Hvad jeg har lært om kærlighed af at miste 1

Min yndlingsonkel døde. Jeg ved ikke hvorfor jeg elskede ham så højt. Kan ikke sætte fingeren på bestemte episoder. Måske var det fordi han lignede min far. Måske fordi han altid satte en høj standard for sig selv i det horrible morads af strittende, gibbende sjæle, der var vores familie.
Jeg så ham sjældent og kun én gang i mit liv valgte jeg selv at besøge ham.
Der er et eller andet med kærlighed som jeg stadig kæmper med at forstå. Jeg vil så gerne kunne sætte fingeren på hvad det er, der får os til at elske et menneske.
Er det måden du fastholder mit blik? Eller hvordan du undviger andres brok? Eller har du set mig lige dér, hvor jeg følte mig allermest usynlig?
Men at vi ikke kan sætte et øjeblik eller en værdi på, gør det ikke mindre sandt.
Under gravøllet går jeg ud i den faldefærdige tilbygning og ser på spindelvævene, de vindflåede blondegardiner og de avisudklip du har hængt op på væggen med kuglepenskommentarer skråt langs kanterne. Og så kan jeg mærke du er der. Jeg tænker først bagefter. Lige der lader jeg blikket glide indad og lader mig fylde af den kærlighed jeg altid har haft til dig.
Så er fornemmelsen væk.
Jeg fortryder ikke at jeg ikke prøvede at se dig noget mere, at vi ikke talte sammen, at jeg ikke lærte dig at kende voksen til voksen.
Jeg elskede dig. Jeg ved ikke om du vidste det før. Det betyder ikke så meget. Vi ved det nu.
Alt er ok.
 

(Visited 13 times, 1 visits today)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.