Det stille liv

Ham der Eske Willerslev dukker da også op alle steder. Jeg har ikke rigtig fuldt med, så i mit hoved er det noget med at han har en lang uddannelse men rejser ud som en anden opdagelsesrejsende og åbenbart har været mindst ét sted, hvor der var meget koldt, at dømme efter hans tilisede skæg på bogomslaget.

Dér vil jeg bare lige sige at vores liv også er en opdagelsesrejse sådan på en helt anden skala godt nok, men alligevel.

At se på den bløde syvårige ved min side. Hun vokser i længden, men kinderne er stadig runde. Hun er i den grad kramfuld. Den måde hun skifter mellem gadedrengehop og hurtig gang for at følge med om morgenen på vej i skole. Den tunge skoletaske mod hendes skuldre. Lyst, langt hår løst, i rottehaler, i fletning, i fuglerede. Hun har frabedt sig højlydt ros. Så jeg griber til andre midler. Hendes blik mod mig da jeg viser al min beundring over hendes seneste tegning uden at sige et ord.

Knægten skal spille Thor i Thors Brudefærd i 3B i dag. Morgenen startede ud med hardcore coaching i at håndtere frygt. Coaching er sådan en fin balancegang mellem at sige det der skal siges og holde kæft og lade folk selv komme frem til resultatet. Ellers føler man sig bare forført.

Han vil ikke ud af sengen og har ondt i maven. Jeg er ret sikker på jeg har ham, da jeg spørger om han har lyst til at spille skuespil og han siger ja. For så kan han også gå med på næste skridt – at hans ulyst ikke handler om at spille skuespil, men om at være bange for at skulle stå på en scene foran et publikum. Jeg lader ham selv rode med spørgsmålet om han så vil lade bange bestemme om han skal eller ej. Hvis jeg kunne putte min egen erfaring på flaske, ville jeg fodre ham skefuld på skefuld. Men resultatet ville være det samme som overtalelsen. Han ville ikke lære noget af det ud over, at man skal passe på med at lade sig overtale.

Mens knægten overvejer hvor bange han vil tillade sig selv at være, tænker jeg på forelskelse. Jeg er omgivet af forelskede mennesker og fælles for dem er, at den der rene forelskelsesglæde på et eller andet tidspunkt vækker deres frygt. Frygt for at det er for godt til at være sandt. Frygt for at miste. At de ikke magter opgaven. At de ikke er gode nok til at være udsat for det blik, de læser i den andens øjne. At de vil fejle, fordi de alle sammen er gamle nok til at have fejlet før. Jeg har set det så mange steder nu, at jeg tænker det nok er en del af pakken. Når du er meget, meget glad, så kommer frygten for, at det vil du ikke altid være.

Indtil videre er der ikke en eneste der har ladet frygten tvinge dem væk fra den der flamme de slet ikke har lyst til at modstå. Det er virkelig betryggende at se hvordan al den erfaring der på den ene side gør dem bange også hjælper dem til at genkende mønstre og knokle sig ud af dem mens de står og brænder.

Og nu vil jeg tage til Thors Brudefærd med 3B.

 

(Visited 10 times, 1 visits today)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.