Hvis vi bare lige ser efter

Jeg har inviteret en kollega til at drikke øl med mig på lørdag. Vi har ikke kendt hinanden særlig længe, men jeg kan godt lide hende. Hun får mig til at grine.
Vi blev spurgt hvad vi egentlig lavede. Vi havde jo ingenting til fælles udover at tale om mænd og ryge smøger. (Alle der har prøvet at være alene længere end frem til fredag aften ved godt, at det bestemt også er ret fantastiske ting at have til fælles).
Men jeg blev ked af det.
Jeg ved godt at jeg har noget der hedder rygradsreaktioner når jeg f.eks ser en godt svedig mand i Føtex iført cykelhabit. Tatoveringer i ansigtet får mig helt sikkert også og mennesker der ikke smiler tilbage, tager jeg umiddelbart afstand fra. Men hele tiden ved jeg, at med en lille bitte smule interesse, med en lille skide indsats, så vil jeg kunne finde noget at tale med næsten alle om.
Hvis jeg ikke kan relatere til det de tror på, kan jeg måske være imponeret over deres vilje, deres evner, deres interessante tøjstil, den måde de taler til deres børn, at de stadig står på deres ben..
 

På biblioteket kommer der en mand på sin motorcykel. Han beholder altid læderjakken på og der er ikke det mindste tvivl om, at han har prøvet ting, jeg aldrig kommer i nærheden af og heller ikke har lyst til at se nærmere på.
Men jeg kender hans mailadresse. Den er poetisk og fuld af glæde.
 

Du ved det ikke, vel? Hvem der ender med at ramme din sjæl. Men jeg ved, at hvis vi ikke giver hinanden en chance. Hvis vi ikke ser ud over om vi har den samme baggrund/uddannelse/musiksmag/alder/køn/seksuelle orientering/antal piercinger/forkærlighed for små hunde/religiøse-politiske overbevisning så bliver det hele for småt. For usmidigt, og det bliver vi så også selv, til sidst.
Så jeg bliver ved med at finde frem til ting vi kan have til fælles.

(Visited 12 times, 1 visits today)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.