Kærlighedserklæring til lige her

Søndag den 1. oktober lakker mod enden. Jeg kommer aldrig til at flytte under varmere himmel. Jeg elsker alt dette her forvirrende og dog så velkendte skiften i farver, i vindstyrke, i temperatur.

I dag fandt jeg mig et stykke med træer og bæk, brune pløjede marker og unge tyre. Lydene. Knirkende, rullende æbler under fødderne. Vand i fuld fart over forhindringer. Rovfugleskrig. Den voldsomme lyd af duer der panikslagent vælter sig ud fra trætoppene. Og den knasende, bragende lyd da en hjort beslutter, at nu opdager jeg nok dens skjulested og pisker ud under busken to meter fra mig og væk langs træerne.

Jeg har stået med nakken tilbage og set musvågen glide over markerne efter mad. Kravlet ind under træer og balanceret på kanten af bækken for at optage lyden til senere, til hjertet. Helt stille på hug under grenene der bukker ind over vandet, ser jeg spurvene komme tættere og tættere på. Min uldfrakke må gå i et med alt det brune og grønne. Eller også bemærker småfugle bare ikke store stille ting.

Ligesom tyrekalvene. Jeg tror de hører mig knække gennem skoven, selvom de ikke kan se mig, for de begynder at larme helt vildt. Sjove, mørke, let knækkende brøl. Måske er deres stemmer gået i overgang. Jeg passerer dem én gang. To gange. Så trisser jeg nærmere for at se, om de vil gå med til lidt håndspålæggelse. En af dem har krøller i panden. Og en fæl tunge. Men ok. Jeg oplever med håndflade og fingerspidser. Den oplever vel sagtens med tungen.

Det er svampetid. Bærtid. Gliden hen over vådt græs og mudder tid. Stykket med skov er ikke så stort, og jeg er først lige begyndt at gå, så jeg fortsætter op langs markerne.

På min væg hænger et af min fars malerier. Det er en skøn sensommergul bakke med et par træer på toppen. En kvinde forelskede sig engang i det billede og fortalte min far, at hun ikke kunne se en bakke uden at hun skulle op på den. Hun måtte se, hvad der lå bag. Jeg forstår, hvad hun mener, men sådan har jeg det ikke. Nogle bakker skal jeg op på, men i dag er jeg tilfreds med bakken i sig selv. Der ligger den. Også i morgen, også til vinter. Til sommer er det nok ikke så godt jeg går her, men jeg har i hvert fald et halvt år at skifte kurs i og traske op på lige den bakke. Når jeg får lyst. I dag er der godt at være i dalene. I de lave områder med vand og læ. Mens jeg går her er det tydeligt, at selvom jeg ikke betragter et enkelt sted som hjemme, så hører jeg hjemme blandt bakker. Jeg går totalt i lykkerus gennem bakket landskab.

Jeg er taknemmelig helt ud i fingerspidserne. For oktober på denne måde. For at få lov at traske rundt i ro og bare være til. For min ven der anbefalede mig præcis dette sted på kloden. For dem der holder stien, så man kan komme frem og dem, der har givet den gas med at lave hyggelige broer på kryds og tværs af bækken.

Jeg kommer aldrig til at flytte under varmere himmel.

Jeg elsker min breddegrad for meget. Nattevarslet om at oktober er her. Ikke nok til at samle kraven tættere om halsen, bare en gysende antydning af kulden undervejs. Som en duft opfanget med hele dit væsen. Suget ind af kroppen lige nu til alle de forgangne oktobre, lagret i din sjæl.

 

(Visited 8 times, 1 visits today)

4 tanker om “Kærlighedserklæring til lige her”

  1. Smukt skriv – og skønne billeder! Lige til at bli’ i godt humør af! Tak, Christina – lige, hvad jeg havde brug for!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.