Et løfte, en ed

Du har kigget ned for længe. Der er døre, der venter på, du kommer forbi, men

Du har ikke været god til at lukke døre. Når du først bankede på, mente du, at du var forpligtet til at følge invitationen om at komme ind. Og så skulle du blive og drikke værtens kaffe til den bitre ende. Skylle undertrykte skygger ned i kvalmestore slurke.

Tag endelig en kop gift og perfiditeter mere.

Åh.. jeg.. tak..

Der er smerte bag døre. Bliv hvor du kan gøre en forskel, gå videre hvis du mærker, at den overvælder dig og blæser dit eget mørke til en trussel, der skal tages seriøst.

Der er smukke døre, fint ornamenterede, detaljepudsede, kærlighedsfarvede med absolut intet bag. Der er grove bræddedøre holdt sammen af et skævt bræt på tværs, hvor du kan se det meste af rummet bag gennem sprækkerne. Nogle af dem behøver du tydeligvis ikke åbne. Fra andre rum damper varmen lokkende, pulserende.

Du kommer til en dør der ligner én, du er gået ind af før. Lignende dybrøde træsort. Genkendeligt mosaikvindue, den tunge dørhammer ligger hjemmevant i din hånd. Og måske genkender du også rummet bag. Men du er ikke længere den samme. Du er både tungere og lettere. Du er ikke iført det samme smil ej heller er dine forventninger, hvad de engang var.

Det er ikke længere dit job at afvæbne nogen. Mens du er i deres hus, lad dem slås, som de vil.

Jo flere døre du er gået ind af, des bedre bliver du til at sige nej tak til kaffe og hvis nødet forklare, at du ikke finder mudder det mindste tiltalende. At du ikke har bekæmpet din egenproduktion for at lade dig svine til i andres.

Der er døre for enden af stejle bakker. Du har taget en del af den slags. Noget med at det nok ville være besværet værd og at det vi har kæmpet for smager så sødt på tungen.

Du begynder at forstå, at selvom du har modet til kamp, gør kamp dig modløs.

Du har åbnet døre. Du er blevet meget bedre til at starte ud med at åbne på klem. Meget bedre til at acceptere at bag denne dør, er der måske en umulighed. De lokker ikke længere. Umuligheder er ikke en udfordring, men et tegn til bare at hive døren i igen og finde en anden at udforske.

Du åbner døre og finder rum så gode at være i. Stemningen er tryg, hjerter åbne, du kan være, som du er. Med alt dit rod og pakkenelliker af gamle ar, stemninger og kuldsejlede drømme, uheldige bemærkninger og ting du fik gjort, fordi du bare ikke vidste bedre.

Du vil blive ved med at lede efter den slags rum.

 

 

Gem

(Visited 16 times, 1 visits today)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.