Frygt findes skam

Lad aldrig nogen fortælle dig at frygt ikke eksisterer.
Det er ikke sandt. Frygt eksisterer som små ilinger i din krop. Frygt forhindrer dig i at udtrykke hvad du er fyldt af – i ord eller handlinger. Frygt får dig til at blive påpasselig og blokerer veje for dig. Frygt får dig til at holde op med at trække vejret ordentligt.

Da jeg voksede op frygtede jeg, at nogle gamle påståelige mænd i USSR og USA en dag ville tænke fuck-it, nu har JEG levet længe nok, jeg trykker sgu på knappen. Og alt ville blive stille. Før det frygtede jeg at gå gennem skolegården fra cykelparkeringen, fordi der var én der altid tyrede tennisbolde efter mig i stedet for at prøve at ramme muren. Og det gjorde virkelig ondt når han ramte. Jeg var bange for aldrig at ville finde nogen der lignede mig. Bange for om min bror nogen sinde ville få det godt (han har det super btw..). Bange for at jeg altid, altid ville føle mig ensom.

Det der er med frygt er, at den vokser hvis du ikke konfronterer den. Alle de tilsyneladende ubetydelige ting du ikke gør fordi du er bange – de akkumulerer – og så kan vi ende der, hvor frygten, som før bare var tungt, tungt mudder om vores fødder, bliver til angst. Og ANGST fungerer som et fængsel. Hvor alt udenfor murene er potentielt farligt og derfor bliver du nødt til at blive præcis hvor du er.

20 % af landets befolkning har eller vil på et eller andet tidspunkt få angst. Det er ikke bullshit. Det er ikke kun noget for blødsødne kvindfolk som yours truly.
 

I år 2000 var jeg blevet rigtig bange. Bange for at falde på cyklen. Bange for store hunde. Bange for at sove fordi der måske var nogen – eller noget – i huset med mig. En dag stivnede jeg under bruseren. I lang tid stod jeg og kæmpede med mig selv. Havde jeg hørt noget? Jeg turde ikke gå ud, men jeg var nødt til at tjekke om jeg havde låst yderdøren. Det havde jeg. Selvfølgelig havde jeg det, jeg var jo bange. Da jeg kom ovenpå igen låste jeg også døren til badeværelset. Og jeg var stadig bange, nu fordi vandet forhindrede mig i at høre…
Jeg gik til min læge. Det var for meget. Jeg kunne ikke længere leve i mig. Lægen lyttede og sagde Angst og Depression. Han ordinerede samtaler og piller mod angsten. Jeg ville slet ikke have piller. Lige nu, sagde han, er du lammet af angsten, så den bliver vi nødt til at tage toppen af, så du kan komme i gang med at arbejde med det der ligger nedenunder.
Så jeg slugte pillerne og kunne atter sidde i sofaen om aftenen uden pludselig at stirre forskrækket på mørket bag ruden. Uden at være nødt til at hive persiennerne ned.
Og så gik jeg i gang med at trække mig selv op igen.
 

Jeg er taknemmelig, nu, for mit møde med angsten. Jeg ved hvad jeg skal holde øje med. Jeg kender faresignalerne. Jeg kan handle før jeg er paralyseret.
Frygt findes skam.
 

’It’s all in your head’, siges det. Men så lad os et kort øjeblik se bort fra de ting i verden som helt sikkert er håndgribelige trusler, det giver god mening at frygte, og spørge os selv, om vores hoved ikke lige præcis er den stærkeste modstander (og medspiller), vi nogensinde skal danse med?
 

Jeg vedhæfter et billede med et citat som er tilskrevet Gandhi. Og til stor moro for mig selv over at citere en fredsaktivist og en general i samme indlæg, vil jeg slutte af med at citere en mand der for meget, meget længe siden arbejdede med militær strategi.
 

”For at vinde skal du både kende din fjende og dig selv”

– frit forkortet efter Sun Tzu.
 

(Kan ske det er én og samme ting..)
 
Fear

 

(Visited 7 times, 1 visits today)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.