Hede

Han fejer gennem byen som en varm vind fra fjerne egne. Skørter flyver og dybe suk følger i hans kølvand. Knæ presses sammen men lår blæser op. Udskæringer bliver bredere, runde skuldre dukker frem og byens forvirrede mænd basker bløde nysgerrige hænder fra sig.
Det er en god tid for viftemagere, blondesyersker og mænd der ikke er bange.

Jensen i nummer 77 er den første. Efter dage med morgenmad på sengen, opknappede øl placeret i hans hånd, hår snoet om fingre og blikke der hviler tungt på hans stadig mere rette krop foran tv’et, kaster han trossen en tordenrumlende nat og går ombord i sin ulmende kvinde. Mågerne letter skrigende, mens Jensen sejler ud på hidtil ukendt hav.

Og Jensen gider ikke længere hænge ud. Han skal hjem og udveksle blikke. Afkorter fælles klagesang og ødelægger stemningen, opbygget og nusset om gennem årtiers kaffepauser. – Så giv hende dog bare hvad hun vil have, siger han.
Forræderen, udbryderen, chancerytteren.

Men så ryger Ørum i nr. 5 også i og med ham hele vænget og så den nordlige bydel i efterdønningerne, hvor gaderne nu ligger øde hen.

I den indre by har naboværnets rykken sammen virket langt bedre mod kvindesuk end nogensinde mod indbrudstyve.

En uge efter den indledende hede går døren op hos den første. Hun er bare tæer og bløde krøller og fri smækker hun den røde kuffert bag på bagagebæreren, hiver op i skørterne og sætter fra.

Bag hende står døren åben ind til modstandssange og den aller aller sidste lokkekage, hun nogensinde har bagt. Hen over den solflimrende asfalt smyger den varme vind sig om ankler og arme, og fuglestemmer og glæden står skarpere for hver pedalrundtur, mens hun kører ud for at finde sig et ja.
 

(Visited 1 times, 1 visits today)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.