Giv noget tid og det sniger sig ind på dig

Klokken 5.25 påbegynder jeg slutningen på Beach Music, Pat Conroys 857 sider lange bog om South Carolina, 60’erne, Vietnam-krigen, om venskab, kærlighed, jødeudryddelsen under 2. verdenskrig, tro i dens mange variationer, Italien, forræderi, flugt, om at blive voksen, om de uendelige variationer over forholdet mellem forældre og børn, om mad og om tab, tab af uskyld, af kærlighed, af hjemstavn.

Det er længe siden jeg har læst så lang en bog. Jeg er en utålmodig sjæl, men projektet med at læse 800+ sider har mindet mig om, at der ligger store gevinster og venter, når man giver sig tid.

Og det gælder også andet end bøger.

I flere dage har jeg tænkt indædt på mad. På at jeg vil lære at lave alle mulige retter, at jeg vil invitere gæster til potentielt tvivlsomme smagsoplevelser, fordi førnævnte utålmodighed nægter mig at teste en opskrift, før jeg deler resultatet med andre. Så dem jeg inviterer, skal nødvendigvis være i besiddelse af en god portion mod og ditto humor, for fra tid til anden vil det gå galt for mig i køkkenet.

Først her til formiddag, hvor jeg bliver færdig med Beach Music, erkender jeg, at det er hovedpersonen Jacks kærlighed til mad, der har sneget sig ind på mig og smittet mig. Han skriver kogebøger og anmelder restauranter og laver mad til alle så snart han kan se sit snit. Han laver mad fordi han elsker god mad, men også som en måde at vise kærlighed og som en måde at trøste.

Hvorfor begynder jeg i det hele taget at læse midt om natten? Det gør jeg fordi min kæreste er stået op for at passe sit arbejde, og jeg kan ikke falde i søvn igen. Jeg ligger og tænker på, hvor mange ting jeg gerne ville være bedre til. Men jeg tænker også på, at jeg er tilfreds med, hvordan jeg er som kæreste – for ham.

I foråret da jeg skriver om dating, tror jeg alvorligt, at jeg måske skal holde foredrag om at date på et tidspunkt, når jeg har fået høstet en masse erfaringer.

Men jeg når kun at være på en enkelt almindelig date, der ikke rammer noget i mig.

Date nummer to sender mig et fast og undersøgende blik over bordet på en pub i Hørning, der får mig til at tænke, at det her er værd at se nærmere på.

Så nu har jeg en kæreste. En kæreste som siger til mig, at det er så dejligt, at jeg får ham til at blive helt rolig indeni på tæppet på græsplænen en solrig eftermiddag efter arbejde. Og mig der altid er så bange for at være kedelig. Fordi jeg indenunder al min blændende charme og vitserier (!) er en iagttager, der bare har brug for masser af rolige eftermiddage med duften af græs i næsen og fornemmelsen af en dansk sommer, der skiftevis bølger varm over kroppen og får huden til at brænde under kjolen og køler den ned igen når skyerne tager over. Jeg har ikke brug for de store armbevægelser. Jeg har brug for at vide, at jeg altid er velkommen under hans arm. At jeg er ønsket.

Jeg er ikke det mindste i tvivl.

Jeg er glad.

Jeg håber, du også er glad. Glad er rar at være i.

 

(Visited 3 times, 1 visits today)

En tanke om “Giv noget tid og det sniger sig ind på dig”

  1. Kære Christina. Dagen har været spændende. Du skriver så åndeløst medrivende. LBlomsterne i dag Var til dig. Jeg er i min elskede Smiling. “Hun” er pt det bedste i mit liv. Jeg sover. hos “hende” i nat. Hun vugger så blidt i sine fortøjninger. Lev vel. Kh søulken John

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.