En god uges ende

Det har været en dejlig uge. Vejret har nærmest ikke været generende. Ungerne har haft det godt. Jeg har genoptaget meditation og faldt i søvn begge gange (så måske forsøgt genoptaget?). Men en veninde siger, det ikke handler om modstand mod selve meditationen, bare at jeg er træt. Den køber jeg. Jeg er altid villig til at købe alt, der kan gøre mit syn på mig selv mildere. Jo mildere vi ser på os selv, des mildere ser vi også på verden. Og hvor er jeg heldig at have ikke bare én men flere i mit liv, der bare siger nej, når jeg siger, er jeg ikke bare ringe.

I dag har vi været i sydbyen og købe et brugt skrivebord til Aviaja som fylder otte lige om lidt. Det mindede mig om, hvor tæt et forhold jeg havde til mit eget skrivebord, da jeg voksede op. Det var malet orange, med skuffer i den ene side og en hylde ovenover til bøger og nips. Min far havde lavet det til mig. Når jeg sad ved det skrivebord, var der intet i verden, der kunne røre mig. Jeg tegnede, skrev dagbog og klippe-klistrede. At genkalde følelsen af at sidde der ved lampen. Ingen krav eller forstyrrelser. Kun mig, min fantasi og mine hænders evne til at udføre, hvad min hjerne dikterer. Hvordan resten af værelset, resten af verden holder op med at eksistere. Indtil min mor kalder til aftensmad.

Nu er det så Aviajas tur til at putte ting i skuffer og sætte på hylder. Hun spørger lige et par gange hvor jeg synes, hendes notesbog skal stå, men igen af os er egentlig interesserede i, at jeg kommer med forslag. Det er hendes skrivebord. Hendes lille verden i et hjørne af vores fælles værelse. Tænk, hvis hun får det samme forhold til sit skrivebord, som jeg havde til mit. Hun hviler i sig selv og er god til selvaktivering. God til at tegne. Hun skal nok få lavet sin egen lille boble, og nu er det så mig der kalder til aftensmad.

Jeg havde trailer-debut i dag. Glemte at der hang noget fast i jydekrogen i det sekund jeg kørte fra parkeringspladsen, men opdagede det igen på grund af ændringen i gearskiftet. Det føles så godt at kende sin bil. Ex’en var med til at bære. På vej hjem bliver jeg meget træt og begynder at snakke om kød. Vi sætter skrivebordet ind til væggen hjemme ved mig, og kører tilbage til datterens andet hjem med trailer og ex. Så steger han kalve-bacon til mig. Ikke andet. Bare kød, som vi alle fire spiser med tandstikker.

Lige der er jeg en stor pose blandede følelser. Jeg er nærmest grædefærdig af en dyb og inderlig taknemmelighed over at han ved, at jeg nok falder sammen, hvis jeg ikke får noget at spise. At han bare hører hvad der skal til og fikser det. At han gider tage sig af det efter al den tid hver for sig. Og det kan godt være, at alle forhold indebærer tider med sammenbidte tænder, himmelvendte øjne, dyb skuffelse og gå hjem hver for sig. Og til sidst for vores vedkommende til hjem hver for sig. Men jeg var altid opmærksom på hvor fantastisk det er at have én der laver mad til dig.

Og selvom jeg kan låne og køre en trailer. Lave min egen mad og hamre et brugt skrivebord sammen så det står fint igen. Passe mig selv og mine. Så mindede i dag mig om, at selvom man godt kan alting selv, så kan man godt ønske sig én, der har lyst til at gå ved siden af og brumme, mens man gør det.

2016-01-28 08.50.40

 

(Visited 8 times, 1 visits today)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.