Giv lidt opmærksomhed – skriv et brev

Giv lidt opmærksomhd - skriv et brev
Klummen er publiceret i Aarhus Onsdag Nord, uge 5

Jeg kan godt lide breve. Den gammeldags slags. Med papir og kuvert og porto. Jeg kan lide fornemmelsen af et i hånden, at åbne et, at skrive et. Brevet der ligger på stuebordet gør mig glad helt forfra hver gang jeg kigger på det, og jeg går og arbejder på et svar, selv når jeg ikke skriver. Jeg kan lide at have været i nogens tanker længe nok til at hun har sat ord sammen – til mig. Jeg kan lide den måde, jeg selv fokuserer, når jeg er i gang med at skrive. Jeg kan lide at breve har været undervejs. At det skal i en kuvert, at du skal på med halstørklædet og op til postkassen for at få det af sted. At det kræver lidt ekstra.

Da jeg var teenager skrev jeg masser af breve. Jeg gik i klasse med min veninde Sussi, og vi udvekslede en enorm mængde breve i farverige kuverter med et utal af hjerteindrammede drenge- og bandnavne. Side efter side med dagbogslignende referater af hvad der var sket i vores teenagehjerner siden sidst vi sås (klokken 14 dagen før)..

Jeg skrev også med min kusine ovre på Sjælland. Det var vildt spændende at få brev fra hende, grænsende til det angstprovokerende. Jeg syntes selv, jeg var rimelig forsigtig. Det ord anede hun ikke hvad betød. Hendes breve var et eksotisk indblik i en tilgang til sit teenageliv, der var så forskellig fra min, at vi lige så godt kunne have tilhørt forskellige generationer på forskellige kontinenter. Det gibbede helt bogstaveligt i mig, når jeg læste hendes liv, som jeg helt sikkert ikke ville fortælle mine forældre om, eller hendes for den sags skyld. Slet ikke hendes faktisk.

Så gik der mange, mange år, hvor jeg sjældent skrev breve. Sidste år fik jeg så lyst til at skrive et, men til hvem? Hvem kendte jeg, der ville sætte pris på et brev? I en opdatering på Facebook spurgte jeg om nogen eventuelt var interesserede i at modtage et. Jeg spurgte fordi jeg er nysgerrig, og fordi jeg ikke gad sende et brev til en der synes, det er spild af tid, ord og penge at sende snailmail. Der var mange, der gerne ville have et brev. Flere end jeg kunne skrive til, hvis det stadig skulle være lystbetonet.

Nu har jeg en blog, hvor jeg har oprettet en brevtjeneste. Man kan simpelthen bede om et brev, hvis man synes, man går og mangler et.

For mig er et brev en gave. Det er ikke bare ordene, det er alle tankerne omkring ordene. Man bliver meget opmærksom på, hvad man bruger sin stemme til, når man har eneret på taletiden.

Måske er det at skrive breve et lille oprør mod en verden der synes at leve af korte tekster og hurtige overskrifter. Alt skal koges ned til at kunne fyres af lige nu, der vinkles skarpt og vi når knap at tænke os om, før vi svarer – lige så skarpt. En lille kamp mod overfladiskheden, en kamp for at give sig tid?

Den 9. februar har vi kærlighedsbrevs workshop på Risskov Bibliotek. Vi valgte den dag, fordi Valentines dag er lige om hjørnet, men intentionen er ikke bare at prøve at motivere folk til at skrive kærestebreve. Et kærlighedsbrev kan være til en ven, til dit barn, til din moster måske, eller til én du tabte. Jeg tænker et brev med hengivenhed rammer modtageren på flere fronter. At nogen har givet sig tid til at skrive et brev til dig er i sig selv er en kærlig handling. Hvis brevet så oven i købet er fuld af ord om hvor meget afsenderen sætter pris på dig, jamen tænk hvordan landet kunne blive fyldt af glade suk, måske et gys og tilfreds brummen.

(Og du har råd til portoen. Jow du har.)

 

(Visited 27 times, 1 visits today)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.