Flatland på fredag. Folk har sagt til mig i månedsvis, at man saaaagtens kan forstå norsk, men min norske erfaring siger mig sgu, at jeg ikke forstår en meter, og så blokerer jeg totalt på forhånd.

Så som forberedelse til samtalen har jeg så set Skam (som er lige præcis så fantastisk som folk siger), for lige at vænne mig til den norske lyd.

Det jeg så har fået ud af at være halvvejs i sæson 2 er, at hvis tv-serien Skam og Helga Flatlands bøger er et bare nogenlunde sandfærdigt billede på nordmænd, så er det kun en ud af 289, der tilnærmelsesvist kan finde ud af at sige, hvad de føler eller tænker.

Jeg VED godt, at hvis jeg ikke fatter norsk, så slår vi over i engelsk, måske er jeg en anelse starstruck..

Som Newt lige sagde i Fantastiske Væsener

hvis du bekymrer dig, så lider du to gange..

Men oven i liljernes bedøvelsesangreb, sneglenes ulideligt langsomme ditto og generel præstationsangst, er jeg atter ramt af samme voldsomme vilde altomsiggribende utålmodighed som ramte for to år siden. Og for to år siden tog tingene pludselig fart på op til flere livsområder, og det gør mig både glad spændt og bare-glem-det-jeg-magter-ikke-at-være-rummelig-over-for-nyt-nu (an)spændt.

Har du prøvet det? At gå og undres under voldsom utålmodighed, som er ramt uden nogen påviselig grund – og så pludselig vender vinden? I dén grad?

Nå, måske er det bare mig. Heldigvis virker Instagram også på en mandag @9gag:

 

Og musikken virker også. Jeg har fundet noget nyt halvgammelt musik, som kan få selv sådan en old-school mandagspanik til at dæmpe sig:

(Visited 8 times, 1 visits today)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.