Første date: Hvad har man så lært

I går aftes var jeg for første gang på date med en fremmed.

Der var et tidspunkt på arbejdet i går, hvor det eneste der holdt mig fast på at overholde aftenens aftale, var min gode opdragelse. Jeg havde det ikke så godt. Tog rigtig mange dybe indåndinger, som ikke gjorde godt for andet, end at jeg begyndte at obsesse over, om for mange dybe indåndinger mon kun bevirker, at kroppen tror vi skal til at motionere overdrevent, siden jeg overilter blodet på den måde, og at jeg dermed bare sætter den i totalt alarmberedskab, hvilket var hvad jeg forsøgte at komme væk fra i første omgang.

Og mens jeg står bøjet over skraldespanden og er ved at gøre klar til aftenlukning, går en af vores faste lånere forbi på vej ud. Vi er på hej og farvel. Men han sætter farten ned og siger ’Farvel, kan du nu have en rigtig god aften’ med tryk på rigtig, hvilket slet ikke er normal procedure.

Jeg får den tanke, at han måske læser med her.

 

Førte date_Baby-shocked-face

Det tager lige ti minutter at få sat tingene i perspektiv.

Men så går det også op for mig, at det jo ikke kan være en hemmelighed, at jeg leder efter én, jeg har lyst til at holde om, og som jeg har lyst til skal holde om mig. Hvordan pokker skal han finde mig, hvis det er en hemmelighed? Og så er jeg rolig igen.

Jeg kommer lidt for tidligt og min date et par minutter for sent. Jeg er slet ikke tryg ved, hvor nemt det er at brænde en fremmed af. Så jeg når at skrive til veninde, om hun eventuelt vil slæbe sig ned og dele en øl med mig, så vi i det mindste kan lade som om jeg aldrig havde planlagt andet end en venindeøl. Hun lover at sende kæresten, hvis det bliver nødvendigt.

Det gør det ikke.

Og det er godt. Ellers ville jeg stadig have min første date til gode. Nu er den tjekket af.

Og første date med fremmed mand samlet op via netdating har føjet et par ting til erfaringslisten:

  • Der er enten kemi – eller ej. Man ved det øjeblikkeligt (ingen kemi = ryk videre til start)
  • Betal ALTID for din egen øl, det gør det så meget mere okay for dig selv, når du brat slår håndfladerne mod cafébordet og siger nå men så, tak for i aften
  • Det kan godt være, at du begynder at tro, du er vildt kræsen, mens du surfer rundt på datingsites. Så vær kræsen. Gå ud fra at eftersom du har gjort dig umage med dit profilbillede, så har de andre nok også. Så hvis du ikke tænker – ja, det kunne faktisk godt være, men nærmere, tjo, det er da ikke så slemt som nogen af de andre – så bare lad være. Afvent :).

Det er gjort. Jeg er ved godt mod. Tænker på om jeg altid vil vælge at drikke ud, selvom jeg godt ved at det her aldrig kommer til at ske.

Vi må se.

 

 

(Visited 23 times, 1 visits today)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.